Vores kolleger, socialrådgiverne på Jobcenter Lærkevej, har med beskrivelsen af deres hverdag sat skub i en yderst vigtig debat om, hvordan arbejdsforholdene på landets jobcentre påvirker behandlingen af borgerne. Det er vi taknemmelige for, og vi genkender på mange måder beskrivelsen fra vores eget arbejde med unge ledige på Jobcenteret for de unge i København.
Vores hverdag er også præget af dyb frustration over alt for mange sager pr. medarbejder og ensidigt fokus på at overholde regler om hyppighed af samtaler og aktiveringer frem for borgernes behov.
Vi arbejder med ledige borgere mellem 18 og 30 år, som er yderst sårbare. Mange af dem har psykiske lidelser. De kan være ramt af fysiske og mentale handicap, hjemløshed og/eller misbrugsproblemer – fælles for dem er, at de kæmper med flere udfordringer på samme tid. Mange har mén efter en turbulent opvækst med omsorgssvigt og manglende skolegang.
De unge, vi har ansvaret for, lever i en ustabil og ustruktureret hverdag og har svært ved at tale deres egen sag.
Tilliden ryger
Desværre betyder manglende ressourcer, at systemet fastholder mange af de unge i ledighed. Nogle af os har ansvaret for 120-180 unge. Der er en halv time til en samtale med borgeren og dennes bisidder, forældre og/eller kontaktperson hver ottende uge. På de 30 minutter skal vi skabe os et overblik over sagen, følge op på sidste samtale, registrere samtalen, iværksætte nye aftaler om aktivering og indhente nye udtalelser på diverse behandlingsforløb i f.eks. psykiatrien eller regionen.
Da de unge som nævnt har sammensatte problemer, skal vi ud over deres sag her i jobcentret også have overblik over deres sag i Socialforvaltningen, læse dokumenter fra f.eks. egen læge, speciallæger og/eller psykiatrien samt kende til de tiltag, der er foretaget indtil nu – f.eks. behandling eller mentorstøtte – og danne os et overblik over, om de har givet mening. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre på en måde, der er tilfredsstillende for os eller den unge.
Det virker på os, som om kvaliteten af samtalerne og aktiviteterne for de unge er underordnet hensynet til, at de unge bliver indkaldt til det lovpligtige antal samtaler og får tilbudt de uddannelsesfremmende aktiviteter, de er berettiget til.
De mekaniske indkaldelser tilsidesætter en individuel vurdering af den enkelte borgers behov for samtale i forhold til de behandlingsforløb og sociale indsatser, de samtidig tager del i.
Kombinationen af alt for mange sager pr. sagsbehandler og forfølgelsen af rettidighed medfører en uhensigtsmæssig cocktail af uforberedte samtaler og planløse aktiviteter.
Majoriteten af de unge vil gerne have hjælp til at blive klar til uddannelse eller job, og derfor er særligt længerevarende døde perioder kritiske, fordi borgerne ikke har kontakt til hverken mentor eller sagsbehandler. Det bekræfter de unge i deres opfattelse af Jobcenteret som en tyk dyne af uigennemtrængelig, offentlig myndighed. En del borgere mister tilliden til, at Jobcenteret er til for at støtte dem, de bliver bange for at møde op og udebliver fra deres samtaler med alvorlige økonomiske konsekvenser til følge.
Vi ser selvfølgelig allerhelst, at alle unge begynder i uddannelse eller job, men det kræver, at både lovgivere og kommuner løfter opgaven ansvarligt.
De unges behov i centrum
Vi har som fagfolk et ønske om at kunne arbejde med individuelle løsninger til den enkelte borger. Én plan koordineret på tværs af de relevante forvaltninger og sammensat i samarbejde med den unge selv. Vi ønsker tværfaglige teams, så de unge får en reelt helhedsorienteret indsats koordineret mellem relevante fagpersoner som en psykolog, fysioterapeut, mentor, virksomhedskonsulenter og sagsbehandlere med myndighedsansvar. Vi vil fokusere meget mere på samarbejdet med de unge og lytte til deres behov, da vi ved, at det er forudsætningen for at kunne give den rette støtte og hjælp til de unge.
Alt det kræver massiv investering i indsatsen for de unge ledige og mod til at gøre tingene anderledes, og det kan godt lade sig gøre. I Hjørring har de for eksempel ansat flere socialrådgivere, etableret tværfaglige teams, investeret i bedre tilbud og et fælles it-system på tværs af forvaltninger. Resultat: en styrket indsats for de ledige, langt færre på kontanthjælp og et forventet overskud i 2017 på 35 millioner kroner.
Vi er ikke i tvivl om, at København kan opnå lignende resultater ved at investere i de unge ledige. Vi håber, at politikerne i København vil udvise samme mod til at investere i udsatte borgere uden for arbejdsmarkedet, så København kan blive den foregangsby, den er på så mange andre områder.
Rikke Troelsen, Lena Jarsbo, Agneska Mclaren, Marina Andersen, Karina Winsløw, Mehmet Karaman, Christina Nielsen, Lau Fryman, Erik Bak, Sinead Clare Healy, Stine Menander, Annika Anderssson-Toft, Hamide Kaynak, Sanne Elsøe, Suchi Jensen, Cathrine Sejer, Dorthe Sørensen, Annette Emborg, Trine Vejby, Helle Kunkel, Christina Rohde, Bettina Kyø, Kamilla Hedegaard, Torben Sand, Luiza Teresa Szajda, Charlotte Boel Guhle, Sabrina Feldberg, Sine Halberg, Sabina Asci, Louise V. Nielsen, Vivian Saugsted, Yasemin Kizkilkaya, Monica Ali og Bitten Kjærgaard er sagsbehandlere ved Jobcenteret for de unge i København
Skribenterne udtaler sig på egne vegne
Striden på Lærkevej
En kamp om reformer udspiller sig på et jobcenter på Lærkevej i København. Arbejdsløse borgere demonstrerer og protesterer, mens sagsbehandlere og lokalpolitikere tager sig til hovedet over den lovgivning, de er sat til at administrere. Antallet af førtidspensioner er faldet markant som følge af de seneste års reformer på beskæftigelsesområdet. Lærkevej er stedet, hvor de politiske hensigter møder virkeligheden.
I denne serie følger Information udviklingen med fokus på Lærkevej og forskellen på tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner.
Seneste artikler
Socialrådgivere er ikke de udsattes advokater
14. november 2017Kritikere af førtidspensionsreformen ønsker, at sagsbehandlerne gør oprør mod lovgivningens krav. Men som socialrådgiver er jeg ansat til at føre loven ud i virkeligheden. Alt andet ville være vejen til anarkiDer er uendeligt langt fra Rådhuset til Københavns jobcentre
16. oktober 2017Chefer i beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune har hævet stemmen for at forsvare deres medarbejdere på jobcentrene. Men forsvaret ender som et vidnesbyrd om en ledelse, der ikke kender den virkelighed, borgerne og medarbejderne befinder sig iKommentar: Jobcentret er bemandet med dygtige og engagerede medarbejdere
11. oktober 2017København investerer massivt i at hjælpe og vejlede borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Vi genkender ikke billedet af medarbejdere, der fyrer hvide løgne af, taler dårligt dansk og er fagligt udygtige
Kære socialrådgivere, det er rigtig vigtigt at I nu melder ud, sammen med jeres kolleger på Lærkevej, om de ret så forfærdelige forhold, der er hverdag på Københavns kommunes jobcentre. Mange tak, det er efterhånden på tide, at der sker en radikal forandring i forvaltningen af de udsatte medborgere.
Når det er sagt, mener jeg, at det overordnede problem er, at socialpolitik og beskæftigelsespolitik er blevet sammenblandet ved nedlæggelsen af Arbejdsformidlingen og oprettelsen af Jobcentrene.
Herunder kommer selvfølgelig de nedskæringer, som på politikersprog hedder 'reformer', der typisk rammer netop de svageste og mest udsatte grupper, såsom de unge, de handicappede, de syge, de hjemløse, de enlige forældre, etc.
Så er der nedskæringerne af socialrådgiver, sagsbehandler og mentor tid, der erstattes af kontrol, unødvendige møder med præfabrikerede checklister for hvad man kan sætte flueben ved.
Og istedet for samarbejde imellem de forskellige instanser, fx i teams som I nævner, skal den enkelte medarbejder på kryds og tværs sætte gang i forløb, hvor overblikket mangler, så der ofte modarbejdes, og tidstyranniet underminerer de virkningsfulde indsatser.
Med det der er kommet frem i løbet af de sidste par uger om det giftige arbejdsmiljø på Københavns Rådhus, kan jeg ikke sige, at det overrasker mig, at der ikke sker noget konstruktivt på området. Det lader til, at det er vigtigere at bekæmpe hinanden internt, end faktisk at sørge for, at borgerne får en god behandling.
Godt valg den 21. November, man må håbe, det kan flytte noget !
Man burde nedlægge jobcentrene helt og genindføre socialforvaltningens voksen afdeling med specialiserede afdelinger for de forskellige områder og genoprette arbejdsformidlingerne med formålet at formidle arbejde og ikke ikke andet. På den måde kan man have specialiserede medarbejdere på alle områder, der kun behøver at kende deres eget arbejdsområde, det vil give bedre sagsbehandling på alle områder og færre frustrationer både blandt medarbejdere og brugerne.
Derudover burde det lun være ansatte socialrådgivere på voksen afdelingen og egentlige jobkonsulenter på AF.
Det betaler sig at brokke sig!
Jeg var i går til den kvartårlige samtale på Lærkevej, hvor jeg blev sendt på pipfuglekursus, for det står der i loven, at jeg som
"aktiveringsparat" skal.
Det nye var, at jeg er blevet tilknyttet en ny kommunal jobcenter-underorganisation, hvis navn jeg lykkeligt har glemt, men hvor ideen er, at sagsbehandleren har væsentlig færre sager end i det almindelige system. Som han udtrykte det: Jeg vil fra nu af blive udsat for en mere "håndholdt" indsats.
Jeg forklarede ham selvfølgelig det tåbelige i at forsøge at vride mere arbejde ud af mig, da jeg alligevel om få år skal på folkepension, og at det derfor ville være mere rentabelt for kommunen bare at lade mig være i fred, i stedet for at smide en masse penge i min generelle retning. Men der hjalp ingen kære mor, jeg tilhører nu en særligt privilegeret gruppe af kontanthjælpsmodtagere.
Jeg gjorde det klart for ham, at jeg ikke ville virke som løntrykker, og det accepterede han tilsyneladende. I det hele taget virkede han som en flink fyr, så jeg er fortrøstningsfuld. Skulle det løbe af sporet har jeg jo altid mine små julelege at falde tilbage på.
Men i første omgang skal jeg på det lovbefalede pipfuglekursus, hvor jeg for attende gang skal lære at skrive mit CV. Heldigvis har jeg lige anskaffet mig Nietzsches samlede værker, så mon ikke jeg kan finde en krog at gemme mig i, når kurset bliver for kedeligt, så jeg kan bruge tiden lidt fornuftigt?
Og så er kurset i øvrigt hos den samme private udbyder som sidste år, hvor jeg fik et crush på jobkonsulenten, så hvis hun stadig er ansat, kan jeg jo bage videre på hende. For det er vel ikke sexchikane, hvis det er ens umiddelbare overordnede man bager på, eller hvad?
God fornøjelse med Nietzsches værker samt bagværket, Niels. Det lyder somom du er stærkt på banen igen ;-)
Sååå stærkt gået af mine tidligere samarbejdspartnere. I er modige og tør gå med i front i kampen for en bedre indsats til de unge. Så den kan matche de massive og mangfoldige behov de har, - for at komme ind på et uddannelsesspor - eller i arbejde. Som er målet for dem allesammen, - uanset hvor meget de unges psyke, historie, opvækst, fysiske og psykiatriske sygdomme - giver dem af utallige benspænd, grænsende til vanvittige tacklinger, - på deres vej til et bedre liv.
Et bedre liv som netop næres af professionelle der møder den unge, lige der hvor han/hun er. Og derfra samarbejder i gensidig nysgerrighed og respekt.
Og dette tager TID.
Niels "tillykke" med "pipfuglen" det er altid god at udvide horisonten og at omskrive sit CV hundrede gange ;-) GAB :-(