Læserbrev

​​​​​​​LGBTQ-politik er også kommunalpolitik

9. november 2017

Talrige undersøgelser viser os, at LGBTQ-personer har en dårligere trivsel end resten af befolkningen, og diskrimination og hadforbrydelser er stadig en del af deres virkelighed.

Som kommune kan vi vælge at læne os tilbage og vente på, at Folketinget adresserer disse udfordringer. Eller vi kan gå foran, for LGBTQ-politik er nemlig også kommunalpolitik.

Lad mig komme med et eksempel: Café Aura er et projekt, som hjælper unge LGBTQ-personer med at finde sig til rette i deres seksualitet og/eller kønsidentitet i fællesskab med ligesindede. Det afhjælper ensomhed og psykisk sårbarhed i en udsat målgruppe.

Projektet blev startet i København af nogle frivillige ildsjæle, og med penge fra velgørende fonde har de nu fået mulighed for at udvide til andre kommuner. Nu skal lokalpolitikere på tværs af landet kaste penge ind i driften, hvis det skal lykkes.

Men Café Aura er kun et af mange eksempler på, hvordan lokalpolitikere kan skabe større trivsel blandt LGBTQ-personer og bidrage til et mere mangfoldigt samfund. Det er nemlig også kommunerne, som har ansvaret for den forebyggende sundhedsindsats – det vil sige god og normkritisk seksualundervisning, inkluderende oplysningskampagner og gode muligheder for at blive tjekket for sexsygdomme.

Og når det handler om hate crimes, som vi har set utallige gange i København, så er det også kommunen, som kan lukke af for trafik, opsætte mere gadebelysning og tage andre tryghedsskabende foranstaltninger, så alle kan føle sig trygge i nattelivet og holde deres kæreste i hånden på gaden.

I anledning af dette års Copenhagen Pride satte jeg mig for at sætte LGBTQ-politik på dagsordenen op til kommunalvalget. Med ti konkrete forslag, som spænder over alt fra normkritik i vores offentlige sektor, LGBTQ-ambassadører i folkeskolen, modtagelse af LGBTQ-flygtninge og et foreningshus til LGBTQ-miljøet, har jeg givet mit bud på, hvordan vi på Københavns Rådhus kan skabe en mere mangfoldig by.

For selv om vi ofte tænker, at diskussionen om ligestilling og LGBTQ-rettigheder hører til på Christiansborg, så har vi lokalpolitikere også et stort ansvar for at øge trivslen blandt LGBTQ-personer og for at bekæmpe diskrimination. Derfor håber jeg, at flere lokalpolitikere vil tale om LGBTQ-politik frem mod kommunalvalget.

Laura Rosenvinge er kandidat til kommunalvalget i København, Socialdemokratiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Ussing
  • Eva Schwanenflügel
Peter Ussing og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu