Kronik

Peter Aalbæk er en ekstrem, men langtfra unik leder

Tidens krav om at være autentisk leder, der får de ansattes personlighed i tale og nedbryder barrierer, fører let til normoverskridende adfærd. Risikoen for krænkelser øges yderligere, fordi vi har gjort op med det moralkodeks, der tidligere regulerede vores samspil
Peter Aalbæk er ikke et enkeltstående tilfælde. Han er snarere symptom på en række almene tendenser, der drejer sig om ikke blot seksuelle overgreb, men om udbredelsen af normoverskridelser foretaget af personer i magtfulde positioner – direktører, ledere, filminstruktører og toppolitikere.

Peter Aalbæk er ikke et enkeltstående tilfælde. Han er snarere symptom på en række almene tendenser, der drejer sig om ikke blot seksuelle overgreb, men om udbredelsen af normoverskridelser foretaget af personer i magtfulde positioner – direktører, ledere, filminstruktører og toppolitikere.

Linda Johansen

17. november 2017

#MeToo-kampagnen har den seneste tid sat gang i en lavine, hvor en stribe magtfulde mænd er blevet anklaget for seksuelt krænkende adfærd. Mange af dem er blevet hængt ud i medierne, har været nødt til at opgive deres positioner, eller er blevet fyret af virksomheder, som frygter skader på deres omdømme.

I USA var Hollywood-filmproducenten Harvey Weinstein den første, som mærkede den eksplosive effekt af den pludselige cirkulation af årtiers anklager om seksuelt krænkende adfærd.

Herhjemme er Peter Aalbæk, kendt som den (tidligere) farverige og provokerende direktør i Zentropa, også blevet anklaget for seksuelt krænkende adfærd, omend de i alvorlighed befinder sig et stykke fra Weinsteins angivelige overgreb og voldtægter.

Figurer som Weinstein og Aalbæk er nok ekstreme, men ikke enkeltstående tilfælde. De er snarere symptomer på noget mere generelt, for en række almene tendenser. Tendenserne drejer sig ikke blot om seksuelle overgreb, men om udbredelsen af normoverskridelser foretaget af personer i magtfulde positioner – direktører, ledere, filminstruktører og toppolitikere.

Spørgsmålet er, hvad det er i vores kultur, som muliggør normoverskridende adfærd. Og om noget særligt i den danske kontekst giver gode vækstbetingelser for normbrydende og krænkende opførsel.

Den drifstyrede fejres

Den amerikanske kulturkritiker Fredric Jameson bemærkede allerede for 25 år siden, at normoverskridelser og eksperimenter med den overleverede moral ikke længere skandaliserer nogen.

Tværtimod er sådanne udfordringer og provokationer i sig selv blevet institutionaliseret og udgør i dag en integreret del af den vestlige kultur.

Dagens internet og medier bekræfter umiddelbart Jamesons hypotese med uendelige mængder af mennesker i affekt, aggression, begær eller i gang med at dyrke sex. Endnu tidligere, i 1970’erne, havde amerikanske sociologer diskuteret, hvorvidt der var ved at ske en grundlæggende forandring i den dominerende amerikanske personlighed.

Spørgsmålet var, om personligheden var kendetegnet ved selvbeherskelse og konformitet med institutionelle roller (defineret af skolen, familien, kirken osv.), eller var den snarere præget af spontanitet og forfølgelse af egne drifter og begær.

Det sidste var selvklart tilfældet, og bevægelsen i retning mod impulsiv selvopfyldelse på bekostning af normkonformitet er kun blevet stærkere de seneste 50 år. De mest populære tv-shows og serier tilbyder alle nærgående personlige afsløringer, blotlæggelse af følelser og forfølgelse af drifter, f.eks. Big Brother, Paradise hotel, Luksusfælden og Skam.

I denne kulturdiagnose er det ikke blot et spørgsmål om, at yngre mennesker er blevet mindre selvkontrollerende og regelrette og i stedet udfordrer normer og forfølger drifter. Der er også tale om en kultur, som er begyndt at fejre den driftstyrede forfølgelse af indre impulser og behov. En kultur, hvor den impulsive og driftstyrede person, som søger selvtilfredsstillelse over alt andet, er blevet en generel karakter, som dukker op i reklameindustrien, filmen, den finansielle sektor, terapien og wellnesskulturen.

Der er altså næppe tale om, at den normbrydende personlighed er en, som har ’genfundet’ sit sande, indre jeg, i opgør imod en snærende, gammeldags moral. Men snarere om, at vores kultur har taget denne figur til sig og institutionaliseret den.

Chef eller ’chef’

Denne udvikling er særlig tydelig i de kreative industrier, hvor ledere har defineret sig som modfiguren mod bureaukrati og faste roller: de kreative industrier udråber ofte sig selv som modkultur og antiestablishment. De traditionelle institutioners hierarki og givne forskelle i status og roller udfordres i de kreative virksomheder af flade projektorganisationer og flydende roller, der skal give plads til medarbejderens kreative selvudtryk, eksperimenter og unikke personlighed.

Det er i denne dobbeltbevægelse hen imod afbureaukratisering og selvhenvisning, vi skal finde forklaringen på, hvorfor grænseoverskridelser trives i netop de kreative sektorer (og i mindre grad i f.eks. landbruget eller folkekirken). Et dominerende narrativ i sådanne firmaer er, at den kreative produktionsproces simpelthen kræver, at man investerer sit uformidlede jegs autentiske kerne, der ikke må undertrykkes af gammeldags chefstrukturer eller af rigide roller.

Din ’chef’ sætter sig selv i anførselstegn og ironiserer over sin egen lederrolle. Du finder ham svævende ubesværet rundt blandt det åbne kontorlandskabs spilleautomater eller liggende henslængt i Fatsac-puderne.

I Zentropas tilfælde er saunaen altid tændt, men det mest påtrængende problem er ikke et klask i den bag, der for kort tid siden var bar, men snarere, at den samme ’chef’ uden varsel kan skippe anførselstegnene og blive rigtig chef med bureaukratisk autoritet og klar rollefordeling.

I en kendt case fra Zentropa følger vi en yngre kvindelig ansat, der efter venligt men bestemt at have afvist Aalbæk og von Triers invitation til nøgenbadning i poolen, bliver fyret – i kantinen, støjende og offentligt. Hun bliver dog også bedt om at komme tilbage med et ’kreativt svar’, der kunne give hende jobbet igen.

Hendes valg faldt på stumfilmgenrens klassiske gag: en lagkage i hovedet på chefen til en morgensang. Så røg hun ud, Aalbæk er trods alt en mand af ’traditionelle værdier’, og selv om den lov, der motiverede hendes fyring – ’lettere vold mod leder’ – kun eksisterer i Zentropas noget forskruede univers, har den en smuk, bureaukratisk klang.

Ud over de klare normoverskridelser i denne sag, viser den også, hvordan lederen pludselig og på tværs af den flade og åbne organisation, kan sætte sin vilje igennem og simpelthen ofre en uskyldig medarbejder. Her følges det traditionelle karnevals brutale regel, at efter vi i tre dage har leget med samfundets strukturer, ofrer vi narrekongen og genetablerer magtens oprindelige, arkaiske form. Karnevallets spektakulære udløsninger af affekt bliver til sidst sonet af dets svageste deltager, hvis handlekraftige leder, Aalbæk, omvendt står styrket tilbage.

Hermed bekræftes, at en uforudsigelig blanding af flad organisationsstruktur og spontanitet med bureaukratiske, og i Aalbæks tilfælde, patriarkalske og arkaiske magtformer, er uhyre risikabel. Og tillige, at det bliver meget vanskeligt at reagere adækvat på institutionaliserede grænseoverskridelser, der præsenteres som nødvendige for den kreative produktionsproces.

Giv lidt mere af dig selv

Ud over sådanne åbenlyst krænkende handlinger, som netop nu er blevet et alvorligt problem for Zentropa, findes der i moderne ledelse imidlertid et helt spektrum af praksisser, som er normoverskridende og krænkende. De mangler ofte det seksuelle element og går på tværs af ’mænd krænker kvinder’-formlen, og blandt andet derfor får de mindre årvågenhed fra pressen.

Men i dag bliver medarbejdere ofte, under doktrinen om at være autentisk, bedt om at ’åbne sig selv op’ og ’give mere af sig selv’. Når ledere som teambuildingaktivitet organiserer hytteture, ødegårdsseminarer, overlevelsesture og diverse former for rollespil og organisationslege, er det et centralt mål at få medarbejdernes personlighed i spil.

Efter en årrække med ubetinget succes for Zentropa gik gassen af ballonen. Peter Aalbæk begyndte at true dem, der tillod sig at kritisere filmselskabet, med sagsanlæg og det, der var værre. Det menneske, som engang havde været et kulørt og festligt centrum af dansk film, syntes helt at være forsvundet.
Læs også

Sådanne overskridelser af den formelle relation mellem leder og medarbejder kan lede ind i en gråzone, hvori overgreb og invasion af privatsfæren bliver en permanent risiko. Når Aalbæk kysser de kvindelige ansatte på kinderne, nulrer deres hår og uddeler langstrakte kram, er det jo ikke for at chikanere dem, men for at ’mærke energien’ i virksomheden.

Den kropslige berøring synes at give et mere ægte og retvisende indtryk af virksomheden og medarbejdernes tilstand end det talte eller skrevne ord. Igen er referencen til personlig autenticitet central i udøvelsen af overskridende adfærd mellem leder og medarbejder.

Når Peter Aalbæk f.eks. kan svare på kritiske spørgsmål vedrørende sin ledelsespraksis med udsagnet »det er ved at være den, jeg er, at jeg har revolutioneret dansk film, ikke ved at være en kønsløs socialdemokrat«, anvender han referencen til ’den personlige leder’, styret af sin indre kraft. En kraft, som er afgørende for det dynamiske, autentiske og innovative lederskab, som ligger bag Zentropas succes som et revolutionerende filmselskab.

Den ægte autentiske leder

Ideen om den personlige og autentiske leder, ’som udlever sig selv’, kan også fungere som retfærdiggørelse af en række andre former for normoverskridende og krænkende ledelsesadfærd. Igen er Peter Aalbæk et godt eksempel. Det er netop med reference til sit autentiske og excentriske jeg, at han på det seneste har besvaret anklager om seksuelle overgreb, f.eks. til en fest, hvor han skulle have befamlet en yngre kvinde på brysterne og klasket hende i bagen: »Hvad skal jeg sige undskyld for? Når jeg går til fest, så bliver jeg glad, og så slår jeg lidt ud med armene. Det er bare sådan, jeg er!«

Kravet om at være ’ægte og autentisk leder’, at få de ansattes personlighed i tale, og at nedbryde barrierer og skabe teamspirit på arbejdspladsen – er alt sammen mulighedsbetingelser for overskridende og invaderende adfærd. Kobler vi en sådan adfærd sammen med den berømmede danske ligefremhed og opgør med formalitet, har vi en mulig forklaring på, hvorfor der er så mange klager over (seksuelle) krænkelser i en kontekst, hvor vi ellers har opnået en høj grad af formel lighed og sikring af kvinders rettigheder.

Farvel gentleman

Den amerikanske sociolog, Erving Goffman, er mest kendt for sine kritiske analyser af tvangen over for indsatte i galeanstalter. Men Goffman har også påpeget, at normer for ’civiliserethed’ beskytter os imod andres potentielle overskridelser af vores private territorium. Hvilket moralsk kaos, der ville bryde løs, skrev Goffman, i det øjeblik, hvor vi ’ophører med at være gentlemen’.

Måske er vi ophørt med at være gentlemen. I hvert fald er det er indiskutabelt, at 1968-oprøret og opgøret med en række konventionelle moralkodeks både betød en umiddelbar frisættelse fra overleveret tradition, men der skete også en institutionalisering af overskridelsen. Det rejser spørgsmålet, om afviklingen af traditionelle høflighedsritualer og ’civiliserede’ omgangsformer har som pris, at der åbnes for former for overskridende adfærd, som bliver knæsat som den nye normal?

Her argumenterer Kenneth Burke, Goffmans primære inspirationskilde, for, at senmodernitetens retningsløse trang til at chokere og skandalisere har rod i eksistentialismens insisteren på livets absurditet. Dermed åbnes en port for eskalerende normoverskridelser, hvor det absurde dyrkes som en kult i sig selv. Det tyvende århundredes tragedier er for Burke forbundet med den slags overskridelser: Det liv, der hævdes at være absurd, kan altid ofres i en højere sags tjeneste. Også når det som i Zentropas tilfælde hævdes at være i kunstens tjeneste.

I dag er det at være normbrydende, impulsiv og selvopfyldende en hjørnesten i forbrugssamfundets kredsløb. Dermed bliver det gentagne krav om frisættelse fra rigide normer og strukturer for at give plads til mere autenticitet og individuelt spillerum ikke et værn imod krænkelser. Tværtimod.

Samtidig med, at vi mener at have gjort op med og frigjort os fra snærende, hierarkiske strukturer, tillader en række mekanismer alligevel til stadighed overskridende adfærd fra samfundets magtfulde personer.

Bent Meier Sørensen og Kaspar Villadsen er professorer ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
  • Markus Lund
  • Ulla Nielsen
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Markus Lund, Ulla Nielsen, Jørn Andersen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ak ja. Hvorden er vi kommet så vidt. Hvornår i menneskets historie gik det galt for den magtfulde han, så han brugte sin position til at skaffe sig sex?

@knap
Nogle hanner går så vidt som at dræbe deres afkom, for at få adgang til mere sex. Er det også den form for magtfuldhed du hentyder til?

I menneskeverdenen kaldes det magtmisbrug og vold. Her skal det holdes nede for at vi alle sammen kan være her. Gentleman opførsel har derfor en mening, men bliver åbenbar ikke dyrket af alle.

Ejvind Larsen, Carsten Wienholtz, Nanna Kinch, Britta Felsager og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Næh @david. Såmænd blot, at så langt historien rækker har magtfulde mænd udnyttet deres position til at få deres sexuelle behov dækket.
At dræbe menneskeafkom for at få sex giver i øvrigt ikke mening, da kvinder er i brunst livet igennem, altså sexuel aktiv året rundt og ikke kun i korte perioder.
Gentlemen har også deres gang på bordeller og dyrker specielle gentlemen interesser.
Magt er desuden et gammelt kendt afrodisiakum.
Og om sex er magtmisbrug afhænger ganske af de indblandede personer.
En tilnærmelse, der kan opfattes som klam, kan også være ønskværdig, alt efter hvem der udfører den.

At vi dyrker i stedet for at begrænse den økonomiske elites magt. Dette er ellers demokratiske eneste virkelige opgave.

Ejvind Larsen, Carsten Wienholtz, Britta Felsager, Povl Jensen, David Joelsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

@Knap
Brunst er en egenskab der kun kan tilskrives mænd. Kvinder får tilgengæld æggeløsning. Tror jeg.
At dræbe afkom har netop den effekt, at kvinden så kan koncentrere sig om mandens behov.

Jeg refererede til en gentlemanagtig opførsel, og ikke til hvordan nogle gentlemænd dyrker sex. Sex er ikke magtmisbrug, men magtmisbrug kan involvere sex - som for Ålens vedkommende. Derfor har man også taget magten fra ham. Der er ikke alle, der kan håndtere at have en faderfigur.

God fortsat diskussion.

Ingen har her på trådende fordømt partiet Alternativets mishandling af ansatte, mens man ikke har holdt sig tilbage for berettigede angreb på filmmanden Aalbæk.
Hvorfor mon?

Michael Kongstad Nielsen

Kommentatorer her på sitet burde træde ud af sølet, og holde op med af skrive om denne ulækre sag, hvis debatten skal bevare bare en smule kvalitet.

Enhver grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen er uacceptabel. Hvad angår Peter Aalbæk, så er det nok ikke usandsynligt at han selv har været udsat for grænseoverskridende adfærd som barn, og derfor er blevet fejl-kodet i øverste etage, og tror at han kan te sig nøjagtigt som det passer ham over for andre mennesker. Og han er desværre ikke den eneste.

morten rosendahl larsen

Steffen Gliese@ "Den økonomiske elites magt's " Fortælling har i manges bevidsthed, sejret over demokratiet og fornuftens fortælling. Men hvem er det også der kontrollerer medier, film osv. Som skaber fortællingerne...?

Er det ikke så enkelt at det handler om at man især i kunst- og kulturverdenen har fået sammenblandet hippiekultur med moderne liberalistisk pengestyret magtadfærd.
Det kan man ikke - den første kultur er herredømmefri - den sidste strengt hierarkisk og baseret på pengemagt. Det forstærkes så af persondyrkelsen i segmentet.

Ja, det lyder til at Zentropa/Ålbæk har været et glimrende eksempel på det, Løgstrup kalder formløshedens tyranni: brutaliteten ved at lade hånt om almindelige spilleregler for omgangsform mellem mennesker.

Søren Ferling, Ejvind Larsen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar