Læsetid 7 min.

Man kan sætte alle de ord på døden, man vil. Den er stadig bare ulidelig at møde

Der er ikke rigtigt noget, der hjælper på at være død. Og der er kun små ting, der lindrer sorgen over en kær afdød en smule. At tale om det hører ikke til den kategori
Efter at have mistet dig er jeg endnu ikke begyndt at snakke med dyrene – til gengæld er jeg begyndt at udpege dyr og sige ’se en and’ eller en due eller en huskat eller en frø.

Efter at have mistet dig er jeg endnu ikke begyndt at snakke med dyrene – til gengæld er jeg begyndt at udpege dyr og sige ’se en and’ eller en due eller en huskat eller en frø.

Sigrid Nygaard
11. november 2017

Jeg savner dig overalt, hele tiden.

Et sted i min krop har fået til opgave at savne dig, ligesom mine nyrer har til opgave at rense mit blod. Så længe jeg trækker vejret, vil der være et sted, der savner dig. Sådan er det bare, og det skal du vide.

Vi er okay.

Du ved, hvordan det er. Som familie elsker vi hinanden ved at skåne hinanden, så vi har det med at lade som om. Vi har hver især taget en del af dig og gjort den til vores egen, så nogle gange er det, som om du er her endnu. Bare lidt. Far er begyndt at remse op, hvad der er i køleskabet, så snart man træder ind ad døren, som om man ikke selv evnede at åbne lågen. Og Kristine har, ligesom du gjorde, fortrængt, at jeg selv har kørekort og insisterer derfor på at køre mig til alt.

Jeg for min del er begyndt at pege på ting, der er lige foran folk og identificere dem for dem. For eksempel kan jeg pege på en ged og sige:

»Se. En ged.«

Præcis som du ville have gjort.

Jeg er ikke begyndt at snakke med dyrene endnu, men jeg havde en pinlig gåtur med en mand i Frederiksberg Have, hvor jeg nåede at udpege en and, en due, en huskat og en frø, før jeg stoppede mig selv.

Det er ikke til at gennemskue, hvorfor det er alle de irriterende ting ved dig, vi genopfører for hinanden.

Den gode død findes ikke

Vi snakker måske ikke så meget sammen. Vi snakker om dig, men aldrig om døden. Egentlig er det stadig Dagmar (kat), der er hovedpersonen i vores familie. Sådan tror jeg også, du havde ønsket det. Man taler jo meget om at tale om tingene. Nogle gange foreslår nogen mig at gå til psykolog, men jeg ved ikke rigtigt.

Jeg kan huske et besøg fra en hjemmesygeplejerske, hvor hun gentagne gange fortalte dig, at du havde ret til psykologsamtaler i kraft af, at du var terminalpatient. Jeg kan ikke huske, hvad du svarede, men jeg kan huske det blik, vi udvekslede.

Det var et af de blikke, du sendte, når du morede dig over noget alvorligt, fordi hvad er der ellers at stille op. Egentlig.

Du skulle dø, og det kan man ikke snakke sig ud af. Jeg tror, der kommer et tidspunkt, hvor man siger til døden:

»Vi har ikke mere at snakke om nu.«

Så for os var der ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og gøre vores bedste.

Og det var det, vi gjorde, var det ikke?

Dengang føltes det som om, at alle omkring os fokuserede på, at du skulle få en god død. Ikke kun en smertefri død, men en død du skulle hilse velkommen. Det fandtes bare ikke for dig. Jeg tror, en god død er lidt ligesom smertefri analsex, ansvarlige politikere og tog til tiden. Det sker ikke så tit. Og hvad så?

Døden er bare ét øjeblik ud af de million øjeblikke, der udgør et liv. Så længe der var flere gode øjeblikke end dårlige, har jeg svært ved at se, hvorfor øjeblikkene omkring døden skal nyde nogen særlig status.

Sådan prøver jeg at se på det, selv om det for tit er dine sidste dage, jeg tænker på, når jeg tænker på dig. Du var jo alt andet end din død.

Koalakvinde

Men vi kan da godt snakke om døden, jeg er bare begyndt at foretrække små problemer. Jeg kan godt lide, når folk har kærestesorger eller ikke ved, hvad de skal se i fjernsynet. Så tænker jeg: Se, her er et problem, jeg kan forholde mig til.

Der er ikke rigtigt noget, der hjælper på at være død. Det kan du tale med om.

Der er små ting, der hjælper på sorg. Eller måske ikke hjælper, i hvert fald ikke så det løser min sorg, men måske lindrer den en smule. På min fødselsdag i Tel Aviv, så jeg Matador, drak hvidvin, savnede dig og sagde til Eric, at han ikke skulle komme. Så stod han på Rotschild Boulevard en time efter alligevel. Når jeg savner dig slemt, har jeg svært ved at sove alene.

Jeg er blevet en af de der irriterende koalakvinder, der insisterer på at sove sammen med alt, der har en puls, og det tror jeg, Eric vidste. Jeg kan ikke huske, hvad vi snakkede om, men vi må have grint meget, for min nabo klagede morgenen efter. Så jeg er begyndt at tro på, at det eneste, der virkelig lindrer noget som helst her i tilværelsen, er mennesker, der bliver, når du beder dem om at gå og kommer, når du siger, de skal blive væk.

Jeg siger ikke, at sorgen skal være vores hemmelighed. Den og døden må godt eksistere i offentligheden, men jeg tror ikke, det bliver bedre af det. Fordækte ting og nogle hemmeligheder har godt af at blive sparket ud i det åbne, men med døden er det lidt lige meget. Den må godt findes i en offentlig sfære, og vi må gerne skulle kunne snakke om den. Man skal bare ikke foregøgle sig, at det ændrer noget.

Man kan sætte alle ord på døden, og den er stadig bare ulidelig at møde, selv perifært.

Handy i dødssnak

I begyndelsen troede jeg, det betød noget for mig, hvordan mine omgivelser håndterede, at jeg var en stor pøl sorg, men nu kan jeg godt se, at det ikke betød så meget alligevel. Når folk ikke kondolerede eller kondolerede akavet, eller kom til at kalde din død en, citat, ’træls begivenhed’, kunne jeg godt se, at det var uheldigt for dem.

Men kun fordi jeg ligesom dem ved, at der er en social norm for, hvordan den samtale skal udspille sig.

Her den anden aften gik jeg med en af mine kommende venner på Nørrebrogade, og han vidste ikke, du var død, så jeg gik i gang med at fortælle det. Jeg havde knapt sagt tre ord, før han afbrød mig og sagde, han var nødt til at hoppe på en bus, der kom kørende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det var en fin reaktion på det hele. Jeg har da også lyst til at springe på den nærmeste bus, når nogen vil betro mig noget svært.

Man kan jo være rigtig god til at snakke om døden, men man kan også være rigtig dårlig, og jeg synes ikke, det siger særligt meget om en person, egentlig. Jeg er for eksempel rigtig god til at snakke om afføringsmønstre, fordi mit egen tarmsystem har fejlet alt mellem himmel og jord, så jeg kender symptomer, behandlinger, lugte, husmoderråd og så var du for øvrigt rigtig sød til at lære mig om og vise mig billeder af en masse ting om lige præcis det emne.

Men det gør mig hverken til en god eller en dårlig veninde. Det gør mig handy i lortesituationer for at sige det, som det er. Det er virkelig det samme med sorg. Folk vil så gerne tro, at de opdager deres rigtige venner, når nogen dør. Men det gør de ikke. De finder bare ud af, hvem der havde overskud på det tidspunkt, og hvem der for øvrigt er god til alt det der død.

Nok at være i live

Som tiden går, er der alligevel ting, jeg ville ønske, folk forstod bedre. Flere og flere er her på det sidste begyndt at spørge mig, hvad jeg vil, og hvor jeg vil hen. De spørgsmål irriterer mig, for jeg synes stadig, at det er rigtig godt gået af mig, at jeg står op hver dag, selv om du ikke er her længere. Men man kan ikke rigtigt sige til folk, at ens ambitioner ikke rækker videre end skinbarlig overlevelse.

Det er også mere fysiske ting, folk godt måtte forstå bedre. I lang tid efter din død var jeg for eksempel dummere, end jeg plejer at være. Min hukommelse var ikkeeksisterende, ny viden gled fra mig som våd sæbe, og jeg var for første gang i mit liv en ustoppelig syvsover. Folk må selvfølgelig godt synes, jeg er dum, når det virkelig er det, jeg er, men det ville for min forfængeligheds skyld være rart, hvis de spurgte sig selv, om min dumhed måske har en årsag.

