Kronik

Man kan ikke tale døden ihjel

Aldrig har så mange talt og skrevet om døden som nu. Men lige meget hjælper det på vores dødsforskrækkelse. For vi taler om det forkerte
Døden er ganste vist – og vi snakker også i stigende grad om den, spørgsmålet er, om vi prøver at snakke den væk. 

Døden er ganste vist – og vi snakker også i stigende grad om den, spørgsmålet er, om vi prøver at snakke den væk. 

Sille Veilmark

Debat
29. november 2017

På et sygehus et sted i Danmark hænger der bannere i personaleområderne med denne her påmindelse til lægerne og sygeplejerskerne: »Her taler vi om døden!« Ikke noget tabu her.

Og det er jo bedre end ikke at tale om den. Men det er faktisk ikke så interessant, at man taler om døden. Det er langt mere interessant, hvad man siger om den. Og alle de talende hoveder derude, der taler om døden – ikke mindst i det professionelle miljø – siger i vid udstrækning ting, der ikke rigtig bringer os videre i forsøget på at få et mere fornuftigt forhold til døden end den systematiske dødsfornægtelse.

Efter en masse år med et landsomfattende dødstabu, bliver der ellers talt og skrevet om døden som aldrig før. Det kan alle, der læser avis, selv forvisse sig om. Efterladte, sorgforskere, præster, psykologer; alle står nærmest i kø for at tale om døden.

Det gælder også denne kroniks forfattere. Men som vi ser det, er der ikke meget, der tyder på, at al den snak flytter ret meget ude i virkeligheden. Som hospitalspræst og flittigt benyttet underviser og foredragsholder møder Lotte døende og efterladte hele tiden. Og siden Esben skrev sin bog Min usynlige søn om sorgens transformerende kraft, har han mødt tusindvis af efterladte til foredrag og debatter. Og vi ser meget få tegn på, at holdningen til døden flytter sig på andet end et overfladisk, akademisk niveau. Vi taler gerne om døden i generelle, abstrakte vendinger. Men ikke om din død. Eller min.

Til kaffe med døden

Til gengæld forsøger vi at trække tænderne ud af døden – at gøre den ufarlig. Du kan nu komme »Til middag med døden«, »Drik kaffe med døden« og gå på dødscafé – Projektdanmark galore. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før der i den bedste sendetid kommer tv-programmer med titlerne Dus med døden, Vild med døden, Døds-factor eller Den store døds-dyst.

Intentionerne er helt sikkert gode nok. Og det er meget bedre end for få år siden, hvor vi prøvede at besejre døden ved at lade, som om den ikke eksisterede. Vi talte ikke om den, og vi ignorerede systematisk både de døde og de efterladte.

Det fortsætter hovedparten af befolkningen sådan set stadig med – flugt og fortrængning udgør fortsat de flestes forsøg på at mestre døden. Nu er den talende klasse så i gang med at finde en anden måde at mestre den på. Nemlig ved at gøre døden hyggelig og ufarlig. Vi skal være ven med døden: Når vi nu ikke kan besejre den på den gammeldags måde med hospitalsbehandling og fortielse, så kan vi i stedet prøve på den nye måde: ved at kramme den ihjel.

Jeg (Lotte) talte med en ung mor, der skulle dø fra sine små børn og kæreste. Hun fortalte, at flere af hendes veninder havde opfordret hende til acceptere, at hun skulle dø, for så ville det gøre det lettere for hende at være i. Nu lå hun så dér og prøvede som en vanvittig. Men kunne ikke. Til gengæld kunne hun slå sig selv oveni hovedet med, at heller ikke dét magtede hun. Som hun sagde: »Jeg kan ikke omfavne døden, for det ville være det samme som at give slip på livet.«

Modstand og overgivelse

Dødshyggesnakken og dødskrammeriet er ligesom fortielsen blot endnu et forsøg på at flygte fra den mest afgørende og mest rædselsvækkende faktor ved det at være menneske: Vi skal dø, det er forfærdeligt – og vi kan intet gøre ved det. Vi får ikke kontrol over døden – den er og bliver vores frygteligste fjende, hvis vi elsker livet. Døden konfronterer os med den ultimative magtesløshed. Og det er netop årsagen til, at vi aldrig vil få held med at aftabuisere døden, og at vi kun fortsat beskæftiger os med den på et overfladisk niveau.

