Læserbrev

Jo, Ole Christensen, EU har indflydelse på velfærden!

14. november 2017

Medlem af EU-Parlamentet Ole Christensen (S) anklager mig i weekendens Information for ’fake news’ og for at beskylde EU for at være direkte årsag til nedskæringer og reformer i Danmark.

Begrebet ’fake news’ er noget Trump bruger, når han ikke kan lide virkeligheden. Jeg kan godt forstå, at Ole ikke bryder sig om en virkelighed, hvor hans parti har været med til at vedtage EU’s finanspagt i Folketinget uden en folkeafstemning. Men det er nu engang virkeligheden.

EU’s finanspagt er i Danmark udmøntet gennem Budgetloven, som lægger lofter over udgifterne i kommuner og regioner. Budgetloven betyder, at der er grænser for, hvor mange penge de kan bruge på børnehaver, plejehjem og anden velfærd – selv om behovet stiger. EU kommer samtidig med en række henstillinger til reformer af velfærden gennem kontrolinstansen ’det europæiske semester’. I Danmark har henstillingerne blandt andet handlet om reformerne af dagpenge, efterløn, fleksjob og førtidspension.

Hvis Christensen havde gjort sig den ulejlighed at se den facebook-video, han henviser til i sit indlæg, ville han høre mig sige: »Det er selvfølgelig politikerne i Folketinget, der har valgt, at Danmark overhovedet skal være underlagt EU’s regler om de offentlige budgetter. Vi kunne jo bare sige fra. Men så længe vi er med, så gælder reglerne og de stramme rammer.«

Hvordan det for Christensen bliver til at anklage EU for at være direkte årsag til nedskæringerne, har jeg svært ved at forstå. Jeg vil meget gerne holde de danske politikere, som har sagt ja til at underlægge Danmark EU’s budgetkrav, fast på deres ansvar. Også Oles partikammerater.

Men jeg synes samtidig, det er vigtigt at blive ved med at oplyse om, hvilken rolle EU’s budgetregler spiller i nedskæringerne. Det var det samme, jeg forklarede, da Detektor i sommer spurgte til EU’s konsekvenser for velfærden. Her fremlagde jeg udførlig dokumentation for netop finanspagtens og det europæiske semesters rolle. Det har jeg tænkt mig at blive ved med at gøre. Ikke for at forplumre debatten, men for at skabe klarhed.

EU’s budgetkrav og de store konsekvenser for ansatte og borgere i Velfærdsdanmark er simpelthen for vigtigt et emne til at lade være.

Rina Ronja Kari er medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Hans Larsen
  • Trond Meiring
  • Ebbe Overbye
  • Eva Schwanenflügel
Olav Bo Hessellund, Hans Larsen, Trond Meiring, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer