Kommentar

At kalde Spanien for Franco-land er lige så urimeligt som at kalde Tyskland Hitler-land

Det er op ad bakke at forklare mine europæiske og amerikanske venner, at mit land Spanien er et velkonsolideret retsstatsligt vestligt demokrati – myten om det politisk dystre og romantisk tilbagestående Spanien er sejlivet
Stereotyperne om Spanien er hårdnakkede. Det betyder, at de catalonske løsrivelsespolitikere ikke har behøvet at anstrenge sig eller udvise alt for sofistikerede evner til mediespin for at indskibe den internationale opinion i det, alle nu kalder deres ’narrativ’, kommenter Antonio Muñoz Molina i denne artikel.

Stereotyperne om Spanien er hårdnakkede. Det betyder, at de catalonske løsrivelsespolitikere ikke har behøvet at anstrenge sig eller udvise alt for sofistikerede evner til mediespin for at indskibe den internationale opinion i det, alle nu kalder deres ’narrativ’, kommenter Antonio Muñoz Molina i denne artikel.

Santi Palacios

Debat
13. november 2017

Når jeg taler med udenlandske journalister i Europa, Amerika, ja selv i Spanien, må jeg tålmodigt og pædagogisk forklare igen og igen, at Spanien er et demokrati. Et demokrati, der utvivlsomt har sine mangler, men ikke værre mangler end de lande, vi plejer at sammenligne os med.

Omhyggeligt har jeg forklaret love, institutioner, procedurer og opstillet oplysende sammenligninger. I New York har jeg måttet minde folk, der strutter af demokratiske idealer og nedladenhed, om, at mit land – modsat USA – ikke har dødsstraf eller livstidsstraffe, for hverken voksne eller mindreårige, eller tortur i hemmelige fængsler.

Indtil for nylig måtte man også præcisere, at forholdene i Baskerlandet på ingen måde er som i Kurdistan, Palæstina eller i Nicaraguas urskove, hvorfra sandinisterne bekæmpede diktatoren Somoza.

Man måtte forklare, at Baskerlandet er en Europas mest udviklede regioner, hvis borgeres levefod er blandt kontinentets højeste, og at regionen har en grad af selvstyre og skattemæssig uafhængighed, der langt overgår, hvad man finder i nogen anden føderal stat eller region i resten af verden.

De typiske reaktioner var høflige, skeptiske smil.

Knuselskede stereotyper

Store dele af ’den oplyste opinion’ i Europa og Amerika – det vil sige de akademiske og journalistiske eliter – foretrækker af en eller anden grund stadig at bevare et nedarvet syn på Spanien som et politisk dystert og tilbagestående, men romantisk sted.

Intet er bedre end de værste stereotyper – især om arven efter diktaturet eller vores toreadorhang til borgerkrig og blodsudgydelse.

Stereotyperne er så fristende, at de kritikløst forfægtes af folk, der ellers er overbeviste om, at de elsker vores land. De ser os helst som tyrefægtere, heltemodige militssoldater, inkvisitionspræster og ofre. Så højt elsker de os, at de bliver kede af det, hvis vi spaniere vover at anfægte den stålsatte blindhed, de bygger deres kærlighed på.

Så forlibte er de i en forestilling om det oprørske Spanien og dets kamp mod fascismen, at de har svært ved at acceptere, at fascismen er et overstået kapitel og har været det i årtier. Så meget holder de af vores pittoreske sociale forsinkelser, at de bliver dybt krænkede, når vi fortæller om alt det, der har ændret sig i de seneste 40 år:

Nej, vi går ikke særlig meget i kirke, jo, kvinderne deltager aktivt i hele samfundet, homoseksuelt ægteskab blev accepteret forbløffende hurtigt og naturligt. Og hvad mere er: Vi har uden fremmedhadske reaktioner og på meget få år integreret millioner af indvandrere.

Dagen før den nu så berømte 1. oktober (dagen for Cataloniens seneste folkeafstemning, red.), måtte jeg under en ellers hyggelig middag med professorer og oversættere endnu en gang forklare.

En tysk professor sagde, at en eller anden i Catalonien havde fortalt hende, at Spanien stadig var ’Francoland’. Jeg spurgte hende høfligt, hvordan hun ville reagere, hvis nogen sagde til hende, at Tyskland stadig var ’Hitlerland’. Det tog hun ilde op. Så fattet og pædagogisk, jeg var i stand til, slog jeg fast: Mit land er et demokrati af både navn og gavn. Spanien er ikke i mindre grad et demokrati end f.eks. Tyskland, og lige så fjernt fra totalitarisme, ja måske endda fjernere, når vi ser på de spanske højreradikalisters pauvre valgsresultater. 

Hvis vi, som hendes catalanske informant sagde, stadig befinder os i Francoland, hvordan kan det så være, at Catalonien har eget uddannelsessystem, eget parlament, egen politistyrke, egne offentlige medier og en international institution, hvis formål er at udbrede det catalonske sprog og den catalonske kultur?

Skrupelløs journalistik

Anerkendelsen af Cataloniens særstatus var så vigtig en prioritet for det nye spanske demokrati midt i 1970’erne, sagde jeg til hende, at Cataloniens institutionelle status som autonom region, La Generalitat, endda blev genoprettet, før Spaniens egen forfatning blev vedtaget.

Ja, Spanien er et så sært frankistisk land, at det vælger en film indspillet på catalonsk til at repræsentere sig ved oscaruddelingen.

Med så hårdnakkede er stereotyperne om Spanien, at de catalonske løsrivelsespolitikere ikke har behøvet at anstrenge sig eller udvise alt for sofistikerede evner til mediespin for at indskibe den internationale opinion i det, alle nu kalder deres ’narrativ’. Det kunne de have klaret selv uden den ihærdige hjælp fra Indenrigsministeriet, der indsatte sine betjente og gendarmer og gjorde dem til statister i den bitre forestilling om vores miskredit.

Få ting glæder en udenrigskorrespondent i Spanien mere end at finde anledninger til at bekræfte vores eksotiske og barbariske natur. Selv den berømte Jon Lee Anderson, som bor eller længe har boet her i landet, lyver skrupelløst og mod bedre vidende, når han i New Yorker skriver, at Guardia Civil er et »paramilitært« korps.

Hvor entusiastisk EU-tilhænger jeg end er, føler jeg mig som borger i Spanien uophørligt dømt til tungsind. Af flere grunde; en af dem er den miskredit, som det demokratiske system i mit land kan gøre sig selv til genstand for på grund af politisk inkompetence, korruption og illoyalitet. Men en anden er, at den europæiske og internationale verden, der har stået som et forbillede for personer som mig – og som vi har gjort os så store anstrengelser for at ligne – altid foretrækker at se ned på os, uanset hvor stor umage vi gør os for at forklare situationen i vores hjemland.

Antonio Muñoz Molina er spansk romanforfatter og medlem af det spanske akademi

© Information og ANTONIO MUÑOZ MOLINA / EDICIONES EL PAÍS S.L., 2017. Oversat af Niels Ivar Larsen og Peer Bundgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Møldrup-Lakjer

Det må være hårdt at være spanier i disse dage, kan man høre på Antonio Muñoz Molina. Åbenbart Ikke så meget på grund af forfatningskrisen og den polariserede politiske situation, men fordi de går ud over landets image udadtil. Jeg iler derfor her med fire gode råd fra et nordligt hjørne af det Europa, Muñoz så gerne vil tækkes:

1. Jeg forstår, at det må være ubehageligt som kultiveret menneske at tilhøre et land med så svag en demokratisk tradition, at man hele tiden er nødt til at insistere på, hvor demokratisk man er. Hertil er bare at sige - med et lån fra et journalistisk mantra - Don't tell it, show it!

