Læsetid 5 min.

Vesten har gode grunde til at være vred på Kina

Kina har en væsentlig del af ansvaret for, at stadig flere i Vesten vender sig mod internationale handelsaftaler og globalisering. Landets politik har kostet handelspartnerne dyrt og skabt internationale ubalancer, som i sidste ende kan true den handel, Kina ellers lever højt på
Kinas eksport har i årevis fortrinsvis været af traditionelle lavteknologiske varer. Og eksporten er steget så meget, at der er kommet en voldsom uligevægt i samhandlen med vestlige lande.

Kinas eksport har i årevis fortrinsvis været af traditionelle lavteknologiske varer. Og eksporten er steget så meget, at der er kommet en voldsom uligevægt i samhandlen med vestlige lande.

Mark Henley

1. december 2017

Populismen og Vestens længsel tilbage til fortidens tryghed er blevet en yndet forklaring på den tiltagende modstand mod internationale handelsaftaler. Amerikanerne fremstår som reaktionære og lukkede, kineserne og nogle dele af Europa som fremadsynede og samarbejdsvillige. Men ser man nærmere på problemstillingen, har Kina en ikke ubetydelig del af ansvaret for modstanden.

I 2001 blev Kina medlem af WTO. Det betød, at landet nu fik adgang til at eksportere på langt bedre vilkår end tidligere. Den kinesiske eksport steg meget – 20-25 procent årligt – og da den kinesiske import steg langt mindre, opstod der et meget betydeligt eksportoverskud.

I løbet af det nye århundredes første tiår steg nettoeksportoverskuddet fra ca. to procent til otte-ni procent af bruttonationalproduktet.

Modstykket til det kinesiske eksportoverskud var et tilsvarende importoverskud over for Kina i andre dele af verden først og fremmest i USA og EU.

Det er konsekvenserne af den ubalance, der ligger bag den stigende kritik af globaliseringen.

Det skæve Vesten

Kinas produktion har været koncentreret om traditionelle industrier, hvor man har produceret enkle og billige varer ved hjælp af hovedsageligt ufaglært arbejdskraft.

I USA og EU er der opstået arbejdsløshed inden for disse områder, og der, hvor arbejdskraften stadig er i beskæftigelse, har indkomsten enten været stagnerende eller steget meget svagere end i andre dele af samfundet. Indkomstfordelingen er med andre ord blevet mere skæv.

Problemer af denne art vil opstå, når lande med lave lønninger øger deres eksport til lande med høje indkomster. I Kinas tilfælde er konsekvenserne betydelige, fordi eksporten af lavlønsprodukter er steget så stærkt over en ganske kort periode, og fordi eksportstigningen også har givet anledning til en betydelig uligevægt i samhandlen.

Havde Kinas eksportstigning været mindre, havde eksportstigningen strakt sig over en længere periode, havde eksportstigningen været fulgt af en tilsvarende kinesisk importstigning, så ville utilfredsheden og den kritiske holdning til globaliseringen have været mindre.

Det er vigtigt at nævne, at der er andre forhold end Kinas eksport, der har bidraget til arbejdsløsheden og den skævere indkomstfordeling i Vesten. Det gælder således den teknologiske udvikling og den finansielle og økonomiske krise i USA og Europa 2008-2012. Ikke desto mindre er den store kinesiske eksportstigning en væsentlig faktor til forklaring af den ubalance, der er opstået.

Det betyder imidlertid ikke, at det er den internationale handel, der er noget i vejen med. Det er ubalancerne, det er den manglende tilpasning, og det er det forhold, at Kina ikke er en markedsøkonomi, som er problemerne.

Kina bidrager ikke til balance

Når der er ubalancer, opstår der altid spørgsmålet om, hvem der skal foretage tilpasningen, og hvad tilpasningen bør gå ud på.

Kina har haft stor glæde af det internationale handelssystem. Også derfor kan landet ikke undsige sig medansvaret for, at systemet fungerer utilfredsstillende. Alligevel har man ikke villet bidrage til den nødvendige tilpasning.

Se blot på Kinas valutakurspolitik. Betalingsbalanceuligevægten har fået lov til at eksistere for længe. Kina har ikke gjort noget for at hindre, at de meget store eksportoverskud – ikke mindst over for USA og EU – er opstået.

I en meget lang periode var den kinesiske valuta yuan’en knyttet fast til dollaren. Det betød, at yuan’en var kraftigt undervurderet. Kina burde løbende have foretaget de nødvendige revalueringer, som kunne have reduceret eksportøgningen og øget importen til landet. Et mindre eksportoverskud eller måske ligefrem betalingsbalanceligevægt ville have betydet en mere harmonisk udvikling både for den kinesiske økonomi og for økonomierne i USA og EU.

Men Kina har ikke anvendt valutakursinstrumentet ud fra et ønske om at sikre en rimelig tilpasning, fordi landets udviklingsstrategi i høj grad har været basseret på øget eksport.

Også handelspolitisk har Kina ægget til ubalancer. Man har ikke åbnet op for import på samme måde, som WTO-medlemskabet har åbnet de udenlandske eksportmarkeder for Kina.

Kina har foretaget en række toldnedsættelser for importen, som krævet, men der er mange andre måder at bremse importen på. Det sker ved de såkaldte indirekte handelshindringer, som landet i stor udstrækning har benyttet sig af.

Man fastsætter nogle kinesiske produktstandarder, som diskriminerer importvarer. Den kinesiske stat har betydelige offentlige indkøb, og man udliciterer offentlige projekter, men i begge tilfælde favoriseres kinesiske varer og kinesiske virksomheder.

Når det kommer til oprettelse af udenlandske virksomheder i landet, diskrimineres der også. Kina kræver modydelser for at give de udenlandske selskaber markedsadgang. F.eks. kræver man, at de udenlandske selskaber giver Kina adgang til deres teknologiske viden.

Markedsøkonomi på kinesisk

Kinas manglende bidrag til skabelse af balance i de internationale sektorer viser sig også i Kinas industripolitik. I en plan for landets udvikling frem til 2025 har Kina udpeget ti erhvervsområder, som skal drive udviklingen frem. Det skal ske ved en ganske omfattende offentlig støtte, som vil diskriminere til fordel for store kinesiske selskaber.

Kinas industripolitik indebærer diskrimination. Man støtter kinesiske virksomheder på udenlandske virksomheders bekostning. De kinesiske selskabers deltagelse i det internationale handelssystem foregår ikke på markedsmæssige vilkår. Dermed tilsidesættes hele ideen bag det nuværende internationale handelssystem.

Da Kina blev medlem af WTO i 2001, var det med status som en ikke-markedsøkonomi. Man må formode, at forventningen fra WTO-medlemmerne var, at Kina ville forsætte den udvikling, man var i gang med, henimod en markedsøkonomi.

Dette skete imidlertid ikke. Udviklingen siden 2001 kombineret med den sidste plan for udviklingen frem mod 2025 peger i retning af, at Kina har opgivet at blive en markedsøkonomi i vestlig forstand. I dag taler man i Kina om en markedsøkonomi med kinesiske karaktertræk. Dermed er der lagt op til en konflikt imellem det, som Kina rent faktisk gør, og det, som kræves af Kina som medlem af WTO.

Skal Kina have modspil?

Alt i alt har Kina siden 2001 bidraget væsentligt til ubalancerne i de internationale handelsforhold. Derfor vil der uundgåeligt komme en række uoverensstemmelser imellem Kina og de lande, som støtter WTO-systemet.

Hvis Kina får et modspil, er der risiko for konflikt, og hvem ønsker sig konflikt med så stort et marked, hvor staten spiller så stor en rolle?

Men hvis Kina ikke får et modspil, er der i høj grad risiko for, at idégrundlaget bag WTO svækkes og i sidste ende bryder sammen.

Kina er ikke det eneste land, som har haft et meget stort eksportoverskud, men det forhindrer ikke, at der påhviler Kina et særligt ansvar, fordi den kinesiske økonomi er verdens største målt i købekraft, ligesom Kina er verdens største eksportør.

Søren Kjeldsen-Kragh er professor i samfundsøkonomi ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Henrik Brøndum
    Henrik Brøndum
  • Brugerbillede for Morten Lind
    Morten Lind
Henrik Brøndum og Morten Lind anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for kjeld jensen

frihandelsaftaler er lig menneskehedens undergang,hvorfor producere kæmpe store fladskærme og
andre ting,og sende dem ud på ca.20000 kilometer lang rejse med noget af det mest forurenende her på jorden,nemlig concainer skibe

Per Torbensen, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Steffensen
Lars Steffensen

Man kunne vel også nævne at erhvervslivet har bidraget til den rullende fiasko ved at udnytte situationen. De har i vid udstrækning brugt deres muligheder for outsourcing til at hindre økonomisk vækst for almindelige mennesker i ca. 30 år.

Vi kan alle være glade for at der er færre der dør af sult i Asien. Men hvorfor de nordeuropæiske og nordamerikanske arbejdstagere, de eneste der skal betale for det?

Rune Hjelm, Christel Larsen, Flemming Berger, David Zennaro og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jens Østergaard Petersen; - 09:31
Det har vel egentlig været kendt længe. Men måske Trump kunne gøre som Kineserne, få hånd i hanke med erhvervslivet.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Kina burde have glort, Kina skulle have gjort.... osv. Kina gør vel intet andet end det ellers højt besungne frie marked og den frie kapitaldannelse giver mulighed for. At vi i versten så ikke bryder sig om det er en anden sag. Men Kina spiller vel spillet.

Flemming Berger, Charlotte Svensgaard, Martin Madsen og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Hæ, nu bliver vi i Vesten ramt af frihandelens ubalancer, og straks skyder vi skylden på Kina. Ikke et ord om, at den kinesisk blanding af protektionisme og frihandel er direkte kopieret fra de vestlige økonomi- og historiebøger!

Trond Meiring, Peter Knap, kjeld jensen, Espen Bøgh, Søren Jacobsen, Flemming Berger, Jakob Trägårdh og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Årh, jeg ved nu ikke rigtig hvor meget man skal tro på denne lidt ensidige fremstilling, for vist er der meget rigtigt, men vesten bærer sandelig også en del af skylden selv ved sin økonomiske grådighed og udnyttelsen af billig arbejdskraft.

Amerika har selv deres egne handelshindringer overfor resten af verden, her kunne man passende pege på told og afgiftsforholdene mellem EU og Amerika, hvor EU betaler 15 % i Told for varer til Amerika, men omvendt gælder kun 5 % for varer til EU fra Amerika.

Vi bør nok også revurdere ordet "globalisering", for troen på Kina automatisk ville blive et vestligt demokrati ved handelssamarbejde alene, må siges at være ganske naiv, men måske kom tanken herom fra de rigeste liberalister, for at få del i formueskabelsen uden for landenes egne grænser via den billige kinesiske arbejdskraft.

Kigger vi lidt bagud til COP i København i sin tid, så erindres det måske at verden kritiserede Kinas forurening ganske voldsomt, og det med Amerika i front, - selv om det stod klart for alle og enhver, at det var vesten selv - med Amerika i front, der tjente flest penge på outsourcing af produktionen i hjemlandet til Kina, så selvfølgelig afviste Kina kritikken fra vesten.

Når vesten "flyttede sine produktionshaller" til Kina, skete det primært af hensyn til de lave arbejdslønninger i Kina, - men man skal ikke glemme at virksomhederne sandelig også så på de "væmmelige" statslige restriktioner i forbindelse med et renere miljø og de lovmæssige og økonomiske krav som regeringerne stillede til virksomhederne, - og som de undgik ved at outsource produktionen til Kina.

Hvad havde vesten egentlig forventet af al deres outsourcing af produktionen, - vesten har selv været igennem de miljøgener som produktionen affødte i sin tid - uden regulering, men som nu blev omkostningskrævende i hjemlandende, - troede man politisk der ikke ville ske det helt samme i Kina?

Det er ikke kun WTO eller globalisering eller mangelende tilpasning til markedet, som vesten i dag kan bebrejde Kina, - alt i alt er det helt kendte forhold, som vesten selv tidligere har betjent sig af selv, i økonomisk fordels interesse med i hele verden, - og som nu giver bagslag.

Per Torbensen, Trond Meiring, Rune Hjelm, kjeld jensen, Søren Jacobsen, Jakob Trägårdh, David Zennaro og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

WTO er blevet en organsation uden tænder og indflydelse efter både Rusland og Kina tiltrådte.
Feks. at Storbritannien vil basere deres vækst på WTO-regler efter Brexit bliver der grinet højlydt af.

Brugerbillede for Henrik Berlau

Blikket skal rettes mod de danske virksomheder der deserterede og steammede afsted til billig arbejdskraft. F.eks rederier som Mærsk, DFDS, Lauritsen der alle havde værfter i Danmark overførte knowhow og teknologi til værfter i Kina efter først at have malket statsstøttekroner ud af danske skatteborgere. Store værfter lukkede i Nakskov, Helsingør, København, Odense, Frederikshavn og i tusindevis af danske arbejdere fik deres levebrød fjernet.
Men blikket skal også rettes til de politikere, arbejdsgiverforeninger og faglige repræsentanter der i kor glædede sig over denne udvikling, og roste globaliseringen.

Globaliseringen blev af tilhængerne præsenteret som en hyggeligt markedsplads som vi alle ville få glæde af. For de mange millioner arbejdere i US og EU der mistede hele deres leve grundlag var markedspladsen en blodig slagmark. Det er denne slagmark politikkerne og eliten aldrig har intereseret sig for. De fik deres udkomme for at vende det blinde øje til.

Per Torbensen, Trond Meiring, Rune Hjelm, Christel Larsen, kjeld jensen, Espen Bøgh, Søren Jacobsen, Kim Houmøller, Flemming Berger og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Madsen

"Man fastsætter nogle kinesiske produktstandarder, som diskriminerer importvarer."
Altså krav om bedre kvalitet til de kinesiske forbrugere, end vesten kan levere?

Rune Hjelm, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Skovgaard Jensen
Jan Skovgaard Jensen

Vi kunne vel også kigge på vores nabo mod syd: Tyskland, som med Euro i hånden har kæmpe handelsoverskud bl.a. med resten af EU. Hvilket igen har gjort tilværelsen næsten umulig i det sydlige Europa. Danmark kan også bryste sig af et overskud. Vi har selv lavet reglerne for det indre marked og Euroen. Ikke Kina.

Nille Torsen, Trond Meiring, Rune Hjelm, kjeld jensen, Søren Jacobsen, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Jakob Trägårdh, Torben K L Jensen, David Zennaro og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Det var dog det mest jammerlige og hykleriske jeg længe har læst. Kina har udkonkurreret vesten, som ellers lige troede de havde vundet hele verden efter murens fald. Men det er da også en uspiselig bitter pille at sluge for svindler holdet. Kinas effektive og langsigtede statskontrollerede kapitalisme kan vestens deregulerede individualisme ikke slå. Kapitalismen tabte og sidder tilbage uden at fatte en brik.

Peter Knap, Rune Hjelm, kjeld jensen, Jens Thaarup Nyberg og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rune Hjelm

Jeps, det er kinesernes skyld!
Ikke noget med at vende blikket mod de kapitalister, som i profittens hellige navn udflyttede alle vores arbejdspladser til lavtlønslande som Kina for at tvære fagforeningerne ud og score profitten.
Nej, det er ikke deres skyld.

Det er kinesernes!

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Jeg er enig med artikelens forfatter at Kinas politikere har taget for store fordele på kort sigt. Taberne, arbejder- og middelklassen i USA og Europa, specielt Sydeuropa burde dog tage handsken op i stedet for at pive og skælde ud på EU. Køb lidt flere varer fra USA og Europa og lidt færre fra Asien.

Brugerbillede for Peter Knap

Afledningsmanøvre. Der er to problemer i verdenshandelen der truer vores samfund.
Det ene, at et mindretal får forbedret deres forhold, mens et stigende antal lades tilbage med mindre.
Det andet problem er overforbrug af jorden resurser. Senest har jeg hørt, at vi er ved at løbe tør for sand til byggegranchen. Sand af alle ting.
Det er det globale problem, der skal bekæmpes globalt.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Lad mig prøve at være djævelens advokat:

Alt andet lige:

Hvis amerikanerne køber mere i Kina, end de sælger til Kina, betyder det, at de har et handelunderskud. Men det betyder vel bare, at amerikanerne hellere vil have kinesiske varer end penge i banken, mens kineserne hellere vil have penge i banken end amerikanske varer.

