Klumme

#MeToo er et tegn på, at kvindekampen vinder frem, men den viser samtidig, hvor meget der står tilbage at gøre

Internetfænomener som #MeToo kan kun stå for den første mobilisering i oprøret mod ulighed og uretfærdighed. Vil man revolutionere, kræver det velfunderede institutioner, viden, fakta og vedholdenhed
Det er grum ironi, at Danmarks kvindelige(!) kulturminister netop nu er i færd med splitte Nynne Kochs livsværk ad og føre Kvinfos bibliotek tilbage til Det kgl. Bibliotek. Derved forsvinder den indlysende fordel ved, at viden om køn, ligestilling og kvinders stilling er samlet på ét sted; med bibliotek, oplysningsvirksomhed og databaser.

Det er grum ironi, at Danmarks kvindelige(!) kulturminister netop nu er i færd med splitte Nynne Kochs livsværk ad og føre Kvinfos bibliotek tilbage til Det kgl. Bibliotek. Derved forsvinder den indlysende fordel ved, at viden om køn, ligestilling og kvinders stilling er samlet på ét sted; med bibliotek, oplysningsvirksomhed og databaser.

Ritzau Foto

28. november 2017

I 1998-99 havde jeg den ære at skrive Nynne Kochs, Kvinfos grundlæggers, erindringer i samarbejde med hende selv.

Ved nærmere eftertanke blev titlen, undfanget på baggrund af intense eftermiddagssnakke, der naturligvis ofte handlede om Kvinfo, det enestående videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed – som Nynne Koch havde skabt.

I begyndelsen var Kvinfo en del af Det kgl. Bibliotek, hvor hun var ansat, men da det efterhånden var lykkedes hende at samle bibliotekets spredte mængder af kvinde- og kønsrelevant stof, blev Kvinfo i 1979 et selvstændigt center.

Over et glas rosé – Nynnes favoritvin – lykønskede vi i vores samtaler hinanden med, at afskaffelsen af kvindeundertrykkelsen havde nået the point of no return.

»Udviklingen kan ikke skrues tilbage,« mente Nynne Koch. Hun havde afsluttet sin allerførste forelæsning i ’feminologi’ på Folkeuniversitetet med ordene:

»Nu er det en ’slide i det’-revolution, snarere end en ’slås for det’-revolution. Der er hårdt arbejde forude. Lad os smøge ærmerne op og tage fat.«

Jeg tænker tit på Nynne Koch i denne tid. #MeToo-bevægelsen har om noget vist, at der stadig er hårdt arbejde forude. Vi er midt i den ’slås for det’-revolution, hun snakkede om. Nu kommer det frem, hvor megen sexisme der stadig findes, og hvor stor uvidenheden er om de måder, kvinder stadig domineres, chikaneres og overfaldes på.

Udviklingen kan ikke skrues tilbage, mente Nynne Koch. Og i visse henseender havde hun ret. #MeToo er et tegn på, at kvindekampen vinder frem, men samtidig åbenbarer den med ét slag også, hvor meget der står tilbage at gøre.

Kun viden kan ændre på det

Det er grum ironi, at Danmarks kvindelige(!) kulturminister netop nu er i færd med splitte Nynne Kochs livsværk ad og føre Kvinfos bibliotek tilbage til Det kgl. Bibliotek. Derved forsvinder den indlysende fordel ved, at viden om køn, ligestilling og kvinders stilling er samlet på ét sted; med bibliotek, oplysningsvirksomhed og databaser. Og ikke alene viden om danske kvinder, men i kraft af Kvinfos mentornetværk for minoritetskvinder også om kvinders vilkår i andre kulturer.

Men Danmarks elskelige integrationsminister – endnu en kvinde! – under hvis ministerium mentornetværket hører, vil sende dette i udbud ved årsskiftet. Hun er nemlig »ikke sikker på«, at Kvinfo »har bedst fat, når man taler om ghettoområderne«.

Her var der opbygget noget, som alle fra skoleelever over minoritetskvinder til et større net af internationale kønsforskere – og alle andre kvinder – havde umiddelbar adgang til. En solid vidensbank og kyndige fagreferenter som en modpol til internettets flygtighed.

At gamle kappebavianer fra abegrotten får deres bekomst som følge af de vidnesbyrd, der kommer frem, er krusninger på problemets overflade, hvis ikke forståelsen for de strukturer, der ligger bag, fæstner sig. Internettet kan kun fungere som en første mobilisering. Velfunderede institutioner, viden, fakta og vedholdenhed er afgørende for, at presset fortsætter og giver resultater.

I dag er der ikke mange, der ikke kan se, at det er forkert at slå børn. Men vi skal ikke længere tilbage, end til jeg selv kom i skole, før det var almindelig praksis. Vi piger kunne nøjes med et par på kassen, men drengene risikerede stadig spanskrør på skoleinspektørens kontor.

Disse sidste rester af pryglestraffen blev ikke mindst afskaffet, fordi psykologer, psykoanalytikere og pædagoger via deres forskning kunne vise, hvor store skader den afstedkom – uden at have den ’opdragende’ og ’karakterdannende’ effekt, som de foregående generationers patriarker havde foregøglet sig.

Man kan snakke moral og retfærdighed, men uden en grundfæstet viden render man ind i nyttesløse konflikter og ideologisk stivsind. Se på LA’s Laura Lindahl, der »sagtens« tror, at »de kvinder, der er interesseret i at komme på banen, kan komme på banen af sig selv«.

