Kommentar

Ambitionerne er steget mig til hovedet

Jeg kommer fra små kår, men drømmer om storhed. Det tragiske er, at det betyder, at jeg er begyndt at se ned på mit ophav og på det jævne liv
Debat
12. december 2017

Jeg er studerende. Det er de fleste af mine venner også. Når vi er sammen, diskuterer vi Airbnb-afkast, stuer en suite, leasing og emhætter. Audi eller Mercedes. Nordhavn eller Nyhavn. Svaner eller myrer. Og om Rolex- eller Patek-ure bedst fremhæver vores personlighedstræk.

Ingen af os har endnu forstået, at hvis man vil være en del af den akademiske overklasse – og det vil vi – skal man besinde sig og udvise beskedenhed. Vi er optaget af, hvordan milliarden kan få ben at gå på. Ingen af os har blik for kvaliteterne i det almindelige liv.

Det er på én og samme tid både forståeligt og bizart, at netop vi har hovedet så langt oppe i vores egen storhed. Vi kommer selv fra hjem med lave indtægter, hvor der er mere fokus på Pampers end pamperi. Det er vores forældre, der tager sig af de gamle og svage, gør rent, kører busserne og opdrager dine børn.

Vores drivkraft handler om lysten til at bryde et mønster. Men det er samtidigt bizart, at vi lægger så stor en afstand til vores forældres erhverv – de har jo ikke haft dårlige liv.

Når drømmen brister

Når jeg går forbi de fine lejligheder i Indre By, handler mine tanker mere om husleje end om lykke. Jeg kan ikke løsrive mig fra fantasier om, at jeg bor der i lejlighed med udsigt. Et liv med bil og luksus. Men i alle mine forestillinger om den fremtid, der venter på mig, ser jeg ned på mit nuværende jeg.

Når jeg tænker på, hvor jeg gerne vil ende, glemmer jeg, hvor jeg er. Jeg glemmer, at jeg ikke er ulykkelig eller mistrives. Jeg glemmer, at jeg har det okay på mine 30 kvadratmeter.

Og hvad mon der sker, når drømmene ikke lykkes i fremtiden. Så ender jeg ifølge min egen virkelighedsopfattelse som taber.

Hvor mange af os kommer egentligt til at klare den? Jeg er bange for, at vi bliver desillusionerede og komplet modløse, når vi ikke kan forestille os selv uden den helt store succes.

Taberne i Netto

I min omgangskreds har vi for længst sat succesen på formel. I takt med at vi blev ældre, blev de fleste af os trukket tættere ind mod byen, og så hvordan man fylder 300 kvadratmeter i København K ud, når penge ikke er en bekymring.

Og når først man har fået et glimt af det liv, er det ikke til at slippe igen, selv om det mest af alt minder om noget fra en udstilling.

Ikke nok med, at vi snubler i vores egen selvopfattelse, hvis vi fejler; vi fodrer også tanken om, at ikke alle liv er værd at leve. Et job i Netto er blevet et skræmmeeksempel på, hvordan man kan leve sit liv. Det er et udtryk for uforløst potentiale og manglende ambitioner. Et billede på et menneske, der ikke evnede mere og måtte nøjes. Et mislykket arbejdsliv – et, jeg under ingen omstændigheder kunne forestille mig at leve.

Jeg har aldrig set erhverv som frisør, mekaniker eller bankrådgiver som karrierevalg, der fører til en god tilværelse. Pædagogen, som min mor, der opdragede os alene, og arbejdede så lidt som muligt for at kunne have mest mulig tid sammen med os, er ikke et forbillede. Jeg mangler blik for en livsstil med et andet fokus og andre goder.

Man skal ikke romantisere korte uddannelser eller de ufaglærte. Ofte er deres job stressende. Man kan heller ikke påstå, at lykken nødvendigvis findes hos dem, men man bør dog erkende, at den muligvis gør.

Det er naturligt at have drømme og forestillinger om, i hvilken retning man skal gå. Men det er forkvaklet at lade sine forældres erhverv tjene som skrækeksempler i sit eget ræs mod toppen.

Vi bliver nødt til at erkende, at SOSU’en eller Netto-arbejderen også varetager en nødvendig opgave i samfundet. Det er deres realisme, der skaber en del af fundamentet for, at vi kan realisere netop vores drømme. Hvis vi ikke kan respektere dem for det, så må vi respektere dem for hver dag at stå op til noget, som vi ikke ville gide.

Når man har storhedsvanvid er det svært at erkende, hvor sjældent storhed materialiserer sig – og at de fleste klarer sig fint med mindre.

David Christensen studerer statskundskab ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Det lyder da godt nok til at være nogle narrøve, du studerer med, men så fik jeg da mine fordomme om statskundskabs-studerende bekræftet.(og ja - jeg gættede din studieretning inden jeg nåede bunden af dit lille skriv). ;)

Hvis det er nogen trøst, så nærer vi hernede i Sosu- og Netto-land ingen illusioner om 'storheden' i statsadministrationen. Vi lever med følgerne af disse narrøves indfald hver dag, ser du..

P.S. Hvis du virkelig vil score kassen, burde du skifte studieretning til Jura. Eller måske starte en Youtube-kanal?

Egon Stich, Kim Bjerg, Niels Duus Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Jens Kofoed, Odin Rasmussen, P.G. Olsen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære David,
Du sætter fokus på problemerne.
Der findes ikke nogen ordning, hvor du efter at blive syg, får en behandling der gør dig rask.
Tværtimod vil du i enhver sygdomsramt periode skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet.
75+ 'modtagere' af ressourceforløb er døde i disse forløb.
I det danske samfund sætter vi uhelbredelig syge i arbejde, med deres død til følge.

Nils Viga Hausken, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det kommer nu med alderen, skulle jeg hilse at sige. Men det er nu ikke så usædvanligt, det er jo værkstedsdrengene, der drømmer om de store biler - mens den klassiske akademiker drømmer om at gøre fyldest.

Svend Erik Sokkelund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Kære David Christensen,

Fortvivl ikke. Hvis det ender med, at må opgive dit universitetsstudium på KU af helbredsmæssige eller økonomiske årsager, kan du altid gøre karriere som politiker.

Finansminister Kristian Jensen fra Venstre er f.eks. uddannet som bankassistent i Lemvig, og han og flere andre medlemmer af den danske politiske elite med tilsvarende eller lavere uddannelsesniveau har da hidtil klaret sig meget godt rent privatøkonomisk på konkurrence- og minimalstatens præmisser ;-)

Torsten Jacobsen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

P.S. Jura kan ikke længere anbefales som studievalg for karriereryttere.
Der er ved at være så mange kvindelige jurastuderende i DK, at man snart vil kunne 'fodre svin med dem', og cand jur er ved at udvikle sig til et typisk kvindefag. Og kvindefag er som bekendt stadigvæk lavtlønsfag.

Nils Viga Hausken, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

P.P.S. Hvis du skulle overveje at gøre karriere som politiker og krone den med en minister- eller formandspost, var det måske en ide at logge ind på Folketingets hjemmeside og nærlæse de højest placerede medlemmers faglige CV'er.

Torsten Jacobsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Meget deprimerende indlæg. Og jeg husker min egen tid som studerende helt anderledes. Dyb foragt for det materielle, kun hån overfor finansielle institutioner, fokus på selvudvikling og det akademiske. Ingen der blev set op til pga deres økonomiske status, heltene var i den akademiske verden, forfattere, tænkere og til en vis grad politiske tænkere.
Ønskerne til egen materiel velstand begrænsede sig til hus eller lejlighed. Overklassens liv kunne lige så godt have foregået på en anden planet. Og jeg husker ingen diskussioner og bilmodeller eller dyrt tøj og ure. At kaste penge efter luksus varer var at sammenligne med at gå til luder, i bund og grund umoralsk.