Tilsvarende herhjemme: Hvis vi har et overskud på handelsbalancen betyder det jo blot, at vi hellere vil have penge i banken end vi vil have de varer, som vi sælger til kineserne.

Så hvad er problemet? Jeg er typen, der bruger alle mine penge og derfor aldrig har penge i banken, du er så en anden type, som godt kan lide at have penge i banken. Hvorfor er min adfærd bedre eller ringere end din? Og hvorfor kaldes jeg økonomisk uansvarlig, og du økonomisk ansvarlig, når det faktisk er dig, der er skyld i dette handelsoverskud, fordi du ikke har noget imod, at kineserne skylder dig penge?

Stod det til mig havde vi et stort underskud på handelsbalancen. At udenlandske fabrikanter hellere vil have penge i banken, end de vil forbruge deres egne varer, giver jo netop mig mulighed for at forbruge endnu mere. Hvorfor ikke se det som en gave? Hvis de følte sig snydt i denne handel, ville de jo nok ikk fortsætte den, men det gør de!

Og skulle de pludselig kræve gælden udbetalt, kan vi jo bare udstede nogle obligationer, på den måde skylder vi ikke kineserne noget mere, i stedet skylder vi pengene til hinanden. Og penge er jo bare nogle tal i et regneark, vi ved jo, at når bankerne låner penge ud skriver de bare tallet med rødt, mens indløn skrives med sort.

Keine behändigkeit, nur Hexerei!

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Søren Kjeldsen-Kragh mener vist, at grunden til, at flere og flere i Vesten vender sig imod handelsaftaler og globalisering, er KINA's kæmpe handels overskud. Der må man bare sige, at det gælder i hvert fald ikke os.

Måske har USA bare været for sløve i betrækket. Vores statsminister var fx. i Peking længe før USA's præsident, og mens den sidste er mere optaget af at være vred, var den første mest optaget af at sælge varer fra Danfos, Novo, Vestas etc.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Henrik Brøndum
02. december, 2017 - 08:03

Jeg mener opfordringen burde lyde sådan her:
"Sælg flere varer til Østen"

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Niels Nielsen

Nej jeg er ikke helt enig. Nu er jeg ikke super makroøkonom, men et handelsunderskud på varer (og tjenester) kan du på nationalt niveau ikke betale med din egen valuta, og du må principielt i stedet betale med fast ejendom, som f.eks. en bygning i Frederiksstaden eller på Manhattan eller guld. I værste fald kan amerikanerne blive nødt til at forære f.eks. Danmark til kineserne for at slippe for regningen. Af den grund synes jeg det er udmærket at Trump øger samarbejdet med Rusland, men jeg kan ikke lide hverken Trump eller Putins nationalkonservatisme i øvrigt.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Tak for svaret, Henrik, jeg er heller ikke supermakroøkonom, så hvis jeg fremturer vil det blot ende med at lyde, som når to blinde slås.

Men alligevel - det du siger er, at et handelsunderskud forventes afregnet i dollars, så for at kunne have et sådant underskud, er vi nødt til at kunne garantere, at vi er i stand til at fremskaffe disse dollars på et nærmere angivet tidspunkt - hvilket vi så kan gøre ved i mellemtiden at sælge varer til andre lande.

Men en garanti er jo ikke penge på bordet her og nu, men netop et løfte om fremtidige penge på bordet, og skulle fremtiden pludselig - og uventet - blive til nutid, kan vi for at indfri løftet selvfølgelig blive tvunget til at sælge en hel masse af de varer, som vi ellers selv skulle have haft glæde af.

Alligevel undrer det mig, for skulle det gå helt galt, kan vi jo bare devaluere kronen og generere nogle gratis dollars ad den vej. (Jeg ser her bort fra finanspagten, som forhindrer dette klassiske statsmandskneb). Det gør ganske vist kreditorerne vrede og sænker tilliden til kronen, men hvis en kreditor pludselig kræver sine penge her og nu, er denne tillid vel allerede røget, så - what's the big deal?

Jeg kæmper en hård kamp med at forstå den herskende økonomiske logik for tiden, så alle input er velkomne!

Brugerbillede for Peter Knap

Hvis økonomi bunder i attraktion, som den gør i mit verdensbillede, er logik og matematik ikke en del af det økonomiske grundlag. Hvor aktraktiv et objekt eller et ønske er for andre, og hvor meget de vil ofre for at få det, er de grundlæggende økonomiske faktorer.
Ønsket og begæret er ikke logiske størrelse, men de er altafgørende for økonomien.
Jeg har i øvrigt heller ikke megen forstand på økonomisk videnskab. Det bekymrer mig dog ikke særligt, da økonomene tilsyneladende heller ikke selv har det.

Brugerbillede for Henrik Plaschke
Henrik Plaschke

Søren Kjeldsen-Kraghs tekst rummer interessante pointer, men forbigår for mig at se også et par vigtige forhold:

For det første finder vi de meget betydningsfulde kinesiske betalingsbalanceoverskud helt tilbage i midten og slutningen af 00erne. I dag ligger overskuddet ”kun” på 2-3 % af BNP. Det er jo småting ved siden af det danske overskud, som ikke betyder så meget i international sammenhæng, og det tyske overskud (8-9 % af BNP), som til gengæld betyder ganske meget i international sammenhæng. I aktuelle sammenhænge er det tyske overskud nok en mere betydningsfuld kilde til global ustabilitet end det kinesiske.

For det andet bør det erindres, at den kinesiske regering og centralbank faktisk har været ganske konstruktive på et område, som Kjeldsen-Kragh ikke nævner, nemlig grundlæggende reformer af det internationale betalingssystem (valutasystemet og det finansielle system). Det internationale betalingssystem er jo en politisk institutionel konstruktion, der i sidste instans er et udtryk for politisk-økonomiske interesser og for dominerende politisk-ideologiske forestillinger.

Kineserne har – og med rette efter min mening – den opfattelse, at det internationale betalingssystem skal reformeres grundlæggende. Det handler ikke blot om tilpasninger af betalingsbalancer indenfor en given ramme, men om at ændre på denne ramme. Og her er deres inspirationskilde, interessant nok, ikke mindst det forslag til en et nyt internationalt betalingssystem, som fremlagdes af den britiske økonom John Maynard Keynes ved Bretton Woodskonferencen i USA i 1944. USA forkastede Keynes’ forslag, men ikke mindst pga. dets visionære karakter dukker det op igen og igen i internationale økonomisk politiske debatter.

Det handler bl.a. om udviklingen af et alternativ til det dominerende nationalt internationale betalingsmiddel (dollaren – nationalt internationalt fordi det både er betalingsmiddel i USA og i den internationale økonomi) og om anderledes og mere symmetriske regler for tilpasninger i forbindelse med uligevægte på betalingsbalancer, således at ikke blot underskudslande, men også overskudslande, skulle tilpasse sig. Overskudslande skulle således i Keynes’ forslag forpligtes til at ekspandere deres økonomi for derigennem at støtte eksport fra underskudslande. Ikke blot i 1944 ville det have være interessant. Det ville være uhyre interessant i en nutidig EU-sammenhæng, hvis Tyskland pålagdes en strafafgift for dets destabilisering af de globale og europæiske økonomiske ubalancer.

De kinesiske tanker kan bl.a. findes i forskellige bidrag fra Zhou Xiaochuan, der er leder af den kinesiske centralbank. F.eks.:

https://www.bis.org/review/r090402c.pdf

http://www.pbc.gov.cn/english/130721/2841998/index.html

Torben K L Jensen, Peter Knap, Søren Jacobsen, Jens Thaarup Nyberg og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jamen Søren Kjeldsen-Kragh, som er professor (uha), har jo argumenteret Henrik Plaschke,
hvad skal mine fattige tanker så gøre?

Brugerbillede for Henrik Plaschke
Henrik Plaschke

Michael Kongstad Nielsen

Du har altså med andre ord ingen argumenter. Jeg forsøger – efter bedste evne – at argumentere for mine synspunkter. Ud fra den grundholdning, at (1) et argument er et argument – uanset hvem, der fremfører det, og (2) at der er et påtrængende behov for at udvikle diskussioner om samfundsøkonomiske problemstillinger ud over snævre specialistgrupper og fagøkonomiske debatcirkler. Der er behov for deltagelse fra såvel andre forskere med andre faglige baggrunde end økonomi som for deltagelse fra engagerede borgere i øvrigt.

