Kronik

Populismen styrker demokratiet

Kritikken af populismen betyder, at det bliver stadigt vanskeligere at kritisere status quo og den elite, der sidder på magten. Og det er i sandhed farligt for det demokrati, som kritikerne hævder at ville forsvare
Det er politikere som Trump, Orban og Le Pen, der former vores billede af populister, men det er problematisk, at udbrede træk, der karakteriserer højrepopulisme til at gælde for enhver form for poulisme, skriver dagens kronikør.

Det er politikere som Trump, Orban og Le Pen, der former vores billede af populister, men det er problematisk, at udbrede træk, der karakteriserer højrepopulisme til at gælde for enhver form for poulisme, skriver dagens kronikør.

Ritzau Foto

27. november 2017

Information har i efterhånden en hel række af bøger, foredrag, klummer og interview bidraget til en generel fordømmelse af populisterne og deres trussel mod demokratiet. Senest har Mogens Herman Hansen udgivet bogen Hvordan forvrænger populismen demokratiet? på Informations forlag og er blevet interviewet i samme anledning (den 28. oktober). Kun enkelte stemmer har forsøgt at nuancere billedet, som da Sven-Åge Westphalen fra Alternativet erklærede sig for populist her i avisen (den 1. november).

Han er dog ikke udelukkende i dårligt selskab. Faktisk har den tidligere amerikanske præsident Barack Obama udtalt, at det var ham og ikke Trump, der var populist. Obama henviste til, at det jo var ham, der kæmpede for de svage og havde indført en sundhedsreform. Han var folkets mand.

Herhjemme er de fleste imidlertid enige om, at populismen er af det onde og truer demokratiet. Det gælder som nævnt også for Mogens Herman Hansen. Han mener, at populismen forvrænger demokratiet, og det hovedsynspunkt fremfører han, selv om han samtidig forstår og anerkender de problemer, som populismen vokser frem af.

»Uligheden vokser, EU får mere og mere magt, og magteliten i samfundets top virker indspist,« som det hedder i interviewet med ham. Interessant nok er hans kur at »puste noget mere folkelighed ind i demokratiet«. Det er svært at være uenig i. Man kan dog undre sig over, hvorfor populisme præsenteres som en modsætning til det. For populisme betyder egentlig folkelighed, og populist betegner en folkelig person, som han så rigtigt gør opmærksom på i sin bog.

Ikke kun et højrefløjsfænomen

Dæmoniseringen af populisme skyldes, at det meste af debatten om den er baseret på (kritik af) højrepopulisme. Det er navne som Trump, Orban og Le Pen, der former billedet af populisterne. Men det er faktisk problematisk at udbrede træk, der karakteriserer højrepopulisme, til at gælde for enhver form for populisme.

Faren er blandt andet, at vi kommer til at afvise bevægelser og partier, som faktisk fortjener interesse og opbakning. F.eks. er det lykkedes for en lang række politiske bevægelser i Latinamerika at inddrage store dele af den oprindelige befolkning, som tidligere var fuldstændig ekskluderet. Og i Europa kan vi pege på Syriza i Grækenland og ikke mindst Podemos i Spanien.

Hvis de bevægelser bliver afvist med henvisning til deres ’populisme’, ender vi nemt med at afvise enhver kritik af det bestående.

Det er selvsagt et alvorligt problem, der måske særligt kommer til udtryk i forhold til EU. Mange debattører, som f.eks. Jan-Werner Müller, kommer faretruende tæt på at konkludere, at enhver kritik af EU er udtryk for »populistisk fremmedfrygt«.

Selv Mogens Herman Hansen tenderer i sin bog mod at hævde det, til trods for at han ellers er meget bevidst om, at EU f.eks. udgør et demokratisk problem. Det er dog meget svært at se, hvad det egentlig er ved Podemos, der retfærdiggør, at partiet placeres sammen med alle de højrepopulister, han i øvrigt gennemgår i bogen.

Styrker demokratiet

Nogen vil måske påstå, at det blot er et spørgsmål om ord. Kan vi ikke bare reservere ordet ’populisme’ til højrepopulismen, og i stedet bruge ordet ’folkelighed’ til de bevægelser, vi sympatiserer med? Nej, det er ikke en løsning, fordi man på den måde overser de elementer ved populismen, som faktisk udgør en styrkelse af demokratiet. Jeg vil pege på tre.

For det første indeholder populisme en påkaldelse af folket som den afgørende instans. Populisme betyder folkelighed, og specielt venstrefløjen burde da byde det velkomment, at politiske kræfter forsøger på at få bragt folket og dets interesser tilbage til centrum af politik.

For det andet tydeliggør populismen, at folket står i en modsætning til en elite, altså til de etablerede magtinteresser. For de fleste burde det være indlysende, at der er noget antielitært ved demokratiet som sådan. Demokrati er folkets hævdelse af egen ret. Oprindeligt var det i modsætning til monarki og aristokrati, nu om dage i modsætning til ’eliten’.

Sidst, men ikke mindst, er populisme et forsøg på mobilisering. Der er med andre ord noget aktivistisk over populismen, altså et forsøg på at styrke folkets engagement og deltagelse i demokratiet.

De tre aspekter gælder som udgangspunkt alle former for populisme, altså både bevægelserne fra venstre- og højrefløjen. Også højrepopulisterne forsøger at mobilisere folket i modsætning til eliten, og det bør ikke være elitekritikken i sig selv, man problematiserer. Særligt ikke i en tid med voksende ulighed, global skatteunddragelse, teknokratisering og udtalt konsensus om ’den nødvendige politik’.

I stedet bør vi gå mere ind i kampen om at definere eliten, eller rettere blive mere bevidste om, hvilke dele af eliterne, der er problematiske for demokratiet. Trump er lykkedes med at mobilisere på en kritik af den ’politiske elite’ og har fået kædet store virksomheders interesser sammen med folkets i en påstand om, at det er big business, der kan skabe arbejdspladser og hjælpe (den lavere) middelklasse ud af dens problemer. Vores svar bør ikke være en afvisning af elitekritik som sådan, men snarere en politisk indsats for at gøre de ekstremt rige til en del af den elite, som folket må mobiliseres for at tøjle.

Lad os derfor kritisere højrepopulisterne for deres eksplicitte fremmedfjendskhed frem for deres populisme. Og lad os overveje, om populismens fremvækst mest af alt et udtryk for, at vi – specielt i Vesteuropa – har glemt det folkelige element i demokratiet. Vi har glemt, at demokrati ikke primært handler om overholdelse af procedurer, men faktisk om folkets selvhævdelse.

Ingen kan være magten

Disse bemærkninger betyder ikke, at populisme altid er uproblematisk for demokratiet. For selv om begrebet om folkets selvbestemmelse hævder et folk i ental, involverer demokrati også accepten af andres ret til at opnå magten. I et demokrati kan man have magten, man kan ikke være magten.

Derfor kan populisme blive udemokratisk, hvis en bevægelse eller et parti hævder at præsentere ’folkets vilje’ i en grad, så man ikke accepterer andre politiske kræfters ret til at få magten. Det er en reel fare, men den er indbygget i demokratiet selv, i selve ideen om folkets selvbestemmelse.

Det andet potentielle problem med populisme er forholdet til pluralisme. Populisme lægger vægten på folkets selvbestemmelse, men de fleste af os vil foretrække, at det kombineres med en accept af retten til at leve forskellige liv. Enhver hævdelse af folkets interesse må nødvendigvis nedtone den pluralistiske side af demokratiet, og det er helt sikkert ikke uproblematisk. Men her må man holde sig for øje, at pluralisme aldrig kan være total. Selv den allermest pluralistiske styreform må trække grænser mellem, hvad den kan acceptere, og hvad den ikke kan i form af f.eks. terrorisme, antidemokratiske bevægelser osv.

Derfor er den relevante forskel ikke så meget mellem pluralister og antipluralister, men snarere et spørgsmål om, hvor grænserne for pluralismen skal trækkes. Her er der ganske rigtigt mange dybt bekymrende træk i højrepopulistiske bevægelser. Men det er vigtigt, at den bekymring ikke bare får lov til at glide over i en ureflekteret fordømmelse af populistiske bevægelsers kritik af eliten, som f.eks. Podemos’ opgør med kasten i Spanien eller Syrizas kritik af eliten i EU. Hvis den type af demokratisk kamp forveksles med antipluralisme, ender vi i en situation, hvor det faktisk er blevet umuligt at kritisere status quo.

Allan Dreyer Hansen er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Espen Bøgh
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Troels Holm
Sebastian Sylvester Rosenberg, Espen Bøgh, Maj-Britt Kent Hansen, Ejvind Larsen og Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Ligesom mange andre begreber kan begrebet populisme dissekeres og diskuteres til ubrugelighed, for det handler jo ikke om, at populisme er godt eller dårligt, men at populisme kan være begge, og midt imellem, afhængig af konteksten. For eksempel kan populisme være et godt udgangspunkt for indsigelser mod beslutninger, der iøjnefaldende begunstiger nogle på bekostning af andre, og et dårligt, hvis det er mangel på viden og overblik, der får folk til at stemme for noget, som på kort sigt ser ud til at gavne dem selv, men på længere sigt sandsynligvis vil være til skade for de fleste.

Sebastian Sylvester Rosenberg, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Tænk alligevel at skrive en lang kronik med tusinder anslag om en sproglig fejlopfattelse, der kunne være ordnet med et hurtigt kig i en ordbog.
Og tænk at man kan få en landsdækkende avis; engang et medie for tænkende mennesker, til at trykke den - Imponerende.
Tilbage står dog spørgsmålet: Hvorfor ? - og det er selvsagt ikke let at besvare. Men mon ikke alt for megen tid, er en del af svaret.

jan henrik wegener

Hvis man overhovedet mener noget som helst med ordet "demokrati" (andet end den definition jeg en gang så, at "demokrati er det gode") er det svært at overse at det må indebære en god portion villighed til at "tage det sure med det søde" - altså se i øjnene at andre - flertallet - ikke nødvendigvis altid står for det man selv gør. Og at ikke "de andre" på forhånd dømmes til at stå for "laveste fælles nævner". Hvis vi tager de nyligt overståede kommune og regionsrådsvalg som eksempel er der vel ringe grund til at se vælgerne som mere eller mindre "ansvarlige", eller "fornuftige" eller "etiske" end ved alle mulige andre valg.

Et fint indspark i debatten om ordet "populisme", som nedsættende om borgerbevægelser der ikke mener det samme som den politisk elite.

Danmark har som bekendt stemt NEJ forhold til EU flere gange, og senest omkring retsforbeholdet, og det indre samarbejde i EU om kriminalitet, og håndteringen af kriminelle og kriminalitet der begås i andre lande indenfor EU, og udleveringen af de kriminelle i den anledning.

Det var endog så galt, at politikerne bestemte sig for at den danske befolkning skulle stemme om igen efter et NEJ.

Vi taler gerne om topstyring indenfor politiske partier, - og der er vel ingen partier der i dag kan gå fri for den opfattelse, - men det ligger sandelig indenfor den siddende regering, set i forhold til folket, og derfor udråbes al modstand som illegitim under ordet "populisme" som henholdsvis "sort tale" eller forførelse, demagogi osv. af folket med falske argumenter.

Grundlæggende handler det om magten, men ikke kun om magten, men om hvor går magten hen, bliver den mere og mere totalitær overfor befolkningen og deres kritik, og hvordan ligger det så med adgangen til magt for folket i et demokrati.

