KU-prorektor er mester i varm luft og vindfrikadeller

Når Københavns Universitet (KU) skal forholde sig til anklager om problemer med forskningsfriheden, er svaret en omgang varm luft og vindfrikadeller.

I to kronikker (den 23. og den 30. oktober) redegjorde jeg for en række problemer med forskningsfrihed, jeg har påvist i min bog Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed. Jeg stillede seks præcise spørgsmål til prorektor for KU, Thomas Bjørnholm, der havde kritiseret min bog. I sit svar (den 13. november) undgik han at komme blot i nærheden af et svar.

Jeg skriver i bogen fyldigt om, hvordan forskere har fået mundkurv på af myndighederne, og spurgte Bjørnholm: Hvorfor protesterede I ikke? Intet svar. KU’s ledelse har lukket øjnene i årevis. Vi ved ikke, hvor meget det kan have skadet almindelig oplysning og den faglige kvalitet af politiske beslutninger.

Mundkurvskontrakterne blev ændret takket være en indsats fra mig, ihærdige journalister, Ombudsmanden og Dansk Magisterforening. KU fulgte med som det tynde øl, da Ombudsmanden var gået ind. Kom venligst med dokumentation, hvis du vil modsige det, Thomas Bjørnholm.

I stedet for at protestere mod mundkurvene indførte KU i en vejledning, at en ekstern samarbejdspartnet kan kræve udsættelse af publicering i tre måneder, hvis det påvirker den pågældende parts interesser. Der står »kræve«, Bjørnholm, ikke »bede om«, som du skriver. Det gør en forskel.

Du siger, at det kun gælder i »særlige tilfælde«. I reglerne står der, at det gælder, hvis »resultater påvirker den eksterne parts interesser«. Det vil den eksterne part nok kunne hævde ret ofte. Juridiske eksperter mener, at det kan være i strid med forvaltningsloven. Nu må vi se, hvad Ombudsmanden siger. Krænkelse af forskningsfriheden er det.

En sag for Rigsrevisionen?

Den eksterne finansiering af KU’s forskning er nu oppe på mere end 45 procent, og eksterne bevillingsgivere bestemmer som regel forskningsområdet. Det kan være inden for deres forretningsområde, men det behøver ikke at være det, som jeg også skriver i min bog. Men under alle omstændigheder bestemmer bevillingsgiver, hvem der skal have bevilling, og dermed i mange tilfælde også emneområde. Det er en begrænsning af forskningsfriheden. Det forholder Bjørnholm sig overhovedet ikke til.

Begrænsningerne øges på grund af medfinansiering. Den beslaglægger finanslovsmidler, der ellers skulle være frie. For at være konkret tager jeg som eksempel Novo Nordisk Fondens (NNF) centre, der har medført en donation på ca. 2,2 milliarder kroner.

Jeg påstås at overse, »at et grundprincip i disse satsninger netop er ubunden bevilling til fri og excellent forskning«. Men er den nu også helt ubunden og fri? Nej, Bjørnholm skriver jo selv, at det skal ske inden for »de overordnede rammer, der er lagt i ansøgningen« – det vil sige inden for sundhedsvidenskab, så den begrænsning er der. At et af centrene handler om metabolisme, er da nok heller ikke tilfældigt, når nu NOVO sælger medicin mod diabetes. Havde ansøgningen handlet om Luthers betydning for enevældens indførelse, var den næppe gået igennem.

Så til det åbenbart meget varme spørgsmål: Hvad koster det KU at tage imod de godt to milliarder dejlige kroner? Jeg har spurgt alle tænkelige steder uden at få svar. Jeg ved, at det også har været rejst i Akademisk Råd. Der ligger en uigennemtrængelig tåge over sagen. En realistisk beregning, baseret på kendte oplysninger fra andre institutioner med lignende projekter, siger mellem en og halvanden milliard kroner.

Hvorfor det skal være så hemmeligt, kan man kun gætte på. KU har nyligt indgået en kontrakt med Microsoft; den er også omgærdet af mystik. At KU lægger slør over, hvad finanslovsbevillinger bruges til, kunne måske gå hen og blive en sag for Rigsrevisionen?

Usikkerhed giver ufrihed

Endelig må jeg nævne spørgsmålet om forskningsfrihed for forskere med tidsbegrænset ansættelse. De udgør i dag ca. to tredjedele af alle forskere. Jeg kalder dem en del af forskningens kernepersonale (til forskel fra hjælpefunktioner som administration og lignende).

Det vil Bjørnholm ikke være med til. De hører ikke til kernestaben. Det er ganske vist ikke særligt motiverende sådan at blive skubbet uden for kernen, især ikke når man leverer langt de fleste forskningsårsværk, men fred være med det. Det er så ledelsens holdning.

Det mest bekymrende er, at Bjørnholm tilsyneladende ikke ser noget særligt problem i, at disse forskere næsten ikke har nogen forskningsfrihed. Det indrømmer han. I international sammenhæng er der udbredt enighed om, at tryghed i ansættelse er en nødvendig forudsætning for forskningsfrihed.

Det står også i en rapport fra League of European Research Universities (LERU), som KU er medlem af. Men det ser Bjørnholm ikke noget problem i. Det er ellers en af grundene til, at KU blev rangeret helt i bunden i en sammenligning af 28 EU-lande fra i år. Måske skulle KU overveje medlemskabet af LERU?

Usikkerhed giver ufrihed, og det skader originalitet, dristighed og opfindsomhed. Det fremmer til gengæld konformisme og forsigtighed over for kontroversielle emner og resultater, hvor man kan risikere at skulle stå for skud.

Bjørnholm svarer ikke på mine spørgsmål. Man får det indtryk, at han mener, at alt er i skønneste orden. Varm luft og vindfrikadeller.

Heine Andersen er professor emeritus, Københavns Universitet