At sætte Corydon i spidsen for Børsen er at sætte publicismen i anden række

Bjarne Corydon blev i sin tid som finansminister kaldt ’Don Corydon’, og hans evner som iskold ikke-ideologisk realpolitiker var store. Men de samme ’evner’ medvirkede også til hans fald efter det tvivlsomme salg af DONG og uskønne flirten med de amerikanske venture-kapitalister hos Goldman Sachs.

Siden har han i knap to år været direktør i management-giganten McKinsey, hvor han bl.a. stod fadder til en rapport, der opfordrede til indførelsen af robotter, som efter hans mening kunne erstatte op til 40 procent af vores arbejdstimer.

Nu har den svenske Bonnier-koncern valgt ham som øverste chef for landets største erhvervs- og finansavis. Man må gå ud fra, men kan ikke være sikker på, at JP/Politikens Hus, der ejer lige under halvdelen af aktierne i mediehuset, har nikket ja til valget af ham.

Jeg kan mærke en slags chokbølger i journalistiske kredse. Større end sidst, da den tidligere mangeårige justits- og forsvarsminister Hans Engell for 17 år siden blev chefredaktør på Ekstra Bladet. Han var dog i sin pure ungdom journalist i modsætning til Corydon, der er cand.scient.pol og aldrig har beskæftiget sig med journalistik.

Der er en anden sammenhæng mellem Corydon, Engell og avisdrift. Da Engell i 2007 blev fyret af JP/Politikens topchef Lars Munch, var det, fordi avisens bundlinje faldt faretruende, og han var ansvarlig for, at bundlinjen faldt, og digitaliseringen haltede bagefter. Det handlede ikke om journalistisk indhold og publicisme. Det handlede om penge, og det gør udnævnelsen af Corydon også. Og selvfølgelig skal netop Børsen have en ny boss, der forlod ideologien om lighed og solidaritet til fordel for konkurrencesamfundet.

Truslen mod journalistikken er eksistentiel

Børsens nye chef personificerer nu en udvikling i dagbladsbranchen, som trinvist har fjernet de tidligere ’vandtætte skodder’ mellem redaktionen og virksomhedens kommercielle ledelse. Digitaliseringen har gjort et tæt samarbejde til en absolut nødvendighed.

Journalistik er ikke længere et uantastet domæne, som kan fungere uafhængigt af marked, administration og salg. På alle dagblade er der i dag et meget tæt samarbejde. Det er ikke længere chefredaktøren, der køligt og afvisende kan fortælle direktøren, at »du skaffer pengene, så skal jeg nok bruge dem«.

Og med såkaldt kommercielt redaktionelt indhold og ’native advertising’ er skellet mellem journalistik og forretning sværere at få øje på nogle steder. Direktørerne har tydeligvis fået langt mere indflydelse på dagbladene end tidligere. Journalistik og forretning er blevet et fællesprojekt.

Truslen mod journalistikken er eksistentiel. Hvis ikke forretningen giver overskud, vil der om et antal år ikke være råd til at drive ret megen journalistik på kommercielle vilkår. Med mindre man løser det problem, at brugerne ikke har lyst til at betale, og annoncerne med rekordfart forsvinder ud af landet til Google og Facebook. Ingen kender løsningen.

Næppe heller Bjarne Corydon, men Børsens bestyrelse må jo tro på, at Corydon kan finde den. Men er han manden, der kan finde den svære balance mellem journalistikken og forretningen? Med 46 millioner kroner på bundlinjen sidste år er Børsen en af de bedst indtjenende aviser i Danmark. Men fremtiden er også usikker i Møntergade. Hvis den havde været sikker, havde Bonnier-koncernen nok lagt mere vægt på at vælge en indholdsorienteret chefredaktør i stedet for en kølig og i øvrigt veltalende teknokrat.

Man kan med udnævnelsen af Bjarne Corydon frygte, at publicismen kommer i anden række. Hans dygtighed har, siden han blev minister i 2011, ikke været bygget på idealer, men på bundlinje. Denne skribent kan derfor kun håbe det bedste og frygte det værste. Ikke mindst for journalistikken.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning