Vi vil ikke tage ved lære af orkanerne

Orkansæsonen for Atlanterhavet, som begyndte den 1. juni og slutter den 30. november, ser ud til at blive den dyreste, siden mennesker begyndte at opgøre den slags. Seneste tabstal for sæsonen er 433 dræbte, hvortil kommer de materielle skader, der skønnes at løbe op i 224 milliarder dollar.

På ACE-skalaen, der måler såkaldt ’akkumuleret cyklonenergi’, har man ikke før oplevet en sæson med hele tre orkaner, der nåede over skalaens værdi 40. En ene af disse orkaner, José, holdt sig til alt held over havet, hvorfor skaderne blev begrænsede. Men Irma og Maria trak begge et spor af ødelægggelse over Caribien, ikke mindst Puerto Rico.

Og Irmas ACE-værdi nåede op på 66,6 – det tredjehøjeste, der er målt.

Orkanen Harvey havde knap så meget cyklonenergi i sig, men udløste til gengæld rekordstore regnskyl og oversvømmelser i Houston og andre dele af Texas og Louisiana. Faktisk ser Harvey ud til at skulle blive den dyreste storm i hele USA’s historie – dyrere end selv genopbygningen af New Orleans efter orkanen Katrina i 2005.

Ledighedstal viser, at USA har mistet 33.000 job, der kan henføres til direkte følger af orkanen. Siden har vi yderligere set orkanerne Nate og Ophelia, hvor førstnævnte kostede mindst 24 mennesker livet i Costa Rica, Nicaragua og Honduras.

Kortsigtede valg

Harvey, Irma og Maria var begge ekstraordinært kraftige orkaner. Men antallet af dræbte og omfanget af materielle skader afspejler også menneskelige valg.

Houston-bystyrets berygtede laissez-faire-holdning betød, at større zoner af byen var mere sårbare over for oversvømmelser end nødvendigt. Fra 1996-2010 blev 22.000 hektar vådområder, der kunne have absorberet noget af regnskyllet, inddæmmet og drænet. I en by med mere langsigtet planlægning ville skaderne have været mindre omfattende og tabene af menneskeliv færre.

Langsigtet planlægning kan spare os for store summer. Ifølge en uafhængig undersøgelse fra det amerikanske kontor for katastrofeberedskab, Federal Emergency Management Agency, kan de amerikanske skatteydere spare i gennemsnit 3,65 dollar pr. dollar, der investeres i modforholdsregler mod naturkatastrofer.

Endnu mere for pengene får man i udviklingslande. I Bangladesh, hvor snesevis af millioner mennesker har bosat sig i floddeltaområder, der er frugtbare, men sårbare for oversvømmelse, vil terrænregulering, der hæver jorden ifølge hjælpe-ngo’en Islamic Relief kunne gennemføres til en pris af godt 525 dollar pr. familie, og sikre, at disse familier undgår at miste alt i en stor oversvømmelse. Dermed sparer man store summer til nødhjælp. Bangladesh har allerede reddet mange menneskeliv ved at opføre beskyttelsesrum mod storme og ved at etablere et bedre stormvarslingssystem.

Selv om rettidig omhu i planlægningen af modforholdsregler således kan dokumenteres at være særdeles omkostningseffektiv, bruger verden langt flere ressourcer på hjælp og genopbygning, efter at katastrofer er sat ind, end på at mildne virkningerne af naturkatastrofer, navnlig i fattige lande. Det er for så vidt forståeligt, da den slags lande selv i gode tider kan have svært ved at finde overskydende ressourcer.

Derimod burde det være mere muligt at prioritere internationale humanitære organisationers hjælpemidler anderledes. Ifølge tal fra FN og Verdensbanken brugte regeringer i de rige lande 20 procent af deres hjælpemidler til hjælp til ofre for naturkatastrofer, men kun en procent af dem til forebyggelse af katastrofer.

Føler ikke med potentielle ofre

To elementer i menneskets psykologi bidrager til vores irrationelle forsømmelse af effektive præventive skridt. Dels er vi ikke særlig gode til at forholde os til abstrakte, ikke nærværende risici, uanset hvor katastrofale følgerne kan blive. Dels falder det os lettere at bruge ressourcer på at redde identificerbare personer end på at redde liv, når vi ikke ved, hvilke personers liv det drejer sig om.

Første brist viser sig ved, at det har været nødvendigt at påbyde brug af sikkerhedsseler ved lov, selv om alle rationelle kalkuler viser, at brug af sikkerhedsseler er det fornuftige valg. Den andet brist viser sig ved, at vi er parate til at kaste alle kræfter ind på at redde minearbejdere, der sidder fanget i en sammenstyrtet gang, men knap så villige til at betale for sikkerhedsforanstaltninger, der kunne redde flere minearbejderes liv for færre penge i fremtiden.

Vores empati gør, at vi kan identificere os med de minearbejdere, der er afskåret fra omverdenen, men ikke med de mennesker, der vil blive reddet ved skrappere sikkerhedskrav. Ikke desto mindre vil hvert reddet ’statistisk liv’ også tilhøre en person, vi kunne identificere os med.

Dertil kommer spørgsmålet om stormene selv. Vi tænker på orkaner som en art naturbegivenheder, vi må tage, som de kommer. Men i flere årtier har klimaforskerne advaret os om, at fortsat udledning af drivhusgasser skaber global opvarmning med mere ekstremt vejr til følge. Selv om det er umuligt at henføre nogen specifik storm til klimaforandringer, ved vi, at når tropiske storme dannes over varmere vande, bliver de stærkere og mere intense.

Den atlantiske orkansæson for 2017 føjer nyt empirisk belæg til den forudsigelse. Omkostningerne til at råde bod på orkanskader må indregnes i cost-benefit-diskussioner om, hvad det skal koste os at skifte til renere energikilde og at nedbringe emissionerne af metan fra kødindustrien. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til omstillingen, men om vi har råd til at fastholde vores nuværende livsform på en planet, der er på vej til at blive overophedet med alle de konsekvenser, som det vil indebære.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen