Klumme

Svaret på livets store mysterier er: ’Do dum dum dum, de do dum dum’

Her er ingen redningskrans. Gud er ingen kujonagtig livsforsikring, men en smertelig påmindelse om, at der kun er dette ene liv. Og vi fucker det selv op. Det er et år siden, Leonard Cohen døde: Han prædiker stadig i mit indre. Og afslører nådigt mine egne amatørprædikener dette Luther-år
Leonard Cohen tilbragte årevis af sit liv fordybet i religion, filosofi og mystik. Han var buddhistisk munk, kristen poet og jødisk profet. Men forblev livet igennem æstetiker og humorist.

Leonard Cohen tilbragte årevis af sit liv fordybet i religion, filosofi og mystik. Han var buddhistisk munk, kristen poet og jødisk profet. Men forblev livet igennem æstetiker og humorist.

Henning Hjorth

7. november 2017

Jeg har altid kun haft ét religiøst forbillede. Og han døde på denne dag, 7. november, for præcis et år siden. I sit sidste interview fortalte han, at han ikke så sig selv som et religiøst menneske. Præcis ligesom Søren Kierkegaard, på hvis skrivepult man efter hans død fandt et ufærdigt manuskript, hvori han proklamerer, at han egentlig ikke kalder sig selv kristen.

Det er for mig at se den smukkeste afsked med livet, jeg kan forestille mig. At give afkald. Helt roligt. Jeg hører ofte det modsatte argument: At folk først bliver religiøse, når de skal dø. At der ingen ateister findes i skyttegrave eller i nedfaldne flyvemaskiner. Og at religion derfor også, med andre ord, ikke er andet end en trøstende redningskrans. En sidste kujonagtig livsforsikring.

Leonard Cohen var og bliver min yndlingskætter.

Han tilbragte årevis af sit liv fordybet i religion, filosofi og mystik. Han var buddhistisk munk, kristen poet og jødisk profet. Men forblev livet igennem æstetiker og humorist. Han nåede lige at udsende sit sidste album You Want it Darker, inden han selv faldt i mørket og døde. Vidunderlige skæbne! Med samme humor lovede han omsider at indvie sine tilhørere i sit længe søgte svar på livets store mysterier, hvorefter han tav og lod koret fortsætte:

»Do dum dum dum, de do dum dum«.

Det svarer lidt til, at Elvis siger, at livets mening er »Be Bop A Lula«.

Men er det virkelig det ypperste, vi kan nå? Er det virkelig ikke bare toppen af poppen, men også dybden af dybet?

Ja, det er det faktisk ifølge Leonard Cohen. Den vigtigste lære, Cohen tog med sig fra buddhistklosteret, var, at han skulle kureres for den illusion, at han var syg og havde brug for dens lære. Og dog er det klart, at der følger en livslang og lidelsesfuld vej med til denne (selv)erkendelse. En vej, den enkelte selv må gå, og som jeg ved med mig selv, at jeg ikke er i nærheden af at nå i mål med. Mindre kan også gøre det. Jeg er stadig kun på Elvis-niveau.

For Cohen var fordybelsen i det religiøse alt andet end en livsforsikring. Det var snarere en besindelse på det at være menneske, en ydmyg erkendelse af sin egen fejlbarlighed.

»I smile when I'm angry
I cheat and I lie
I do what I have to do
To get by
But I know what is wrong
And I know what is right
And I'd die for the truth
In my secret life.«

Eller som her, hvor han indrammer den menneskelige eksistens i et enkelt, poetisk paradoks:

»I fought against the bottle
But I had to do it drunk.«

Her er ingen redningskrans. Og Gud er ingen kujonagtig livsforsikring. Gud er snarere den smertelig påmindelse om, at der kun er dette ene liv. Og vi fucker det selv op. Hver eneste dag.

Måske er Cohens visdomsfilosofi et tiltrængt korrektiv til dette Herrens jubelår for Reformationen i 1517. Jeg har selv brugt året på at rejse landet rundt og prædike Luthers fortræffelighed. At han med sin enkle pointe om sola gratia, altså nåden alene, er det perfekte modsvar til både præstationssamfundet, konkurrencestaten og skammens trædemølle. Al præstation er overflødig, når Guds pagt er på plads.

For Cohen er der slet ingen pagt. Han ville ønske, at der var, men det er der ikke. Det bliver hans åndelige testamente i den sidste sang på det sidste album:

»I wish there was a treaty we could sign
It's over now, the water and the wine
We were broken then but now we're borderline
And I wish there was a treaty, I wish there was a treaty between your love and mine.«

Det er det sidste, Cohen havde at synge for os. Gud er ingen kujonagtig livsforsikring inden lukketid. Det kujonagtige er derimod, når jeg i mit stille sind skaffer Gud af vejen, for så afskaffer jeg samtidig den smertelige påmindelse.

»I’m sorry for the ghost I made you be
Only one of us was real and that was me.«

I Cohens univers er det her er et valg, vi hver især har at træffe. Om jeg vil stå ved mig selv, »like a Bird on a Wire«, eller om jeg vil bedrage mig selv.

For Cohen var der hverken en pagt eller en præstation. Der var bare tilfældet. Det blev tydeligt i hans sidste interview, hvor han kom med en bemærkning, der var lige så besindig, som den var kættersk:

»Hvis man er heldig, så opbygges kærligheden; hvis man er uheldig, så nedbrydes den. Jeg har været heldig.«

Do dum dum dum, de do dum dum.

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer