Helt op til vor tid har en heksejagt i 1692 i den lille by Salem, Massachusetts, været et skræmmebillede på, hvad der kan ske, når en folkestemning går amok. En række unge piger fik nogle mystiske anfald, som læger ikke kunne finde en fysisk forklaring på, og man mente derfor, at de havde haft sex med Djævlen.
Da også den agtværdige borger John Proctors kone blev anklaget, tog han hende i forsvar – med det resultat, at han selv blev beskyldt for at være i ledtog med Djævlen. Han blev hængt, og det samme gjorde yderligere 20 mænd og kvinder i byen.
Salem-tragedien blev udødeliggjort i Arthur Millers teaterstykke Heksejagt (1953), der samtidig var en allegori over en moderne heksejagt, nemlig senator Joseph McCarthys kommunistforfølgelser i 1950’erne.
Heksejagten ramte Hollywood hårdt, og en lang række af filmbyens betydeligste kunstnere blev fængslet eller måtte gå i landflygtighed, fordi de blev mistænkt for at være kommunister, i blandt var Charlie Chaplin, Joseph Losey, Dalton Trumbo og Edward Dmytryk.
Også homoseksuelle blev ofre for heksejagten under anførsel af advokaten Roy Cohn, der siden blev advokat for boligspekulanten – USA’s nuværende præsident – Donald Trump. Først da Cohn i 1986 døde af aids, kom det frem, at han selv var bøsse. Forfølgelserne skyldtes formentlig, at han ikke kunne tåle sin egen seksualitet. McCarthy var ikke tilsvarende kommunist, men han brugte indlysende kommunistiske metoder i forfølgelsen af sine politiske modstandere.
Incesttesten
Salem er også et symbol i det engelske parlamentsmedlem Stuart Bells bog When Satan came to the Boro om en moderne heksejagt, der fandt sted i Middlesborough i 1987. En ny børnelæge, Marietta Higgs, havde på et weekendkursus om incest lært, at hvis man skiller barnets baller ad, og anus derpå åbner sig, er det usvigeligt et tegn på incest. Barnet ved nemlig af erfaring, at den forventede indtrængning på den måde vil gøre mindst ondt.
Når børn herefter blev indlagt med forstuvede hænder og brækkede ben efter fald fra træer eller gynger, foretog hun lynhurtigt incestprøven. De næste måneder anmeldte hun 121 fædre til politiet, som ofte mødte op og arresterede dem om natten foran deres grædende børn, der ligeledes blev fjernet fra hjemmet. I de fleste tilfælde benægtede børnene, at nogen havde forgrebet sig på dem, og 94 af børnene blev da også leveret tilbage til deres forældre – og deres fædre løsladt.
Fælles for heksejagter er, at man selv er den, man jager. Proctors bødler var i pagt med Djævlen, McCarthy benyttede kommunistiske metoder, og Higgs skadede de børn, hun ville beskytte. Man benytter sig af de metoder, man kritiserer.
En virus, der bider sig fast
I begyndelsen af 1990’erne havde vi vores egen Roum-sag, hvor en ukyndig psykolog plantede incestfantasier i en mindreårig pige og således medvirkede til at sende en række uskyldige mennesker i fængsel. Dengang mente mange feminister, at der i enhver skoleklasse sad to børn, som havde været udsat for incest.
Da jeg i samme periode skrev en bog om Freuds teorier om den infantile seksualitet og Ødipus-komplekset, blev også jeg anklaget for at dække mig ind bag den barnlige seksualitet for at tilfredsstille egne lyster. Berlingske bragte en tegning af mig og min nøgne datter i en mindre flatterende situation, som avisen dog senere undskyldte.
Og den dag i dag bliver jeg af Dansk Folkeparti-segmentet på Facebook beskyldt for at være »børnepuler«, når de fattes argumenter. Heksejagt er som en virus, der smitter med lynets hast – og bider sig fast.
En storm i Politikens rødvin
En tilsvarende heksejagt begyndte mod Peter Aalbæk Jensen, da Jyllands-Postens filmkritiker Nanna Frank Rasmussen beklagede sig over, at han for 15 år siden åbenbart gav hende et klask i røven. Aalbæk mente snusfornuftigt, at når sådan noget stadig plagede hende, var det da vist hende og ikke ham, der havde et problem.
I forlængelse af den formentlig rimelige kritik af producenten Harvey Weinstein, tænkte de på Politiken, at so ein Ding müssen wir auch haben, og det var da nærliggende at udse sig Peter Aalbæk som offer. Avisen ryddede forsiden og beskyldte ham for ting, som for længst er beskrevet i Anne Mette Lundtoftes bog Zentropia. Men Politiken kunne glimrende bruge fem år gamle nyheder på deres forside, for heksejagt sælger.
