Tak for en fin hyldest til 100-årsfødselaren Tove Ditlevsen i lørdagens litteraturtillæg.
I tillæggets ganske brede rundspørge beretter folk i alderen 23 til 91 år om deres forhold til forfatteren. Men i en kommentar samme sted fortæller Anna Ravn, hvordan hun som 12-årig stjal Ditlevsens Ansigterne fra barndomshjemmets bedst gemte reol, og hvordan hun her læste ting, ingen andre voksne ville fortælle hende om. Desuden er Ditlevsen kommet med i folkeskolelovens vejledende kanon, og hun læses som aldrig før i skolen.
Man kan derfor spørge, om det ikke havde været en idé at kigge ud over litteraturtillægssegmentet og spørge et par skoleelever, hvad de mon mener om Tove Ditlevsen. Læser de hende af pligt, af lyst eller af lystfyldt pligt?
Mange af de elever, jeg har mødt, ville svare det sidste, hvis de blev spurgt. Og på Paradisbakkeskolen i Nexø pryder elever fra 8. klasses billedfortolkning af Barndommens Gade en væg ved hovedindgangen, mens et stort portræt af forfatteren hænger på døren til et af pigetoiletterne.
Tove Ditlevsen er ikke bare en kanonisk forfatter eller læsestof for bogtillægslæsere. Fremtidens læsere interesserer sig tydeligvis også for hende. Og det er da en god historie.