Hvis du kan bidrage til sådanne debatter med argumenter og/eller spørgsmål, kan jeg ikke se, hvorfor du skal holde dig tilbage. Derimod har jeg lidt svært ved at se, hvorfor vi andre skal høre om, at vi har passeret Keynes – med mindre der argumenteres for synspunktet. Ikke mindst når jeg nu har argumenteret for det modsatte.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Henrik Plaschke
Jeg er enig med dig i grundholdningen.
Med hensyn til dit andet afsnit må jeg sige, at jeg føler jeg mig på usikker grund når makroøkonomer folder sig ud, men har instinktivt lyst til at blande mig alligevel. I den konkrete sag kan det vel ikke være forkert at fremføre, at vi har passeret Keynes.
Hvilken argumentation, mener du der kræves her?

Uddrag af Wiki:
" ... Fra midten af 1930'erne fik Keynes' syn stadig større tilslutning blandt andre økonomer. "Storhedstiden" for hans teorier kom efter 2. verdenskrig og varede frem til begyndelsen af 1970'erne. De fleste økonomer var i denne periode enige om, at man nu havde fundet et effektivt virkemiddel, som kunne hindre konjunkturnedgange af den type, som man havde haft tidligere. I 1970'erne fik man imidlertid nye typer økonomiske problemer. Blandt andet dukkede fænomenet 'stagflation' op. Det var en kombination af øgede prisstigninger og stigende ledighed. Stagflationen kan ikke ophæves ved hjælp af de traditionelle keynesianske efterspørgselsstimulerende tiltag, fordi den opstår som følge af et negativt udbudsstød til økonomien – en type stød, som ikke indgik i Keynes’ tankegang."

Det kan godt være jeg slog ned et forkert sted, men tankegangen har fået sig så mange på goddag'en siden Bretton Woods sammenbrud, ophævelsen af guldfoden, oliekrisen etc., så man kunne ønske sig at se på makroøkonomien på en ny måde.
Derfor tillod jeg mig at sige, at vi har passeret Keynes.

Man kunne også studere franske Piketty nærmere.

Brugerbillede for Henrik Plaschke
Henrik Plaschke

Michael Kongstad Nielsen

Tak for dit svar.

Når man siger, at man har passeret Keynes, kan det betyde i hvert fald to forskellige ting: at Keynes ikke længere er in eller mode, eller at Keynes ikke længere er relevant, fordi hans teorier eller modeller eller længere har forklaringskraft eller anvendelsesmuligheder i en aktuel situation. Ideelt set burde disse to betydninger være identiske, men det er de desværre ikke.

Det er klart, at Keynes ikke længere er på mode på samme måde som tidligere, om end hans tanker dog har fået et klart come back i de senere år, hvor ny-klassisk (eller før-keynesiansk) økonomisk tænkning har vist sin absolutte irrelevans – som teoretisk forklaringsmodel og som redskab til politikudformning.

Skal man imidlertid forholde sig ordentligt til Keynes’ tanker og deres nutidige relevans, må man se på, om det er de grundlæggende teoretiske tankegange, der er problematiske, eller om det snarere handler om et behov for anderledes politikredskaber pga. historisk udvikling (Keynes døde for snart 75 år siden) og ændrede økonomisk-politiske strukturer. For mig at se, at der intet, der tyder på, at de grundlæggende tankegange hos Keynes er forkerte. Men de skal naturligvis udvikles og opdateres i takt med de økonomiske systemers udvikling og forandring. Såkaldt keynesiansk økonomisk politik hviler eksempelvis ofte på en ikke altid klart udtalt forudsætning om forholdsvis lukkede økonomiske systemer, hvorved ekspansiv politik fører til stigende betalingsbalanceunderskud fremfor stigende beskæftigelse (eller måske stigende beskæftigelse hos samhandelspartnerne!).