Og vel er der under julefrokoster på Zentropa episoder, som ikke er i orden, og som Aalbæk da også efterfølgende har beklaget. Men det er der nu også ved en del andre julefrokoster, sjovt nok uden at de kommer på forsiden af Politiken.
Aalbæks spøjse afklapsning af Zentropas de såkaldte småttere er imidlertid bragt fuldstændigt ud af proportioner. Hvis det var sket i en film, ville man hurtigt opfange, at det da vist er en parodi på tidligere tiders autoritære skolesystem. Nu er Ålen imidlertid ikke filmkunstner, men fuld af lige så gale ideer, som han derfor praktiserer i virkeligheden og i fuld offentlighed.
Hvis en småtte ikke finder det i orden, kan han eller hun melde fra og eventuelt klage til filmarbejderforeningen FAF. Men da FAF ikke har modtaget en eneste klage, må man have lov at se det hele som en storm i et glas vand – eller i Politikens rødvin.
Den personlige heksejagt er en ny trend på Politiken, som blev indledt i maj, da avisen ligeledes ryddede forsiden for at fortælle, at den fremragende leder af Roskilde-museerne, Frank Birkebæk, ikke var særligt populær blandt nogle anonyme tidligere medarbejdere.
Ved sin afskedsreception et par måneder senere blev Birkebæk ellers hyldet af både bestyrelse, kollegaer og medarbejdere – men det skrev Politiken intet om. Det er trist at iagttage, hvordan kulturjournalistik degenererer til personforfølgelse.
Det sagde hun også i går
Også #MeToo-kampagnen er blevet en indholdsløs heksejagt ved at spænde fra fuldbyrdede voldtægter til seksuelle vittigheder. Også her fører Politiken an ved i et spørgeskema til kvindelige skuespillere netop at medtage »verbal chikane fra overordnede i form af krænkende kommentarer og vittigheder«.
Fra nu af skal det altså på en arbejdsplads ikke længere være tilladt at komme med den muntre replik ’det sagde hun også i går’, for nogen kan jo føle sig krænket. Det er mærkeligt at iagttage, hvordan den stigende pornoficering af samfundet går hånd i hånd med en puritanisme, der vil skrue tiden tilbage til Salem, Massachusetts.
I Sverige, hvor puritanismen altid har haft bedre vilkår end her, vil man ikke længere støtte Aalbæk-produktioner. Politiken har forgæves forsøgt at få Det Danske Filminstitut med på samme galej, skønt det burde være velkendt, at et kunstværk skal bedømmes på dets egne præmisser og ikke på kunstnerens og producentens mulige ufuldkommenhed.
I USA reagerer filmbranchen hysterisk ved at trække Kevin Spaceys og Louis CK’s film tilbage. Her kunne heksejægerne lære af bogbranchen, som naturligvis ikke drømmer om at trække Hamsuns, Celines og Heideggers bøger tilbage, skønt de som nazister var tilhængere af en ideologi, der har voldt ulige mere skade end nogle filmfolks private udskejelser.
Hvis filmjournalister gerne vil beskæftige sig med overgreb, er det mærkeligt, at de aldrig har beskæftiget sig med de seriøse og veldokumenterede overgreb, Det Danske Filminstitut til stadighed foretager på filmkunsten. Men det har naturligvis en indlysende forklaring: Kunst sælger ikke nær så godt som sex.
I den oprindelige version fremgik det, at Information havde bragt forsidehistorier om Aalbæk, som tidligere havde været fremme i Anne Mette Lundtoftes bog Zentropia. Det er imidlertid ikke korrekt. Informations historie om, at Aalbæk systematisk straffede sine småtter med smæk, havde tidligere alene været fremme i Radio24Syv. Fejlen er ikke Christian Braad Thomsens, men opstod i redigeringsprocessen.
Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter
Jeg kan et stykke hen ad vejen følge Christian Braad Thomsen, når han udtrykker at 'Me Too' bevægelsen, på nogle områder, har antaget karakter af Heksejagt. Intet syntes for småt og ubetydeligt for at komme ind under begrebet krænkelser.
Så trækker CBT paralleller til både den fjerne og nære fortid, hvor uhyggelige og groteske overgreb fandt sted, historier som det selvstændigt tænkende menneske væmmes ved, og hvor man tydeligt kan identificere pøblens medløbere.
Der hvor jeg ikke forstår CBT, er hvor han går udenom ondets rod og nærmest vil bagatellisere krænkelser og krænkere. Jeg har en mening om hvad krænkelser er, men i dette forum vil jeg overlade det til det selvstændigt tænkende menneske selv at afgøre hvad en rigtig krænkelse er.
Kulturen bag seksuelle krænkelser er årtusind gammel og jeg vil gerne være med til at detonere den kæmpebombe som skal pulverisere dén kultur for evigt. Ingen INGEN har ret til at udsætte nogen for seksuelle overgreb, hvad enten disse overgreb går ud over kvinder eller mænd, og om overgrebene foretages af den tåbelige flok i skurvognen, af liderlige personer i kunstverdenen, eller af magtmennesker. Den personlige integritet bør være uangribelig og krænkeren udstilles som dum eller psykopat.
Overgreb på børn og unge, har sin egen agenda, hvor der i næsten alle civiliserede lande er en lovgivning der skal beskytte sådanne ofre mod voksnes forskruede lyster.
Me Too-bevægelsen kan let ende i feministisk aggression, had og samfundspuritanisme, hvilket der ikke nemt findes et bolværk imod. Pøbelvæsen er i alle former et uværdigt fænomen.
Desværre kan denne trend også medføre at den almindelige gammeldags forelskelse og dragning mellem voksne ligeværdige mennesker, gives næsten umulige vilkår. Refleksmæssige afvisninger og nej'er SKAL tages for pålydende, og ikke forsøges overvundet, så spillet kan køre mellem nogle der ender med at elske hinanden.
Er dette ikke en opfordring til heksejagt på de krænkede, som #MeToo har hjulpet? Christian Braad Thomsen burde vide, at alle bevægelser har medløbere, som ikke kan skelne mellem krænkere, medvidere og uskyldige og derfor stupidt skærer alle over én kam, så at kalde en bevægelse, som vil hjælpe reelt seksuelt chikanerede, indholdsløs, fordi nogle tåber misbruger den, virker ikke særlig velovervejet.
Hele artiklen har et anstrøg af CBT's egen paranoia.
Og Christian Braad Thomsen er totalt lost som sædvanligt når det kommer til kvindeoprør. Taler om heksejagt, vist, godt at kvinder over hele verden samler sig bagved #meToo og taler åbent om hvad de er udsatte for fra mænd. C.B.T prøver på at formindske #meToo med at sammenligner #meToo bl.a. med McCarthys kommunist forfølgelse i USA. #meToo omfavner dog hele klodens kvindelige befolkning. Mænd sku tage sig sammen og tage fat på sin egen giftige maskulinitet. Basta.
Igen må jeg lige pointere at loven må lægge til grund for ordet "krænkelse". At nogen føler sig krænket af kommentarer eller eller en hendelser er IKKE ensbetydende med at noget strafbart er foregået. Man kan istedet henvise "ofrene" til lære at begå sig i en voksen verden eller blive hjemme.
Krænkelseskulturen er syg. I dag må man påråbe sig offerrolle hvis man føler sig krænket, men ikke ER blevet krænket. Det er individets opfattelse vi alle pludselig skal vide på forhånd inden vi fortæller en vigtighed eller giver et skulderklap. Det kunne jo være modtageren af skulderklappet føler sin skulder seksualiseret. Måske bliver "ofret" endda traumatiseret. Det vil i hvert fald give flere likes og lang mere ynk på facebook.
Mit råd til ofrene: Ring til politiet. Forklar din klage og afvent. Der er nemlig en god chance for at skulderklappet ikke var kriminelt.
Nike,
Mage til argumentresistens har jeg ikke set længe! Indbefatter det åh-så-egalitære #MeToo kan bruges til noget som helst for pakistanske syersker, der arbejder 14 timer i døgnet? Tror du at den store majoritet af klodens kvindelige befolkning vitterligt har krænkelser af overmåde rige kvinder i Hollywood som største problem? Hvem forsøger så i virkeligheden at formindske hvis' problemer ...
Det er her at det bliver åbenlyst, for mig i hvert fald, at førnævnte hashtag kampagne er en elitær osteklokke-reaktion, der bilder sig selv ind at overklasse problemerne i Hollywood også er resten af klodens største problem.
Har #MeToo støtterne slet intet at indvende mod allegationerne om nypuritanisme? Er man virkelig så tilfreds med at blive sammenlignet med det ypperste kristent-konservative ortodoksi? Det bekymrer mig stærkt at bevægelsen ikke en gang føler det nødvendigt at retfærdiggøre sig selv filosofisk - for i deres øjne har de allerede altid ret, diskussion eller ej.
Ak ja, den stakkel... Dér sidder han med blikket stift rettet på egen navle.
Dennis Jensen,
din forargelse lyder hult. Ikke at kunne bevæge sig frit i samfundet, fordi der er mænd, der tager sig retten til at opføre sig som svinemikler, er et problem, kvinder er fælles om overalt i verden.
#metoo er ikke en organisation med en bestyrelse eller en talsperson.
Det er både styrken og svagheden.
