Kronik

Arven fra KGB styrer Putins jagt på sikkerhed

Mange af præsident Putins instinkter og metoder minder i foruroligende grad om dem, man tidligere kunne finde hos KGB-toppen. Han ser konspirationer alle vegne og frygter, at fremmede magter vil fremprovokere et regimeskift i Rusland. Frygten resulterer i offensive kampagner mod Vesten
Putins Rusland tåler på ingen måde sammenligning med det sovjetiske voldsinferno, skriver dagens kronikør. Men Putin, som gjorde tjeneste i den sidste sovjetiske efterfølger til Tjekaen (KGB), minder i sine politiske instinkter og brug af påvirkningskampagner om chefen for KGB fra 1967-82, Jurij Andropov.

Putins Rusland tåler på ingen måde sammenligning med det sovjetiske voldsinferno, skriver dagens kronikør. Men Putin, som gjorde tjeneste i den sidste sovjetiske efterfølger til Tjekaen (KGB), minder i sine politiske instinkter og brug af påvirkningskampagner om chefen for KGB fra 1967-82, Jurij Andropov.

Pavel Golovkin

20. december 2017

2017 har budt på flere store jubilæer i Rusland. Det er 100-året for Februarrevolutionen, der afskaffede zarvældet, og for Oktoberrevolutionen, som etablerede det bolsjevikiske styre. Men det er også 100-året for oprettelsen af Lenins første efterretningstjeneste, Tjekaen. Dagen for oprettelsen markeres faktisk af Putin og hans inderkreds i Kreml hvert år den 20. december som ’Dagen for Sikkerhedsorganernes ansatte’.

Putins tale på mindedagen i 2014 viste, at han vedgår sig arven fra Tjekaen og tager dens terror i 1920’erne i forsvar som nødvendig for at afværge omverdenens forsøg på at destabilisere Sovjetstaten. Navnet Tjeka henviser nemlig til nøglefunktionen kontraspionage – i praksis i en særdeles vidtgående voldelig betydning.

Putins Rusland tåler på ingen måde sammenligning med det sovjetiske voldsinferno. Men Putin, som gjorde tjeneste i den sidste sovjetiske efterfølger til Tjekaen – KGB– minder i sine politiske instinkter og brug af påvirkningskampagner om Jurij Andropov, der var chef for KGB fra 1967-82 og herefter blev landets øverste leder.

Andropovs mærkesag var kontraspionagen – at beskytte regimet mod indre og ydre fjender. Han led ifølge de russiske Andropov-eksperter Roj og Zjorez Medvedjev af et traume tilbage fra opstanden i Ungarn i 1956, hvor han så den vrede folkemængde i Budapest hænge de ansatte fra det forhadte hemmelige politi i lygtepælene.

Det gjorde ham til en svoren fjende af folkelige opstande på samme måde som Putin er en svoren fjende af regimeskift og såkaldte farverevolutioner, som dem vi har set i Georgien, Ukraine og Kirgisistan. Det så vi senest under Majdan-opstanden i Ukraine, hvor Putin lod sine markarbejdere svare igen med at erobre Krim og anstifte et væbnet oprør i det østlige Ukraine.

Putins domino-teori

Ifølge KGB-eksperterne Christopher Andrew og Vasily Mitrokhin var Andropov overbevist om, at CIA eller andre vestlige efterretningstjenester stod bag, når noget uforudset skete for KGB. På samme måde gav Putin den daværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton skylden for de omfattende protester i Rusland hen over vinteren 2011-2012, selv om protesterne skyldtes vrede over Putins egne manipulationer med det forestående præsidentvalg.

Som det fremgik af Putins officielle tale i Kreml den 18. marts 2014, opererer han og folkene omkring ham med en veritabel dominoteori, idet de ser en lige linje fra Orangerevolutionen i Ukraine via det Arabiske Forår til Majdan-opstanden, og de tillægger i den forbindelse USA nærmest magiske evner.