Det kunne også være fint, hvis der var en konsensus om, at det nogle gange er nok at være i live. At det er okay, måske faktisk mere end okay, at jeg er ude af stand til at bekymre mig om karakterer, startløn, pensionsforhold, jobsikkerhed, boligkøb, opsparing og andre ting, jeg bliver syg i røven bare af at nævne her.

Så måske bliver folk bare voksne på hver deres måde, og så har det ikke så meget at gøre med, om du er her eller ikke er her, men jeg kan bare ikke lige nu. Jeg kan ikke lade som om, at din død ikke stadig er det, der definerer mit liv.

Amalie Langballe er journalist

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at gøre sorgen på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

  • Du skal sørge!

    18. november 2017
    I 2018 kommer sorgdiagnosen. Vil det omsider give mennesker i sorg et frirum til at sørge i fred? Eller vil det tværtimod opstille nye krav om, hvordan man sørger rigtigt? Bliver sorg noget, vi skal leve op til? Og hvad med dem, der sørger for lidt?
  • Sørg på din egen måde, men pas på, at du ikke gør det forkert

    2. november 2017
    Sorg er blevet noget, vi taler om. Stadig flere sorggrupper opstår, ligesom bøger og teater debatterer sorg. Men det betyder samtidig, at der opstår nye normer for, hvordan man sørger passende, sundt og naturligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Nanna Wulff M.
    Nanna Wulff M.
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Lars Rasmussen
    Lars Rasmussen
  • Brugerbillede for Britta B. Hansen
    Britta B. Hansen
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Hanne  Pedersen
    Hanne Pedersen
Nanna Wulff M., Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Lars Rasmussen, Britta B. Hansen, Jørn Andersen og Hanne Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Børge Neiiendam
Børge Neiiendam

Amalie, hvorfor dyrke sorgen når du kan dyrke livet ?

Døden er det ultimative tab ! Grimt, hæsligt, dystert, reflektionskrævende, uigenkaldeligt, væmmeligt, sorgskabende, hjernen kan gå i selvsving, og alle de andre ord og følelser vi kan sætte på oplevelsen med at døden er kommet ubelejligt forbi en. Måske mindre ultimativt, hvis man tror på et liv efter døden, men alligevel altid sorgsskabende.

Nogle dyrker sorgen efter et dødsfald. Måske kommer de ud af tilstanden efter nogle år, andre gør tydeligvis ikke og de får så et liv der ekskluderer dem de har omkring sig. De eskluderer også i et vist omfang sig selv, fra at indgå i nye livsskabende relationer.

Sørg gerne, men fortvivl ikke. Den afdøde ville nok ikke forvente, at man krøllede sammen i fosterstilling, mens hjernen blev tømt for sine normale funktioner. Formentlig ville den nu døde sige: "Lev videre. Jeg er taknemmelig over at du føler sorg, men bliv glad igen for denne situation er uigenkaldelig".

Lars Rasmussen, Karin Hansen og Povl Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Andersen

sålænge uvidenheden om menneskets tilstand og vilkår mellem døden og en ny fødsel , er så omfattende , som den er , ikke mindst hos Informations læserskare , er der ikke megen trøst eller mening at hente . Moderne forskning vha hypnoterapi
samt de mange mange nærdødsoplevelser , fastslår at døden som sådan er en overgang fra een tilstand til en anden , og at sjælen har evigt liv . Læs cases hos f.eks Brian Weiss og Michael Newton.

Brugerbillede for Lars Rasmussen

Det forekommer mig, at døden altid kommer til os via dem, som vi elsker. Døden er altid den konkrete afslutning på et kært menneskes liv. Og samtidig er det døden, som viser os livets sande værdi: thi hvad må al kærligheden, alle venskaberne og alt dette leben ikke være værd, når vi i sidste ende skal betale for det med døden? Først de andres. Og til sidst vores egen.