Der er ingen der kan påtage sig at svare for hele verdens kvinders vedkommende, som har skrevet eller tænkt metoo.
Derfor er det også temmelig .. sært, at nogen angriber fænomenet med anklager om både heksejagter og personforfølgelse og offerliggørelse og hvadsomhelst. Det er en i-luften-fægtende diffus anklage, som jeg ikke kan se noget formål med, andet end at nogen får luftet deres indre trustrationer over at nogen gør noget, som bliver brugt i en halt anden sammenhæng.
Den samme gøren brug af et fænomen i en helt anden og mere personlig frustration, mener jeg at CBT er nøjagtig lige så skyldig i denne artikel. Nøjagtig som de deltagere i #metoo, som anvender fænomenet i egen interesse.
Vel talt, Christian B.T.. Det er stærkt opmuntrende, når begavede og besindige mennesker som dig løfter stemmen. Håber dine ord vil høres og spredes.
Hver gang en nedringet kvinde stiller sig foran mig og jeg skal bruge energi på at løfte blikket fra hendes kavalergang, føler jeg mig en lille smule krænket - eller flov er måske et mere passende ord, for jeg ved jo godt at der som regel ikke gemmer sig andet end en skygge dernede. Det kan så også være forklaringen på at jeg ikke føler mig provokeret på samme måde, hvis hun tager hele overtøjet af. Stiletter provokerer mig også en lille smule, for hvad er det så egentlig hun er ude på og hvem hjælper hende hvis hun falder? Og ja, et par almindeligt velskabte bryster bag en bluse eller et slør kan såmænd også provokere mig, men det skjuler jeg bare så godt jeg nu kan (med skiftende succes). Vi skal jo være her alle sammen.
Nå, men nu er det ikke mine copingstrategier det handler om. Når Christian Braad Thomsen sammenfatter Ålens synderegister til et klask i røven på en kollega, må det være mod bedrevidende. Sagskomplekset omfatter, som de fleste ved, ydmygende offentlig afstraffelse af underordnede og en konkret situation, hvor mogulen under en fest og i fuld bevågenhed har stukket en mikrofon op under nederdelen på en kollega, med replikken: Hør, fissen snakker!
Det er nok så meget dette sidste, der er "the smoking gun", for her kommer Ålen ind under tøjet på en kvinde som ikke har givet tilladelse til det, og en sådan kan ellers udstedet på mangfoldige, om end subtile, måder, hvad der tydeligvis ikke lige var tale om her. Det ved Ålen i øvrigt også godt, når han tænker sig om, i og uden for rampelyset.
Den eneste formildende omstændighed i Ålbæks sag, er at vi i forvejen kender ham som en bevidst grænsesøgende person. Men det betyder jo ikke at der ikke er grænser. Det ved Christian Braad Thomsen sikkert også godt, hvis han tænker sig om, i og udenfor spalterne. Ålen har i øvrigt allerede indrømmet at det, lige der, stak af for ham.
Måske de to ronkedorer skulle stikke stødtænderne sammen og hvem ved: gøre en film ud af det? Emnet er jo spændende nok og vil formentlig være det i langt tid fremover. Forslagene til en arbejdstitel er ad ekvilibido:
Far til fisse
Kære fisse
Fissen
Den talende fisse
eller hvis vi skal følge traditionen i dansk film: Fissen
Dennis
Nu snakker du i nathuen. Har du aldrig hørt om voldtægter i Indien, Pakistan osv. og at kvinder er udsatte for sextrakasserier for at de er kvinder uanset hvilket land de bor i. Den giftige maskuliniteten er et udbredt fakta, all over. Og jeg tilhører ikke nogen elitær gren andet end fodkvinder-folket som har kontakter med hinanden verden over.
Jeg synes bare det er imponerende, at Christian Braad Thomsen har skrevet et debatindlæg, hvor han overhovedet ikke nævner Rainer Werner Fassbinder en eneste gang.
Nike,
Der er da ganske vidst problemer med voldtægt verden over. Også i eksempelvis Pakistan (og måske specielt dér) - men er 80% af befolkningens største problem mons tro voldtægt eller det faktum at de alle betales en kummerlig løn, som kun kan leve ufuldendte liv i total armod af? Personligt tror jeg at sidstnævnte er største problem. Det er selvfølgelig klart at Hollywood ikke ser det sådan; for Hollywood eliten er sexchikane, voldtægt og gluten allergi større internationale problemer, fordi de ikke selv kender til økonomisk nød og i øvrigt ikke empatisere med dem som gør.
Hvis man trak kvinder ud af fattigdom ville det modarbejde tendensen til overgreb, fordi det ganske enkelt er noget man gør ved folk i magtesløse positioner. Her må jeg så spørge: Tror du at fattige kvinder i den tredje verden kan bruge hashtag kampagner og "awareness" (samtidens største undskyldning for apati og inaktion) gør nogen som helst forskel på dem? Tror du at systematiske overgreb kan stoppe - eller at overgrebenes standsning overhovedet betyder så meget i det store hele - hvis den armod som muliggør dem aldrig addresseres?
Det er i øvrigt også her at de neoliberale hollywood eliter - og verdens neoliberale feminister - skinder igennem: Det er både lettere og ganske ufarligt at befordre ændringer, som ikke koster noget og derved ikke rigtig bliver til ændringer .. Havde man gjort noget ved problemets rod; fattigdom, så havde det jo heddet klassekamp og dét kan Hollywood eliterne jo ikke lide ;)
Hverken som chef eller som kollega rører man ved andre medarbejdere - aldrig.
Enhver hændelse - ord så vel som bevægelse - skal ligge indenfor de professionelle rammer der er afstukket i arbejdet eller i situationen i øvrigt.
Kvinder er ikke oversarte, hvis mænd overskrider de rammer og mændene "laver ikke bare sjov", når de gør det.
At mænd føler sig jagede, fordi kvinder er begyndt at sige fra, - ja - det jegr jeg ikke ord for!
Rigtigt godt debatindlæg i en tid hvor heksejagt er blevet moderne igen.
Dennis
Drag så ud og gør något mod all fattigdom nu når du er en sån stor våbendrager for kvinder, i stedet for at bruge din energi på Hollywood. Og f.øv. så har du vist ikke heller forstået hvad giftig maskulinitet handler om.
Giftig maskulinitet? Hvad indebærer det koncept lige præcist? Og er der også et koncept der hedder giftig feminisme? Eller er det kun mænd der kan være slemme?
Nej. Bare nej. At mennesker, der er blevet forulempet, fortæller om deres oplevelser på de sociale medier, er altså ikke helt det samme som at brænde uskyldige mennesker på bålet.
Findes der hekse? Nej.
Findes der mennesker, der groft har udnyttet deres magtposition til at overskride alle normer for god og hensynsfuld opførsel? Ja. Visse har endda indrømmet blankt, og udtrykt beklagelse over ikke at kunne fortsætte deres fornedrende praksis.
Blev de hekseanklagede dømt ved en formel domstol og henrettet fysisk? Ja.
Er der overgået krænkerne i #metoo kampagnen andet, end at de i værste fald er blevet eksponeret og blevet stillet socialt til regnskab for deres handlinger? Nej.
Det er ikke en uretfærdighed, en krænkelse eller en heksejagt at de mennesker, man har forulempet, vover at have deres egen mening om den sag.
Det er ikke en menneskeret uimodsagt at kunne affeje andres opfattelse af det, de er blevet udsat for. De har lov til at dele deres oplevelser. Også selvom det kan være ubehageligt at blive konfronteret med for den, der troede at han var i sikkerhed, så længe han kun trynede de, der var svagere end ham selv.
Maria problemet er at ting der ikke er ulovlige bliver slået sammen med grove forbrydelser som f.eks voldtægt og at folk bliver hængt ud med navn.
Ring til politiet hvis der er sket noget ulovligt. Ellers så gå til den person som du føler dig uretfærdig behandlet af og konfrontér dem. Det kunne jo være det ikke var deres hensigt at såre nogens følelser.
Og i forhold til Hollywood skal man vidst nok heller ikke negligere at der nok er en bred gruppe skuespillerinder der nok har tilbudt det ene og det andet for at få en rolle. Det undskylder ikke overgreb men det viser at de "magtfulde" mænd også bliver udnyttet.
mennesker der bliver udstillet på de sociale medier risikerer ikke andet end at blive eksponeret? Der er ikke nogen tvivl om, at alt for mange mennesker har misbrugt deres magt, men det her handler ikke om retfærdighed, det her handler om hævn. Hævn får det værste frem i mennesket og den indre svinehund glammer som aldrig før.
Hmmm.....
Maria Jensen skriver "Er der overgået krænkerne i #metoo kampagnen andet, end at de i værste fald er blevet eksponeret og blevet stillet socialt til regnskab for deres handlinger?"
Heri ligger roden til et kæmpe problem... At det tilsyneladende er helt legitimt at "eksponere" og "stille folk til socialt regnskab" ud fra hvad nogen skulle mene er en overskridelse af denne nogens personlige grænser - helt uden at skulle kunne eller kan dokumentere hvad denne nogen skulle påstå - med uoverskuelige konsekvenser for den eksponerede. Folkets gabestok er nådesløs og uden hensyn til rigtigt eller forkert.