Vi er ikke blevet bedre til at tale om det. Fordi det er svært. Døden er et paradoks. Vi må opretholde modstand til den, hvis vi vil leve. Men samtidig må vi overgive os til, at det er den vej, det går. Det er et vilkår, der er svært at leve under.

Så hvad skal vi gøre for at kunne være i dette paradoksale vilkår? Vores bud på et svar er: Vi skal snakke noget mindre om selve døden – og snakke noget mere om livet før døden: Vi skal hade døden – men overgive os til det faktum, at vi er magtesløse, og at vi ikke slipper, uanset hvor meget vi spræller. Den bevidsthed skal vi bruge til det eneste, der giver mening: At leve så inderligt og intenst, på godt og ondt, som vi kan her og nu – i erkendelse af, at tiden er knap, og det hele ender ulykkeligt.

Vi skal elske noget mere, og så skal vi holde op med at prøve at flygte fra lidelsen i form af sygdom, død og sorg, når den kommer – for det gør den. I stedet skal vi stå i lidelsen – i erkendelse af, at lidelse ikke alene er et uomgængeligt livsvilkår, men at den også er med til at forme og definere os som mennesker.

Revet ud af livet

Jeg (Lotte) talte med en 50-årig, uhelbredeligt syg kvinde. Hun var træt af, at læger og sygeplejesker hele tiden ville tale med hende om hendes kommende død. Kvinden var helt bevidst om den, men havde ikke lyst til at beskæftige sig mere end højst nødvendigt med den. Faktisk havde hun bare lyst til at leve det liv, der var tilbage.

Hun talte om fremtiden og købte nye, dyre kjoler. Hun sagde, at sundhedspersonalet blev helt akavet, når hun fortalte om det – som om de tænkte; »Det kan jo ikke betale sig – ved hun overhovedet, hvor alvorligt det er?« Kvinden fortalte mig, at det ikke gjorde noget godt for hende, at personalet »hele tiden rev hende ud af livet«. For hvis skyld talte alle på sygehuset om døden her?

Kvinden levede på trods af lidelsen. Men – og det er en anden vigtig pointe – vi skal stå i lidelsen sammen. Det gør vi ikke i dag, hvor pårørende ofte flygter fra de efterladte, som for to ud af tres vedkommende ifølge undersøgelser føler sig dybt svigtet af omverdnen i deres livs værste krise.

Der er enormt meget fællesskab i, at vi alle skal dø, hvis vi holder op med at flygte og i stedet overgiver os til den magtesløshed, vi alle kommer til at opleve. Vi styrer meget lidt, når det virkelig gælder. Og det eneste, vi har, er kærligheden til hinanden. Den er til gengæld det hele værd – men det kræver, at vi tør stå det allermest sårbare sted: i vores egen magtesløshed og i vores kærlighed til vores ligeså magtesløse elskede.

Langstrakt farvel

I forbindelse med optagelserne til DR K-serien Kunsten at miste, som sendes i disse uger, mødte jeg (Esben) den 78-årige pensionerede smed Jørgen Glad. Han har knoglekræft, og han kommer til at dø af det.

Men i stedet for at fortrænge døden eller bekæmpe den med udsigtsløs behandling, har han valgt at stå i det. Han taler om det med alle, der betyder noget for ham.

Han græder med sin kone og hører klassiske rekviemmer, fordi musikalske dødsmesser lader ham gennemleve sorgen over at skulle sige farvel til et liv, han ikke føler sig færdig med. Han får lidt kemo, fordi han så gerne lige vil have sin 60-års bryllupsdag med.

Han prioriterer hårdt: Han har droppet folk, han ikke gider. Til gengæld er han begyndt at synge i kor igen, fordi det giver ham så meget. Men først og fremmest tilbringer han en masse tid med de mennesker, han elsker, i et inderligt, langstrakt farvel.

Kan du komme i tanke om en mere livsbekræftende meningsfuld måde at møde dødens meningsløshed på? Hvordan har du tænkt dig at møde din død? Og hvordan vil du være der, når dem, du holder af, møder deres?

Esben Kjær er radiovært på Bagklog på P1 og forfatter til bogen ’Min usynlige søn – kunsten at leve med de døde resten af livet’

Lotte Blicher Mørk er hospitalspræst på Rigshospitalet og forfatter til bogen ’På en måde skal vi dø’

Serie

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi skal alle dø, enhver på sin måde. Vi skal alle leve, enhver på sin måde. Skribenternes eksempler på den gode forholdemåde til døden, er vel i udstrakt grad ligeså gode og almengyldige eksempler på, hvordan man lever godt. Dog vil jeg fraråde, og det gælder både for de der har fået sat dato på deres endeligt og os andre, at undlade det, igen helt almindelige på disse kanter, excessive forbrug. Det gavner ingen, men bringer tværtimod med sig hver dag elendighed og lidelse, og os alle et skridt tættere på døden.
Derudover ville det måske hjælpe, hvis ikke man gennem livet var så forbandet optaget af at finde noget at leve for, men i stedet fandt sig noget at dø for.

Det er overraskende at en præst skriver om døden uden at nævne Gud med et eneste ord. Magtesløsheden, hvad gør du af den? Det samme spørgsmål August stillede Christian hvad angår vrede i tiende og sidste afsnit af Herrens veje.

Johnny Winther Ronnenberg

>>Hun talte om fremtiden og købte nye, dyre kjoler. Hun sagde, at sundhedspersonalet blev helt akavet, når hun fortalte om det – som om de tænkte; »Det kan jo ikke betale sig – ved hun overhovedet, hvor alvorligt det er?« Kvinden fortalte mig, at det ikke gjorde noget godt for hende, at personalet »hele tiden rev hende ud af livet«. For hvis skyld talte alle på sygehuset om døden her?<<

Det forstår jeg til fulde og jeg gjorde det selv i marts måned efter jeg blev udskrevet, jeg bestilte en bogpakke med programmeringsbøger med sidetal over 15000 sider, selv om lægerne rent ud sagde at det kun var et spørgsmål om tid. jeg har læst halvdelen indtil nu for jeg kan ikke koncentrere mig meget mere end en time. Jeg ved godt at jeg aldrig vil komme til at programmere for alvor i de tre nye sprog jeg forsøger at lære mig selv, men hvad så jeg har stadig glæden ved at lære, så når lægerne vender tomlen nedad så trækker jeg på skuldrene op slår op på bogmærket, for jeg er stadig mig inden i.

Jeg har ventet på manden i leen i 7.5 år, skulle jeg holde op med leve fordi, han ikke kan tage sig sammen, to gange er familien blevet varslet at nu var det det, sidste gang jeg blev udskrevet var det mod lægernes vilje med opbakning fra dem jeg bor sammen med, fordi de vidste at jeg ønsker at dø i min egen seng og ikke i en hospitalsseng. Det var niende gang at jeg gjorde det på 3,5 år og næste gang lader jeg mig slet ikke indlægge.

Morten Balling, ulla enevoldsen, Hanne Ribens, Nils Grøngaard, Anne Albinus, Lars Rasmussen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

@Johnny
Det er svært at sige noget..

Pessimisten siger:

       “At leve er meget usundt. Den, der lever, dør.”*

Optimisten siger:

       “Den forstår sig ikke på vittigheder,
       stjerner, broer,
       vævning, grubedrift, at dyrke jorden,
       bygge skibe og bage

       I vore samtaler om planer for i morgen
       indskyder den sit sidste ord
       der ikke angår emnet.

       Den kan ikke engang det
       som man umiddelbart forbinder med dens fag:
       den kan hverken grave en grav
       sømme et kistelåg til
       eller rydde op efter sig.

       Optaget af det at slå ihjel,
       gør den det klodset,
       uden system eller rutine.
       Som om den først lærte det på hver eneste af os.

       Man taler om dens triumfer,
       men hvor mange nederlag
       og hvor mange forfejlede slag
       og forsøg, den er nødt til at gentage.

       Det sker, at den ikke har kræfter nok
       til at slå en flue ned.
       Mod ikke så få larver
       har den tabt i væddeløb.

       Alle de knolde, bælge,
       følehorn, finner, ånderør,
       parringsfarver på fjerene og pelsdragt til vinter
       vidner om, at den er bagud
       og smøler med sit arbejde.

       Mangel på god vilje er ikke nok
       og selv vores hjælp i form af krige og omvæltninger,
       har, indtil videre, vist sig at være for lidt.

       Hjerterne banker i æggene.
       Spædbørnenes skeletter vokser.
       Frøet bliver til to bitte små blade
       og ofte til høje træer i horisonten

       En der hævder, at den er almægtig,
       er selv et levende bevis for,
       at den ikke er det.

       Der findes ikke et eneste liv,
       som blot for et øjeblik
       ikke har været udødeligt.

       Døden
       kommer altid netop dét øjeblik for sent.

       Forgæves rusker den i håndtaget
       på den usynlige dør.
       Hvad én nåede og hvor meget,
       det kan den ikke tage fra ham.”**

(*: Stanisław Jerzy Lec, Ufriserede tanker, side 22.)

(**: Wisława Szymborska, “Om døden uden overdrivelse”; citeret fra En kat i en tom lejlighed, side 11f.)

Frede Jørgensen

Okay Johnny..

Ha en god aften.

Jeg tænker lidt på hvad den tiltagende mulighed for krisehjælp har betydet for vores omgang - (eller mangel på samme) med døden. Har det været med til at "det er der nogle professionelle, der tager sig af og det er de meget bedre til end mig".
Jeg synes, at det gælder for såvel døden som andre voldsomme hændelser vi møder på vores vej gennem livet, at det bedste er at snakke med familien, vennerne, naboerne, arbejdskollegaerne og de netværk man forhåbentlig har. Det er ok med professionel hjælp, hvis man tilhører en af de forholdsvis få, der får det psykisk svært, men det skal ikke være der, vi starter.

Nils Grøngaard

Kære Johnny!

Varmende og vigtige ord du skriver!

Livet er underligt og forunderligt - meget af det største ligger i de små ting; vejrets stadig skiften, potteplanterne eller katten, udvekslingen af smil eller nogle ord på gaden. Herunder selvfølgelig også de selvvalgte "opgaver" vi fylder vores liv med, om det så er akvariefisk, madlavning, sport eller noget fjerde.

Ret betydningsløse - for ikke at sige meningsløse - ting set i det store perspektiv, men vi er nok heller ikke skabt til at se det store perspektiv for længe ad gangen, hvilket i sig selv er såvel en forbandelse som en velsignelse.

Uanset hvad, bliver jeg varm om hjertet ved tanken om dine programmeringsbøger. Gid du må få længere tid med dem end nogen forventer, men selv hvis du ikke gør det, er det smukt sådan at forsøge at stå ved sig selv, også på falderebet.

God vind, Johnny!

@Johnny,
Martin Luther skulle efter sigende engang på spørgsmålet, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide at jorden gik under i morgen, have svaret, at han ville plante et træ. Livet skal retteligen leves imens man har det. Vi gør det hver især på vores måde, og hvem kan dømme vore valg? Styrken kommer indefra og ikke fra dem omkring os.
God fornøjelse med dine programmer.

Psykiateren Elisabeth Kübler-Ross (1926-2004) har sagt noget i retning af: "Hvis man ikke tør leve, tør man heller ikke dø".
Vi bør jævnligt minde os selv om, hvor mirakuløst det er, at vi har fået mulighed for at leve et kort spand af tid på denne vidunderlige planet, vi kalder jorden. Da vore fædre gjorde vore mødre gravide, var chancen for, at det blev os 1-300.000.000 (mængden af sædceller i en ladning sæd). Vi har med andre ord vundet den helt store gevinst i "Livets Lotto". Jeg er en taknemmelig mand.

@Johnny

Det gør mig oprigtigt ondt at læse, og jeg sidder med tårer i øjnene. Både fordi det er sørgeligt, men mindst lige så meget fordi du inspirerer mig. Død er tabu. Jeg læste forleden Tove Ditlevsen digtet om alle de ting mennesker kun deler med sig selv. Vi ved vi alle skal dø en dag, og jeg tror det gør de fleste mennesker bange. At være alene med sin frygt gør den bare værre, og du er et lysnede eksempel på at det nytter at tale om død og frygt.

Tak! Selv hvis det var det eneste du havde gjort i dit liv, havde du stadig udrettet noget stort.