Kommentar

Stemmerne sagde, jeg ikke var god nok. Psykiatrien talte dem midt imod

Psykiatrien kritiseres vedvarende af brugere, pårørende og fagfolk. Men da jeg selv fik brug for den, var jeg overvældet over, hvor godt den fungerer. Med hjælp fra den kæmper jeg mig tilbage til et almindeligt liv
Psykiatrien fortjener et bedre ry, end den har i dag, skriver Sidsel Kidmose Jensen. Arkivfoto 

Psykiatrien fortjener et bedre ry, end den har i dag, skriver Sidsel Kidmose Jensen. Arkivfoto 

Martin Bubandt

28. november 2017

Psykologistuderende, 25 år og 110 km/t ud ad en vej proppet med daglige gøremål. Sådan så min hverdag ud for få måneder siden. Jeg levede et ungdomsliv, der ligner mange andres: studie, venner, kæreste og familie. Det kørte, lige indtil det kørte af sporet, og jeg begyndte at miste selvkontrollen. De psykotiske symptomer kom snigende lige så langsomt: Symptomer, som for mit vedkommende bl.a. indebar stemmehøring.

I begyndelsen nægtede jeg at tro på, at det kun var mig, der kunne høre nogen, der snakkede om mig. Det var hårdt at indse, at jeg var syg, men til sidst måtte jeg lade mig indlægge med det, der senere viste sig at være skizofreni. Jeg stiftede bekendtskab med psykiatrien.

Jeg oplever, at psykiatrien har et dårligt omdømme. Kritikken er hård – både fra brugere, pårørende og fagfolk. Men selv ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis det ikke var for et virkelig kompetent personale på Psykiatrisk Sygehus i Aalborg.

Det kræver mod at tage imod hjælp. Det kræver vilje at skulle fortælle om hele den uvirkelige virkelighed, som hovedet koger over med. Men først og fremmest kræver det hjælp, at man overhovedet kommer til den erkendelse, at man har brug for hjælp.

I psykiatrien er vi blevet så forhippede på at opfylde kravet om hurtigere behandling, at vi glemmer, at tid til patienterne er helt afgørende for kvaliteten af behandlingen
Læs også

På Aalborg Psykiatrisk Sygehus fik jeg hjælp til at indse, at jeg udelukkende kunne komme nogen vegne, hvis jeg vovede mig ud af min virkelighedsfjerne boble. Jeg fik hjælp til selvindsigt og hjælp til at forstå, at jeg ikke var rask. Sammen med læger, sygeplejersker, psykologer og social- og sundhedsassistenter åbnede jeg mig og fortalte om alt det, kun jeg kunne høre. Det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg følte mig accepteret for den, jeg var.

Det kan godt være, at jeg i min psykose kunne høre stemmer, der sagde, at jeg ikke var god nok, men på Psykiatrisk Sygehus oplevede jeg respekt og anerkendelse – jeg oplevede med andre ord at være god nok, selv om mit selvværd hang i laser. Jeg blev støttet i at bevæge mig væk fra sygdom og ind i en tilværelse uden psykotiske symptomer. I dag kan jeg erklære mig symptomfri.

Med sanserne som gidsel

Vejen dertil er vanskelig. Forestil dig, at du kan høre noget, som andre ikke kan; nogen, der taler om dig. Du kan ikke se dem, for de findes ikke, men for dig er det så virkeligt, at du tror, at stemmerne kommer fra virkelige mennesker som du og jeg. Du hører dem hele tiden, lige meget hvor du befinder dig – på badeværelset, i sengen, på cafeen med din veninde. Stemmerne følger efter dig som en usynlig skygge. Din sunde fornuft er gået i karantæne, for du kan ikke stole på dine sanser, sådan som du plejede.

Skizofreni er en omfattende sindslidelse, der kan dominere din hverdag fuldstændigt. Min virkelighed er ikke din virkelighed. Som syg opfatter man noget, der er reelt for en selv; hvorfor kan andre mennesker ikke høre det, se det, mærke det, der for dig er virkeligt? Skizofreni holder dine sanser som gidsel, således at du befinder dig i din egen lille boble, der isolerer dig fra andres virkelighedsdomæne.

Der kan være skrækkeligt ensomt inde i boblen, men prikker du hul og fortæller det, du oplever, til andre, risikerer du, at fordommene klistrer sig til dig.

Uvurderlig hjælp

Psykiatrien hjælper mig med at snakke om min skizofreni. Ordene gør den usynlige sygdom mere synlig og hjælper mig til at være blandt de 20 procent af mennesker med skizofreni, der lever en normal tilværelse uden indlæggelse, uden at skulle bo på et bosted, uden bostøtte. Det er en hård kamp at ende blandt de eftertragtede 20 procent, alligevel kan det lykkes, og psykiatrien har en stor del af æren, når det sker.

Da jeg blev udskrevet fra Psykiatrisk Sygehus i Aalborg midt i september, fik jeg opbakning fra OPUS til at fortsætte min kurs mod en såkaldt normal tilværelse. OPUS er et ambulant tilbud til nydiagnosticerede unge med skizofreni.

Så selv om jeg den dag i dag stadig er noget vakkelvorn, står jeg ikke alene. I dag falder jeg stadig over hverdagens udfordringer. Men hjælpen er nær, for jeg ved, at der er nogen, der samler mig op, før jeg fortaber mig i negative tanker.

I OPUS er jeg nemlig tilknyttet en kontaktperson, som aldrig er længere væk end et telefonopkald eller en SMS. Desuden er der forskellige aktivitetstilbud så som fitnessdans og samvær med andre unge med skizofreni. Det gør, at jeg ikke står tomhændet, selv om studiet og mit tidligere travle liv er sat på standby for en stund.

Psykiatrien har hjulpet mig til større selvindsigt, selverkendelse, viden og mod på en tilværelse i et andet gear. Den fortjener et bedre ry, end den har i dag. Jeg har i hvert fald meget at være den taknemmelig for.

Sidsel Kidmose Jensen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Dan D. Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jonathan Larsen
  • Gustav Vernal
  • Peter Knap
  • Frede Jørgensen
ulla enevoldsen, David Zennaro, Viggo Okholm, Dan D. Jensen, Eva Schwanenflügel, Jonathan Larsen, Gustav Vernal, Peter Knap og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer