Klumme

Mennesker, der hylder svin som guder, lever farligt

Hvis du skal holde takketale til et svin, så lad være med at kalde ham Gud. Selv om du høster fordele her og nu, bliver din hulhed åbenlys en dag. Spørg bare Meryl Streep
27. november 2017

Da jeg var ung og ufordærvet og fartede rundt i den kolde krigs Østeuropa, mødte jeg mange folk fra ordets og scenens verden, der gerne, men kun afsides, ville fortælle om de problemer, de havde med statsmagten. Folk levede i et undertrykt samfund, hvor sandheden var forbudt, og ledelsens sanktioner, hvis man vovede at fortælle om dem, var mange og udspekulerede, f.eks. fik man pludselig ikke den post eller det privilegium, man ellers var blevet stillet i udsigt, og så videre.

Kunstnerne i Østeuropa kunne reagere forskelligt. Hvis de sagde skråt op, kunne de lige så godt pakke sammen. Så reddede de i det mindste selvrespekten, men det kan man som bekendt ikke leve af. De kunne også ty til sindrige omskrivninger eller fikserbilleder, som kun kunne tydes af de indviede, og det var altid en lille sejr. Men så var der dem – og her kommer associationen til den store diva ind i billedet – der valgte at stikke piben ind og give udtryk for det modsatte af, hvad de mente, for at tækkes magten og dermed få del i dens goder! De kaldtes opportunister.

Sådanne opportunister skal man ikke til koldkrigens Østeuropa for at finde. Tag bare Meryl Streep. Meryl Streep, denne udadlelige kvinde? Ja, Meryl Streep såmænd.

I det Herrens år 2013 stod hun på Golden Globes scene i Hollywood for at modtage en stor pris for en filmrolle. I takketalen inddrog hun udtrykkeligt og tårevædet produktionsselskabets direktør Harvey Weinstein med ordene: »Harvey is God!«

I dag siger hun, at Weinstein altid har behandlet hende respektfuldt. Det er meget muligt. Men at hun ikke vidste, hvem han var, er svært at tro. Ét er sikkert: Mange blandt hendes kolleger nede i salen i deres stolte smokinger og nedringede rober, vidste det. Og ingen sagde et kvæk.

Allerede i år 2000 havde instruktøren Asia Argentos drejet en spillefilm (Scarlet Diva) og indlagt en scene, der viser en voldtægtsscene på et hotelværelse. Den var fra ende til anden kalkeret over en oplevelse, hun engang havde haft med Weinstein som ung skuespillerinde i hans stald. Det kunne tydes af alle indviede, der så filmen, men sådan, at instruktøren ikke kom i fedtefadet.

Men en skønne dag kom fedtefadet af sig selv. Tavsheden brast. Og i kølvandet opstod #MeToo. Så kunne der tales ud. Ligesom da Muren i sin tid faldt og med den systemet.

Hvad Weinstein havde haft at tilbyde, var roller og rampelys, berømmelse og succes, men det havde sin pris. Betalingen faldt ved Kasse 6 i form af rå underkastelse (læs: spred benene!) Det var sandheden, og den kendte alle i branchen, men den var forbudt, tabu.

Mig har det altid slået, at kapitalismen, når den fremtræder så råt og despotisk som i Weinstein Company, er kommunisme i lommeformat. Selv et hemmeligt efterretningsvæsen i form af håndgangne mænd rådede Weinstein over, der sørgede for at bestikke, tryne og true med vold til tavshed.

I sin kerne og trods alle forbehold er #MeToo en sand oppositionel og revolutionær bevægelse. Før eller siden er civilsamfundets tålmodighed brugt op. Det er al frigørelses alfa og omega. En dag, når tiden er moden, bryder folk tavsheden og går på gaden.

I dag er det bare ikke på gaden, det foregår, men på internettet. Og det er en kæmpe forskel. #MeToo fik et ustyrligt omfang på ingen tid i kraft af de nye sociale medier med diverse offermassehysterier og private hævntogter til følge. Det er disse års vilkår, og det gav anledning til, at nogen så deres snit til at vende anklagen om og tale om McCarthy-proces og heksejagt.

Men undskyld: Hvem var lige de truede og forulempede? Var det Aalbæk?

Og selvfølgelig er der kategorisk forskel på et regimes undertrykkelse og det misbrug, som en overordnet kan benytte sig af, og som kan udvikle sig som svamp på en dårlig arbejdsplads. Men det er gjort af samme stof. Og for mig skærper den indlysende sammenligning snarere alvoren i de aktuelle sager, end den relativerer dem.

For neden under skåltalerne for ligestilling er reptilhjerner stadig reptilhjerner. Det er der sikkert ikke meget at gøre ved, og jeg mener ikke, at de hverken skal eller kan opereres ud. Men det kan fortælles! Og det bliver det før eller siden.

Det er blevet vanskeligere for ikke at sige farligt at udråbe svin til guder i takketaler. Før eller siden vil det komme for en dag, at man er en kryster. At man endda har medvirket indirekte til undertrykkelsen – ikke blot ved at holde tand for tunge, men også ved at puste mere luft i svinet. Den lære er vigtig, for jo hurtigere magtfulde mennesker holder op med at puste, desto hurtigere vil undertrykkeren få sin sag for.

Niels Barfoed er forfatter, dr. phil. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Frede Jørgensen
  • Henning Kjær
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Maj-Britt Kent Hansen, Frede Jørgensen, Henning Kjær, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer