Sørg på din egen måde, men pas på, at du ikke gør det forkert

Historisk set er sorg i de fleste samfund blevet udtrykt og forstået inden for en religiøs fortolkningsramme, der har tilvejebragt ritualer og praksisser for, hvordan man lever med døden som et almenmenneskeligt vilkår. Men i vores vestlige kultur er sorg i stigende grad noget, der gøres til genstand for psykiatrisk og psykologisk forskning og behandling.

Her forstås sorgen som en individuel bearbejdningsproces og ikke mindst som en risikofaktor for nedsat helbred og livskvalitet.

Igennem de seneste årtier har en række fremtrædende sorgforskere slået til lyd for, at der indføres en særskilt diagnostisk kategori for patologiske sorgreaktioner – ofte omtalt som kompliceret eller forlænget sorg. I skrivende stund tyder alt på, at WHO agter at gøre ’forlænget sorgforstyrrelse’ til en selvstændig diagnose.

Man har hidtil forsøgt at beskrive den problematiske sorg med ord som morbid, patologisk, ubearbejdet, fraværende, forsinket, unormal, kompliceret, traumatisk og kronisk sorg – betegnelser, der på forskellige måder har forsøgt at indkredse og definere sorgreaktioner, der afviger fra det forventede såkaldt normale sorgforløb.

Det rige begrebsapparat afspejler de omfattende og ihærdige forsøg på at etablere sorg som en legitim genstand for psykiatrisk forskning og behandling. Det kan ses som et udtryk for en generel udvikling hen imod det, Svend Brinkmann og kolleger har omtalt som en diagnosekultur, hvor lidelse og afvigelse i tiltagende grad fortolkes inden for biomedicinske, psykiatriske og diagnostiske forståelsesrammer.

Fra dyrkelse til indhegning

Et tilbageblik til det 19. århundredes romantiske æra viser et radikalt anderledes blik på sorgens væsen og betydning. Her blev sorgen og det knuste hjerte hyldet som et tegn på udødelig kærlighed – og ikke mindst som et udtryk for den sørgendes sjælsdybde og følsomhed.

Sigmund Freuds banebrydende essay Om sorg og melankoli fra 1917 markerede begyndelsen på en radikalt ny sorgforståelse, der har sat dybe spor i den kulturelle forståelse af sorg i moderne, vestlige kulturer. Med Freuds såkaldte ’sorgarbejdshypotese’ blev det almindeligt at tænke på sorgen som en afgrænset, individuel bearbejdningsproces, hvor den sørgende forventes at løsrive sig følelsesmæssigt fra den afdøde og vende opmærksomheden mod fremtiden.

Det 20. århundrede er blevet beskrevet som et døds- og sorgfornægtende århundrede, hvor alt, hvad der konfronterer os med vores dødelighed og skrøbelighed, bliver gemt væk, fortiet og tabuiseret: De syge, de handicappede, de gamle og de døende er blevet gemt bag hospitals- og institutionsmure, og når døden indtræffer, er de døde diskret blevet transporteret ned i hospitalskældrenes mørke dyb.

Selv om de seneste årtier på mange måder repræsenterer et opbrud med de dødsfornægtende praksisser, er døden stadig relativt usynlig i vores hverdagsliv. Men hvordan forholder det sig med sorgen og med de sørgende?

Sorgen er blevet synlig

I en dansk kontekst har sorgen de seneste år fået fornyet opmærksomhed i den offentlige samtale:

I det forgangne år er der blevet etableret ikke mindre end to nye forskningscentre (Det Nationale Sorgcenter og forskningsprojektet Sorgens Kultur ved Aalborg Universitet), der med forskellige indgangsvinkler forholder sig til sorg som tema.

Sorg og tab er blevet sat på dagsordenen i form af en række bogudgivelser (DR-journalist Esben Kjærs Min usynlige søn samt Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage for blot at nævne to af de mest omtalte titler fra de seneste års bogudgivelser).

Endvidere er sorg i øjeblikket omdrejningspunkt for flere teateropsætninger (f.eks. den aktuelle forestilling Jeg løber på Det Kongelige Teater).

Og mens der ifølge nyhedsovervågningstjenesten Infomedia i danske medier udkom 1.780 nyhedshistorier i 2015 med ordet ’sorg’ i overskriften, var det tilsvarende tal for 2016 oppe på 2.455.

Samtidig er antallet af sorggrupper rundt om i landet i kraftig vækst. Antallet af sorggrupper i folkekirkeligt regi er mere end fordoblet i løbet af de seneste fire år ifølge en opgørelse fra Folkekirkens IT, og Kræftens Bekæmpelse har et mål om at øge antallet af sorggrupper i skolerne  fra 40 til 700 grupper. Sorg er med andre ord blevet et tema, vi forholder os til.

Nye normer for sorg

Den voksende opmærksomhed på sorgen som fænomen betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at sørgende herved ’frisættes’ til at sørge, som det passer dem. Sorg er – ligesom alle andre psykologiske fænomener – altid underkastet normative forståelser, hvor nogle måder at sørge på anses for passende, ønskværdige, sunde eller naturlige, mens andre anses for at være upassende, uønskede, sygelige eller unaturlige.

I det lys kan man forstå sorggrupper, bøger og beretninger om sorg, såvel som de seneste års forslag om en sorgdiagnose, som kilder til nye måder at forstå og forholde sig til sorgen på – nye fortolkningsrammer, der i en vis forstand erstatter tidlige tiders fælles praksis, ritualer og moralske forståelser af sorgen. Og selv om disse nye kilder tilbyder vidt forskellige forståelsesrammer, antyder især den foreslåede sorgdiagnose, at sorgen i tiltagende grad underkastes et diagnostisk blik.

Konsekvenserne af det diagnostiske blik er komplekse og i nogen grad uforudsigelige. I min egen forskning har jeg mødt sørgende, der anser sorgdiagnosen for at være en tiltrængt anerkendelse af sorgen, mens andre ser den som en unødig sygeliggørelse, der risikerer at forstærke omverdenens forventninger om, at den sørgende skal ’komme videre’.

Atter andre har påpeget, at sorgdiagnosen ligefrem kan få karakter af et normativt ideal, der signalerer, hvor højt man har elsket den afdøde. I alle tilfælde indebærer en diagnostisk tilgang til sorgen, at ikke kun professionelle, der møder sørgende, men også den sørgende selv og deres omgivelser tilskyndes til at forholde sig til sorgen på nye måder.

Alt det, vi ikke ser

Det giver anledning til en række spørgsmål om de aktuelle betingelser for at sørge i vores kultur: Hvis sorg primært forstås som et helbredsfænomen, hvordan bliver det så muligt at tale om de eksistentielle, moralske og relationelle dimensioner af at leve med betydningsfulde tab?

Hvis sorgens smerte forstås som en meningsløs og uønsket effekt af tab, hvordan former det så den sørgendes oplevelser af sorgen som et betydningsfuldt udtryk for kærligheden til den afdøde? Hvis sorgen forstås som en psykisk lidelse hos den enkelte sørgende, hvordan påvirker det så forholdet mellem den sørgende og vedkommendes omgivelser?

Risikerer vi, at en diagnostisk forståelse ikke kun medfører nødvendig anerkendelse og forståelse af sorgen, men også frarøver den sørgende og vedkommendes omgivelser væsentlige muligheder for at begribe og forholde sig til sorgen? Kan en sorgdiagnose fungere som katalysator for, at de sørgende henvises til lukkede og ofte professionelt organiserede fællesskaber, der forstærker kløften mellem de sørgende og deres netværk?

Dette er nogle af de spørgsmål, vi må forholde os til, hvis vi ønsker at forstå og påvirke konsekvenserne af en kommende sorgdiagnose.

Ester Holte Kofod er psykolog og ph.d. Hun er tilknyttet forskningsprojektet Sorgens Kultur ved Aalborg Universitet