Klumme

Man kan vel sige, at jeg har sørget effektivt

Snart kan man få en sorgdiagnose, hvis man i en længere periode er lammet af sorg. Sorg er altså sygelig, hvis den varer for længe. Spørgsmålet er, om den også kan vare for kort
Snart kan man få en sorgdiagnose, hvis man i en længere periode er lammet af sorg. Sorg er altså sygelig, hvis den varer for længe. Spørgsmålet er, om den også kan vare for kort

Privatfoto

Debat
1. december 2017

Det var et chok den mandag aften på årets sidste sommerdag, hvor min fars kæreste ringede og fortalte, at han var død.

Af et slagtilfælde midt i en spinningtime, 61 år gammel og uden at have været syg. Jeg var den første, hun kom igennem til, og det var mig, der ringede til mine tre søskende én for én og fortalte dem, hvad der var sket med vores far.

Selv om det nu er lidt over to år siden, så står den aften helt klart for mig.

Jeg husker for eksempel tydeligt erkendelsen af, at jeg aldrig havde oplevet noget så definitivt. Jeg kunne ikke argumentere mig, arbejde mig eller charmere mig ud af, at min far var død. Det var han bare. Men den tanke, der fyldte allermest i bilen på vej hjem fra Hillerød Hospital senere på aftenen var, at nu ændrer alt sig. Nu er jeg ikke længere det samme menneske, og min verden kommer til at krakelere.

Men det gjorde den ikke.

Overraskende hurtigt efter chokket kom hverdagen. Fire dage efter var jeg tilbage på arbejde, for der var alligevel grænser for, hvor mange gode formiddagsforestillinger jeg og min lillebror kunne få tiden til at gå med i biografen, mens resten af verden kørte videre, og vores venner var i skole og på arbejde.

Ti dage efter holdt vi receptionen efter bisættelsen i Skydeselskabets lokaler i Helsingør (som min far tøhø-agtigt og til min store irritation igen og igen havde kaldt ’skideselskabet’, da vi året inden havde fejret hans 60-års fødselsdag netop der).

Mens vi spiste samosaer af kongeligt porcelæn for at ære hans dansk-pakistanske baggrund, lo jeg med mine venner og høflighedssnakkede med hans tidligere kollegaer. På billederne fra nogle uger senere, hvor vi lejede en lille kutter og sejlede ud foran Kronborg for at sprede hans aske på vandet, smiler vi allesammen.

Kan man sørge flot? Eller grimt?

Jeg savner min far hver eneste dag, og jeg har altid været det, man kalder fars pige. Det er sandheden, men jeg nævner det ofte også, fordi jeg er bange for, at andre kan tvivle på, om jeg holdt sådan rigtigt af ham, nu hvor min sorg over hans død ikke var altoverskyggende. Men at miste min far som 24-årig blev bare aldrig den livsændrende begivenhed, som jeg havde troet og frygtet, at det ville blive.

»Man ved aldrig, det kommer jo nok lige pludselig,« sagde jeg til alle og enhver det første år.

I begyndelsen troede jeg på det. Der måtte komme en eller anden voldsom reaktion senere, tænkte jeg.

Til slut sagde jeg det bare, fordi det virkede som det rigtige at svare folk, når de sagde til mig, at hvis deres far var død som min, ja, så ville de være helt smadrede indeni. Så ville de ligge derhjemme i fosterstilling lige nu.

»Men du klarer simpelthen det med at sørge så flot,« sagde de til mig, som om man kan sørge flot eller grimt. Og hver gang nogen sagde det til mig, så følte jeg mig akavet kold i røven og småkynisk, mens jeg skammede mig lidt over, at jeg åbenbart ikke er mere sårbar eller følsom.

De måneder blev det tydeligt for mig, at der er nogle helt klare normer for, hvordan man bør sørge. Ikke voldsomt og udadreagerende som grædekonerne i nogle lande. Men man skal i nogen tid helst italesætte og vise, at man er dybt mærket af sit tab. Det er ikke nok bare at være ked af det, når man er alene derhjemme. Man skal stirre ud i luften, mens man lytter til Nick Cave, man skal i en tid takke nej til at gå ud med sine venner om aftenen, og man skal mangle overskud.

På den måde giver man omverdenen en garanti for, at sorgen bliver taget hånd om. Gør man ikke de ting, er man suspekt og desuden en tikkende bombe, der kan bryde ud i en meget værre og større sorg på et senere tidspunkt, hvor sorgen helst skulle have være ’afviklet’ for længst.

Mens jeg gik og ventede på et sammenbrud, begyndte jeg at frygte, hvad det var, der egentlig gemte sig derinde i mig, siden jeg klarede det, som jeg gjorde. I lang tid var min egen konklusion, at jeg sørgede forkert. Eller at jeg slet ikke havde sørget.

I dag tror jeg, at jeg har accepteret den manglende reaktion. Nu ser jeg det snarere sådan, at jeg har sørget og stadig sørger effektivt. Det er måske ikke lige så smukt og yndefuldt, som den sorg, jeg havde forestillet mig. Men jeg tror og håber på, at det er nok for mig.

Natalie Yahya Rosendahl er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. Klummen er en del af serien ’Foranderlig sorg’, som i disse uger kan læses på Informations debatsider

Serie

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her