Kommentar

Saudi-Arabiens jernprins kan gøre verdens islamister forældreløse

Hvad stiller islamistiske bevægelser op uden et Saudi-Arabien som ideologisk vogter af religiøs ortodoksi og sponsor af deres propagandanetværk? Vildrede og ængstelse breder sig fra Broderskabet til salafisterne
Debat
25. november 2017

For nogen tid siden sammenfattede den algeriske satiretegner le Hic situationen i Saudi-Arabien i skarpe pennestrøg: På hans tegning ser vi landets konge erklære sit faste forsæt om at bekæmpe terrorisme – idet han retter sit våben imod sit eget hoved. Det saudiske paradoks i en nøddeskal: Landet producerer, sponserer, huser og nærer selv den islamisme, der truer det i dets grundvold.

Hvordan havnede Saudi-Arabien her? For at besvare spørgsmålet må vi gå 300 år tilbage. I 1744 indgik stammehøvdingen Muhammad ibn Saud en pagt med en ultrakonservativ prædikant ved navn Muhammed ibn Abd al-Wahhab, og dermed blev det første monarki på Den Arabiske Halvø grundlagt: På den ene side familien Saud, der styrede landet ved blodsbånds og arvefølges ret, på den anden wahhabismen, en ultrapuritansk og ekstrem version af islam, som ifølge dens disciple var identisk med den oprindelige islam på profetens tid.

En familie og et præsteskab forenet over generationer, der søgte legitimitet ud fra nærheden til islams helligste steder – og siden som forvalter af enorme olieindtægter.

Camoufleret trussel

Wahhabisme er en væsentlig matrice for vores dages globale jihadisme som ideologisk og finansiel kilde til islamisters magt, herunder til deres konstellation af fundamentalistiske moskeer, tv-kanaler dedikeret til prædikener og propaganda og diverse politiske partier over den ganske muslimske verden. Saudi-Arabien fodrer den hånd, der på sigt stiler efter at gøre det af med landet og også andre lande.

Først da Vesten ramtes hårdt af islamistisk terrorisme, begyndte man her at fatte det fulde omfang af en indtil da camoufleret trussel. Mens saudiske ledere mødte deres vestlige modstykker med håndtryk og smil, husede de samtidig prædikanter, som opfordrede til og lovpriste hellig krig over for de hundredtusinder af muslimer, der årligt drager til Mekka på pilgrimsfærd. I dag kan alle bedre se igennem facaden.

Reformer i Saudi-Arabien er i dag bydende nødvendige, ser det ud til – og dog tegner de på samme tid umulige. Hvordan håndterer kongefamilien bortfaldet af præsteskabets støtte og et stop for finansiering af de fundamentalistiske netværk – samtidig med at det gennemfører en kulturrevolution i forhold til sociale rettigheder? Det islamiske kongeriges stabilitet står på spil og dermed også regionens stabilitet.

’Jernprinsen’

Tilsynekomsten på den politiske scene af den mand, de kalder ’jernprinsen’ – den 32-årige tronarving Mohammed bin Salman – antyder ganske vist, at der kan findes en løsning på det saudiske problem. Ung, energisk og tilsyneladende reformivrig har kronprinsen allerede sat landet på den anden ende med nye tiltag, siden hans far gav ham vide magtbeføjelser for to år siden.

Han vil frem for alt indføre en ny økonomisk model, der skal bryde med afhængighed af olie- og gasindtægter. Hertil kommer omfattende infrastruktur-udviklingsprojekter og planer om at åbne landet helt for turisme.

Prinsen forsøger sig endog med det utænkelige: at give kvinder adgang til at køre bil og besøge sportshaller. Han vil åbne biografer og lægge pres på præsteskabet for at få revideret, hvad der skal tælle som kanonisk i den muslimske ortodoksi, herunder i haditherne – samlingerne af beretninger om profeten Muhammeds handlinger og udtalelser.

Han forehavende er risikabelt. De igangværende udrensninger af den gamle garde, ligner på en gang paladsrevolution og religiøs omvæltning. Og de bratte forandringer indtræffer samtidig med det saudiske regimes fornyede advarsler imod den iranske trussel og med dets tilnærmelse til Israel.

Hvilken slags revolutionær er denne prins? Nogle ser ham som en mand, der styret af en amerikansk hånd skulle være bestilt til at rydde op i regionen. Hvad de reelle effekter af forandringerne end er i Saudi-Arabien, føles konsekvenserne nu også andre steder. Hvis dette land, fatwaernes moderland, kan slå ind på reformer, må islamister i resten af verden enten følge trop – eller risikere at ende på ortodoksiens forkerte side.

Konspirationsteorier

I Algeriet er hardlinernes vildrede og utilpashed mærkbar. På de sociale medier er konspirationsteorier nu fremherskende: Muhammed ibn Abd al-Wahhabs stunt ses som orkestreret fra USA. De konservative aviser og islamistiske lederskribenter, der generelt er positivt stemte over for alt fra Saudi-Arabien og på vagt over for enhver oplevet krænkelse mod islam, holder for det meste lav profil eller fører lavmælt forsvar for wahhabisme. Også i moskeerne dominerer tavsheden.

Islamisterne i Algeriet falder i en af to lejre. Den ene påberåber sig den oprindelige islams renhed og slægtskabet med traditionel saudisk ortodoksi. Her er man dybt foruroliget over reformerne og frygter, at de bebuder et ophør for den finansielle støttestrøm og et anslag mod bevægelsens legitimitet.

Den anden lejr er Det Muslimske Broderskab, der står Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan nær. De islamistiske partier, Broderskabet har etableret, tolereres flere steder, også i Algeriet. Men også her er bevægelsens tilhængere bekymrede.

Hvis Saudi-Arabien reformerer så gennemgribende, risikerer de selv at sætte deres ry over styr som de mere moderate islamister og dermed forringes deres position på det politiske skakbræt. Hvis den saudiske kronprins fører sig frem som mere moderat end moderate andre steder, kan han trække tæppet væk under dem.

Islamister af alle slags ængstes derfor i disse dage for at blive ladt forældreløse tilbage. Trængt op i en krog vil den moderate lejr måske ikke se anden udvej end at slutte sig til prinsens reformbevægelse. Den fundamentalistiske lejr derimod har ikke den mulighed. Berøvet båndene til det saudiske præsteskabs traditionelle ortodoksi vil den være presset ud i at søge en ny slags legitimitet. Det kan nødvendiggøre en ny hellig krig – denne gang imod det hellige land.

Kamel Daoud er algerisk forfatter. Hans hovedværk er: Meursault – en modundersøgelse

© The New York Times og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her