Kronik

Žižek: #MeToo kan blive et epokegørende skridt mod lighed ... hvis ikke vi snubler i offerrollen

Årtusinders indgroede måder at tænke og regulere forholdene mellem kønnene på bliver anfægtet og undergravet af #metoo. Og den protesterende part er ikke en LGBT+-minoritet, men et flertal: kvinder. Der er tale om en vækkelse, men dens revolutionære potentiale risikerer at gå tabt i de tidstypiske offerlogikker
Filosoffen og kønsteoretikeren Judith Butler skulle for nylig holde oplæg i Sao Paulo under en konference om demokrati. Det førte til demonstrationer hvor ultrakonservative brændte dukker af teoretikeren, som er blevet et symbol i den ophedede identitetspolitiske debat.

Filosoffen og kønsteoretikeren Judith Butler skulle for nylig holde oplæg i Sao Paulo under en konference om demokrati. Det førte til demonstrationer hvor ultrakonservative brændte dukker af teoretikeren, som er blevet et symbol i den ophedede identitetspolitiske debat.

Fernando Bizerra Jr.

22. november 2017

For nylig var den amerikanske ’queer’-filosof Judith Butler med til at organisere en konference om demokratiets død i São Paulo, Brasilien. Selv om det således ikke skulle handle om transseksuel identitet, tog højreorienterede demonstranter opstilling ud for arrangementet og brændte en dukke af Butler, mens de råbte Quimem a bruxa! – portugisisk for ’brænd heksen!’

Den bizarre hændelse var endnu et eksempel på tidens tiltagende politisering af kønsforskelle – en politisering, vi ser folde sig ud på to komplementære måder: På den ene side den transseksuelle opløsning af de faste kønsidentiteter. På den anden de nykonservative reaktioner imod selvsamme fænomen.

Alt solidt fordufter

Beskrivelsen af kapitalismens dynamik i Det Kommunistiske Manifest bør i dag udbygges: Vi har brug for en beskrivelse af, hvordan den globale kapitalisme i stigende grad også umuliggør al seksuel »ensidighed og begrænsning«. For også på de seksuelle praksissers område ser vi, hvordan »alt fast og solidt fordufter, og alt helligt bliver klædt af«.

De kapitalistiske dynamikker tenderer imod at erstatte hetero-normative standarder med knopskydning af ustabile, skiftende identiteter og/eller orienteringer. I dag er det blevet den dominerende majoritetsposition at hylde og berømme ’minoriteter’ og ’det marginale’. Selv de alt-right-typer, der beklager sig over det venstreorienterede politiske korrekthedstyranni, poserer gerne selv som beskyttere af en truet minoritet.

Det forudså Marx og Engels for 150 år siden i første afsnit af Manifestet: »Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold« – men dette overses ganske af dagens venstreorienterede kulturteoretikere, der insisterer på at rette kritisk fokus imod den patriarkalske ideologi og dens praksisser.

Hvordan forholder vi os til denne spænding? Er det tilstrækkeligt at støtte transgender-opløsningen af kønsidentiteterne, mens man samtidig holder sig bevidst om begræsningerne i denne tilgang? Nej, for der findes en tredje vej til opgør med de traditionelle kønsidentiteter. Det er den, vi lige nu ser i den eksplosive kampagne, hvor kvinder offentligt, åbent og i massevis deler deres erfaringer med mandlig seksuel vold.

At medierne forfalder til at dække fænomenet sensationalistisk, bør ikke distrahere os fra, hvad der foregår: Det her er en epokegørende forandring – en kæmpemæssig vækkelse, et nyt kapitel i lighedens historie. Årtusinders indgroede måder at tænke og regulere forholdene mellem kønnene på bliver anfægtet og undergravet. Og den protesterende part er ikke en LGBT+-minoritet, men et flertal: kvinder.

Viser skyggesiden

Det er ikke nyt, at kvinder udnyttes seksuelt – det vidste vi i forvejen, vi formodede det i al fald, men vi var bare ikke parate eller villige til at tage et åbent opgør med det. Nu eksponerer kvinder skyggesiden af vores officielle påstande om lighed og gensidig respekt.

Som ved alle revolutionære omvæltninger ser vi også ’uretfærdigheder’, ironier etc. – f.eks. går det næppe an at kategorisere komikeren Louis CK’s glæde ved at onanere foran kvindelige kollegaer som seksuel vold. Men vi skal ikke lade os distrahere, snarere fokusere på de problemer, som ligger forude. Første opgave må være at tage bestik af, hvad vi henholdsvis kan vinde og tabe ved denne omvæltning af vores nedarvede forførelsesprocedurer.

Nye regler for vores omgang med hinanden skal udvikles, så vi undgår en steril frygtens og usikkerhedens kultur. Intelligente feminister har for længe siden bemærket, at hvis vi skal forestille os en fuldstændig politisk korrekt form for kurtisering, kommer vi uhyggeligt tæt på en formaliseret markedskontrakt.

Problemet er, at seksualitet, magt og vold er langt mere sammenflettede, end vi måske vil tro, så mange af de elementer, som betragtes som brutalitet, kan seksualiseres – sadisme og masochisme er også seksualitetsformer. En seksualitet, som er udrenset for vold og magtspil, kan altså meget vel ende med at blive afseksualiseret.

Næste opgave bliver at sikre, at den igangværende eksplosion af bekendelser om seksuel undertrykkelse ikke forbliver begrænset til de rige og berømte offentlige figurers verden, men ’siver ned’ og gennemtrænger dagliglivet hos millioner af ordinære ’usynlige’ individer.

Farlig offerrolle

Endelig må vi finde ud af, hvordan vi kan koble denne vækkelse til igangværende politiske og økonomiske kampe. Den må ikke forvandle sig til endnu et eksempel på, at politisk legitimering funderes i subjektets offerstatus.

I dag ser vi en bizar kombination af på den ene side et frit subjekt, der oplever sig selv som ultimativt ansvarlig for egen skæbne – og på den anden side det subjekt, som funderer sin tales autoritet i en status som offer for omstændigheder, der ligger uden for subjektets kontrol. 

Enhver kontakt med et andet menneske opleves som en potentiel trussel (sender den anden mig begærlige blikke, gør han mig allerede fortræd). Denne offerlogik er i dag gjort universel og rækker langt ud over standardtilfælde af seksuel eller racistisk chikane – tænk blot på skadeserstatningsindustriens ekspansion siden tobaksindustriens kompensationsaftale i USA i 1998 og før da på de finansielle krav fra holocaustofre og tvangsarbejdere i Nazityskland og på ideen om, at USA skulle betale afroamerikanere hundredvis af milliarder for de afsavn, de i generationer har lidt på grund af deres forfædres slaveri …

Opfattelsen af subjektet som det uansvarlige offer indeholder et ekstremt narcissistisk perspektiv, der betyder, at alle møder med Den Anden forekommer som en potentiel trussel imod subjektets skrøbelige balance.

Det offergjorte subjekt er ikke det modsatte af, men snarere et supplement til det liberale frie subjekt: I vore dages dominerende form for individualitet overlapper det psykologiske subjekts selvcentrerede selvhævdelse med oplevelsen af sig selv som offer for omstændighederne.

For nu at vende tilbage til #metoo-vækkelsen: Er faren så ikke, at ideologien om personlig frihed gnidningsløst kombinerer sig med ideologien om offerstatus (Friheden bliver reduceret til frihed til at fremføre sin offerstatus)? Dermed kan den radikalt frisættende politisering af vækkelsen gøres overflødig.

Resultatet kan blive, at den nye kvindekamp ikke kobler sig til andre igangværende kampe imod global kapitalisme og økologiske trusler, for et mere ægte demokrati, imod racisme etc.

Slavoj Žižek er sociolog og kulturkritiker. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian De Thurah
  • Torsten Jacobsen
  • Jeppe Lykke Møller
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
  • Gustav Alexander
  • Torben K L Jensen
  • Gert Hansen
  • Grethe Preisler
  • Steffen Gliese
  • Simon Pilgaard Hansen
Christian De Thurah, Torsten Jacobsen, Jeppe Lykke Møller, Niels Duus Nielsen, Bjørn Pedersen, Gustav Alexander, Torben K L Jensen, Gert Hansen, Grethe Preisler, Steffen Gliese og Simon Pilgaard Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimerende indlæg af Zizek - især med hans reference til offerkulturen, som jo findes mange steder, fx i Catalonien eller blandt flere af Trumps vælgere.

Grethe Preisler

NB, OBS:

At anbefale en artikel i nærværende 'mindst ringe avis' er ikke nødvendigvis det samme som at tilkendegive, at man i et og alt er enig med artiklens forfatter, men kan lige så godt være motiveret af, at man finder artiklens indhold interessant nok til seriøse overvejelser.

Med andre ord:

I tider som disse, kan man ikke være forsigtig nok og er som oftest nødt til at gå med både livrem og seler, hvis man ikke vil udsættes for anklager om at 'ligge under for falsk bevidsthed' og 'kognitiv dissonans' fra andre debattører og -tanter, som allerede for nærværende har 'fundet de vises sten' og konstrueret deres egne 'evighedsmaskiner' på grundlag af samme ... ;o)

ulrik mortensen, Lise Lotte Rahbek, Jeppe Lykke Møller, Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Hvad man læser i Russia Today den ene dag, finder man så på information den næste. Fornemt valg af essay!

Det er spændende - og paradoksalt - at offermentaliteten skulle blive en udstrækning samt en yderligere solidificering af den neoliberale individuelle frihed .. Altså individets totale, narciscistiske frihed til ikke at lade kollektivets værdier, tanker eller agens true individets imaginære, indre balance.

Det er vigtigt at venstrefløjen her griber i egen barm og tager ved lære. Trumps vælgere og alt-right typerne er ganske rigtig skyld i denne form for offermentalitet - men det er på mange punkter en - virkelig dum - reaktion på offermentaliteten hos de amerikanske college liberals eller de europæiske feminister. Man har så op højrefløjen valgt at kalde det kulturmarxisme og begyndt at praktisere præcis den offermentalitet, som man ellers korrekt har identificeret hos venstrefløjen.

Når karseklippede alt-right typer ævler om 'white genocide' eller amerikanske college feminister med lilla hår snakker om 'patriarki' og mikroaggressioner, er vi så ikke netop ude i en komplet fabrikeret/indbildt trussel mod disse typers imaginære, indre balance?

Jeg finder indlægget som minimum kontroversiel!

"Denne offerlogik er i dag gjort universel og rækker langt ud over standardtilfælde af seksuel eller racistisk chikane – tænk blot på ... de finansielle krav fra holocaustofre og tvangsarbejdere i Nazityskland." Hvad for noget?!? Skal der her stilles spørgsmålstegn ved, om erstatning for dem, der har overlevet KZ eller KZ-lignende forhold (tvangsarbejderne) er berettigede? Eller erstatning for dem, hvis familier blev hånet, jagted, tortureret og til sidst udryddet? Den påstand er fuldkommen uden for enhver diskussion for mig.

Også et andet sted i teksten vurderer Žižek overgreb som ikke værende overgreb: "... f.eks. går det næppe an at kategorisere komikeren Louis CK’s glæde ved at onanere foran kvindelige kollegaer som seksuel vold. " Nej? Hvad ville hr. Žižek da kategorisere det som? Komik? Det er under alle omstændigheder overgreb, og alt efter det kollegiale forholds karakter kan det være seksuel chikane, seksuel tvang eller vold.

CK har erkendt ugerningerne og har iflg. NYT fået en meget vigtig erkendelse: "These stories are true. At the time, I said to myself that what I did was O.K. because I never showed a woman my dick without asking first, which is also true. But what I learned later in life, too late, is that when you have power over another person, asking them to look at your dick isn’t a question. It’s a predicament for them."
https://www.nytimes.com/2017/11/10/arts/television/louis-ck-statement.html

Som også er tilfælde ved sado-masokistiske forhold og øvrige seksuelle forhold, som indebærer former for vold, så KAN disse være fuldkommen upåklagelige, så længe de foregår med alle involveredes udtrykkelige indforståelse mellem mennesker, som er på øjenhøjde med hinanden. Så snart én part på én eller anden måde har magt over den anden eller flere involverede, kan - og bør - der sættes spørgsmålstegn på frivilligheden.

Kan være, Žižek er dygtig til at teoretisere om mangt og meget, men han synes at mangle både indfølings- og bedømmelsesevne hvad angår det konkrete liv.

Tinne Stubbe Østergaard, Lise Lotte Rahbek og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Re: "det konkrete liv"

Er det et liv som det, "dokumentaristerne" fra DR-tv's program 3 lige er blevet færdige indtil videre med at skildre i serien om sugardateren Gina Jacqueline?

I bekræftende fald sejer a walbekomme og velkommen til næste runde af Adam Prices tåkrummende dokumentarserie "Herrens Veje" om livet blandt de indfødte i en eksotisk filial af den danske folkekirke på public-service kanalen DR-TV's stolte flagskib program 1 ... ;o)

Lise Lotte Rahbek

Grethe Preisler
Al formidlet liv er klippet, redigeret og op/nedtonet efter en efter en mere eller mindre bevidst drejebog. Det ved du godt. Jeg minder dig bare om det. Derfor kan diverse udsendelser i TV ikke bruges som sammenligning med virkelighedens konkrete, uredigerede liv.

Britta Hansen, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"Næste opgave bliver at sikre, at den igangværende eksplosion af bekendelser om seksuel undertrykkelse ikke forbliver begrænset til de rige og berømte offentlige figurers verden, men ’siver ned’ og gennemtrænger dagliglivet hos millioner af ordinære ’usynlige’ individer."

Ja sevlfølgelig gælder det om at brede offermentaliteten ud fra de få der faktisk er blevet voldtaget eller forulempet, til alle de som mest bare kan være bitre over at livet er svært og at ingen forstår dem. Det er faktisk kernen i det postmoderne syn på vores civilisation som en undertrykkende magt-struktur. Om det så tjener folk flest at blive mere optaget af livets uretfærdighed, undertrykkelse og fremmedgørelse er sagen uvedkommende.

Grethe Preisler

@Lise Lotte Rahbek

Tilbageholdenhed:

"Fra blomst til blomster svæved i luften blomsterstøvet,
og myggene sig favned med lidenskab bag løvet.

Ildfluerne sig tændte på graner og cypresser,
en mops min hund forfulgte med tusinde caresser.

Ja, selv den kolde sandsten i buegangens skygge
vred sig i stum fortabthed som Amor og som Psyke.

Kun du og jeg, vi stode forlegne og distante,
som var var skovmørkets nymfe en gammel gouvernante."
(copyright Emil Aarestrup - stiftfysikus på Fyn)

Med søsterlig hilsen
(and no pun intended)

Madam Preisler

Lise Lotte Rahbek

Madam P
Min lyriske forståelse er ikkuns støvfnugstørrelse.
Men du har sikker en pointe. :)

Lise Lotte Rahbek

MKN
Den offermentalitet, som nogle mænd giver udtryk for i forbindelse med #me-too fænomenet, eller er det en anden offermentalitet, du taler om?

Lisbeth Larsen, Britta Hansen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, det er bare en almindelig en af slagsen.
Eksempelvis: - det er synd for mig, jeg får ikke søvn nok, mine børn tager magten fra mig, jeg må klare jobbet først, jeg går på arbejde om søndagen for at få lavet mine ting.

Offermentalitet er en misforståelse, det er ikke en menta-, men en realitet: folk misbruges af andre mennesker, tvinges til at gøre ting, de ikke har lyst til, og som oftest kan være fuldkommen unødvendigt, oven i købet også unødvendigt som magtdemonstration. Det er sundt, at vi får alle disse situationer trukket frem i lyset, så vi aktivt kan arbejde på at overflødiggøre dem.

Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek, Tinne Stubbe Østergaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

At bevidne krænkelser handler ikke om offermentalitet eller at skabe sig en identitet som offer. En krænkelse kræver opklaring, retfærdighed, en undskyldning/anger og fælles sikring af at lignende krænkelser ikke sker igen. Lykkes det, kan gensidig og generel tillid og respekt opretholdes, lykkes det ikke, må hver enkelt tage sine forholdsregler og påtage sig den tunge omkostning som mistillid og tab af respekt er. Hvis fællesskabet også svigter eller negligerer den krænkede, kan mistroen og tabet af respekt vendes indad hos den krænkede, så selvtilliden og selvrespekten svækkes, og det kan være meget svært at rette op.

Ofte kan krænker og krænket selv hurtigt opklare hændelsen, alene eller sammen med deres sociale fællesskab - det lærer børn i familien, i institutioner og i skolen hver dag. Forskellen på mit og dit, ikke snyde/stjæle/mobbe osv. Hver gang det lykkes, forstærkes den sociale kontrakt om tillid og respekt, og alle kan nyde godt af den personlige frihed, som gensidig tillid og respekt skaber.

DERFOR kan selv tilsyneladende små krænkelser ramme hårdt og stå tydeligt i erindringen længe efter krænkelsen skete, for det er skåret i tilliden og sorgen over tabt respekt, der sårer mest.

Forestil dig, at du ser en kollega eller dit barns legekammerats forælder 'låne' 50 kr i din pung uden at have spurgt om lov. Det er ikke de 50 kr krænkelsen handler om - du ville gladeligt have lånt eller givet pengene - men at du nu fremover ALTID skal holde øje med din pung og sikre dig, at X ikke har adgang til den.

Eller du er til konferencemiddag. Den flotte forret er pyntet med lækre rejer og pludselig rækker naboen indover med sin gaffel og snupper dem!
Du udbryder spontant Hov!, men naboen er uanfægtet,
'det kan du da ikke!' siger du, naboen griner.
Du er paf og forsøger at fortælle det til en kollega, der siger, du skal nyde maden og ikke ødelægge den gode stemning. Du er stille og ved ikke, hvad du skal sige eller gøre. Dine tanker hænger ikke sammen. Naboen vifter lidt med gaflen, så du kommer til at holde armen frem for at beskytte din tallerken, mens naboen ruller med øjnene til sine kolleger, der griner højlydt. Du forsøger at ignorere dem. Efter konferencen fortæller du historien som en vildt sjov, men weird, enkeltstående hændelse.
Til en anden middag taler du med en af konferencens key note speakers. Forretten går fint og du begynder at rulle dig ud og tale dig op om et spændende emne, mens hovedretten, der er minimalistiske godbidder på en skiferplade, bliver serveret. Pludselig stikker naboen sin gaffel i et stykke kød og snupper det. Du prøver at bevare fatningen og det intellektuelle niveau og spørger hvorfor?
'Det så lækkert ud'
'Jamen du har din egen tallerken?'
'Jeg fik lyst til det stykke og nu var vi jo lige ved at lære hinanden at kende.'
'Jamen det er ikke behageligt at andre uden varsel spiser af ens tallerken. Det er ærlig talt temmelig grænseoverskridende!'
'Det er din opfattelse. Andre finder det meget charmerende, et tegn på fortrolighed. Det er kedeligt at du opfatter det negativt.' Hvorefter den interessante key note speaker ignorerer dig og koncentrerer sig om at tale til anden side. Du har mistet appetitten.
Dine kolleger har bemærket, at du ødelagde samtalen og dine muligheder og synes, du går for meget op i småting. Du ærger dig også over at den spændende samtale blev ødelagt og bliver ved med at prøve at forstå, hvad der egentlig skete, og overveje, hvad du kunne/skulle/burde have gjort anderledes, og forestille dig, hvordan du skal forholde dig, hvis noget lignende sker en anden gang. Du har spurgt nogle kolleger, men de forstår ikke rigtigt, hvad der er sket og mener, det ikke kan passe, eller at du nok har signaleret noget, der fik dem til at føle, at de var OK at spise direkte fra din tallerken, eller at du bevidst eller ubevidst simpelthen har inviteret til det. Ellers ville de jo ikke have gjort det.

Så du slår det hen og glemmer det, indtil en, du ikke engang har talt med, snupper de lækre bær fra desserten. Du får ondt i maven. Kort efter er der en i kantinen på dit arbejde, der også pludselig snupper nogle godbidder fra din tallerken. Du råber op og skælder ud og dine kolleger synes du reagerer helt ude af proportioner. Der er jo ikke sket noget og du kan ikke tillade dig at generalisere ud fra nogle små tilfældige hændelser. Tænk på dem der sulter!

Du kan i lang tid herefter iagttage dig selv overveje, hvad du har på din tallerken og hvor du sætter dig. Du holder øje med kolleger indenfor arm+gaffellængde og er parat til at forsvare din tallerken. Det giver dig ondt i maven og du mister nemt appetitten. En ældre kollega, der sjældent kommer i kantinen, fortæller dig uopfordret, at det er nemmere at tage sammenklappede rugbrødsmadder med og spise dem alene oppe på kontoret. Og at undlade konferencer.

En anden kollega taler om rovdyrenes kamp om føde og hakkeorden, hvor styrkende det er, at anerkende sit indre rovdyr og gå efter det, man vil have! Selv nyfødte dyreunger kæmper om den bedste dievorte og lærer at kæmpe for føden. Det giver ro og fælleskab, når man accepterer sin plads i rækken og samtidig altid er klar til at kæmpe sig op! Det holder alle på tæerne, får dem til at være vågne, målrettede, fokuserede!

Men du tænker for dig selv, at det jo netop var i en civiliseret situation blandt mennesker, der deler et måltid, at 'nogen' lige syntes det var OK at demonstrere, at de kan beherske situationenved at opføre sig som et rovdyr. Hvis kampen havde været åbenlys, hvis det var en leg, I var enige om at lege, så skulle du nok have vist dem, at du også kan vise tænder! Men det er jo netop IKKE meningen med et civiliseret, kultiveret måltid, hvor maden tydeligvis er delt ud med nok til alle.

#MeToo handler IKKE om at vælge en identitet som offer, om at hænge nogen ud, om at ødelægge kreative menneskers frihed, om at være bonerte og moralske og ødelægge flirt og de seksuelle tilnærmelser. #MeToo handler om de enorme menneskelige omkostninger som magtdemonstrationer i form af seksualiserede krænkelser koster både de krænkede og hele det sociale fællesskab i form af skår i tillid og respekt og de begrænsninger som afværgnings- og forsvarsmekanismer giver, hvordan de indskrænker vor frihed og åbenhed på alle måder.

Mistilliden og den manglende åbenhed er et tab for alle.

#MeToo er et ærligt forsøg på at oplyse den civiliserede menneskehed og skabe et fornyet fundament for gensidig tillid, respekt, oplysning og frihed!

Lisbeth Larsen, Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar