Klumme

Den Store Bagedyst er fornem public service

Den Store Bagedyst er public service, når det er bedst. Det får folk til at tale med hinanden. Ikke nødvendigvis om noget absolut væsentligt, men alene det, at folk taler sammen, bør være et mål i sig selv
Rosa Kildahl røg ud af Den Store Bagedyst semifinalen, men hun var – tro mod programmets grundlæggende natur – alligevel glad: ’Man skal bare kæmpe. Det er bare deruda’, og man skal bare tro på det,’ lød hendes afskedsreplik.

Rosa Kildahl røg ud af Den Store Bagedyst semifinalen, men hun var – tro mod programmets grundlæggende natur – alligevel glad: ’Man skal bare kæmpe. Det er bare deruda’, og man skal bare tro på det,’ lød hendes afskedsreplik.

Bjarne Bergius Hermansen

29. november 2017

Før premieren på Den Store Bagedyst i 2012 blev der vist et klip fra programmet på et medarbejdermøde i DR, fortæller en deltager i mødet.

Der var dyb, næsten pinlig tavshed. Forsamlingen var i chok.

Kan man det? Gider folk at se det? Et feel-good-program, hvor et antal kagenørder konkurrerer om at undgå, at chokoladen bliver for varm, glasuren revner eller kandis-blomsterne knækker?

Svaret før årets kagefinale i aften er, at det kan man godt, og folk gider i den grad at se det. Med over en million seere er bagedysten blevet DR’s mest sete og populære program.

Sødt over det hele

Det er måske lidt af et mareridt for denne klummist og flere hundrede tusinde andre ældre danskere, der lider af nationens mest udbredte sygdom, gammelmandssukkersyge, men der er noget uskyldigt forsonende over programmet, som er blevet det mest succesrige globale underholdningsformat i mange år.

Måske fordi det i modsætning til andre tilsvarende programmer ikke ydmyger nogen. Det er simpelthen sødt over det hele. Dommerne er søde ved deltagerne, der er søde ved hinanden.

Vært Timm Vladimir er begejstret og positiv og lider højlydt, når Kirstens sukkermontre omkring »den kunstneriske kage« går i stykker i semifinalen. Her er ingen blachmannsk hån og ironi som i X-Factor, ikke en indædt næsten hadefuld stemning a la Robinson Ekspeditionen eller en lummer intrigant oversexet overfladiskhed som i Paradise Hotel.

Det er visuelt farverigt og er, som Sørine Godfredsen skrev for flere år siden i Kristeligt Dagblad, »irriterende underholdende … får mennesket til at fremstå som et godt og velmenende menneske«. Hun er ellers sjældent begejstret for ret meget.

’Træd væk fra din bagedystforskrækkelse. Jeg vil gerne lægge ud her på mailkurset med at give dig nogle helt basale guidelines for, hvad du skal gøre for at værdsætte det at kigge på almindelige mennesker, der bager kager i flotte omgivelser under strenge dommeres nervøse miner,’ skriver Katrine Hornstrup Yde og byder tv-anmelder Lone Nikolajsen velkommen i kagernes store epos.
Læs også

I Storbritannien høstede BBC i en årrække i gennemsnit mere end 10 millioner seere per afsnit af The Great British Bake Off, og derovre, hvor de har et lidt mere afslappet forhold til public service end nogle toneangivende danske kulturelitister har, bebudede et parlamentsmedlem en høring, da BBC af økonomiske grunde overlod programmet til det reklamefinansierede Channel Four, som ifølge The Guardian skal betale produktionsselskabet Love omkring 75 millioner pund (624 millioner kroner) i en fireårig periode for produktionen.

I Danmark anslås det, at programmerne koster omkring en million kroner stykket. Bl.a. fordi værter og dommere i Danmark kan fås for en slik i forhold til millionlønningerne i Storbritannien, og DR selv producerer det. Prisen er en brøkdel af prisen for tilsvarende dramaminutter.

Vi mødes over en kage!

Guardians faste kommentator, Anne Perkins, var ikke i tvivl, da hun for tre uger siden skrev, at »Den Store Bagedyst har indtaget en historisk rolle i nationens liv. En rolle, der ligger mellem en slags statsgaranti for evige værdier og en vigtig ingrediens i den nationale samtale«.

Ord, der måske kan minde lidt om nogle af vinderkagernes lidt svulstige arkitektoniske udtryk, men som alligevel udtrykker en vigtig del af public service: at samle og at få folk til at tale med hinanden. Ikke nødvendigvis tale om noget absolut væsentligt, men bare være sammen og tale sammen. I Storbritannien som her også på tværs af etniske og religiøse skel. Vi mødes over en kage!

Bagedysten er blevet den folkelige arena, hvor upåagtede mennesker i upåfaldende job kan excellere og opføre sig ublu. Som en slags Dansk Folkeparti, hvor produktet er kage i stedet for strenghed over for muslimer.
Læs også

En af mine yndlingsdeltagere røg ud af semifinalen, men hun var – tro mod programmets grundlæggende natur – alligevel glad: »Man skal bare kæmpe. Det er bare deruda’, og man skal bare tro på det,« lød Rosas afskedsreplik. Nu er det perfektionisten Andrea, den sympatiske og glade fynske husmor Kirsten og den helt vilde nørd Jesper med butterfly og skæg, der er i finalen.

Public service-tv skal både være informerende, debatskabende, provokerende og underholdende. Ligesom journalistik ikke med vold og magt skal gøres skøjtende underholdende, skal underholdning heller ikke med vold og magt altid gøres kritisk og samfundsfokuseret. Bagedysten er rendyrket sød og positiv underholdning i al sin nørdede absurditet. Det er fornem public service.

Lasse Jensen er mediejournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
Katrine Damm, David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Samtalens ufrugtbare ligegyldighed får mig tit til at længes efter ensomhedens frugtbare eftertænksomhed.

Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Jan Damskier, Anders Reinholdt, morten rosendahl larsen, Frede Jørgensen, Niels Duus Nielsen og Ole Andersen anbefalede denne kommentar

Peter: Du behøver ikke at se det!
Min kone og jeg ser det gerne og ja jeg bruger en del krudt på at være lægmandsleder og organisator i en buddhistgruppe, blander mig i politiske diskussioner var medstifter af OOA, læser som sagt denne avis og meget andet. Til gengæld ser jeg sjældent reality tv og dokumentarer som er meget fokuseret på skandaler.

Lise Lotte Rahbek

Kontrasten mellem bagedystens sødme og den ramsaltede virkelighed er mig for meget.

Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, morten rosendahl larsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Viggo Okholm, jeg har set programmet en enkelt gang, og det var nok for mig. Men du har helt ret. Jeg tilbringer mange timer foran skærmen, hvor jeg i stedet for at se på kagebagekonkurrencer, der ikke siger mig noget, spiller hjernedøde computerspil, som sikkert ikke siger så mange andre mennesker noget.

Hverken kagebagerne eller computerspillene generer de mennesker, som ikke deler fornøjelsen, og som derfor bare kan slukke for tossekassen, og da jeg alligevel af principielle årsager nægter at betale licens for noget, jeg alligevel ikke ser (civil ulydighed), må folk da gerne se kagebagekonkurrencer til en million kr. stykket.

Viggo Okholm. Der har du faktisk ganske ret, og jeg må med skam melde, at jeg faktisk aldrig har set det. Jeg udtaler mig således uden egentlig at vide, hvad jeg snakker om.
Så jeg vil i fremtiden hellere tie, end bruge tid på at blive kompetent ud i emnet kagedyst.
Se blot programmet og slap af med Viggo Okholm, det er dig vel undt fra min side. Du skal blot ikke forsøge at bilde mig ind, at det er dybtgående samfundsanalyse eller kulturel frembringelse på højt niveau.

Apropos Lasse Jensen diabetes2 , så bør næste sæson fokusere på glutenfri, laktosefri og fremfor alt sukkerfri bagning. Det ville være udtryk for at DR virkelig tager sine public service forpligtelser alvorligt.

Kirsten Birgit i sin nytårstale 2015 : År 2015 var så også året, hvor man skulle se granvoksne mennesker græde over et stykke bagværk ;)
Lasse Jensen du har faktisk en pointe i, at de taler pænt og er empatiske i programmet, i modsætning til så mange andre reality programmer... Og det er sympatisk og - sødt;)
Fornem public service er måske alligevel lige at tage munden en anelse for fuld;)

Peter Knap: Nej samfundsanalyse på et højt niveau? Selvfølgelig ikke, hvilket jeg heller ikke påstår
Jeg mener så bare ikke at det ene udelukker det andet, men hvert emne og problematik til hver sin tid. Nogen vil se og høre rock andre klassisk, andre hygge tv, andre spil nogen er til FCK og Brøndby o.s.v.. Hvem kan afgøre hvilke interesser er rigtige for et ansvarligt samfundsmedlem. Min pointe at vi skal undlade frelsthed omkring interesser i forhold til afslapning.