Vibeke Hansen, ulla enevoldsen, Mette Poulsen, Egon Stich, Rune Hjelm, Herdis Weins, Anne Mette Jørgensen, Katrine Damm, Svend Erik Sokkelund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Artiklen synes skrevet af en person, der er klar over, at de holdninger, han har sammen med "vennerne", er helt urimelige. Der er sikkert mange, der som han lever i en sådan bevidst uærlighed over for sig selv. Det lyder trist, men også meget umodent, så der er måske håb om, at det går over.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg ser jer hver dag i Netto her ved Sølvtorvet. Når i samtaler i køen og med et tillært "fint" sprog.
I kan ikke alle leve af, at klippe hinanden.
Sygdom og arbejdsløshed er længere væk, for dig og dine end for de der arbejder i Netto.
I har bedre overenskomster, ødelægger ikke ryggen og nyder større anseelse.
Men hvor længe det varer ved ingen. Vi kan ikke leve af at klippe hinandens hår i en uendelighed.

Jeg undrer mig over hvad der får dig til at skrive dette.
Det virker som om du har behov , for at sige: Se hvad jeg kan, jeg er en mønsterbryder , fordi jeg fik gode karakterer, så, ha jeg er klogere end dig, men lidt social forståelse har jeg da alligevel.
Her er ikke særlig fantastisk i Københavns indre by. Trafik og støj, militær og beskidte ejendomme.
Det er kejserens nye klæder.

Egon Stich, Tomas Hoch og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Der er ikke noget i vejen for at stæbe efter materielle goder og det fede liv på første klasse. Det er helt legitimt at ønske sig og arbejde for at undgå økonomiske problemer i fremtiden og mulighed for at tage sig godt af sig og sine.
Problemet ligger i, at hvis livet ikke lige flasker sig som visionerne gør og man ikke evner at tilpasse sig vilkårene. Disse vilkår kan godt være et job med rengøring, kasseekspedering eller lignende, og hvis man lider af storhedsvanvid og mener sig for god til den slags arbejde og i stedet hellere vil lade sig forsørge af naboen via skatten end at nedværdige sig til arbejde, som man forventer andre bestrider, når man har behov for det.

Lise Lotte Rahbek

Mette Poulsen
Ved du overhovedet hvem der gør rent og sidder ved kassen i supermarkederne?
Nej, det tænkte jeg nok.
Rengøringsjobbene går fortrinsvis til robuste, unge udlændinge. Rengøringsjobs er nemlig alvorligt belastende for krop og helbred og derudover er der penge at spare.
Ved kassen i supermarkederne sidder der ungarbejdere og lønløse praktikanter udsendt af jobcenteret.
Se på virkeligheden. Se på kassearbejderen og rengøringspersonalet.
Virkeligheden er ikke helt som chef-cheferne i tænketanken lægger den ud.

Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@ Lise Lotte, jow da, jeg har selv haft den slags arbejde og jeg kan ikke forstå folks store trang til at se ned på hverken de jobs eller dem, som bestrider dem - det er ærligt arbejde. Og jeg er på ingen måde på det hold, hvor man mener det er i orden at modtage understøttelse fremfor at nedværdige sig til den slags arbejde.

Lise Lotte Rahbek

Mette Poulsen
Den eneste her, som har givet udtryk for 'trang til at se ned på' rengøringsarbejde og kasseassistenter, er dig.

@ Lise Lotte Rahbek, næh, faktisk giver skribenten udtryk for det i sin kronik - det er det hans dilemma består af. Og han når til erkendelsen af, at det ikke er i orden. De, som finder det mindreværdigt at udføre disse jobs, er jo netop dem, som ringeagter den funktion disse jobs har i samfundet og den indsats som de ansatte yder.