Kronik

Du skal sørge!

I 2018 kommer sorgdiagnosen. Vil det omsider give mennesker i sorg et frirum til at sørge i fred? Eller vil det tværtimod opstille nye krav om, hvordan man sørger rigtigt? Bliver sorg noget, vi skal leve op til? Og hvad med dem, der sørger for lidt?
’Du skal sørge,’ skriver Søren Kierkegaard i ’Kjerlighedens Gjerninger’ fra 1847. For sorgen er sund, ikke syg. Den er ikke noget, vi skal kureres fra. Sorgen er ikke en lidelse, vi skal af med, men en kærlighed, man ikke kan blive af med, skriver dagens kronikør.

’Du skal sørge,’ skriver Søren Kierkegaard i ’Kjerlighedens Gjerninger’ fra 1847. For sorgen er sund, ikke syg. Den er ikke noget, vi skal kureres fra. Sorgen er ikke en lidelse, vi skal af med, men en kærlighed, man ikke kan blive af med, skriver dagens kronikør.

Hougaard Niels

18. november 2017

Når ’forlænget sorgforstyrrelse’ med al sandsynlighed bliver optaget som officiel diagnose næste år, vil 10-20 procent af de sørgende med et slag blive kategoriseret som syge.

Det er en politisk beslutning. Der findes intet objektivt skel mellem sundhed og sygdom. Diagnoser er altid til forhandling. Du og jeg er ikke med i forhandlingerne.

Men vi skal leve med konsekvenserne af dem. Før 2018 var det at sørge ikke sygeligt. Det var ikke behandlingskrævende. Det vil det ifølge beregningerne være i 10-20 procent af tilfældene, når diagnosemanualen ICD-11 udkommer næste år.

Sorgdiagnosen er ikke noget, vi får trukket ned over hovedet på os. Det er sorgforskere og sorgforeninger, der har efterspurgt den. Det er de sørgende selv. Derfor bør vi undre os. Over hvordan det er kommet dertil, at diagnosen kan føles som det forløsende frirum. Et frirum fra familiens forventninger såvel som samfundets krav. Et frirum, der også er adgangsbillet til behandling og til den legitime forlængede sorg. Et frirum, hvor du omsider kan få lov at sørge i fred.

Sorg som ren kærlighed

Efter flere års forskning i diagnoser kan jeg mærke en instinktiv modstand mod nye og flere diagnoser. Især mod dem, der diagnosticerer det, vi ofte anser som vilkår ved det at være i live. Og hvad er om noget et vilkår ved livet, hvis ikke døden? Døden er livets eneste garanti. Så hvordan kan sorgen over den gøres til genstand for diagnosticering?

Men hvad nu, hvis vi sætter instinktet til side for et øjeblik og giver plads til vores fælles undren? Hvad nu, hvis det forholdt sig omvendt. Hvad nu, hvis diagnosen ikke sygeliggør sorgen, men omsider muliggør den? Så ville det være både det sande og det skønne.

Sorg som en diagnose klinger mærkeligt. Hvad tror man om livet? Måske en diagnose kan være en hjælp til den enkelte, men hvad betyder det for en kultur at udsende et signal om, at fundamentale livsvilkår kan gå over ved den rette hjælp?
Læs også

»Du skal sørge,« skriver Søren Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger fra 1847. For sorgen er sund, ikke syg. Den er ikke noget, vi skal kureres fra. Sorgen er ikke en lidelse, vi skal af med, men en kærlighed, man ikke kan blive af med. Sorgen er beviset på, at kærligheden var der – inden døden. Og nu er sorgen vores eneste måde fortsat at holde kærligheden i live – efter døden. Derfor skal jeg sørge.

For Kierkegaard findes der ingen renere kærlighed end den at erindre en afdød. Så længe vi lever, er kærligheden altid fedtet ind i et vist niveau af gengæld. Hvis jeg elsker dig, så elsker du mig. Eller jeg har i hvert fald en forventning om, at min kærlighed bliver gengældt til en vis grad.

Men når jeg sørger, når jeg erindrer en afdød, så ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke får noget for det. Sorgen er uegennyttig. Den er i en vis forstand det yderste tidsspilde og i en anden forstand den ypperste tidsfylde. Sorgen fylder den levende med kærlighed.

Fortvivlelsens selvhad

For Kierkegaard er der altså en direkte forbindelse mellem sorg og kærlighed. Og derfor skal sorgen selvfølgelig ikke diagnosticeres. Men faktisk havde Kierkegaard selv gang i et diagnosticeringsprojekt. Nemlig at adskille den sunde sorg fra den syge fortvivlelse.

»Jeg skal ikke have Lov til at forhærde mig mod Livets Smerte, thi jeg skal sørge,« skriver Kierkegaard; »men jeg skal heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge; og dog skal jeg heller ikke have Lov til at ophøre at sørge, thi jeg skal sørge.«

Det er fortvivlelsen og ikke sorgen, vi skal helbredes fra. Fortvivlelse er, i modsætning til sorg, et forhold til den afdøde, der er blevet et misforhold. Hvor kærligheden ikke længere er levende, men hvor sorgen, så at sige, har sat sig fast.

I fortvivlelsen vil jeg ikke længere være mig selv, for jeg kan ikke holde mig selv ud. Jeg kan ikke holde ud at være til uden den anden. Og derfor bilder jeg mig ind, at hele verden også ville være bedre uden mig. I fortvivlelsen slår sorgens kærlighed over i sin modsætning og bliver til had. Selvhad. Og det er i sandhed invaliderende. Derfor er det i sandhed også det, vi bør diagnosticere.

Der er en verden til forskel på sorg og fortvivlelse. Der er en kærlighed til forskel. Derfor er sorg ifølge Kierkegaard en pligt og en opgave. Jeg skal sørge – for jeg må ikke fortvivle.

Farvel til frirummet

Det efterlader os med to spørgsmål. Det første er, om diagnosen ’forlænget sorgforstyrrelse’ faktisk kan siges at være et positivt forsøg på at diagnosticere den sorg, der har sat sig fast og er blevet til fortvivlelse.

De foreløbige kriterier for diagnosen er, at den efterladte efter et halvt år stadig oplever intenst og problematisk savn hver dag. Derudover er den efterladtes tilstand typisk kendetegnet ved bitterhed og vrede over tabet, ligesom den efterladte vil opleve at være følelsestom og ude af stand til at have tillid til andre. Endelig vil den efterladte ofte have svært ved at komme videre med sit liv.

Hvis man stiller sig positiv over for diagnosen, kan man sige, at her vitterligt beskrives en tilstand af fortvivlelse, hvor den sorg, der tidligere holdt kærligheden til den afdøde i live, er blevet erstattet af bitterhed over døden såvel som manglende tillid i livet. Da er tilstanden vitterligt ikke sund, men syg. Og da bør vi som samfund have et system, der kan hjælpe dem, der ikke har hjælp at hente hos familie og venner.

Men så støder vi på et nyt problem. For så er diagnosen jo ikke et frirum til omsider at få lov at sørge. Så er det netop et rum forbeholdt den forbitrede, som hurtigst muligt skal hjælpes ud af fortvivlelsen, så han eller hun kan »komme videre med sit liv«.

Det andet spørgsmål er, om Kierkegaards alternativ er bedre. Du skal sørge. For nok er sorgen ifølge Kierkegaard det eksistentielt sunde, men er der ikke en udpræget risiko for, at opgaven bliver et krav og et ideal, den sørgende skal leve op til?

Hvis sorgen afslører kærligheden, så afslører den jo også det menneske, der har elsket for lidt! Der er med andre ord en risiko for, at sorgen bliver en slags personlighedstest, hvor den, der sørger for lidt på eksistensens målestok, efterlades med en følelse af utilstrækkelighed.

Diagnoser stiller krav

Alligevel vil jeg hævde, at det kun er i mødet med den psykiatriske diagnose, at problemet for alvor materialiserer sig. Der er allerede empirisk belæg for, at diagnosens objektive ’seks måneders-grænse’ opleves som et minimumskrav for »korrekt sorgadfærd«.

