Læserbrev

Det var en vinder!

10. november 2017

Lasse Jensen skrev her i avisen onsdag den 8. november om en højesteretskendelse fra sidste uge. Højesteret slog her fast, at PET’s forbud mod offentliggørelse af bogen PET – Jakob Scharfs tid burde have været rettet til Politikens ansvarshavende chefredaktør og ikke til JP/Politikens Hus A/S, det vil sige til mediekoncernens øverste ledelse. Højesteret stadfæstede dog Østre Landsrets aktuelle kendelse, populært sagt fordi PET på baggrund af en tidligere sag ikke havde vidst bedre.

Lasse Jensen skriver, at spørgsmålet om »rette adressat« var, hvad sagen »i hovedsagen« handlede om. Det er forkert. Når Danske Medier trådte ind i sagen som mandatar for JP/Politikens Hus A/S, var det alene spørgsmålet om rette adressat – og intet andet, det handlede om, fordi det er meget vigtigt for mediernes frihed, at den ansvarshavende chefredaktør bærer hele ansvaret for mediets indhold. Derfor er det også redaktøren, der skal modtage et eventuelt forbud mod at bringe bestemt indhold.

Det var det, Højesteret slog fast. Godt det samme, for hvis andre i mediehusets ledelse lejlighedsvis skulle spørges om redaktionelle dispositioner, ville redaktørens ansvar ikke mere være reelt; og med en svag bestyrelse eller forretningsledelse kunne banen ligge åben for for eksempel annoncør- og politikerindflydelse på det redaktionelle produkt.

Lasse Jensen mener, at der stadig er en mulighed for, at et forbud kan nedlægges uden om redaktøren, fordi der i dommen står, at dette skal ske »som udgangspunkt«.

Men når Højesteret skriver, at »forbud derfor som udgangspunkt nedlægges mod den ansvarshavende redaktør«, betyder »som udgangspunkt«, at der stadig i medieansvarslovens paragraf 15 er et nødvendigt forbehold, der siger, at udgiveren er ansvarlig, hvis der er »... manglende eller ukorrekt angivelse af redaktøren eller på grund af redaktørens manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed«. Og der ligger ikke andet i »som udgangspunkt«.

Selv om det ikke blev til en omstødelse af Østre Landsrets kendelse, har vi fået den ønskede afgørelse, der helt klart bestemmer, at fremtidige forbud skal rettes mod den ansvarshavende redaktør. En dissens fra et mindretal af dommere ændrer ikke det mindste ved højesteretskendelsens autoritet. Der er ikke, som Lasse Jensen skriver, noget mudret ved den afgørelse, og det er vi taknemmelige for.

Ebbe Dal er administrerende direktør ved Danske Medier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Ifølge Ebbe Dal må Lasse Jensen ikke skrive .. »i hovedsagen« .., når han burde skrive - 'alene - og intet andet'. Ja, præcision er godt
Men Højesteret må godt skrive »som udgangspunkt«.uden at det svækker afgørelsen.
At »som udgangspunkt«. kun henviser til medieansvarslovens §15, ved man dog ikke noget sikkert om.

Højesterets dom var - om ikke mudret, så dog grumset, først og fremmest fordi fogedforbuddet ikke blev kendt ulovligt på grund af forkert adressat, men for Ebbe Dal ligger den klare sejr i, at dommen siger, at det ville det blive i fremtiden. »som udgangspunkt«.

Man må også undre sig over, at PET's jurister og dommerne i by- og landsret ikke kender medieansvarsloven. Og at en tidligere sag (fra DR) skulle undskylde PET for den forkerte adressat, allerede fordi DR's generaldirektør er både ansvarshavende og øverste direktør på én gang.

Det var højst en halv vinder.