Ventelisterne i psykiatrien skal ned. Sådan har det lydt længe. Der er stort fokus på at nedbringe ventelister til første samtale med psykiater, til udredning og til behandling. Og der er en tendens til at ventetiderne falder. Og det er godt.
Hurtigere behandling, større sandsynlighed for bedring og mindre menneskelig lidelse. Og dog, selv om jeg klapper i mine hænder, ved jeg som behandler af yngre mennesker med nydiagnosticerede psykoselidelser, at hurtigere adgang til det ene og det andet ikke i sig selv giver resultater. Overhovedet. I mange tilfælde kan det isoleret set være fint, men set i et bredere perspektiv drukner resultaterne ofte i overfladisk kvantitets- og temposnak.
Det er på tide, at vi retter fokus mod, hvad vi egentlig mener, når vi taler om behandling. Hvad er den gode behandling, og hvad er det, vi – og ’vi’ er også de psykisk lidende selv – ønsker og forventer, at mennesker med psykiske lidelser bliver tilbudt, når de nu hurtigere kommer frem til den dør, der står ’behandling’ på.
Behandling er ikke bare et simpelt, afgrænset fænomen som f.eks. at få en første samtale med en psykiater. Behandling er en særdeles kompleks og langvarig proces – ikke mindst når der er tale om alvorlige psykiske lidelser. Vi skal ikke tro, at alt bliver godt, bare døren til behandling er åbnet.
Vi er optaget af at nedbringe ventelister, men desværre stopper vi alt for ofte der. Jo bedre vi opfylder kvantitetskravene (behandling til tiden for alle), des ringere bliver kvaliteten af behandlingen. Ikke fordi de to er hinandens modsætninger, men fordi vi stopper ved opfyldelsen af kvantitetskravene.
Hvis bare tallene ser godt ud, er alting godt. Og samtidig med, at vi drøner rundt for at opfylde de kortsigtede, målbare, hurtigt opnåelige krav til behandling, lades substansen – det, der virkelig kunne batte – stadigt mere udhulet tilbage. Det er absurd at være vidne til.
Tjæreagtigt univers
Jeg funderer tit over, at vi tilsyneladende er så få, som betragter tid – i forstanden Ting Tager Tid – som et helt uomgængeligt fundament for den gode behandling af psykiske lidelser. I effektivitetens navn er det, som om tidens betydning, langsommeligheden, er forsvundet.
Jeg får ofte det indtryk, at vi og vores patienter forventes at kunne nå det samme på et kvarter som på en time, en uge, en måned, år – vi skal bare gøre det effektivt. Det er ligeså absurd som at tro, at en plante vokser hurtigere, bare fordi vi siger ’voks’. Sandt at sige er netop dét spild af tid!
Jeg møder i min dagligdag mange unge mennesker og deres familier. De unge er alle stødt meget alvorligt på grund alt for tidligt og langt mere voldsomt, end de fleste af os har fantasi til at forestille. Ét af de unge mennesker, jeg taler med, levede igennem cirka otte år i to universer.
Det ene, det ’normale’; det andet uhyggeligt, sort tjæreagtigt, kvælende. Alle, hun mødte på sin vej, forvandlede sig til monsteragtige, døde skabninger. Alt omkring hende var gråt, nøgent og livløst. Den sidste verden overtog langsomt flere og flere timer af hendes liv, og hun trak sig tilbage fra livet, fra vennerne, fra sin videregående uddannelse.
Et andet af de unge menneske, jeg taler med, ser mænd, som ikke er der i virkeligheden. Han hører stemmer, der fortæller ham forfærdende ting som, at han bliver mishandlet og slået ihjel, og som prøver at tage kontrol over hans tanker og handlinger. Stemmerne følger ham overalt.
Derfor kan han sjældent køre med bus og tog, fordi rædslen for de mennesker, der sidder ved siden af ham, over for ham og i kupeen ved siden af ham, er enorm. Han kan ikke gå på gaden eller være alene hjemme, fordi han overalt oplever at blive forfulgt, overvåget, jagtet. Og alligevel kæmper han sig i skole og kæmper for at være med. Dag ud og dag ind.
Giv tid
Jeg er den primære kontakt til 14-16 unge mennesker ad gangen (i mine gode drømme kun til ti – antallet af patienter, som den enkelte behandler har kontakt med, betyder nemlig sjovt nok også noget for kvaliteten af behandlingen), og jeg ser dem og deres pårørende mindst en gang om ugen. De har alle oplevelser, som kan sidestilles med ovenstående.
Ud over deres helt aktuelle lidelse bærer mange af dem også på en sindsoprivende fortid med mobning, vold, svigt m.m. Mange har alvorlige selvmordstanker, er traumatiserede, har trukket sig fra venner og familie, er holdt op med at gå i skole, kan ikke overskue at købe ind, lave mad, børste tænder. Mange skærer i sig selv, har et forstyrret spise- og søvnmønster, kognitive vanskeligheder og lavt selvværd. Det giver egentlig meget god mening, at arbejdet for at få det bedre og for at støtte denne proces er en ret kompleks affære, ikke sandt?
Derfor er en uomgængelig ingrediens i behandlingen tid. Tid til lange samtaler om livet og det indre helvede, mange oplever. Tid til at gøre noget helt andet, når samtaler bare ikke duer. Tid til at dvæle, og tid til en ekstra samtale, når 10. sal lokker. Tid til at hjælpe og til at være der, når det nu er det, vi siger, at vi er. Tid til at tale med og støtte de pårørende.
Til at tage sammen i jobcenter og andre offentlige instanser, som hiver og flår og af og til stiller vanvittige krav, og som alt for ofte er komplet umulige at navigere i, når man lider af angst og psykose. Og manglende energi. Og livslyst. Og ikke kan samle tankerne. Og har svært ved at finde ord for, hvordan man har det. Og egentlig selv synes, man bare skal tage sig sammen, og skammer sig over, at man ikke bare kan gøre som de andre.
Det ville være en lykkelig dag, den dag, mange flere forstod, at tid er et helt grundlæggende og essentielt vilkår i mødet med mennesker, som for alvor er mast flade af livets allermest tyngende sider. Den dag flere forstod, at opbygning af tillid hænger sammen med, at det menneske, du sidder overfor, er i stand til og har tid til at etablere et ægte mellemmenneskeligt møde. Den dag, mange flere forstod, at opbygning af tillid er en af de vigtigste faktorer, hvis du har det som beskrevet ovenfor.
Den dag mange flere ville forstå, at overskuddet hos behandlerne hænger sammen med, hvor hurtigt de skal løbe, hvor mange fortvivlede historier de skal lægge ører til om dagen, om ugen, om måneden. Den dag, mange flere ville forstå, at der ikke skal særlig meget til, for at mistilliden, angsten, uroen og håbløsheden melder sig i mødet med det menneske, som har sagt, at hun gerne vil hjælpe dig, hvis du kan mærke, at det ikke rigtig passer; at hun er fortravlet; at ét er det, hun siger, et andet er det, hun gør.
Tidsnød leder til nye svigt
Den gode behandling handler om tid. Ikke kun om tid, det siger sig selv, men tid er en helt uomgængelig og grundlæggende del af rammen for at kunne etablere den gode behandling sammen med psykisk lidende.
Når man i det daglige færdes i et behandlingsmiljø for mennesker med alvorlige sindslidelser, er det svært at forstå, at vi bliver bedt om at løbe stadig hurtigere. Vores travlhed har kun negativ effekt på de unge mennesker. Og det duer desværre langt fra altid at trøste sig med, at det, vi gør, er bedre end ingenting.
For når psykisk lidende mennesker igen og igen oplever svigt og afvisning fra et system, som egentlig har gode intentioner, men som i den grad fattes midler, betyder det noget. Det skaber mere håbløshed, mere mistillid, mere lidelse. Og mindre værdighed, dårligere selvværd og ringere mulighed for at rejse sig.
Jeg kan ikke forstå, at det er så svært at forstå. Og jeg må holde fast i, at det er, fordi så mange uden for psykiatrien ikke ved, hvad det der psykiatri og sindslidelse egentlig handler om. Jeg ville sådan ønske, at de ville prøve at forstå.
Mari Ann Sander Molano er psykolog
En virkelig stærk og dybt foruroligende artikel..
Ja, tid er det vi hele tiden påstår at have mindre og mindre af, mens vi render hurtigere og hurtigere rundt om samme, lille plet, som tigrene efter lille, sorte Sambo, der blev til pandekagesmør.
Vi er blevet hinandens tidstyve, det vildtvoksende vækstsyndroms uvidende tjenere :-(
Send denne artikel direkte til alle beslutningstagere og jobcentre.
Bare lige et tillæg, ikke kun unge mennesker lider under denne ressourcemangel.
Psykiatrien i Danmark er skruet sammen ifølge principperne i LEAN, et styringssystem udviklet af Toyota i Japan med henblik på at producere biler på den mest effektive måde. Og på samme måde som japanerne ikke interesserer sig ret meget for, hvad den halvfærdige Toyota føler, når den får monteret hjul, er psykiatrien også ret ligeglad med, hvad patienterne føler under behandlingen.
Det psykiatriske system ser sig selv som en fabrik, der producerer behandlinger. Patienten er sådan set bare et råstof, der er nødvendigt for denne produktion.
