Læsetid 5 min.

Prorektor: Vi giver ikke køb på forskningsfriheden

Professor emeritus Heine Andersen anklager ledelsen af Københavns Universitet for at lade private fonde og erhvervsinteresser presse forskningsfriheden. Denne kronikør har svært ved at genkende den udlægning af virkeligheden
Forelæsning på KU. Det er fejlagtigt, når det fremstilles, som om pengene nærmest kan flyttes fra et forskningsområde til et andet på universitetet, mener dagens kronikør, der skarpt modgår Heine Andersens kritik af universitetet.

Forelæsning på KU. Det er fejlagtigt, når det fremstilles, som om pengene nærmest kan flyttes fra et forskningsområde til et andet på universitetet, mener dagens kronikør, der skarpt modgår Heine Andersens kritik af universitetet.

Charlotte de la Fuente
13. november 2017

I to kronikker (den 23. og den 30. oktober) har professor emeritus Heine Andersen fremsat en række påstande om manglende forskningsfrihed på de danske universiteter.

Jeg er grundlæggende uenig.

Forskningsfriheden er essentiel i opbygningen af et godt universitet, og derfor har både forskere og universitetsledere en klokkeklar interesse i at værne om den. Jeg er overbevist om, at danske universiteter har gavn af samarbejde med omverdenen.

Samspillet med virksomheder og de private fonde giver muligheder, som vi ikke vil være foruden. Der følger også udfordringer med, men jeg mener, at vi håndterer dem med forskningsfriheden i behold.

Heine Andersens argumenter for det modsatte beror på en række forkerte påstande og forestillinger.

Heine Andersen kobler eksempelvis Københavns Universitets udgifter til drift af forskningscentre på sundhedsområdet sammen med afskedigelser på filosofi. Humaniora har været ramt af besparelser, men vi sender altså ikke deres penge videre til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. I øvrigt har der været tilpasninger på alle fagområder i de senere år.

Heine Andersen påstår, at det kan koste forskere jobbet, hvis de ikke skaffer ekstern finansiering. Det er også forkert. Eksterne bevillinger har en stigende betydning på KU. Det er et politisk vilkår. Men vi opererer hverken med indtjeningskrav eller fyringstrusler.

Ikke helt blanke

Ifølge Heine Andersen skulle forskningsmidler fra de store private fonde være øremærkede til forskning inden for en virksomheds forretningsområde. Det er også forkert.

De private fonde uddeler midler til en bred vifte af formål, og flere af dem er ikke erhvervsdrivende, men almennyttige. Eksempelvis støtter Velux Fonden fri forskning inden for humaniora og samfundsvidenskab og ikke forskning i ovenlysvinduer. Og så fremledes.

Heine Andersen har set sig gal på de tre Novo Nordisk-centre på Københavns Universitet. I sin kritik overser han imidlertid, at et grundprincip i disse satsninger netop er en ubunden bevilling til fri og excellent forskning. Af en af bevillingsaftalerne (som Heine Andersen har fået udleveret) fremgår det f.eks., at »centret er uafhængigt og forskerne i centret forsker frit inden for de overordnede rammer, der er lagt i ansøgningen«.

Han spørger også til størrelsen på Københavns Universitets medfinansiering af Novo Nordisk-centrene. At medfinansiering i form af tilknyttet personale, bygninger, administration med videre ikke lader sig gøre op i et enkelt beløb, betyder ikke, at rektorat, økonomiforvaltning og dekanat er »helt blanke« på beløbets størrelse, som Heine Andersen skriver.

Vores medfinansiering stykkes sammen af midler fra Novo Nordisk Fonden, midler fra andre eksterne bevillinger (som centrene er med til at generere) og så midler fra universitetet. Centrene er udtryk for en fælles strategisk satsning, og derfor bidrager universitetet også til finansieringen.

Heine Andersen mener, at bonus til forskere, der skaffer eksterne bevillinger, hæmmer forskningsfriheden. Jeg kan skimte et problem, hvis vi på Københavns Universitet havde iværksat en systematisk belønningsmekanisme med det formål. Det har vi ikke.

Kernepersonalet er fastansat

Heine Andersen skriver også, at forskningsfriheden og muligheden for videnskabelige nybrud er truet, fordi to tredjedele af »kernepersonalet« på de danske universiteter har tidsbegrænsede kontrakter.

På Københavns Universitet tæller han vores godt 3.000 indskrevne ph.d.-studerende og 1.000 postdoc-årsværk med. De yder et afgørende bidrag til vores forskning, men det er korrekt, at de ofte forsker inden for et defineret område eller projekt. Der er ikke frit valg på alle hylder.

Det kommer, hvis man opnår ansættelse som adjunkt, lektor eller professor på universitetet. Det er disse forskere, man skal definere som kernepersonale for universitetets forskningsarbejde. På Københavns Universitet har vi godt 2.000 af dem, og deres antal er i øvrigt steget med 18 procent det seneste tiår.

Heine Andersen spørger også til de kontrakter med dobbelte tavshedsklausuler, som tidligere har været anvendt på danske universiteter. Han mener ikke, at ledelsen har givet lyd fra sig i sagen. I kølvandet på debatten omkring tavshedsklausulerne har vi ellers indført kodeks for både eksternt samarbejde og myndighedsbetjening og justeret en række af vores kontrakter. Det har været godt omtalt.

Heine Andersen spørger til, hvordan jeg både kan værne om forskningsfriheden og indføre et kodeks, som giver mulighed for aftale om en kortvarig udsættelse af publiceringen af et forskningsresultat i de projekter, som vi samarbejder om.

Først endnu en præcisering:

Jeg kan ikke ene mand indføre et kodeks. Vores ’Kodeks for god videnskabelig praksis i forskningssamarbejder’ er udformet på baggrund af et oplæg fra universitetets praksisudvalg, der har til opgave at rådgive og behandle spørgsmål om god videnskabelig praksis uafhængigt af ledelsen. Det er også blevet drøftet i både universitetets hovedsamarbejdsudvalg og senat, inden det blev tiltrådt af ledelsen.

Med det på plads vil jeg gerne slå fast, at kodekset ikke bør reduceres til en enkelt passus om udsættelse af publiceringer. Den passus er en del af en helhed, der har til hensigt at »balancere de forskellige, til tider modsatrettede, interesser mellem universitet, universitets forskere og eksterne parter, der kan være i forskningssamarbejder«.

Når vi skriver i kodekset, at »det kan ikke aftales, at publicering af forskningsresultater er betinget af en ekstern parts godkendelse«, og at »forskeren skal have frihed til at præsentere sin forskning, som forskeren vil«, så støtter det også forskningsfriheden.

Når kodekset fastslår, at det kan aftales, at forskeren skal orientere om planer for publicering i god tid, og at samarbejdspartneren i særlige tilfælde kan bede om udsættelse af publicering i som udgangspunkt tre måneder, så balanceres forskningsfriheden med behovet for at kunne samarbejde.

Disse hensyn tages inden for rammerne af forvaltningsloven, universitetsloven og loven om offentlighed i forvaltning.

Andres interesser

Et forskningsprojekt kan have stor betydning for en samarbejdspartners forretning. I et samarbejde med private aktører, hvor de betaler for dele af forskningen, bør virksomheden have mulighed for at vurdere det kommercielle potentiale, før resultater offentliggøres.

Vi ville ikke være en ordentlig og attraktiv samarbejdspartner, hvis vi så stort på andres velbegrundede interesser i et fælles projekt.

Udgangspunktet er, at projektets videnskabelige erkendelser bliver offentliggjort. Der er altså ikke tale om hemmeligholdelse, men om en aftalt tidsforskydning i forhold til offentliggørelse af forskningsresultater afbalanceret med muligheden for at rykke resultaterne tættere på kommercialisering og anvendelse.

Københavns Universitet er inde i en rivende udvikling, som også indbefatter et tættere samarbejde med vores omverden. Det sker ikke fejlfrit, og universitetet har justeret og klargjort rammerne for samarbejde og kontrakter over årene.

Det er vores vurdering, at regler og retningslinjer er inden for rammerne af forvaltningsloven, universitetsloven og loven om offentlighed i forvaltning. Heine Andersen har bedt Ombudsmanden om at undersøge universitetets retningslinjer for samarbejde, og vi ser frem til en saglig behandling af den sag.

Det er godt med folk, der kan udfordre og kigge os i kortene. Vi er åbne over for dialog, og udgangspunktet er vi enige om:

Forskningsfrihed er universiteternes grundstof.

Thomas Bjørnholm er prorektor for forskning og innovation, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Men selve finansieringsmodellen og strukturen er et indgreb i forsknings- og alle mulige andre akademiske friheder. Hvorfor begik man de to torskedumheder at 1) afskaffe de klassiske akademiske grader og indføre angelsaksiske, som vi ingen tradition har for, og 2) afskaffe det demokratiske selvstyre?

