Læserbrev

Vurder ikke Polen ud fra gamle fordomme

24. november 2017

Jeg har med forundring læst David Rehlings lederartikel »Polen marcherer tilbage mod sin fortid« bragt i Information den 20. november.

Jeg anerkender fuldt ud retten til at kritisere situationen i Polen, men jeg føler mig forpligtet til at rette nogle usande og ensidige informationer i teksten om blandt andet ansvaret for Holocaust på de polske landområder, Polens Institut for National Erindring og ikke mindst generaliseringer, der antyder, at størsteparten af polakker er nationalister og xenofober.

Tilstedeværelsen af en aggressiv, men marginal gruppe nationalister ved uafhængighedsmarchen den 11. november i Warszawa skal uden tvivl beklages dybt, og den er blevet fordømt af Polens præsident Andrzej Duda og repræsentanter for regeringen, som har understreget, at »der i Polen ikke er plads til hverken racisme eller xenofobi«.

Dagen blev også fejret af 20.000 deltagere i et uafhængighedsløb og store menneskemængder ved Den Ukendte Soldats Grav, som mindedes dem, der har ofret livet for Polens frihed. Disse glade billeder af fejrende polakker har dog ikke nået verdenspressen, der ofte vælger at fokusere på en ekstremistisk gruppes forkastelige opførsel.

Polens Institut for National Erindring har til opgave at dokumentere de tragiske dele af den polske historie i det 20. århundrede, både de prisværdige og de svære. Deres publikationer har aldrig indeholdt holocaustbenægtelse, og ingen repræsentanter for dets ledelse er nogensinde fremkommet med den slags obskure udtalelser.

De polske landområder er en del af de Bloodlands, som historiker Timothy Snyder behandler i sin ikoniske historie om det østlige Europa under Anden Verdenskrig. Polen var berøvet en stat, det var delt mellem Hitler og Stalin, og det var det land i Europa, hvor den største andel af befolkningen blev udryddet – herunder næsten alle polakker af jødisk oprindelse – i tyske gaskamre eller under sovjetisk terror.

Polakkerne endte efter 1945 på den forkerte side af jerntæppet. De oplevede kommunisme i den sovjetiske udgave, hvilket medførte, at Polen i 1989 var bankerot økonomisk og politisk, og at forsvar for menneskerettigheder kostede fængsel. Kirken udgjorde en oase med sin humanistiske tilgang til individets frihed, og det var pave Johannes Poul 2., der i 1979 gav polakkerne håb om Berlinmurens nedbrydelighed.

Fagforeningsbevægelsen Solidaritet med Lech Walesa i spidsen fandt ly i kirkerne. Polakkerne blev konservative – tvunget af omstændighederne. Man må ikke være overrasket over, at de socialistiske idealer, som blev kompromitteret i årene 1945 til 1989, ikke vækker begejstring i Polen i dag, hvilket entusiastiske venstreorienterede som for eksempel partiet Razem oplever.

Jeg vil opfordre til ikke at vurdere Polen ud fra gamle fordomme, men at besøge landet og med egne øjne se, at polakkerne drømmer om en skandinavisk velfærdsstat, der modvirker overdreven ulighed. Det var netop dette sociale program, som den nuværende regering vandt valget på i 2015, og som de effektivt har implementeret – blandt andet gennem indførelse af børnepenge. På det mentale plan er polakkerne nordiske og stærkt knyttet til et lige samfund og menneskerettigheder. Det er værd at huske på i analyser af den nuværende samfundsmæssige og politiske situation i Polen.

Henryka Mościcka-Dendys, Polens ambassadør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Michael Hullevad
Toke Andersen og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu