Kommentar

ALKA-salg er DONG i hovedet

Fagbevægelsens topfolk gennemførte bag lukkede døre et salg af det kooperative forsikringsselskab ALKA. Over en weekend forvandlede de hundrede års fælleseje til et finansielt spekulationsobjekt. Et salg der er kortsigtet, udemokratisk og en social uansvarlig beslutning. Det lugter af DONG
9. december 2017

Lad os lægge ud med et spørgsmål: Var det overhovedet nødvendigt at sælge ALKA?

Kim Simonsen (HK) siger, at »de fik et godt tilbud«, og at det »ikke er kerneopgave at drive forsikringsselskab«. Per Christensen (3F) siger, at det hverken var af nød eller af lyst – men hvorfor så sælge? De har ganske enkelt ikke begrundet det.

I mange år har ALKA leveret et årligt overskud på mange hundrede millioner kroner, og de står godt på markedet med et stærkt digitalt produkt. Det var ikke nødvendigt med et salg.

Det er, som om fagbevægelsens topfolk med udsigten til milliarder i pengekassen fuldstændig har mistet blikket for de store linjer og slået det sociale kompas fra. De er blinde for, at det er ALKA’s priser, som i dag sætter et loft for priserne i forsikringsbranchen. Det er et anerkendt faktum i branchen.

Selv om ALKA’s kunder har fået en »garanti« mod prisstigninger i fem år, så er det en blåøjet tankegang at tro, at der ikke kommer store stigninger i fremtiden. Selvfølgelig vil priserne stige i fremtiden, når et kommercielt drevet selskab som Tryg er køber, fordi den nye ejer skal maksimere sin investering gennem højere præmier og lavere udbetalinger.

Dyrt for alle

Men priserne stiger ikke kun for ALKA’s kunder. Priserne risikerer at stige på hele forsikringsmarkedet, fordi der ikke længere vil være noget forsikringsselskab, der sætter et prisloft. Dyrere forsikringer har jo en social slagside, fordi det bliver relativt dyrere for de fattige, for dem i de udsatte boligområder og for dem i de mest nedslidende fag.

Det, der er en gevinst i dag, kan være et stort tab i morgen. Selvom fagbevægelsen i dag får 8,2 milliarder kroner for salget af ALKA, så kan der på sigt være et mange gange større tab for lønmodtagerne samlet set.

Forestil dig, at prisen på forsikring stiger som følge af et salg af ALKA. Hvis vi antager, at der er 2,7 millioner lønmodtagere, som skal have forsikring, så kan selv en beskeden stigning på nogle få hundrede kroner hurtigt løbe op i milliarder. Så allerede efter en kort årrække kan fagbevægelsens medlemmer allerede have tabt en stor del af pengene igen.

Vi synes, at forbundsledelserne er blinde for erfaringerne med salg af fællesskabsejede selskaber. I en tid med stadig mere globaliserede markeder, der domineres af monopollignende selskaber, så har vi brug for modvægt, der ikke er styret af blindt fokus på højere afkast for enhver pris.

Tænk bare på DONG og TDC, hvor fællesskabet tabte, mens kapitalejerne grinede. Det virker, som om fagtoppen intet har lært af, at jo mere markedsdominans et enkelt selskab har, des større bliver udgifterne for os andre. Vi behøver jo bare nævne Danske Bank og dens gebyrer.

Demokratisk ejerskab betyder noget

I generationer har fagbevægelsen stået vagt om fælleseje og demokrati og ikke mindst om, at et ureguleret marked er til ugunst for lønmodtagerne.

ALKA er fælleseje og demokratisk styret. Her har fagbevægelsen en direkte mulighed for at påvirke markedet til gavn for medlemmerne. Og medlemmerne har en mulighed for at påvirke, hvordan ejerskabet skal bruges. Slipper fagbevægelsen ejerskabet i ALKA, så taber man for evigt muligheden for at sikre medlemmerne direkte indflydelse på priserne. Det er da dumt og perspektivløst.

Nu skal vi så være medlemmer af Tryg, hvor 60 procent er medlemsejet. Resten er ejet af private finansinvestorer. Har de faglige topfolk en plan for, at de af medlemmerne, som er kunder i ALKA, kan organisere deres indflydelse i Tryg? Kan vi regne med, at der bliver en fælles indsats fra fagbevægelsen, eller bliver medlemmerne bare overladt til individuelle handlinger på markedet?

Det nytter ikke noget, at et lille, velnæret bureaukrati i toppen kan tage afgørende beslutninger uden at inddrage medlemmerne. Det er præcis det samme, vi har set i f.eks. Nykredit, hvor en enerådig ledelse ville sende det foreningsejede selskab på børsen uden at spørge de låntagere, der faktisk er selskabets reelle ejere.

Kun et aktivt medlemsdemokrati i vores pensionskasser, i Coop, i Nykredit, i de resterende kunde-ejede forsikringsselskaber, i forsyningssektoren og i andre kunde- eller medlemsejede virksomheder kan sikre mod, at et snævert ledelseslag sælger ud og undergraver det demokratiske fælles ejerskab, der er den bedste beskyttelse mod griskheden hos de store monopoler.

Vi bliver nødt til at sætte fokus på fælleseje og få det sociale kompas på plads igen. Vi skal væk fra den blå økonomiske tænkning, som førte til salget af DONG og nu ALKA. Det skal ikke være markedet og jagten på større afkast, som fremover styrer retningen. Det skal være fællesskabets interesser.

Pelle Dragsted er medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Jakob Nerup er Arbejdsmarkedsrådgiver for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annemette Due
  • Jan Pedersen
  • Anne Eriksen
  • Bjarne Jørgensen
  • ulla enevoldsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Torben Arendal
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Ethelfeld
  • Steen Sohn
  • Thomas Tanghus
  • Hans Ditlev Nissen
  • Per Torbensen
  • Frede Jørgensen
  • Torben K L Jensen
  • Hans Larsen
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Anker Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Poul Anker Sørensen
Annemette Due, Jan Pedersen, Anne Eriksen, Bjarne Jørgensen, ulla enevoldsen, Lise Lotte Rahbek, Michael Kongstad Nielsen, Torben Arendal, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Ethelfeld, Steen Sohn, Thomas Tanghus, Hans Ditlev Nissen, Per Torbensen, Frede Jørgensen, Torben K L Jensen, Hans Larsen, Sebastian Sylvester Rosenberg, Anker Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Når toppen i fagbevægelsen ikke længere tror på deres egne projekter er alting tabt og et klasseforræderi der skal have konsekvenser. Og det pis i egne bukser for at få varmen gør mig rasende og en vild lyst til at slibe de store køkkenknive.

Anne Eriksen, Janus Agerbo, Hanna Grarversen, ulla enevoldsen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, Toke Andersen, Per Torbensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Penge og magt korrumpere alt og alle, hver gang, uden undtagelse, og det vil de lange knives nat nr2 desværre ikke ændre på.
Den vil dog luge ud i de grådige pampere der sidder på flæsket PT og det kan der være rigtig god grund til - om ikke andet, så for den rare følelse i maven når de dumme svin endelig får som fortjent.

Men når tilpas mange står klar med hvæssede knive, kan vi få renset ud i de svin der pt sidder på horden af korrupte pampere, og det vil give luft for en tid og
Indtil da må vi fortsætte illusionen om åbent folkestyre, i neoliberalismens alt-undergravende

Christoffer Pedersen

De eneste som kommer fra arbejderstanden OG som ikke glemte da de fik magt er Hardy Hansen og Anker Jørgensen.
Alene de fede pensioner toppen af fagbevægelsen høster, foruden fratrædelsesgodtgørelser samt lønninger der næppe gives til en Jord & Betonarbejder, medvirker tll at forstærke tvivlen på hvor de egentlig står.
Måske får salget af Alka mange til at tjekke om de kan skifte til Lærestandens Brandforsikring som kun tager det i præmie, som svarer til de reelle udgifter til skader og driftsomkostninger.

Søren Kristensen

Virksomhederne bliver større og større på bekostning af de mindre. Se bare på E-nummer-kagemarkedet, hvor Karen Volf har sat sig på stort set det hele. Man skulle ikke tro det var lovligt, for hvor bliver konkurrencen af?