I vores, men sikkert også i andre lande, er adgangen til politisk magt og indsigt indsnævret ganske voldsomt, og igennem årene ikke blevet mindre med tiden - tværtimod(!), for magten skal beholdes for enhver pris - en del ar det totalitære ved magten og som befordrer retten til at topstyre samfundet.

Bliver det så mere demokratisk eller sundere af den slags indsnævring af adgang til ordet i det offentlige rum. eller magt(?), - svaret er selvfølgelig NEJ, når der anvendes udelukkelses foranstaltninger/barrierer i de politiske partier og medier overfor adgangen hertil.

Vist styrker det de siddende politikere, men forvrænger også magten imod mere og mere totalitarisme indenfor partierne, og ikke mindst indenfor enhver regering, - men selv om demokratiet ser pænt ud på overfladen med valg hvert 4 år, så ændrer det ikke meget på magtbrynden der skal fastholde magten og topstyringen.

- Jo, det gamle Grækenland, men befolkningen var ikke så stor dengang, og desuden havde man et overset problem ved valgene af "magthavere" - og det udenfor hovedstadens grænser og landbefolkningens adgang til at gøre sig gældende i by sammenhæng dengang, hvilket vi ikke har samme problem med i dag, - om end "udkants Danmark" ikke blev det helt af sig selv, men viser en vis sammenhæng med fortidens Grækenland!

Mon ikke det når alt kommer til alt, så står det politiske magtbegær i kontrast til demokratiet i dag, ejerskabet hertil og kravet der følger er uforeneligt med demokrati affødt af magtbegæret, som ikke kun er til indenlands brug, i en stadig mindre verden, hvor begæret for internationale poster også er en del af det personlige drømmespektrum.

Det er vel også på den banehalvdel men skal vise omverdenen, at man sagtens kan styre sit hjemlands befolkning og afstemninger, også selv om nye meningsgrupper og bevægelser og deres argumenter står i vejen, og udadtil skal bekæmpes under skældsordene "populisme" og andet godt der udstiller dem nationalt som internationalt som illegitime i forhold til demokratiet.

Vi bliver nødt til at forholde os til såvel magten som begæret og de barrierer som sættes imod en mere folkelig demokratisk ånd hos vore politikere og partier, hvis vi vil have ændret noget som helst. for demokratiets teaterforestilling hvert 4 år dækkes ikke i de nuværende rammer, - som den politiske elite selv har sat igennem årene som barriere imod folket, - den slags selvforvaltning understreger behovet for ændringer, der fratager dem topstyringen og magtbegærets udfoldelse som vi ser det.

Jens Mose Pedersen

Artiklen glemmer helt at en meget væstentlig del af et demokrati er en omfattende mindretalsbeskyttelse. Det samme glemmer en masse populiskiske bevægelser. Det kan de i den grad kritiseres for.

Knud Erik Hansen

Tak for en god artikel, og godt at få beskrevet hvorledes populisme kan være en del af demokratiet og en nødvendig del. Og godt at få adskilt højrepopulismen fra venstrepopulismen.

Jacob Nicolaisen

Det centrale problem med populisme er ikke om den er højre- eller venstreorienteret. Problemet ligger i dens brug af inkonsistente holdninger for at ramme bredt i vælgerhavet. Paradoksalt nok føler vælgerne sig dermed sat fri til at indgå i et modsætningsløst fællesskab.

Karsten Olesen

*Demokrati er samtale* - sagde Hal Koch.

Samtale forudsætter lighed - i at høre på hinanden og og udveksle synspunkter indtil en beslutning træffes.

Eksklusion på forhånd - af en etnisk eller social gruppe - er således ikke foreneligt med den ligestilling der er nødvendig for, at en samtale kan finde sted - et brud på samtalens principper.

Men ekskluderende ideologier søges ofte solgt - under etiketter der påstår at repræsentere det fælles eller almene - men i virkeligheden er begrebstomme - såsom *danskhed*.