For nylig diskuterede den forhenværende danske EU-ambassadør, Poul Skytte Christoffersen – som deltog i forberedelsen af EU’s østudvidelse i 2002 – i DR med Søren Riishøj, der også har et vist kendskab til Østeuropa, den kritiske udvikling i disse lande.
Flere gange henviste førstnævnte til »den liberale økonomi«, som i stigende grad har ligget til grund for udviklingen efter Anden Verdenskrig i de vesteuropæiske lande modsat de østeuropæiske. Men det at være liberal har ikke noget med frisind eller storsind at gøre. Og det er ikke en egenskab, som man kan tillægge et økonomisk system. Det kan være liberalistisk, men ikke liberalt.
Hvad de nævnte østeuropæiske lande angår, beklagede Søren Riishøj den 18. november i Information, at »det liberale demokrati« er truet i disse lande (»Øst- og Centraleuropa skrider mod højre i skuffelse over demokratiet«).
Han er således en af de mange, som hæfter adjektivet liberalt på begrebet demokrati – som om der gives uliberale demokratier. Hvordan kan en statskundskabsuddannet, forhenværende universitetslektor som Søren Rishøj dog få sig selv til at tale om et liberalt demokrati?
Jeg forstår udmærket, at mange borgerlige i stigende grad anvender denne betegnelse. På den måde kan de jo blandt andet få det indtryk til at fæstne sig, at det var deres ’liberale’ forgængere, som realiserede demokratiet i 1800-tallet. Men hvad var det nu, der skete, da den største og mest undertrykte gruppe i folket søgte at anvende de demokratiske frihedsrettigheder som ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden? De blev hindret i at gøre det af de såkaldt ’liberale’, frihedselskende borgerlige.
I sin kommentar konstaterede Søren Riishøj i øvrigt, at de østeuropæiske lande savner »en politiker a la Macron i Frankrig, der kan samle liberale og socialdemokrater om et fælles politisk projekt«. De liberale, som han her taler om, er nogle af dem, som hidtil er blevet kaldt borgerlige. Men det er jo af gode grunde ikke et politisk plusord. Derfor kalder de sig hellere liberale. Og Søren Riishøj følger tankeløst trop.
Det er mig ubegribeligt, at hverken han eller mange andre på venstrefløjen kan se, hvilken grov sprogmanipulation man på denne måde fra borgerlig side gør sig skyld i.
Tjørnehøj har sagt det mange før. Men det er åbenbart nødvendigt at sige, endnu en gang. Enig.
Det ser ud, som om der er sneget sig et ekstra "ikke" ind i Tjørnehøjs "Men det at være liberal har ikke noget med frisind eller storsind at gøre." Han mener (med rette) det modsatte - se hans
Se iøvrigt
, .
Hvis man søger på "liberalt demokrati" og "liberal økonomi" på , er det rigtigt nok, at de fleste forekomster er "borgerlige".
Nok engang:
Det ser ud, som om der er sneget sig et ekstra "ikke" ind i Tjørnehøjs "Men det at være liberal har ikke noget med frisind eller storsind at gøre." Han mener (med rette) det modsatte - se hans
https://www.information.dk/debat/2016/09/forskel-paa-liberale-liberalister
Se iøvrigt
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=liberal, http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=liberal.
Hvis man søger på "liberalt demokrati" og "liberal økonomi" på http://ordnet.dk/korpusdk/teksteksempler/sogeresultat, er det rigtigt nok, at de fleste forekomster er "borgerlige".
Men lige netop med Macron er sagen lidt mere spidsfindig: han vil udvikle noget, der ligner det skandinaviske velfærdssystem i Frankrig, og gerne i hele EU! Når det kan virke borgerligt på mange skandinaver, skyldes deti høj grad, at mange ikke rigtigt gør sig det klart, hvad vores system består af, og hvordan det er særskilt frigørende i forhold til mange andre landes, hvor et dystopisk forhold opretholdes imellem en arbejdsgiver og den medarbejder, han ikke kan komme til at opsige, men som også selv ville være bedre stillet med at kunne overgå til en høj understøttelse, uafhængigt af et ophørt ansættelsesforhold i en virksomhed, der ikke kører godt.
Der er åbenbart andre af samme mening som Søren Riishøj. Fra Francis Fukuyama: Historiens afslutning og det sidste menneske, afsnittet ”Den liberale revolutions universalitet 59-71.”
Liberalisme og demokrati er beslægtede da politisk liberalisme forudsætter borgerlige friheder og rettigheder.
a. Ved frihed forstås garanti mod ulegitimeret samfundsindblanding i individets grundrettigheder.
b) De borgerlige rettigheder er 1) personlige (private og økonomiske) 2) åndlige ( tro og overbevisning) 3) politiske (ytrings og pressefrihed)
c) Begrænsninger og indskrænkninger i sådanne rettigheder må godtgøres, før de kan finde sted.
d) Søges listen af rettigheder udvidet, bliver følgen, at de kolliderer, fx kommunismen.
4. Folkesouværænitetspricippet står i det liberale demokrati for borgernes ret til at have del i den politiske magt.
a) Retten udøves ved hemmelig og lige stemmeafgivning ved et parlamentsvalg med flere opstillede partier.
b) Heri ligger den formelle definition på det liberale demokrati, og den garderer ikke mod manipulationer.
c) den beskytter dog effektivt mod diktaturer , og derved holder den vejen til et umanipoleret demokrati åbent.
d) definitionen vanskeligt kan forbedres, ses af af Lenins og andres eksperimenter med reelt demokrati.
5. Liberalisme og demokrati er imidlertid ikke identiske, hvilket ses af, at de kan adskilles.
a) Jfr. 1700 tallets England kan der gives et elitært styre, som er liberalt.
b)jfr. Nutidens Iran kan et formelt demokratisk styre være uliberalt, uden garanti for borgerrettighederne.
c) Økonomisk liberalisme (markedsøkonomi) gives under andre styreformer end politisk liberalisme.
d) Og politisk liberalisme angår mere holdningen til borgerlige friheder og rettigheder end den offentlige sektors og den økonomiske friheds omfang.
6) Økonomisk og politisk liberalisme er ofte ude af takt, jfr. Østeuropa, Østasien og den islamiske verden.
a) Hver især kan de være i front og halte bagefter, og begge kan de blive udsat for tilbageslag.
b) Overlevelsesdygtig synes imidlertid den liberale ide og dens krav på almengyldighed at være.
c) Dens sejrrighed viser sig ikke mindst i, at ikke- demokrater bruger dens sprog til at legitimere sig.
d) Kun islam rejser i dag et konkurrerende universalitetskrav, men den er ude af stand til at vinde fremmede sjæle for sig.
7) Det liberale demokrati overgår dermed alle alternativer ved at kunne overbevise og vinde sindene for sig.
a) Som ramme for en bedre tilværelse og fremtid synes det uden tænkelig alternativ.
b) Dets særstatus viser sig desuden i, at det trods alt har været på uimodståelig fremmarch siden opkomsten.
c) Dets uimodståelighed antyder, at menneskehedens universelle historie tenderer mod at afsluttes i det.
d) At dets styreform og normer vinder indpas i andre kulturer end Vestens, taler for, at de rammer noget fundamentalt i menneskets natur.