2. Nej, Spanien når desværre ikke Tyskland til sokkeholderne, når det drejer sig om at bearbejde og lære af fortidens synder. Den dag i dag er der tusindvis af pårørende i Spanien, som ikke kan få sandheden om deres familiemedlemmers død at vide, fordi magtfulde dele af regering og statsapparat forhindrer fx exhumationer af massegrave, som ellers kunne give vished om de dødes skæbne. Hvis Spanien skal gøre sig fortjent til en sammenligning med Tyskland, er der meget at lære af dette lands soning af Hitlertidens forbrydelser.

3. Gad vide om Muñoz ved, hvad ordet paramilitær betyder? Tilsyneladende ikke. Men han er fræk nok til at anklage den amerikanske journalist Jon Lee Anderson for bevidst at lyve, fordi Anderson omtaler Guardia Civil som paramilitær. Websiden guardiacivil.es oplyser ellers, at La Guardia Civil er et korps af militær karakter, der indgår i de statslige sikkerhedsstyrker. Et militærlignende korps, der udfører politiopgaver - det kan dårligt blive mere "paramilitært" efter almindelige begreber. Og JA, det er kendetegnende for et moderne demokrati, at politiopgaver udføres af – netop politi - og ikke militære organisationer.

4. Det er rigtignok forkert at beskrive den spanske stat som et totalitært samfund, som Muñoz mener at nogen gør; men den lange række af sensationelle korruptionsskandaler, som forfatteren også nævner, har rystet troen på det politiske system og retssystemet. Hvad værre er, skandalerne har også afsløret et sygt statsapparat, som i vid udstrækning er kontrolleret af en lille politisk og økonomisk elite. Her er da noget at tage fat i, hvis man gerne vil opfattes som et moderne demokrati.

Thomas Petersen, Karsten Aaen, Palle Yndal-Olsen, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Helt færdige med Franco er spanierne nu ikke. Her citat fra en artikel i JP fra foråret:

- "189 parlamentarikere fra det spanske underhus stemte for, mens kun én enkelt stemte imod et forslag fra socialistpartiet, PSOE, der ønsker at flytte landets tidligere diktator, Francisco Franco, fra sin nuværende grav ved monumentet De Faldnes Dal. Det skriver El País.

Dermed er spanierne endnu engang kommet tættere på et endelig opgør med fascismen – i hvert fald hvis man spørger den ene halvdel af befolkningen."

http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE9574545/spaniens-parla...

Karsten Aaen og Mikkel Møldrup-Lakjer anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Man kunne kalde det "Den spanske syge" der rækker helt tilbage til conquistadorenes fremfærd i de kolonier der lider den dag i dag under arven fra Spanien. Man kunne sige : "Demokratiske - bliver de aldrig".

Mikkel Møldrup-Lakjer

Meget tyder på at Muñoz Molina rent faktisk ikke ved hvad ordet paramilitær betyder. Selv om det kan forekomme ret utroligt når han selv tilhører det spanske akademi, der vogter over sproget: http://www.nuevarevista.net/articulos/franco-cataluna-y-todo-lo-demas-un...

@Møldrup-Lakjer: har du læst artiklen, du linker til? Jon Lee Anderson kommer jo med helt absurde udtalelser, bl.a. at han kender en catalaner fra en spanier på efternavnet! Ergo er en catalaner, som hedder García, ikke catalaner? Han kommer med forsimplede, fordomsfulde og nærmest racistiske udtalelser om en iboende spansk syge, som allerede afspejles i Don Quijote, og får da også lige smidt koloniseringen af Amerika på bordet for at kunne fratage det moderne Spanien demokratisk legitimitet. De igangværende tiltag i Catalonien har støtte fra 72 % af de spanske parlamentarikere, men Lee Anderson taler kun om PP, som han stadig ser som Francos arvtagere - 42 år efter diktatorens død. Lee Andersons udtalelser bekræfter, som jeg ser det, i høj grad Molinas anklager.

Mikkel Møldrup-Lakjer

Jeg henviste udelukkende til diskussionen om Guardia Civil i dette interview.

Mikkel Møldrup-Lakjer

Men ja, det ser også ud til at Anderson har noget at lære i det interview!

Thomas Østergaard

@Møldrup-Lakjer: Han havde nok ikke forventet den spanske inkvisition...