Trond Meiring, Peter Nielsen, Jørn Andersen, Anders Reinholdt, Dorte Sørensen, Anne Eriksen, Curt Sørensen og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

" Eksterne bevillinger har en stigende betydning på KU. Det er et politisk vilkår."
Har Thomas Bjørnholm nogen mening om dette vilkår?

Trond Meiring, Peter Nielsen, Anders Reinholdt, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

I gamle dage tog folk kampen op og stillede op til valg i stedet for at acceptere massive nedskæringer på deres ansvarsområde.

Trond Meiring, Peter Nielsen, Jørn Andersen, Anders Reinholdt, Dorte Sørensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Daniel  Rasmussen
Daniel Rasmussen

Der er meget sjovt i kronikken, og hvis man overhovdet kan læse indenad, indrømmer han jo at kritikken i det store hele er rigtig. Men den bedste indrømmelse syntes jeg dog er denne "centret er uafhængigt og forskerne i centret forsker frit inden for de overordnede rammer, der er lagt i ansøgningen". Ja det er vist det der er selve kritikken.

Trond Meiring, Peter Nielsen, Tue Romanow, Anne-Marie Krogsbøll, Steffen Gliese, Anders Reinholdt og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Larsen

Tak for indlægget. Godt med noget fra modsatte side. Håber fortsat at kunne følge debatten her på siderne?

Jeg har egentlig kun et enkelt spørgsmål, og det kommer sig nok af, at jeg er blevet opdraget til skepsis af vore politikere. Når der skrives:

"Jeg kan skimte et problem, hvis vi på Københavns Universitet havde iværksat en systematisk belønningsmekanisme med det formål. Det har vi ikke."

Kan jeg ikke lade være med at se ordet "systematisk" stikke ud.

Så et opklarende spørgsmål: Er der iværksat nogen som helst belønningsmekanismer med det formål? Altså findes der forskere på KU, der får bonus ved at skaffe eksterne bevillinger - selvom dette ikke er en systematisk praksis?

Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Rasmussen, Trond Meiring, Peter Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian W. Andersen
Brian W. Andersen

For pænhedens skyld vil jeg da starte med at sige tak til Thomas Bjørnholm for et velskrevet debatbidrag, samt lige så stor tak til Heine Andersen for at pege på noget, der muligvis kan udgøre et alvorligt problem, men så er det pæne også slut. Undskyld mig, men herefter må jeg påpege de herrers akademiske skænderi i fuld offentlighed er tåkrummende pinligt.

På den ene side har Heine Andersen fremført en række påstande, der, hvis de bevises, vil udgøre en alvorligt trussel imod den frie forskning. Heine Andersen har ført et begrænset delbevis for de påstande, han har fremført i sin bog "Forskningsfrihed – ideal og virkelighed.", samt i en række artikler, bl.a. i form af kontrakten mellem KU og SEGES og statistikker over forskningsmidler. Hans udlægning af KU-SEGES-kontrakten bakkes op af Morten Rosenmeier, men resten af Heine Andersens side er primært udgjort af velfremførte argumenter.

På den anden side har Thomas Bjørnholm stærkt afvist Heine Andersens påstande, og han fremfører egne påstande for at der ikke er et problem og lægger vægt på eksterne forskningsmidlers positive bidrag til forskningen. Herfor fremfører han ligeledes et begrænset delbevis, bl.a. i form af KU's kodeks og eksempler på virksomheder, der donerer midler til forskning, som ligger udenfor virksomhedernes egne indtjeningsområder. Sidstnævnte siger dog intet om i hvilken grad andre virksomheder gør det samme eller det modsatte, og de mange henvisninger til lovrammer, samarbejdsproblematikker, evalueringer og kodeks siger intet om hvorvidt disse menneskeskabte og dermed fejlbarlige konstruktioner har virket efter hensigten eller har fejlet. Resten udgøres (ligesom på Heine Andersen side) primært af velfremførte argumenter.

Det kan jeg ikke sige tak for eller stille mig tilfreds med, fordi nu sidder jeg her som en af de mange mindre uddannede, og måske lidt dummere borgere, efterladt med et uafklaret spørgsmål af meget høj vigtighed for hele det samfund jeg er borger i. Ingen af siderne har løftet bevisbyrden for sine påstande eller har i hvert fald undladt at vise det i det offentlige rum, de fører deres diskussion i, men alvoren i Heine Andersens påstande og foreløbige dokumentation er nok til at tage forsigtighedsprincippet i brug og kræve påstandene grundigere undersøgt.

Det her foregår i toppen af det danske videnssamfund og alt hvad der sker på dette niveau, er det der drypper ned som viden og præcedens igennem hele det danske uddannelsessystem, lige fra universiteternes akademiske uddannelser og helt ned til folkeskolen. Vi er et lille land med kun små naturressourcer, så vi skal klare os i den globale konkurrence som et videnssamfund, hvis vi vil have velstand og velfærd. Derfor er alt hvad der sker i forskertoppen af afgørende betydning for alle danskere. Vi har ikke råd til at misse nogle forskningsområder eller at der er tvivl om integriteten i nogle af disse. Dette må logisk set også være af stor betydning for forskerne selv, så det burde i høj grad være muligt at sammensætte et team på tværs af universiteter og interesser, der med videnskabelig metode og empiri, kan undersøge de givne påstande. Dette er naturligvis ikke nødvendigt, hvis enten Thomas Bjørnholm eller Heine Andersen kan og vil fremføre entydigt bevis for deres påstande, men det lader den foreløbige debat ikke meget håb om.

Jeg vil ikke spises af med argumenter i så vigtige spørgsmål, uanset hvor velfremførte disse er. Jeg vil have beviser på bordet som jeg kan tage stilling til og her mener jeg at forsigtighedsprincippet er gældende. Hvis der laves en uvildig undersøgelse og Thomas Bjørnholm har ret, så er der ingen skade sket ved at lave undersøgelsen. Hvis der ikke laves en uvildig undersøgelse og Thomas Bjørnholm har ret, så er der ingen skade sket. Hvis der laves en uvildig undersøgelse og Heine Andersen har ret, så er der heller ingen skade sket, men hvis der ikke laves en uvildig undersøgelse og Heine Andersen har ret, så kan vi ende med en meget stor skadevirkning, der berør alle danske borgere. Derfor ser også jeg frem til at Ombudsmanden kommer ind i sagen, men jeg frygter samtidigt at det kan være for lidt.

Der er nemlig noget jeg savner. Thomas Bjørnholm skriver "Det er godt med folk, der kan udfordre og kigge os i kortene" og tidligere i hans indlæg skriver han "I kølvandet på debatten omkring tavshedsklausulerne har vi ellers indført kodeks for både eksternt samarbejde og myndighedsbetjening og justeret en række af vores kontrakter. Det har været godt omtalt."
Godt omtalt? En lille netsøgning vil vise at i kølvandet på måneders debat i offentlige medier, så betyder "godt omtalt" her at det kun har været omtalt internt på KU's egen hjemmeside og i Uniavisen, samt viderebragt internt på andre danske universiteters hjemmesider.

Den første offentlige medieomtale er i ovenstående debatindspark. Taget i betragtning at det handler om problemstillinger alle danskere har kunnet følge i de offentlige medier siden "Gyllegate"-sagen kulminerede i februar 2016, så vil jeg kalde det lukkethed. Derfor er det jeg savner, og som jeg stærkt vil opfordre til, dette at man i ryggen af så bredt medieomtalte sager fra universitets side som minimum udsender en pressemeddelse, når man lavere relevante ændringer, der forholder sig til disse sager. Det hjælper jo hverken på oplysning og debat at melde ud "Det er godt med folk, der kan udfordre og kigge os i kortene" og så spille kortene med billedsiden nedad i et aflukket spillerum.

Brugerbillede for Peter Nielsen

Jeg ser her svag modargumentation, hvilket blot bekræfter sandheden ved Heines påstande. Danmark er totalt under nedbrud. Snart er vi forvandlet til et nyt Rumænien, Bulgarien, Guatemale eller Bangladesh. Det er på tide, vi almindelige borgere, som godt kan se, hvad der er ved at ske, handler!

Brugerbillede for Steffen Gliese

Universitetet er fyldt med folk, der udforder og kigger i kortene - det er nemlig det, folk på universitetet skal. Det har de en særlig adkomst til og viden om, det er, om man så må sige, det, de er trænet i, og det, deres faglighed bunder i. Som ingen andens i samfundet. Der er derfor ingen, udover andre universiteter andre steder, der meningsfyldt kan kigge universitetet i korten og udfordre det.