Keynes’ tanker i forbindelse med Bretton Woods systemet handlede netop om, at udviklede et sæt af institutioner, der kunne beskytte national økonomisk politikudformning og skabe en vis symmetri mellem lande (ikke mindst USA og England) i den internationale økonomi. Som jeg skrev det i mit tidligere indlæg, accepterede USA ikke disse forslag, der derfor aldrig er blevet gennemført og derfor ikke blev en del af Bretton Woodssystemet. Var de blevet gennemført, ville rammerne for nationale økonomiske politikker have været helt anderledes, end de rent faktisk blev.

Et led i Keynes’ tanker i forbindelse med Bretton Woods (som dog ikke er blevet videreudviklet af Kina) var f.eks., at lande, der modtog kortsigtet spekulativ kapital fra udlandet, skulle forpligtes til at returnere denne til afsenderlandet! Det ville jo nok gøre det en smule lettere at bekæmpe skattely, hvis en sådan regel fandtes… Nej, jeg synes faktisk ikke, Keynes er passeret… tværtimod!

Du nævner Piketty og behovet for at studere ham nærmere. Det har jeg gjort, og for mig at se, er der intet problem i at lade sig inspirere af begge (om end der naturligvis kan være uoverensstemmelser her og der). Samtidig det klart, at Keynes måske ikke tager tilstrækkelig meget højde for fordelingen af indkomster og formuer, således som Piketty gør det. Det gjorde til gengæld Keynes’ samtidige, den polske økonomi Michal Kalecki, som jeg også har nævnt for nylig i en anden tråd (https://www.information.dk/debat/2017/11/foelelserne-regerer-frihandelsd... – et fint nutidigt perspektiv på Kalecki kan findes her: https://www.theguardian.com/commentisfree/2013/jan/14/deepening-mess-wor...).

Torben K L Jensen, Jens Thaarup Nyberg og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Det er ikke rigtigt at den vestlige neo-liberale økonomiske politik ikke har nogen konkurrent.
Der er på vej til at kollapse under den fremadstormende statskapitalisme med Kinas nye silkevej,konkurrenten til IMF og store infrastrukturprojekter i de gamle afrikanske kolonier for ikke at tale om de nye krypto-valutaer med blockchain der fuldt ud dækker Keynes´ drøm om en handelsvaluta uafhængig af alle centralbanker og noget der ikke kan manipuleres. Handelsaftaler vil i fremtiden blive placeret i blockchain og dermed fuld transparente.

Brugerbillede for Henrik Plaschke
Henrik Plaschke

Torben K L Jensen

Jeg er enig med dig i, at den vestlige neo-liberale økonomisk politik udsættes for alvorlig konkurrence fra den fremstormende kinesiske udviklingsmodel. Men om det så ”ender med” den vestlige kapitalismes kollaps og den kinesiske kapitalismes globale sejrsgang, forekommer mig trods alt fortsat at være et ganske åbent spørgsmål. Et kort, nuanceret og på Kinas vegne ganske optimistisk synspunkt fremførtes i øvrigt for nylig af Adair Turner, den tidligere formand for Storbritanniens Financial Policy Committee: https://www.project-syndicate.org/commentary/china-versus-washington-con....

Men jeg er langt fra overbevist om dit optimistiske fremtidsscenarie for krypto-valutaer med blockchain. Disse svarer på ingen måde til Keynes’ drøm, der ikke handlede om en valuta ”uafhængig af alle centralbanker”, men derimod om en valuta uafhængig af nationalstater og hermed af nationale centralbanker. Keynes var i høj grad bevidst om vigtigheden af en institution (en slags international centralbank) til at varetage og understøtte udstedelsen af et internationalt betalingsmiddel. Bitcoins o.l. har ikke en sådan bagvedliggende institutionel støtte, hvilket formodentlig er en af forklaringerne på dens ekstreme ustabilitet. Krypto-valutaer svarer måske mere til jettoner i et kasino end til valutaer (http://finance.blog.lemonde.fr/2017/10/24/les-crypto-currencies-ne-sont-...), og det er – for nu at sige det diplomatisk – et overraskende synspunkt, når du hævder at krypto-valutaer ikke kan manipuleres. Ligesom det vel også ville være lidt en overdrivelse at betegne dem som fuldt ud transparente.