Problemet med den slags konspirationsteorier er, at det for Putin kan berettige til at ty til hele spektret af offensive virkemidler i den bestandige jagt på regimesikkerhed. Mønstret er velkendt fra Den Kolde Krig, men metoderne er i dag opdateret til et internetbaseret og forbundet medielandskab af sociale medier, blogs, international broadcasting og såkaldte troldehære, der opererer på internettet.

Kampagner mod Skandinavien

Arven fra Andropov viser sig også i Ruslands adfærd over for Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Ifølge efterretningstjenesterne i Danmark, Norge og Sverige udgør Rusland nu en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for regionen, og tjenesterne ser med bekymring på det, som man anser for at være russiske påvirkningskampagner mod de skandinaviske lande.

Kampagnerne har til formål at skabe forvirring og ustabilitet i samfundene og svække den politiske beslutningsproces i staterne, så Rusland kan påvirke landenes politik i retning af den russiske regerings sikkerhedsinteresser.

Påvirkningsforsøgene kan være enkeltstående eller være helt eller delvis koordinerede tiltag på tværs hen over seks forskellige områder: diplomatiske virkemidler, mediekampagner og (dis)information, civile indflydelsesaktører, spionage- og sabotageaktiviteter, økonomiske redskaber og militære aktiviteter. Tilsammen kan de skabe et pres, som i sidste instans går ud på at bøje eller knække landenes politiske vilje og evne.

Der er adskillige eksempler på, at Rusland forsøger at påvirke de sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser og sammenhængskraften i de skandinaviske lande gennem de seks metoder. Det tog for alvor fart i 2014, men har måske været undervejs flere år.

I de seneste år har der været markante udmeldinger fra det russiske udenrigsministerium og dets respektive ambassader i Skandinavien angående den strategiske balance i den nordiske region, ligesom det strømlinede Sputnik-bureau fordrejer historier fra landene, så de fremmer Kremls interesser.

Lokale indflydelsesaktører fungerer som ekkokamre i en besynderlig alliance mellem det yderste venstre og højre. Derudover befinder vi os i en økonomisk sanktionskonflikt, der har ramt de skandinaviske fødevareindustrier, og desuden melder de skandinaviske landes efterretningstjenester om, at Ruslands spionage- og forberedende sabotageaktiviteter er taget til over den seneste årrække.

Hvad angår Ruslands militære aktiviteter i regionen, kan der tydes et fald de seneste par år, men det er fra et historisk højt niveau i 2014 og en opsigtsvækkende militærøvelse i 2015, der inkluderede erobring af Bornholm, Gotland, Åland og Svalbard.

Rusland jagter sikkerhed

Fra officielt hold er Ruslands påvirkningskampagner hurtigt blevet stemplet som drevet af offensive intentioner, men de mønstre, der kan tydes ved hjælp af åbne kilder, er ved et nærmere eftersyn ikke så entydige.

På den ene side har Ruslands brug af sanktioner, efterretningsoperationer og militære aktiviteter et offensivt udtryk, men på den anden side er de fortællinger, som Rusland fremmer i medielandskabet, overvejende status quo-søgende.

To af Ruslands hovedbudskaber til skandinaverne afspejler bekymringen for deres eget regimes sikkerhed. De går ud på, at vi skal afstå fra udvidelser af NATO’s infrastruktur i vores region samt ophøre med at støtte såkaldte udefrakontrollerede farverevolutioner.

Hensigten er grundlæggende defensiv og bunder som antydet i, at Putin og hans inderkreds fejllæser, hvad der foregår rundt omkring dem. Ifølge Ruslands seneste nationale sikkerhedsstrategi er udvidelsen af NATO og farverevolutionerne gensidigt forbundne. Kreml frygter, at det ultimative mål er at tøjle eller vælte den nuværende russiske regering; derfor besvarer man sin egen frygt med offensive midler.

Det er denne dialektik mellem offensive tiltag af defensive grunde, som fører Rusland ud i handlinger, der dybest set er dysfunktionelle. Arven fra Andropov som den udmøntes i dag er først og fremmest en udfordring for Rusland selv, men det er samtidig en udfordring for os her i Skandinavien.

Vi er ved at blive en del af en ny frontlinje i Ruslands selvødelæggende mission for regimesikkerhed gennem vores geografiske placering i Ruslands nærområder og vores institutionelle tilhørsforhold til EU og NATO.

Derfor bør vi på tværs af landegrænser udvikle et afbalanceret svar, der kan imødegå Ruslands påvirkningskampagner og f.eks. gennem folkeoplysning og public service-medier blive bevidste om det pres, som Rusland udøver både inde- og udefra på vores politik.

Samtidig skal vi tænke i at kunne agere smidigt, hvis tingene ændrer sig til det bedre i Rusland, så vores naboskab med Rusland med tiden forhåbentligt kan afspændes igen.

Mette Skak er lektor ved Institut for Statskundskab Aarhus Universitet. Jeppe Damgaard Rothuizen er cand.scient.pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

“Han ser konspirationer alle vegne og frygter, at fremmede magter vil fremprovokere et regimeskift i Rusland”

Ja, hvordan kan han da få den tanke :)

Dennis Iversen, Espen Bøgh, Michael Helm, Torben Skov, Hans Aagaard, Jes Balle Hansen , Torben K L Jensen, Grethe Preisler, Jakob Trägårdh, Anders Graae, Michael Kongstad Nielsen, Jan Pedersen, Ib Christensen, Randi Christiansen, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar

Information kunne godt have brug for sin gamle redaktør Vibeke Sperling. Det her indlæg - der skulle være skrevet af et par universitetsfolk - lever fornemt op til den mest primitive propaganda, som den blev produceret under den kolde krig.

Niels Duus Nielsen

Michael Pedersen, dette citat fra artiklen:

"Ifølge Ruslands seneste nationale sikkerhedsstrategi er udvidelsen af NATO og farverevolutionerne gensidigt forbundne. Kreml frygter, at det ultimative mål er at tøjle eller vælte den nuværende russiske regering; derfor besvarer man sin egen frygt med offensive midler."

- er udtryk for motivforskning, og som sådan bestemt af en grundlæggende "storpolitisk korrekt". dvs. propagandistisk vurdering af den beskrevne situation, som kunne lyde som følger: "NATO-udvidelserne og farverevolutionerne har intet med hinanden at gøre, og det er ikke NATOs ultimative mål at vælte den russiske regering".

At denne sidste påstand skulle være mere korrekt end den første påvises ikke, det er den tilsyneladende bare, og der gives ingen argumenter for den, selvom artiklen er forfattet af såkaldte forskere ansat på et universitet, hvor argumenter ellers efter sigende skulle spille en stor rolle.

Ergo: Hvis de beskrevne russiske påstande er udtryk for russisk propaganda, er Mette Skaks og Jeppe Rothuizens påstande udtryk for en amerikaniseret verdensanskuelse, og vi bliver som læsere ikke ret meget klogere på, hvorfor den ene holdning skulle være bedre end den anden.

Ubegrundede påstande, som gentages i det uendelige, er al propagandas moder.

morten rosendahl larsen, Torben Skov, Hans Aagaard, Jes Balle Hansen , Thomas Carstensen, Torben K L Jensen, Olav Bo Hessellund, Jakob Trägårdh, Henrik Leffers, Jan Pedersen, Mikkel Schou, Ib Christensen, Randi Christiansen, Hans Larsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Hvis du læser Ruslands nationale sikkerhedsstrategi, findes på nettet udgivet af Rusland, så vil du sikkert finde, at forfattererne refererer til denne og dermed kan der ikke være tale om motivfortolkning, og dermed er det vel ikke propaganda?

Rusland har ambassader i alle NATO-lande, og disses russiske diplomater har fri adgang til at tale med politikere, journalister, erhvervsorganisationber, fagforeninger, NGO´er, indbyggere o s v i alle landene. Russiske journalister kan også arbejde frit og tale med hvem som helst i NATO-landene.

De russiske diplomater er kvikke og indberetter sikkert korrekt alt hvad de erfarer , så den russiske regering ved udmærket, at NATO-landene (herunder Danmark) på ingen måde er fjendtlige over for Rusland.

Russernes påstand om et agressivt NATO er en bevidst usand manipulation mod bedre vidende.

Det er det nye nationalistiske Rusland , der med sin adfærd skaber frygt hos andre. (Trump med sin "america first" erfor øvrigt så smaåt begyndt at ligne Purin en lille smule.)

Danske og andre diplomater/journalister i Rusland har iøvrigt slet ikke samme gode arbejdsvilkår, som de russiske diplomater har hos os.

Bjørn Pedersen

Det er "russofobisk" at være bekymret over et land, der hylder imperialisme, som opererer med tanken om at de har en "interessesfære", deres "nære udland" bestående af lande, hvis politik de mener de har ret til at diktere? Et land, der allerede har invaderet og annekteret dele af to lande i løbet af et årti? Et land, der hylder imperialistiske erobringer af land fra dets naboer legitimeret udfra nationalisme? Fobi er irrationel frygt. En polak i august 1939 kan ikke kaldes "Nazifobisk" eller "Sovjetofobisk", da hans frygt ikke er irrationel. Når et naboland i fulde alvor tror at de kan bringe deres "storhedstid" tilbage ved at opføre sig som erobrere, at kun ved at myrde sine naboer og tage deres land kan Rusland rejse sig igen... så skal de da naturligvis bekæmpes - helst med ord så de kan overbevises til ikke at blive vor tids Nazi-Tyskland, men vi skal selvfølgelig forberede os på Putins forsøg på asymmetrisk krigsførsel.

Fra det amerikanske yderste højre og både det yderste højre og venstre i Europa, lyder der ofte noget i retning af: "Rusland er uskyldig, og staklerne reagerer bare på amerikansk og NATO aggression og altså, i Amerika hænger de jo negre.." (Det i kursiv er til glæde, for dem med lidt koldkrigshistorisk viden.) Chekisterne er sikkert glade for at der stadigvæk findes nyttige idioter, men sikkert endnu gladere for at deres nyttige idioter i dag findes både på højre- og venstrefløjen I USA og Europa. Skrål i dog bare "FAKE NEWS!" af Putin-kritiske nyhedsartikler.

Der er ingen grund til at lave modpåvirkningskampagner. Vi skal bruger masser af diplomati over for Rusland i stedet for at spille med de militære og sanktionelle muskler, og den store udfordring må være at få USA med på den strategi. Vi skal satse på afspænding NU. Rusland har kæmpemæssige interesser i Ukraine. Det skal vi se i øjnene. Det er selvfølgelig en god pointe, at Rusland er defensivt. Det har lidt et stort nederlag i Ukraine. Det er bange for nye nederlag, og det leder desperat efter løsninger på sine problemer. At det har en klam militaristisk fortid og kun gradvist forandres indadtil, er gode grunde til, at vi skal bruge diplomati i stedet for at stå stejlt i en sparsom dialog.

Niels Duus Nielsen, Rasmus Knus, Jakob Trägårdh og Jan Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@ Poul Erik Riis
Jeg så helst Rusland som en medspiller i Europa, men det er jo svært når tror de har ret til nabolandes territorier. Det er ikke en militaristisk fortid, det er den militaritiske nutid i Rusland, der skal bekæmpes. Det vil dog være skadeligt for hele Europa, at bekæmpe den fordummende militaristiske nationalisme i Rusland som Putin i disse dage gør brug af, med militære midler. I hvertfald som udgangspunkt. Vi skal blot være klar til at forsvare vores allierede i f.eks. de baltiske lande.

Ideelt set, så jeg helst, at man i hele NATO, i samråd med Rusland, gjorde op med BÅDE skabelsen af Kosovo-staten OG invasionerne af Georgien og Ukraine og de efterfølgende russiske annekteringer af områder. Uden princippet om at landegrænser ikke skal ændres som følge af våbenmagt, at det skal være folkeretsligt ulovligt at annektere land uden at man har det andet lands reelle, oprigtige og utvungne samtykke, så kan alle erobringer af land legitimeres i fremtiden.

NATO giver erstatning til Serbien for med våbenmagt at fratage dem territorie, så foretages en afstemning godkendt af både Kosovo og Serbien om tilhørsforhold efter model af afstemningen om grænsedragningen i Danmark. Samme gentager sig i Georgien og Ukraine. Rusland betaler en erstatning for annektering, så bliver Ukraine, Rusland og den krimske lokalregering enig om at afholde en grænsedragningsvalg. Herefter blive NATO og Rusland enige om, at uanset deres konflikter så skal det ikke føre til militært fremtvungne grænserettelser.

Derefter skal jeg nok holde fest og danse med russere til Shostakovich tværs over grænserne fra NATO og EU-lande til Rusland.

Michael Kongstad Nielsen

Bjørn Pedersen
Jeg er meget uenig med dig i din præmis om hvad Rusland er, som skulle skabe en fobi (angst).

Rusland hylder ikke imperialisme. Hvis man fremprovokerer den påstand, der er grebet ud af luften, kan man måske få nogle til at blive bange, men det er ren fup.

Begrebet 'imperialisme' kommer fra navnlig Storbritannien, men også andre vestlige staters kolonialisme og ønske om at overtage 3. verdens lande. Rusland har ikke sådanne ønsker.

Rusland har ikke et "nært udland" hvis politik de mener de har ret til at diktere. Rusland har russisktalende naboer, de vil hjælpe i nød, hvis de er truet. Og det var de.

"Rusland hylder ikke imperialisme. Hvis man fremprovokerer den påstand, der er grebet ud af luften, kan man måske få nogle til at blive bange, men det er ren fup. "

Jo det kan jeg love dig for at de gør.

Michael Kongstad Nielsen

Poul Erik Riis
Hvad er det for en klam militaristisk fortid Rusland har, som overgår vestlige landes klamhed?
Og hvad er det for 'kæmpemæssige' interesser i Ukraine Rusland har? Rusland og Ukraine foretog en bodeling ved Sovjetopløsningen, så de interesser er der gjort op med. Herunder Ruslands flådebase på Krim.

Espen Bøgh, Niels Duus Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

"så bestred Putin kortvarigt en underordnet stilling der som nybagt jurist"
“Godt sprogøre” - “Hurtig i opfattelsen”

Hmm - Ifølge Den Store Danske var han i KGB fra 1975 - 1990, samt chef i FSB fra 1998 - 1999, altså 16 år. Nogle mener at han også havde opgaver for KGB I årene fra 90-98.
Personligt synes jeg at 16 år er lidt mere end “kortvarigt”.
Hvad er mon årsagen til den bevidste vildledning?

Niels Duus Nielsen

Hvad Jan Nielsen her bedriver er argumentation, og ikke propaganda, for så vidt det, der fremføres er fakta, som kan tjekkes, og ikke løse påstande. Og at disse fakta skal understøtte et ad hominem, som skal så tvivl omkring Putins skjulte motiver er motivforskning af den slags, som jeg finder helt okay. Det er trods alt et meget magtfuldt menneske vi taler om, så vedkommendes troværdighed er et legitimt emne.

Så nu kender vi alle lidt mere til Putins baggrund. At have været medlem af en statslig organisation for skæg og blå briller er også i min bog en kilde til skepsis og en anledning til mistænksomhed, en omstændighed, som gør, at vi er nødt til at se på den kontekst, som Putin opererer i, for at afgøre, om han spiller med åbne kort.

Og gør vi det, altså ser på den sikkerhedspolitiske kontekst, er Putin og kliken omkring ham meget, meget dygtige manipulatorer af den offentlige mening. Selvfølgelig spiller han ikke med åbne kort, det gør ikke engang vores egen lille svindler og hans kumpaner m/k.