Omvendt kunne man dog også spørge: Hvad er meningen med liv, der slutter med død? Måske blot denne: at lidelsen er vor følgesvend. At vi skal lide gennem smerte. Og gennem lykke:

“Job didn't die
didn't throw himself under a train
didn't croak in a vacant lot
the chimney didn't spew him out
despair didn't finish him off
he arose from everything
from misery dirt
scabs loneliness

How much more authentic a dead Job would be
even after death shaking his fist at the God of pain
But Job survived
washed his body of blood sweat pus
and lay down in his own house again
New friends were already gathering
a new wife was breathing new love into his mouth
new children were growing up with soft hair
for Job to touch with his hands
new sheep donkeys oxen were bellowing
shaking new shackles in the stable
kneeling on straw

But happy Job didn't have the strength to be happy
afraid he'd betray happiness by a second happiness
afraid he'd betray life by a second life
Wouldn't it be better for you Job
to rot in a lost paradise with the dead
than to wait now for their nightly visit
they come in dreams they envy you life
Wouldn't it be better happy Job
to remain dirt since you are dirt
The pustules washed off your hands and face
ate through your heart and liver
You will die Job
Wouldn't it be better for you
to die with the others
in the same pain and mourning
than to depart from this new happiness
You walk in the dark
wrapped in darkness
among new people
useless as a pang of conscience
You suffered through pain
now suffer through happiness

And Job whispered stubbornly Lord Lord”

— Anna Kamieńska, The Return of Job.

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Nu skal man ikke, hvad skal jeg sige, hmm sige noget ondt. Men det må alt andet lige, være mere komfortabelt at kunne dyrke sin sorg i Tel Aviv med en flaske hvidvin, og rent faktisk have fået tilbudt noget hjælp. Fremfor at sidde i København og være kontanthjælpsmodtager eller lønslave, uden ret eller særlig mulighed for at rejse ud af landet, eller til at holde en pause fra jobcirkusset eller fra sit arbejde, eller i det hele taget være berettiget til nogen hjælp. Det hjælper ikke mod sygdom og død at være rig, nej, men det gør det mere komfortabelt. I øvrigt en god artikel, og det er ikke for at være ond, jeg skriver det. jeg gør. Tværtom ønsker jeg for alle, at de kunne sidde på deres favorit sted, drikke deres favorit drik, høre deres favorit musik og dyrke deres sorg, sådan som den bør dyrkes. Men det er de færreste forundt!

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Man skal lade give andre lov til at have sin sorg i fred, dermed ikke sagt at man ikke skal tale om den, men det skal være på den sørgendes præmisser. Sorg er et udtryk for stærke følelser gennem mange år og de følelser går ikke nødvendigvis væk når man mister sine forældre, et barn eller en ægtefælle og gudskelov for det. Hvad ville vi være hvis vi ikke kunne elske andre og det er i det lys man skal se sorgen.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Okay.. jeg må indrømme, at jeg morede mig lidt undervejs i artiklen.
Om morskab er godt mod sorg og død, det er jeg sikker på.

Især disse sentenser fik et fnis frem hos mig: "Jeg tror, en god død er lidt ligesom smertefri analsex, ansvarlige politikere og tog til tiden. Det sker ikke så tit. Og hvad så?"
og "Folk må selvfølgelig godt synes, jeg er dum, når det virkelig er det, jeg er, men det ville for min forfængeligheds skyld være rart, hvis de spurgte sig selv, om min dumhed måske har en årsag."

Død og sorg ER.
Vi har forskellige måder at håndtere det på - fra gang til gang.

Brugerbillede for Johanna S.

åh jo, man finder sine rigtige venner. Det har jeg da, og at du undskylder dine venners håndtering af dit tab, det gør mig ked af det - på dine vegne. For hvis man ikke har overskud til at være der for en kær ven, der har mistet og gennemgået det aller sværeste man kan blive budt i livet, hvilken betydning har ens relation så? Hvor er den indbyrdes interesse, bekymring og omsorg?
Jeg synes du fortjener bedre

Brugerbillede for fie  sandfeld

Kære Amalie Langballe
Tak for dit skriv. Jeg fik rigtig meget ud af at læse det, og det tror jeg mange andre, der har mistet en elsket til døden, også gør.
Personligt og fagligt tror jeg meget på, det kan være nyttigt at tale om sin sorg og sit tab.
Alt det bedste til dig igennem din sorgproces.
Vh Fie Sandfeld