Tænk jer det tilfælde, hvor forældrene til et mistet barn ikke sørger intenst efter et halvt år. Hvordan vil de føle sig set på? Nåede de ikke at elske barnet nok? Burde de ikke falde ned i fortvivlelsens mørke ud over de seks måneder? Burde de ikke have opnået diagnosen ’forlænget sorgforstyrrelse’?

Det er ikke buddet ’Du skal sørge’, der er problemet, men den objektive markør ’minimum seks måneder’. Kierkegaards bud lyder, at »man skal erindre den Afdøde, græde sagtelig, men græde længe. Hvor længe lader sig ikke forud bestemme«. Det afgørende er, at buddet holder én fast på kærligheden. Jeg skal sørge for netop derved ikke at fortvivle.

Gode råd er dyre, siger vi tit, når vi oplever perioder med krise i vores liv. Det er buddet til gengæld ikke, siger Kierkegaard. Det er netop, når vi ikke ved vores levende råd, at buddet træder til og holder os fast på os selv. Holder os fast på kærligheden. Buddet er gratis. Det vil sige givet i nåde. Det minder dig om, at midt i din sorg er der kun én ting, du skal, og det er at holde kærligheden i live. Diagnose eller ej.

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole

Serie

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Toke Kåre Wagener
  • ingemaje lange
  • Ruth Gjesing
  • Jeanne Löwe Lindberg
  • Anne Schøtt
  • Carsten Munk
  • Jørn Andersen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Nielsen, Toke Kåre Wagener, ingemaje lange, Ruth Gjesing, Jeanne Löwe Lindberg, Anne Schøtt, Carsten Munk, Jørn Andersen, Michael Kongstad Nielsen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg er stort set enig. Sorgen kan man ikke diagnosticere, og savn er ikke noget, man kan sætte måneder eller årstal på.
Men når det er sagt, er der et stadigt større pres på den enkelte om at 'komme over' sorgen, som i vore dages effektiviseringsbølge fuldstændig fortrænger behovet for et så gammeldags begreb som sjælesorg. Og det kan diagnosen måske synliggøre i regnearket, der i sidste ende handler om at mennesket er blevet robotiseret.

Jeanne Löwe Lindberg, Mikkel Møldrup-Lakjer, Peter Nielsen, morten rosendahl larsen, Søren Ferling, Britta Felsager, Torben K L Jensen, Frede Jørgensen, Heidi Larsen, Jørn Andersen, Maj-Britt Kent Hansen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Renée Kristensen

Problemet er nok desværre nærmere, at vi i vores samfund ikke har, kan eller vil finde ressourser til at rumme det uperfekte. At vi er nødt til at give en så menneskelig tilstand en diagnose, for at tillade at en person ikke er hundrede procent ovenpå hele tiden. Er der nogensinde nogen der er det, kunne man spørge sig selv - hvis vi leder længe nok i ICD-10 opslaget, lider vi alle af en psykisk sygdom. Samfundet er nået til et sted, hvor det unormale ikke accepteres, og kun dét at være normal er acceptabelt. Men efterhånden begynder vi at finde ud af, at der ikke findes noget "normal", og pludselig er man nødt til at have en diagnose for at blive "normal"-accepteret.
Det giver stof til eftertanke.

"Men når jeg sørger, når jeg erindrer en afdød, så ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke får noget for det. Sorgen er uegennyttig. Den er i en vis forstand det yderste tidsspilde og i en anden forstand den ypperste tidsfylde. Sorgen fylder den levende med kærlighed."
Vi er der nu, hvor alt handler om, hvad man selv for ud af det. Hvorfor tillades det ikke, at man ikke altid får en pris, præmie, karakter, penge, bekræftelse. Hvornår bliver det okay, bare at være til som menneske, igen?

Brian W. Andersen, Jeanne Löwe Lindberg, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Søren Ferling, Britta Felsager, Frede Jørgensen, Jørn Andersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Samfundet har i stigende grad smadret familieordningen.

Familieordningen var tidligere - generelt set - det rum hvori vi alle delte glæder og sorger. Og hvor vi hentede styrke til at leve anstændigt med sorgen, men også til at komme ud af den, så vi kunne leve videre, så sorgen ikke blev dyrket til et niveau hvor man selv og omgivelserne, fandt sorgen belastende.