Er det fair hvis jeg nu navngiver en række kvindelige krænkere - ja, de findes i rigt mål derude - uden at de samtidig kan give deres udlægning af sagen ? Nej, det er det ikke. Hvis jeg skulle gøre noget, skulle det gøres øjeblikkeligt, direkte i forlængelse med kvindens forseelse, direkte til kvinden og ikke 19 år, 38 år eller 2 år efter en eller anden julefrokost, privat øjeblik eller virksomhedsmøde.
#metoo er vor tids heksejagt og afbrænding på fællespladsen i byen. Nu er byen blot global.
Til Helge Smith - fordi man kæmmer hele parykken med én lusekam. Derfor er det befriende at læse et indlæg som CBTs. For man kan ikke så ensidigt og hævngerrigt køre på #MeToo, som man har læst indtil nu. Det er jo absurd. Og det skygger over den ligestilling mellem mænd og kvinder, som de i samarbejde burde arbejde henimod. Som nogen notere her på siden, er det i det store perspektiv, vand ved siden af ligestillingsproblemet i den store verden. Så det forbehold man kan læse sig frem til, er en undren over det, nærmest nypuritanske menneskesyn, der her kører på fuld skrue. Jeg har både siddet i skurvogne, kantiner og haft omgang med såkaldte kreative kulturelle mennesker, og oplevet lidt af hvert, på ondt og godt. Men jeg vil ikke for alt i verden ikke krænge denne nye norm af aggressiv feminisme ned over mine erfaringer. Der er jo rigtig mange forklaringer, usandheder og sandheder i dette emne. Moral og dobbeltmoral stortrives både i medie forstand, men også i den virkelige verden. ( Tit skaber medier en uvirkelig verden ). Og det er rigtigt som CBT skriver, historien er fyldt med eksempler på hysteriske massesuktions agtige eksempler. Mange er ømtålelige emner, som udspringer af personers egne oplevelser. Men når det har været udsat for medier og sociale medier, så er vejen lang til en mere oplyst og realistisk version.
Søren Rehhoff er imponeret over, at Christian Braad Thomsen kan skrive et debatindlæg uden at nævne Rainer Werner Fassbinder.
Det må være det, der hedder at gå efter manden fremfor efter bolden. Men Rehhoff er heller ikke god til at ramme manden. Gennemgår man de sidste 10 indlæg af Braad Thomsen i Information, er >Fassbinder nævnt i et af disse. Det var for resten en artikel om Fassbinder.
Det er pudsigt, Nike - individualiseringen af kollektive problemer til individuelt hykleri er netop en yndet strategi blandt neoliberalisterne, der som bekendt ikke tror på kollektivt ansvar men i stedet ser alting som individuelle problemer.
Jeg kan heller ikke lide ildebrand, Nike men derfor bliver jeg altså ikke brandmand :) Du må have vældig travlt med en sådan etik.
Jeg antager at "giftig maskulinitet" som begreb har cirka ligeså meget analytisk værdi som eksempelvis "judeo-bolshevisme" og "kulturmarxisme". Du er dog velkommen til at bestride den udlægning!
Under alle omstændigheder er #metoo-kampagnen et sundhedstegn.
Det er ikke så farligt længe siden, at LGBT-miljøet brølede et krav om anderkendelse ud i den brede befolkning og inden da var det ikke-rygerne der satte hårdt imod hårdt.
En massebevægelse river altid mere med sig end den rene vare - så at sige - men det ændrer ikke dens legitimitet.
Denne ligestilling, som vi er så stolte over i Danmark, er en illusion. Hvad ville der ikke ske, hvis kvinderne en dag pludselig fandt ud af, at de igen ville være husmødre? Hvor lang tid ville der gå, inden mænd igen fuldstændig havde overtaget styringen? Vores berømte ligestilling handler om økonomisk uafhængighed og ikke spor andet. Jeg mener, at #metookampagnen, set i lyset af generel ligestilling, viser, at mænds forhold til kvinders rolle i samfundet er baseret på resignation og ikke på accept. Havde vi mænd accepteret kvinder som ligeværdige, ville en sådan kampagne ikke være nødvendig og de mænd, der diskuterede den, ville ikke være så forbeholdne.
Jeg tror, at disse massebevægelser er med til at gøre vores verden en lille smule bedre, i hvert fald for en tid.
Helge Smith - Ja der er mange ting vi er ening om. Men er vor ligestilling en illusion ?. Det er rigtigt det drejer sig om økonomi. Kvinder bliver tit taber i denne kamp. Mange kvindejob er tit på få timer. Der ligger kampen, og den er/burde vi være fælles om. Der er så også en seksuel kamp, som man kan se, ingen tvivl om det. Her er vi altså nået langt i den vestlige verden, men som en del påpeger, er der et stort arbejde med demokratiseringer og kvinders kamp om ligestilling i den 3. verden. Og det skal helst være uden våben i hånd. Det er jo ikke det vi danskere er blevet kendt for i nyere tid. Selvfølgelig er der ting der flytter sig, men jeg synes ikke det her er særligt kønt og reelt.
Det minder om et vredt lille barn der slår til og venstre. Barnet ved ikke, hvad det rammer og er ligeglad for det handler om at ramme, intet andet. På en måde forstår jeg godt hadet, men der er nogle lighedspunkter mellem dem, der har lavet overgrebene og misbrugt deres magt og dem der nu hyler som en flok gale hunde. De jagter monsteret og glemmer, at se sig selv i spejlet. Det kan godt være, der kommer nok godt ud af denne bevægelse, men det er bare svært, at se i øjeblikket, men måske når røgen har lagt sig og ligene er talt?
Helge Smith - jo vi skal belære andre mennesker om demokrati. Det er den eneste vej. Et samfund skal opbygges omkring gennemskuelige offentlige stærke institutioner, funderet på demokratiske love. Det er jo det der giver den enkelte muligheder i et samfund, kvinde og mand, uanset tro og gerning. Men der er da plads til forbedringer i Danmark, helt sikkert. Men det bliver en lang historie. Tak for debat. vh PM
Der er jo absolut intet, der står i vejen for, at folk, der oplever sig udstillede under dette tag, kan tage til genmæle og forklare situationen fra deres side.
Det handler sidst af alt om lovovertrædelser, for loven må aldrig være så specifik, at den dikterer al opførsel i samfundet - og loven er i sidste ende jo blot en kodificering af den herskende moral i generelle termer.
#MeToo er et signal til mænd om, at de ikke ensidigt kan udnytte deres magt - og i øvrigt også til kvinder, for det er jo ikke kønsspecifikt, anklagerne imod Kevin Spacey var fra unge mænd, og mænd og kvinder har også fremført anklager imod kvinder.
I øjeblikket handler det om at begribe omfanget: at kvinder i meget stort antal oplever situationer, hvor de mere eller mindre krænkes på deres køn. Og at man overalt i film, litteratur og teater ser dette fremstillet som en naturlig foreteelse, som en hoved- eller sidegevinst ved at have succes eller fortrin. Det er denne pest, der skal udrenses, så den gamle hierarkiske orden med tiden kan opløses fuldstændigt, hvilket er demokratiets forudsætning.
#Metoo.
Jeg føler mig krænket af Bjørk. Har netop set en artikel med samme hvor hun er afbilled med en “strap-on. Det krænker mig som mand, og det er ikke nogen undskyldning at billedet er en markedsføring af en forlængst glemt kunstner
Hov, skal hendes #Metoo i forhold til Zentropa ses som en del af denne markedsføring?
Reklamebranchen er kynisk #Metoo
Ha ha :). Jeg burde føle mig krænket, da jeg godt kan lide bjørks musik og iøvrigt er halv vulkanp.....
, men jeg er et tilgivende menneske og elsker god humor ;). Undskyld hvis jeg krænkede nogen med min kommentar :). Det vil jeg skrive hver eneste gang for en sikkerhedsskyld og her kommer den igen: undskyld hvis jeg krænkede nogle af mine fantastiske medmennesker.
Nu må den mindst ringe have kogt suppe nok på det ben for der ikke mere marv tilbage ;-)
Til gengæld kunne man godt tage kønsroller og virkelig ligestilling op, hvis man til gengæld gav både mand od kvinder lige meget tale tid. For det ser ud til at debatten er værd at tage fyrre år efter, at debatten for alvor bragede ud i medierne.
Der er et forbløffende fravær af kvinder i denne debat.
Hvis formodede krænkere skabte et '#NotMee' univers, så ville galskaben slet ikke indfinde sig, ikke mindst fordi advokater ikke ville finde indkomst i en sådan sag.
Nuance er vigtigt, det kan vi godt blive enige om, men det lyder hult når forfatteren så påstår, at kvinder anmelder folk for en "det sagde hun også i går" joke. Der er stor forskel på en "fræk" joke og på en vammel bemærkning eller opfordring rettet mod en bestemt person.
@Maria Jensen:
Jeg er enig i at #metoo er et skridt frem, men jeg kan ikke som du ignorere at der findes folkestemninger og mediestorme - måske i endnu højere grad i disse so me-tider end før - og at det skaber fare for kollektiv mistænkeliggørelse og justitsmord.
Med din sort/hvide argumentation vedr. lovlighed spiller du lige i hænderne på dem der bagatelliserer problemer som det faktum, at kvindelige skuespillere over en vis alder pludselig finder det uhyre svært at få job. De er jo ikke udsat for dokumenterbar diskrimination, ergo er der ifølge din tankegang intet problem.
