Læsetid 3 min.

Som ung synes man, at man er revolutionens fortrop, men man er bare barn af sin tid

Jeg har boet i kollektiver det meste af min ungdom, for vi var færdige med kernefamilien, og vi ville leve i et fællesskab, hvor alle var lige. I dag bor ingen af os i kollektiver. Heller ikke børnene. Tiderne er skiftet
Kollektiverne havde deres storhedstid, men nu er epoken slut. Børnene af vores tid vælger kernefamilien. På billedet ses et beboermøde i kollektivet på Dyvekes Allé på Amager i 1969.

Kollektiverne havde deres storhedstid, men nu er epoken slut. Børnene af vores tid vælger kernefamilien. På billedet ses et beboermøde i kollektivet på Dyvekes Allé på Amager i 1969.

Ritzau Foto
Arkivfoto
14. november 2017

I anledning af Oktoberrevolutionens 100-års jubilæum bragte den tyske ugeavis Die Zeit forleden en reportage fra et tysk kollektiv.

Jeg genkendte meget! Jeg har selv boet i kollektiver det meste af min ungdom, for også vi var færdige med kernefamilien. Også vi ville leve i et fællesskab, hvor alle var lige. Mange kollektiver i 1970’erne så sig som led i en større socialistisk utopi. Ligesom i den tyske ’Kommune’, som de siger syd for grænsen – med den gevinst, at beboerne her hedder kommunarder.

De første mange år var frihedsår, ulemperne viste sig først efterhånden. For der var mange fordele: Vi boede godt til en brøkdel af, hvad det ellers ville koste, vi sparede på ressourcerne ved at deles om dem, vi var stærkere, når vi handlede politisk, vi havde venner omkring os, og vi var fælles om pligterne.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Chr. Mondrup
    Chr. Mondrup
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
David Zennaro, Steffen Gliese, Chr. Mondrup, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Martin Mørch

Har selv boet i forskellige kollektiver fra ca 69 og en del år frem. Men det er stadig en levende boform. To af mine børn bor i kollektiver i Kbh. de to andre leger med tanken når de finder passende muligheder. Variationen i hvordan det praktiseres er stor, men jeg har drillet min søn med at det meste af det, de har gang i, er gentagelse/genoptagelse af hvad jeg oplevede i 70/80erne. Både den aktivistiske del og graden af fællesøkonomi osv. Endelig er der en stor opblomstring af økolandsbyer/storkollektiver, så stafetten bæres videre.

ingemaje lange, Holger Madsen, Chr. Mondrup, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

Jeg bor selv i noget, der kan karakteriseres som kollektiv, men jeg vil nu hellere kalde det for et bofællesskab, fordi vi kun er tre og ikke holder egentlige møder, men tager diskussioner ad-hoc, når der er noget der går skævt. Jeg har boet i flere af slagsen gennem en årrække (4 år nu), og ikke alle af dem har været lige velfungerende. Jeg vil hævde, at det kræver, at man screener hinanden - og i særdeleshed sig selv - og opvejer behov mod forventninger, inden man flytter sammen. Min erfaring er, at gode venner, sjældent er gode sammen som beboere, fordi der hersker en masse fordomme og indforståethed, og så i særdeleshed følelser, der går ind og spænder ben for et praktisk samarbejde ved hverdagen. De mest kompetente bofæller, jeg har haft, har faktisk været folk, jeg ikke kendte (særligt godt eller slet ikke) på forhånd, men hvor vi har aftalt os til rammerne for vores samliv.

Det kan selvfølgelig godt kedsommeliggøre det hele en smule, fordi alting derved bliver forudsigeligt og først får lov at udvikle sig over tid, men det gode er at man opbygger en grundlæggende respekt for hinanden fra grunden, uden først at risikere at blive overrasket over andres undladelsessynder, fordi det tvinger en til at være åben og ærlig omkring sig selv og sin udviklingsproces - hvor man står i livet og hvad der fungerer og ikke fungerer for en.

Opskriften på succes er at det kræver offervilje og at alle tager en lige andel i daglige pligter og gøremål ud fra deres bedste evne. Opskriften på det modsatte, hvor fællesskabet går i stykker, er når en eller flere åbenlyst lukrerer på organisationen og ikke bidrager med noget selv, hvormed tingene falder fra hinanden og ikke længere hænger sammen. Du kan sammenligne det lidt med et samfund med kontanthjælpsmodtagere. Når flertallet bidrager og kun et mindretal nasser, kan man ikke mærke effekten af inaktiviteten, men hvis mindretallet opnår en kritisk masse (blot en enkelt ud af tre er nok til det - i mindre grad for to ud af otte mennesker eksempelvis), hvilket vil sige er stor nok til at true stabiliteten, så vil de flidsomme gå i oprør, og konflikter omkring arbejdet eller manglen på samme vil opstå. Det samme gælder den modsatte vej, hvis den ikke-bidragende ikke får sine ønsker opfyldt og behandles sekundært frem for ligeværdigt.

Brugerbillede for Markus Lund

Det er min påstand at alt for mange indgår i kollektiver på basis af lystfuldhed, spontanitet og livsglæde [varm emotionalitet] og alt for lidt af erfaring om organisering og ansvarsfordeling [kold rationalitet], for selv meningsfjender er i stand til at samarbejde, når den grundlæggende respekt er etableret. Således ødelægges manges forventninger til kollektivlivet, fordi de enten ikke selv eller andre modstridende parter grundlæggende ikke er kompatible med hinanden, og jeg har selv erfaret, at fællesskab tiltrækker mange egoister og/eller individualister, som inderst inde godt ved, at de fungerer håbløst alene, men måske ser lyset i at andre kan tage vare på dem. Det er også drivkraften i mange destruktive parforhold, hvor den enes manglende hånd i hanke med sig selv ruinerer det følelsesmæssige overskud, som får enheden til at stråle af harmoni.

Derfor vil jeg ikke skyde skylden på selve den kollektive konstruktion og organisering (det er jo bygget op af samme stof som selveste samfundet), men tværtimod manglende erfaring med intimt samarbejde og dårlig socialisering. Forklaringen på, hvorfor soldater eks. er i stand til at klare sig i vildmarken og har et stærkt broderskab, er at de gennem pinsler og udholdenhed socialiseres til et kammeratskab, hvor man tager vare på hinanden for hver en pris (en udfordring kan dog være at inkludere kvinderne i denne form for gensidig solidaritet grundet sexistiske traditioner inden for militæret). Denne manglende indsigt er frelste socialister jo i sagens natur fritaget for, fordi de aldrig har aftjent værnepligt (heriblandt mig selv) og organiseret sig omkring et fjendebillede, så de kommer til at afspejle den konsumkultur, de selv kommer fra, og er ikke i stand til at hjælpe andre med at få fode på sig selv, når de aldrig selv har lidt nød og har erfaring med at skulle arbejde hårdt for at vende tingenes tilstand på hovedet og forbedre situationen. Overlevelsesevnen oprinder af kampen mod de destruktive drifter i mennesket, og i sidste ende mod naturens barske udslettelse af svaghed.

Brugerbillede for Markus Lund

Du har i øvrigt også glemt at tage i betragtning, at i de fleste kernefamilier, er det kvinden der laver langt hovedparten af husarbejdet, mens manden sørger for hovedparten af lønnen til forbruget. Så kernefamilien er også 'syg' efter dine definitioner, for det er en af de mest ulige konstruktioner overhovedet, og den fungerer kun så længe flertallet af kvinder strukturelt set accepterer, at have en ulønnet stilling ved siden af lønarbejdet. Mens kollektivet kun er så godt, som de arbejdsomme individer gør det til.