Når medarbejderne kan notere i deres system, at et pakkeforløb med 42 minutters rådgivning om medicin, 72 minutters psykoedukation og op til 9,3 gange gruppeterapi under ledelse af en ergoterapeut er fuldbragt, så har de fuldbragt deres opgave. Hvilken effekt behandlingen har haft på patienten, om den har hjulpet eller måske gjort tingene endnu værre, er ikke systemets problem. Deres mission er udelukkende at kunne sætte et flueben i deres skema, så de kan opfylde deres måltal til glæde for administrationen, der så kan lave en fin statistik og sende den til nogle politikere, der kan tage den med i deres næste skåltale. Det er denne proces, der er den centrale, og patienten er kun et nødvendigt onde på vejen mod den fine statistik.
Der foregår nærmest statsorganiseret systematisk psykisk tortur i dette land. Men det går uden om almindelige menneskers viden og indsigt, som lever i deres indøvede forestilling om det intakte Danmark. Og desuden sker den slags jo kun i lande som Nordkorea. Det ved en hver da. Verdens lykkeligste land skulle jo nødig forstyres i sin egen selvros. Vel.
Gælder det ikke netop om bare at have travlt nok, så du ikke behøver at tage de vigtige, tunge samtaler med dig selv og andre, der omhandler livet og døden, og andet pjat man helst skal have en ironisk distance til for at fremstå velafbalanceret og harmonisk hele tiden? Og gælder det ikke bare om at "dokumentere", hvordan det hele kører for en som som en finjusteret slæde i nyfalden sne på de "sociale" medier? Alt det der vrøvl med følelser og den slags, eller endog noget så vanvittigt som åndelig udvikling/spirituel rejse/oplevelsen af virkelig at leve, det må de altså længere ud på landet med. Husk nu at livet ikke er et mysterium men en form for materialistisk makulator du lige så langsomt bliver ført ned i. Gå op i græsplæner og aktier og indfør janteloven hvor end du går, så skal det nok gå dig lunkent og ufarligt, trygt og skindødt, rigidt og turistagtigt hele dit liv igennem. Og husk lige at slukke lyset inden du går ud.
...Ventelisterne skal ned. Det kan man så gøre på to måder. En blå og en rød model.
Den blå model går ud på at afkorte behandlingen, og gerne ambulant, så flest mulige presses hurtigst mulig igennem systempressen med mindst mulig økonomisk omkostning på kort sigt.
Den røde model går ud på at øge kvaliteten af behandlingen og ansætte mere personale, så de nødlidende får den bedst mulige behandling for at få mulighed for at få en værdig tilværelse igen med gode chancer for at undgå tilbagefald og sandsynligvis vende tilbage til at blive produktive medmennesker igen. Økonomisk er den ikke dyrere end den blå løsning. På lang sigt.
...I den blå verden drejer det sig ikke om mennesker. Men udelukkende penge. Og det i alle samfundets aspekter.
Kære Mari Ann,
Hvor er det godt at du skriver denne kronik, og hvor er det rigtigt, dét du skriver.
Psykiatrien i Danmark ledes efterhånden af en hær af DJØF'er og politikere med gode viljer men ringe forstand på psykiatri, og agligheden har tabt til New Public Management, måltal, ydelser, politiske garantier og pakker. Produktionen gik op, op, op og ventelisterne skrumpede eller forsvandt.
I hvert fald forbigående.
Men langtidsvirkningerne på system og tænkning i Psykiatrien er katastrofale og et paradigmeskift er bydende nødvendigt.
"Hvis bare tallene ser godt ud, er alting godt. Og samtidig med, at vi drøner rundt for at opfylde de kortsigtede, målbare, hurtigt opnåelige krav til behandling, lades substansen – det, der virkelig kunne batte – stadigt mere udhulet tilbage. Det er absurd at være vidne til."
Det gælder, som mange sikkert efterhånden kan genkende, inden for nærmest alle områder af det danske samfund, som her en regering anser et voksende BNP som eneste succes parameter. Et voksende BNP som kun foregår ved at vi alle sammen bare løber hurtigere og hurtigere rundt uden at skabe noget med en reel nytteværdi. Vi løber rundt bare for at løbe rundt.
Svindlerregeringens reference model er USA, hvor 33% af BNP er overtalelsesøkonomi, hvor befolkningen overtales til et komplet ligegyldig og unyttig forbrug til stor gælde for landets BNP og den rigeste del af den amerikanske befolkning. Resten taber.
Jamen hvor meget hjælper det egentlig at tale med en psykiater? Man taler til hinandens hoveder i et aftalt tidsrum, får en ny tid om 3 uger. Måske stanges der piller ud. Hvor er kroppen henne i det? Og hvad hvis man har brug for at tale med én kl. 22 om aftenen. Næh, åndedrætsterapi fællesskabet inddrager det hele menneske.
Præcis. Når dæmonerne vil slå én ihjel, er det ikke psykiatri, man har brug for.
Problemet er, at hvis du som menneske først får det rigtig skidt, så er der ingen som gider at have med dig at gøre. Heller ikke psykiatere. Stort set ingen vil engagerer sig så dybt som det kræves i et andet menneske som man stort set ikke kender. Derfor hedder behandlingen bedøvelse gennem piller.
Hov, det er sgu da Black Friday. Jubii, shoppetur. Endelig noget som tæller. Har dine børn det skidt? Jamen så ud og køb den nyeste iPhone til dem - Så bliver de glade. I 10 sekunder.
Der findes faktisk unge i dag, som begår kriminalitet alene for at lade sig fængsle. For i fængslet er det eneste sted de kender, hvor de kan finde stabilitet og tryghed. Det ved jeg direkte fra nogen af de unge selv.
Talte i går under julefrokosten med en kollega som nu er en erfaren og garvet psykiatrisk sygeplejerske, og hun kunne fortælle hvor svært det var for hende, som ny i psykiatrien at høre fra en ældre plejer, da hun allermeste var optaget af at 'gøre det godt' at hun skulle holde op med at fare rundt i afdelingen og tjekke og måle og registrere det ene og anden og tredje, og i stedet sidde bare flad på sin røv og observere.
I dag forstår sygeplejerskeren meget bedre meningen. En psykose er ikke et brækket ben eller en infektionssygdom. Det er en reaktion mod noget, noget der kan være en blanding af ikke bevidst fysiske elementer samt bevidst eller underbevidste psykiske elementer, og vil i større eller mindre omfang indgå i et sammenhæng med erfaringer som del af egen kendte sociale netværk fra nutiden og/eller fortiden. Der kan være arvelige sårbarheder der gør nogle mennesker mere tilbøjelige end gennemsnit til at bukke under for en psykose mens der næppe er noget tvivl om at vi alle kan få en psykose under tilstrækkelige stressfulde omstændigheder. Det kan godt være at når man har konstrueret et så monstrøst system til at danne rammen om pasning af de syge, som man efterhånden har de fleste steder hvor de passes, at det er et hjælp til at holde systemet selvkørende og selvkontrollerende, at de ansatte skal bruge 50% af deres tid til at passe systemet og alle dets skemaer, tjekkelister, tester, rapporter og hvad man ellers har. Det er bare ikke noget hjælp til patienterne/brugerne.
Som skribenten skriver, skal vi hjælpe de psykiske syge, skal vi først og fremmest skabe et behandlings miljø der fremmer tryghed og tillid. Det kræver, som Mari Ann Sander Molano også noterer, tid til forståelse og fordybelse. At etablere og udvikle den relation med patienten, der gør en terapeutisk indsats muligt tager den tid det tager. Det kan godt gå forholdsvis hurtigt for nogle, mens for andre kan det tage måneder/år. Selvfølgelig når man nu nødvendigvis arbejder som et team, giver det mening at dokumentere hvad man har observeret. Men så giver det også mening at observere inden man gå i gang med at dokumentere. At observere godt og grundigt foregår på flere lager; heriblandt skal man også lære at observere sig selv i rollen som observerende og i at tage forbehold for hvad rollen kan betyde for tolkningen af det der observeres.
En direktion i regionernes psykiatri kan sagtens til dels bestå af fagpersoner der burde vide alt dette. Men det er som om, når markeds orientering og løgnene om alt der kan opnås hvis bare man lærer at spare og effektivisere, tager overhånd, at fagligheden flyver ud ad vinduet, og man kaster sig grænseløst ud i opgaven i at styre hospitalsvæsenet helt efter de ny liberale principper, som i bund og grund består ikke af meget andet end at den offentlige sektor skal være så slank som muligt og helst lidt slankere endda.
PsykiatriListen i Region MidtJylland har skabt en lille historisk sensation i at være første enkeltsags parti til at komme ind i rådet efter første valgkamp og med et budget på kr. 15.000. Vi vil nu arbejde for at få vendt den udvikling - som til tider ligner nærmere en afvikling - der har været undervejs i regionens psykiatri nærmest siden DK indgik i kommunalreformen. Vi vil realisere vores mulighed for indflydelse ved at insistere på at fagligheden igen sættes tilbage i førersædet. Der skal en dementering til af mantraet om at psykiatrien blot er en anden lægelig speciale helt på linien med onkologi og hjertekirurgi. Vi skal fatte mod til igen at bredde ud og afvige fra den snævre ensporede linie, lagt af ti års fantasiløse strukturering af psykiatrien. Og vi skal have tid til vores patienter.