#MeToo er et tegn på, at kvindekampen vinder frem, men den viser samtidig, hvor meget der står tilbage at gøre

I 1998-99 havde jeg den ære at skrive Nynne Kochs, Kvinfos grundlæggers, erindringer i samarbejde med hende selv.

Ved nærmere eftertanke blev titlen, undfanget på baggrund af intense eftermiddagssnakke, der naturligvis ofte handlede om Kvinfo, det enestående videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed – som Nynne Koch havde skabt.

I begyndelsen var Kvinfo en del af Det kgl. Bibliotek, hvor hun var ansat, men da det efterhånden var lykkedes hende at samle bibliotekets spredte mængder af kvinde- og kønsrelevant stof, blev Kvinfo i 1979 et selvstændigt center.

Over et glas rosé – Nynnes favoritvin – lykønskede vi i vores samtaler hinanden med, at afskaffelsen af kvindeundertrykkelsen havde nået the point of no return.

»Udviklingen kan ikke skrues tilbage,« mente Nynne Koch. Hun havde afsluttet sin allerførste forelæsning i ’feminologi’ på Folkeuniversitetet med ordene:

»Nu er det en ’slide i det’-revolution, snarere end en ’slås for det’-revolution. Der er hårdt arbejde forude. Lad os smøge ærmerne op og tage fat.«

Jeg tænker tit på Nynne Koch i denne tid. #MeToo-bevægelsen har om noget vist, at der stadig er hårdt arbejde forude. Vi er midt i den ’slås for det’-revolution, hun snakkede om. Nu kommer det frem, hvor megen sexisme der stadig findes, og hvor stor uvidenheden er om de måder, kvinder stadig domineres, chikaneres og overfaldes på.

Udviklingen kan ikke skrues tilbage, mente Nynne Koch. Og i visse henseender havde hun ret. #MeToo er et tegn på, at kvindekampen vinder frem, men samtidig åbenbarer den med ét slag også, hvor meget der står tilbage at gøre.

Kun viden kan ændre på det

Det er grum ironi, at Danmarks kvindelige(!) kulturminister netop nu er i færd med splitte Nynne Kochs livsværk ad og føre Kvinfos bibliotek tilbage til Det kgl. Bibliotek. Derved forsvinder den indlysende fordel ved, at viden om køn, ligestilling og kvinders stilling er samlet på ét sted; med bibliotek, oplysningsvirksomhed og databaser. Og ikke alene viden om danske kvinder, men i kraft af Kvinfos mentornetværk for minoritetskvinder også om kvinders vilkår i andre kulturer.

Men Danmarks elskelige integrationsminister – endnu en kvinde! – under hvis ministerium mentornetværket hører, vil sende dette i udbud ved årsskiftet. Hun er nemlig »ikke sikker på«, at Kvinfo »har bedst fat, når man taler om ghettoområderne«.

Her var der opbygget noget, som alle fra skoleelever over minoritetskvinder til et større net af internationale kønsforskere – og alle andre kvinder – havde umiddelbar adgang til. En solid vidensbank og kyndige fagreferenter som en modpol til internettets flygtighed.

At gamle kappebavianer fra abegrotten får deres bekomst som følge af de vidnesbyrd, der kommer frem, er krusninger på problemets overflade, hvis ikke forståelsen for de strukturer, der ligger bag, fæstner sig. Internettet kan kun fungere som en første mobilisering. Velfunderede institutioner, viden, fakta og vedholdenhed er afgørende for, at presset fortsætter og giver resultater.

I dag er der ikke mange, der ikke kan se, at det er forkert at slå børn. Men vi skal ikke længere tilbage, end til jeg selv kom i skole, før det var almindelig praksis. Vi piger kunne nøjes med et par på kassen, men drengene risikerede stadig spanskrør på skoleinspektørens kontor.

Disse sidste rester af pryglestraffen blev ikke mindst afskaffet, fordi psykologer, psykoanalytikere og pædagoger via deres forskning kunne vise, hvor store skader den afstedkom – uden at have den ’opdragende’ og ’karakterdannende’ effekt, som de foregående generationers patriarker havde foregøglet sig.

Man kan snakke moral og retfærdighed, men uden en grundfæstet viden render man ind i nyttesløse konflikter og ideologisk stivsind. Se på LA’s Laura Lindahl, der »sagtens« tror, at »de kvinder, der er interesseret i at komme på banen, kan komme på banen af sig selv«.

#MeToo har vist, at det ikke helt forholder sig sådan. Laura Lindahl, der vil have Kvinfo nedlagt, ignorerer, hvad der står i vejen for det gøglebillede, hun bilder sig selv ind. Kun viden kan ændre på det.

Det er sådan noget, vi har Kvinfo til.

Karen Syberg er kulturjournalist og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning