Klumme

Ugens Intermetzo: Et overset jubilæum

Da Farao besøgte David
Debat
17. november 2017

Det er 40 år siden – 18. november 1977 – at Egyptens daværende præsident, Anwar Sadat, i et gennembrud i et anstrengt forhold aflagde statsvisit i Israel og talte i Knesset.

Den, der husker begivenheden, husker også det strejf af håb, besøget og de nu etablerede relationer mellem regionens betydeligste arabiske magt og Israel indgød. Fredsprocessen syntes nu lovende. Overrumplende al den stund Sadats besøg blev aflagt kun fire år efter den seneste krig: Yom Kippur oktober 1973.

Krigens udfald betød selvsagt ikke så lidt for egypternes fredsvilje. Israel så først ud til at være på hælene ved det pludselige arabiske angreb. Jøderne afholdt jo deres årlige Yom Kippur, beredskabet var slapt, israelske politikere og militærstyrker blev taget på sengen.

I betragtning af tabene talte man i begyndelsen af krigen om situationen som en reel trussel mod Israels selve eksistens. Men efter nogle dages panik og stadig flere og stadig mere blodige kampe viste den israelske overlegenhed sig atter engang. Jødernes panserstyrker gik i offensiven og erobrede Sinai frem til Suezkanalen. Dér stod den så.

Sadats fredsønske beroede altså dels på dette skuffende nederlag, dels på stigende indre krav i Egypten om færre udgifter til det militære kompleks og bedre levevilkår i den voksende middelklasse. Kun en tåbe frygter ikke den.

På talerstolen i Knesset underskrev Sadat imidlertid sin egen dødsdom og provokerede islamistiske kredse i det egyptiske militær. Fire år efter blev præsidenten myrdet under en parade i Cairo.

Fredsinitiativer i Mellemøsten koster.

Mordet på Rabin

14 år senere var det lykkedes udenrigsminister Shimon Peres og ministerpræsident Yitzhak Rabin at skitsere en fredsordning og for første gang åbne muligheden for realistisk længere sigtet sameksistens mellem jøder og den palæstinensiske stambefolkning.

Samme aften, hvor fejringen af freden fandt sted i Tel Aviv, og optimismen i den israelske fredsbevægelse var stor, blev Rabin, der netop var på vej hjem fra festen, myrdet af en højrefanatisk jøde.

Af alle mindesmærker i Israel over tabte liv og muligheder er mindestedet over Rabin dog det mest sorgfulde. Hvad det dog kunne have ført til, hvis ikke attentatmanden havde fået held med sit onde forehavende.

Siden er det næsten kun gået én vej, den forkerte. Freden synes lige så fjern som i snart 3.000 år i denne urolige kant af verden. En konflikt, de færreste begriber grundlaget for, såfremt de ikke har set stederne.

Rent bortset fra de umistelige hellige lokaliteter i Jerusalem er egnene nord og nordøst for Tel Aviv én stor historisk kilde til forståelse af landets særlige geopolitiske værdi. Landet, der flyder med mælk og honning – en fin karakteristik, der sandsynliggør, at den fjerne forfatter har været der.

Landskabet omkring Genesaret Sø, hvor Jesus efter sigende skal have udfordret vandspejlets bæredygtighed, og Sankt Peters-fiskene blev landet af ham, der lagde navn til arten og senere blev den første pave, bringer med Karmelbjerget i nærheden det toscanske og sydfranske i erindring.

Dette land er kostbart, man kan høste mere end én gang pro anno, der er ikke grænser for afgrøder af vin, oliven og citrus.

Det står ikke klart, hvor jøderne kom fra, og hvad de var, før de blev jøder. Nomadefolk formentlig, hvad ellers. Og her lå så denne håbefulde, livsaligt grønne ø midt i en nådesløs ørken uden fremtid for et driftigt ekspanderende folk.

Jerikos fald

Der var nu nogen i forvejen, således som der var nogen i forvejen i 1948. De kaldtes filistre; hak en hæl, klip en tå, siden kaldtes de palæstinensere.

Mosebogen beretter om Jeriko, der lå i vejen for det folk, der meget praktisk havde fået deres gud til at love dem landet. Sådan er det tit med guder, de lover mere end andre synes, det er rimeligt, at de holder.

Jeriko holdt, hvad jøderne var lovet. Byen faldt. I vore dage kan man kravle op på en lille høj uden for det nye Jeriko og glo ned i de ældre lag. Jeriko er sådan set 12.000 år gammel, så længe har der boet folk på stedet; murene, der ved krigsherrerne Moses og Arons belejring styrtede sammen, som skrevet står under trompeters klang, ligger mange meter nede.

Noget andet er, siger arkæologerne: Ikke meget tyder på, at byen trods murene var rigtigt befæstet: Tårnene sad på indersiden af murværket og var nytteløse mod en fjende. Jerikoanerne frygtede måske ikke nogen på de kanter og tog altså fejl, med mindre hele historien er løgn og latin – eller old-aramæisk.

Da Djævelen i øvrigt fik trang til at friste Vorherre i skikkelse af menneskesønnen fra Nazareth, fortalte skribentens skolefrøken, der var kristen, så det gjorde noget, at Den Onde trak Jesus med ud i ørkenen og fristede ham der. Det forekom allerede dengang besynderligt, at Djævelen dog ikke praktiserede sit store nummer, hvor der var skæg i gaden og butikker, hvad der også dengang var i det menneskemyldrende Jerusalem. Hvorfor f…. storke ud i ørkenen?!

Det gjorde Djævelen heller ikke, han trak Frelsermanden op på Fristelsernes Bjerg, hvor der nu er en moderne betonopgang. Derfra fik Jesus udblik over oasen Jeriko. Han stod ikke i sand til knæene og sultede og tørstede i 40 dage for ikke at lade sig friste, men gennemled fristelsen med udsigt, midt i den flade dystre ørken, ud over den grønne ødsle vandrislende rigdom, som byen struttede af også på afstand.

Jesus lod sig som bekendt ikke friste, det kunne ikke lade sig gøre i den teologiske sammenhæng, hvori han var indfattet.

De jøder, der var blevet kristne, og det var jo de første, har velsagtens i diasporaen, hvor de uanset deres nye religion, havde tabt det forjættede land, kunne sagtens sætte sig ind i fristelsens dimension. De har vidst med sig selv, at de ville have givet efter for Djævelen til gengæld for Jeriko. Senere gav de efter for både mere og mindre.

Sadat løb en betydelig risiko i myternes rige over alle.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Dem der skriver historien har et skriftsprog - et skriftsprog den kloge Metz mestrer på sin egen finurlige måde. Du er suverænt den bedste journalist der sætter det bedste værktøj i højsædet - Humoren. Tak for det - igen.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

@Torben K L Jensen
Det kan ikke siges bedre!

Michael Kongstad Nielsen

Hvem var jøderne oprindeligt? Sprogligt set var de arabere. Sproget var hamitisk, som alle de arabiske, og det er jo ikke forunderligt med den geografiske lokalisering.
http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Sprog%C3%A6tt...