Når nu familieordningen stort set er væk, så skal der være noget istedet, som kan være med til at bearbejde ens tab og sorg. Samfundet SKAL påtage sig ansvaret for at familieordningen er smadret og må træde ind med tilbud om behandling/støtte, så den enkelte Borger ikke knækker under sin sorg.

... og så var salig Kierkegaard nu en klog og reflekterende mand.

Bruger 221630, Eva Schwanenflügel, Søren Ferling og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Nu om dage skal vi absolut alle raskmeldes og normaliseres. Det er det, som forekommer sygt!

Derimod lyder det rigtigt at skelne mellem fortvivlelse og sorg, hvis der er behov for ar stille diagnoser.

Om sorgen siges det dertil, at det, der kendetegner den, er ikke at have et sted at rette sin kærlighed hen.

Michael Kongstad Nielsen

Sorg er ikke nogen sygdom. Men derfor kan man godt melde sig fraværende til det ene og det andet - arbejde fx. - for en stund.

Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel, Peter Nielsen, Børge Neiiendam, Carsten Munk og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jeanne Löwe Lindberg

Sorg er forløsende. En gave.
Sorg kan indkapsles, forhærdes, transformeres til vrede, afstand, isolation, ensomhed. Sorg er en underliggende følelse i det umødte menneske, sammen med en dyb skam og følelsen af at være forkert. Uelsket, uvelkommen, forladt, uønsket, i vejen, til besvær. Sorg er en reaktion på tab af noget eller nogen, der opleves betydningsfuldt. Sorg er ubegribelig i sin natur, den kan bæres ubemærket og den aftager og tiltager i sin egen uforudsigelige rytme. Sorgen kan bringe os i kontakt med vore allerdybeste væsenskræfter og åbne for adgang til hengemte følelser, erindringer og kreative tilstande, der paradoksalt nok kan opleves som en sand og direkte kontakt med selve livets urkraft. Den kraftfulde energi hvoraf alt nyt opstår. Forvandlingens kraft. En universel visdom. Sorg er en transformerende proces, der handler om at slippe og at gribe. Den handler om tilknytning og om relationer. Den er en proces der har sin egen individuelle tid. Den er et eksistentielt forhold, der tilkommer os alle. Samfundet er os alle. Du og jeg. Det er du og jeg, der kan være der for hinanden. Lige her og nu. Det kræver ingen diagnosemanualer. Ingen specialuddannelse. Det kræver nærvær og tid. Det kræver evnen til at lytte med et åbent hjerte.
Jeg vil hermed anerkende sorgen, som en båd på et følelsesmæssigt smertehav, hvor ingen kender hverken dybde eller vindforhold. En både kraftfuld og til tider farlig, udfordrende og udmattende sjælerejse.
Sorgen minder mig om, hvor vigtigt det er, til stadighed at vedligeholde og pleje mine sociale relationer, for i sorgen har jeg har brug for en skulder at græde ved. Sorgen minder mig om, hvor vigtigt det er, at jeg styrker min krop og sjæl, for i sorgen har jeg brug for alle mine kræfter. Sorgen minder mig om, hvor vigtigt det er at udvikle min kærlighedsevne, for det er kærlighedskraften der til syvende og sidst er det bærende element, både i mødet med andres sorg og i mødet med min egen sorg.

Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Toke Kåre Wagener, Jørn Andersen, Britta Felsager, Torben K L Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Jeg synes der er ret meget diagnoseforskrækkelse at læse både i indlægget fra Christian Hjortkjær og fra en del af kommentatorerne. For det første skal du ikke forvente at psykiatere pludselig banker på din dør, hvis du har sørget i fx +6 mdr. og diagnosticerer dig. Man kvalificerer sig først til psykiatriske diagnoser, når nogle symptomer har stået på for længe, er blevt for om sig gribende og virker hæmmende på livsudfoldelsen. Diagnoserne har til hensigt at tilbyde meningsfuld hjælp ud fra hvad erfaringen har vist at hjælpe andre i lignede situation. For nogle mennesker kan sorg være så omsiggribende at de helt glemmer at leve. Livet er trods alt vigtigere end døden.