Heldigvis findes der stadig mennesker som ikke straks tager enhver anklage for gode varer, og som derfor godt kan forstå at det er svært at være den mandlige børnehavepædagog der bliver udsat for falske anklager om overgreb. Han bliver ikke nødvendigvis(!) udsat for noget ulovligt, men typisk vil han som minimum miste sit job, om ikke andet så fordi han går ned med stress, depression, etc. For han er jo dømt af sit køn og noget som nogen mener at have set - folkedomstolen har talt!
Hvis #metoo skal fortsætte med at have en positiv effekt, kræver det derfor selvransagelse, konstruktiv debat og ansvarlighed. Jeg tror desværre på at langt de fleste af de beretninger om overgreb som #metoo har bragt frem er reelle, men det nytter ikke at kaste barnet ud med badevandet og udradere mænds retssikkerhed.
Der ER nogle mulige - eller rettere uundgåelige - gråzoner i krydsfeltet mellem seksualitet og hvad vi ellers får tiden til at gå med. De kan begrænses meget ved omtanke, men ikke fjernes. Det er nu engang ikke særligt forførende at forhandle en vandtæt kontrakt inden første kærtegn.
Problemet er det samfund, hvor kvinder ikke har følt og stadig i en del tilfælde ikke føler at de kan sige fra, evt. ud fra en helt reel risiko for at miste karrieremuligheder, etc. Mens visse mænd samtidig mener at have carte blanche til at udleve deres pubertære magtbrynde.
Lad os tale mere om hvordan vi kan ændre dette, uden at kriminalisere den erotiske spænding som de fleste af os lykkeligvis forvalter helt fint.
du har fuldstændig misforstået #metoo, C.B. Thomsen. Metoo giver de krænkede stemme til at fortælle deres egne historier - og de allerfleste metoo'er er uden adresse på krænkerne. De krænkere som er faldet på dette, er folk der har dusinvis af fingre peget i deres retning. Det er ikke hensigten med metoo at udstille den enkelte krænker, men at gøre op med en kultur.
'Me Too' kan altfor nemt ende i McCarthy'isme, political correctness & nypuritanisme. Det blir' ikke nemmere at være ung & usikker i nattelivet...
Jeg er så træt af mænds forsvarstaler, når de kommenterer # Metoo-kampagnen. Jeg er så træt af, at mænd ikke forstår, at kampagnen ikke er vendt MOD dem, men tværtimod er en fordel for dem.
Lad os slå fast: # Metoo-kampagnen er IKKE en nypuritansk bevægelse. Menneskehedens videre udbredelse er sikret! Sex og kærlighed vil helt sikkert fortsætte til gavn for både kvinder og mænd!!
De fleste anerkender, at de rendyrkede tilfælde af grov voldtægt er uacceptable. Det nye er dog, at pga. # Metoo-bevægelsen er der flere tilfælde, der er kommet for dagens lys – sikkert fordi der selv i den ”oplyste” vestlige verden nu er lydhørhed over for fænomenet.
De grove overgreb er selvsagt en opgave for politi og retsvæsen.
Jeg har flere gange set indvendinger fra mænd over for bevægelsen med argumenter som ”hvordan kan kvinder komme med anklager 10-20-30 år efter?” Fordi det først er nu, at der er gået hul på bylden, og alle urenhederne kan komme ud! Det er først nu, at kvinder føler støtte i et fællesskab, der skaber tryghed om, at de vil blive taget alvorligt.
Der er brodne kar overalt. Kvinder er ikke bedre mennesker end mænd. Når der derfor går hul på bylden, vil der nødvendigvis komme uberettigede anklager og andet snavs.
Håbet er, at kvinder – uanset alder – fremover vil have modet til at sige et rungende NEJ, når de udsættes for tilnærmelser, som de ikke ønsker. Det er også et håb, at professionelle forhold ikke længere skal blandes sammen med sex.
Ligeledes må vi håbe, at mænd vil blive befriet fra kravene til dem om, hvordan en ”rigtig mand” skal være over for kvinder. Mænd bliver ligesom kvinder fastholdt i et gammelt kulturmønster, der eksempelvis kræver af dem, at de skal agere på en bestemt måde over for kvinder og som dikterer, hvordan de skal opføre sig i forhold til kvinder, når de skal skaffe sig points hos andre mænd.
Allermest må man håbe, at # Metoo-kampagnen får kvinder og mænd til at tale sammen om, hvordan man skal forstå hinanden. Det er da ret beset temmelig tåbeligt, at mænd tilsyneladende har en opfattelse af, hvordan de viser, at de er ”rigtige mænd”, men som kvinder HADER!