#MeToo har vist, at det ikke helt forholder sig sådan. Laura Lindahl, der vil have Kvinfo nedlagt, ignorerer, hvad der står i vejen for det gøglebillede, hun bilder sig selv ind. Kun viden kan ændre på det.

Det er sådan noget, vi har Kvinfo til.

Karen Syberg er kulturjournalist og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Hanne Ribens
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Vilvig
  • Lise Lotte Rahbek
  • Frede Jørgensen
Ejvind Larsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Jørn Vilvig, Lise Lotte Rahbek og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Kvinfo mangler stadig at berettige sig selv fagligt og filosofisk. Det har for vane at være en meget, meget partisk organisation, der tier social kontrol blandt minoriteter ihjel, imens de råber voldtægtskultur om danske mænd. Man tillader sig endda at tale om det på en normativ og positivistisk måde, som om man nu har epistemologisk "erkendt" eksistensen af en voldtægtskultur, der ikke kan benægtes. Mage til hovmod.
Hvis vores forskere ved Aalborg, Århus og Københavns universiteter opførte sig på samme måde, ville man vel også drage gyldigheden af deres virke i tvivl.

Hvad er forresten så ironisk ved diverse kvindelige ministres gøren og laden? Er det ikke nærmere feministernes - lidt kvalmende og antidemokratiske - tro på kønssolidaritet, der er fuldstændig sindsyg? At mænd og kvinder stemmer og mener ting, der ikke kan pinnes op på deres køn, burde man vel være glad for. Her virker bevægelsen til at være lidt skizofren og sekterisk - for det lader til at vi alligevel helst bør dele os op efter sekteriske kønslinjer ifgl denne bevægelse?

Man må i øvrigt overveje en druk leg til informations feministiske indlæg nu hvor julefrokosterne er oppe over; Tag et shot hver gang "revolution" nævnes og der i virkeligheden menes "marginal justering af diskursen".

Et marginalt forhold gøres til at gælde hele befolkningen. Elitefeminister kan ikke få nok. Bruger #metoo som løftestang for dette korstog, der ikke rager 99% af befolkningen af begge køn en høstblomst.
Tag istedet fat i nosserne på forbryderne og hold vi andre udenfor.

Gustav Alexander, Ole Christiansen og Bjarne Agerskov anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

Er i Thailand, en af pigerne på hotellet gav sin kvindelige kollega et venligt klap bagi.
Hvad hedder #metoo på thai?
De kender sgu heller ikke Aalbæk
Er de slet ikke orienteret om livets væsentlige problemer ???

Som sædvanlig kommer der slags kommentarer fra mænd, som Leo Nygård og Dennis Jensen.
På samme måde i 50' og 60'erne, da Svend Heinild tordnende mod vold mod børn. Dengang stillede folk sig også op og sade, at de bestemt ikke havde taget skade af de tæsk, de havde fået.
Det er fuldstændigt rigtigt, at Sådan er det også nu.
Selvfølgelig rager det 99% af befolkningen rigtigt mange høstblomster, fordi enhver form for undertrykkelse, synlig som usynlig, skader både undertrykkeren og den undertrykte.

Anja Knoblauch, Eva Schwanenflügel, Jørn Vilvig, Hanne Ribens og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

Karen Grue - Altså 100% er "offer for undertrykkelse, synlig som usynlig,"
Du må selv klare dine problemer med din evt. partner.

Nike Forsander Lorentsen

Den dag jeg ser mænd i store demonstrationer før at støtte kvinder og demonstrere for ligestilling, da vil jeg løfte på hatten, men ikke inden dess.

Eva Schwanenflügel

Privilegieblindhed har det med at være selvforstærkende!
Tak for (endnu) et indlæg i debatten, der rammer hovedet på sømmet, Karen Syberg :-)

Hunulvene hyler i kor. Uden de moderne sladrekanaler, var det ikke et emne.
Hvad gjorde I, da det skete. Havde I egentlig glemt det. Eller var det egentlig temmelig ligegyldigt. Hvorfor meldte i ikke hændelsen til politi og retsvæsen dengang. Hvorfor hyle nu.
Kvinder er sandelig det svage køn, ikk`.

Gustav Alexander

Karen Grue,

Jeg ser mange sådanne kommentarer i feminisme debatter. Så længe 'jeres' stærkeste argument består i at konstatere at mænd har en pik og I ikke har en, så kan debatten altså ikke komme forfærdeligt langt. Det står dig frit for at forholde dig til den aktuelle argumentation - men jeg mistænker, at du nok vil lade det være med den forholdsvis lette "LOL mænd" kommentar ;)

Eva Schwanenflügel

Dennis Jensen, i forhold til din argumentation om det modsatte, er du da den eneste her i tråden der inddrager en pik-konstatering.

Eva - Jeg er ikke sur. Jeg prøver at nå ind til sagens kerne ved at gå i den modsatte grøft.
Som i et anden emne lige nu - forsvarer og anklager.

Dennis Jensen, Problemet er ikke, at kvinder ikke har en pik. Problemet er, at mænd kun har et X-kromosom og så et degeneret Y-kromosom. Og det er altså ikke nok, hvis man vil indgå i en samtale som denne ;-)