Så for at forstå, hvad der er op og ned i den sikkerhedspolitiske propaganda, må vi se på, hvad der reelt foregår, og ikke blot på, hvad aktørerne siger. Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, ser det ud som om Rusland bruger størstedelen af sin magt til at skabe multilaterale samarbejder med en lang række lande, herunder Kina, men det formål at skabe nye handelsrelationer, med det formål at bryde USAs unilaterale dominans med fredelige midler (for så vidt handel er et fredeligt middel, hvilket altid kan debatteres, men det er efter min mening en anden diskussion).

Spørgsmålet er og bliver, hvem der er aggressoren i dette spil. Er det Rusland, som sammen med Kina forsøger at udbrede den russiske og/eller kinesiske form for kapitalisme til hele verden med voldelige midler, eller er det USA, som insisterer på amerikansk kapitalistisk overherredømme?

Prøv at tænke tanken til ende. Hvem har fordel af en krig mellem Rusland og USA? Rusland, som er det land, krigen efter al sandsynlighed vil blive udkæmpet i, og som derfor vil kunne se frem til store civile tab og en ødelagt infrastruktur, eller amerikanerne, som tror sig sikre bag to verdenshave og råder over mere militært isenkram end de tolv næststørste militære magter tilsammen?

I realiteten vil der ikke være nogen vindere, og det ved russerne af erfaring, hvorfor de bruger alle midler for at undgå en militær konfrontation - herunder lokale militære styrkeopvisninger, der skal tjene som påmindelse om, at det ikke vil blive en cakewalk at erobre Rusland. Amerikanerne derimod lever i relativ sikkerhed beskyttet af bag to verdenhave, og har ikke oplevet krig på eget territorium siden borgerkrigen. Samtidig har de opbygget en økonomi, som i udstrakt grad er afhængig af permanent militær oprustning - et trick, de lærte under Anden Verdenskrig, hvor det blev bevist, at man kan tjene store summer på at sælge våben, samtidig med at man kan tilfredsstille civilbefolkningens materielle behov. Med andre ord: Den menige amerikaner aner ikke, hvad der er på spil.

Og det gør den menige dansker tilsyneladende heller ikke, når han/hun er parat til at sætte freden over styr med trusler og sabelraslen, i stedet for at finde en diplomatisk løsning på problemerne.

Mikael Velschow-Rasmussen, Espen Bøgh og Jan Nielsen anbefalede denne kommentar

Tillad mig et par citater fra Niels Nielsens lange kommentar:

- Spørgsmålet er og bliver, hvem der er aggressoren i dette spil. Er det Rusland, som sammen med Kina forsøger at udbrede den russiske og/eller kinesiske form for kapitalisme til hele verden med voldelige midler, eller er det USA, som insisterer på amerikansk kapitalistisk overherredømme?

-I realiteten vil der ikke være nogen vindere, og det ved russerne af erfaring, hvorfor de bruger alle midler for at undgå en militær konfrontation - herunder lokale militære styrkeopvisninger, der skal tjene som påmindelse om, at det ikke vil blive en cakewalk at erobre Rusland.

Den sidste kommenter skal man nok skrive sig bag øret.

Bjørn Pedersen

@ Michael Kongsted Nielsen skrev: "Begrebet ’imperialisme’ kommer fra navnlig Storbritannien, men også andre vestlige staters kolonialisme og ønske om at overtage 3. verdens lande. Rusland har ikke sådanne ønsker."

Det var dog den mest absurde definition på imperialisme, jeg nogensinde har hørt. "Imperialisme er kun imperialisme når Vesten gør det", altså helt ærligt? Du kan ikke selv se hvor ulogisk den definition er? Så Rusland var ikke imperialistiske da de erobrede Krim, ekspanderede og koloniserede mod øst helt frem til Stillehavet? Erobringer af et nabolands territorie er ikke imperialisme? Det er ikke ekspansionisme båret på vej af militarisme og fantasier om "storhed".

Har mongolerne ret til at invadere og annektere de mongolske dele af Rusland, hvis Rusland behandler dem dårligt? Har norske og svenske samer ret til at marchere over grænsen til Rusland, hvis de mener samer i Rusland bliver behandlet dårligt, har hvem end der måtte sympatisere med tartarene ret til at invadere og annekter dele af Rusland hvis tartarer bliver behandlet dårligt?

Hvis man vil stoppe etnisk motiveret vold, så stopper man etnisk motiveret vold. Det kan, hvis der er tale om reelle forbrydelser, være fair nok. Men derfra og til at EROBRE og ANNEKTERE dele af et andet land når man jo alligevel er i nabolandet, kan aldrig forsvares. Det er en invitation til at alle andre lande i verden, anser den slags adfærd for legitim, og gør de det, vil hele verden opblusse i krige efter krige. Ingen landegrænser vil være sikre, så længe ens nabo bare har et par tusinde atomvåben og den næststørste hær i verden og tror at de har ret til andres land.

Desuden skriver du til Poul Erik Riis: "Og hvad er det for ’kæmpemæssige’ interesser i Ukraine Rusland har? Rusland og Ukraine foretog en bodeling ved Sovjetopløsningen, så de interesser er der gjort op med. Herunder Ruslands flådebase på Krim."

Eftersom Krim nu, ifølge Rusland selv, er russisk, er de interesser jo ikke længere gjort op. Rusland kan aflevere Krim tilbage til det land, det retmæssigt tilhører. Iøvrigt er Donbass regionen i Ukraine, den region hvor der er kæmpe kulforekomster og en masse industriområder. Så russiske interesse i den region, er om ikke andet rent økonomisk set logiske.

Alene overskriften stinker langt væk af antirussisk propaganda og med Putin som mål for at være paranoid i sin verdensopfattelse.

En sætning jeg hæftede mig ved var: "så Rusland kan påvirke landenes politik i retning af den russiske regerings sikkerhedsinteresser", - har man da hørt så galt, noget som ingen i vesten kunne finde på politisk(?)!

Ak ja desværre, hvem kan huske hvad Kennedy engang sagde i en tale om amerikanske sikkerhedsinteresser, og hvor han adresserede især hele Sydamerika, eg husker ikke ordene præcist, men de forløb nogenlunde således; "America will never allow communisme to get fodhold on the vesten hemisfære", - altså, Amerika will ikke tillade en kommunistisk politik i noget land i Sydamerika!

Nu kan man ikke ligefrem kalde alle Sydamerikas lande for nærområde til Amerika, - men mange lande har i tidens løb fået "kærligheden" til liberalismen fra Amerika at føle, - også selv om friheden for befolkningerne blev væsentligt "begrænset" af hemmeligt politi eller militæret.

Udstrækningerne af den Amerikanske sikkerheds politiske dominans har i tidens løb udstrakt sig til såvel stort som småt og ikkemindst overalt på kloden - ja selv omme på den anden side af kloden, og med militæret som det drivende, - men sandelig også begrundet med deres egen amerikanske "domino-teori" dengang for Vietnam og de omkring liggende lande.

- OK, Amerika kom først med "domino-teorien" og nu er Putin med Rusland også kommet med på vognen, - bedre sent end aldrig måske?

Krigen, altså hvis den kommer(med Trump altså) vil ikke kun berøre Rusland og dets infrastruktur, men i lige så høj grad berøre hele Europa, -hvilket jeg før har beskrevet og advaret imod, samt og som det også skrives af andre, - Amerika har været forskånet herfor, undtaget ved borgerkrigen, men ellers sjældent om noget i det hele taget.

Amerikas hegemoni(overherredømme/dominans) globalt set har været ganske tydeligt i årtier efter årtier siden 2. VK og som ikke ligefrem har været udført med fredelige diplomatiske handlinger eller motiver, så på den baggrund er det lidt ensidigt at anklage Putin og Rusland for det som Amerikas selv har stået for igennem tiderne.

Ukraine er lidt at et problem for vesten efter "Maj dan "revolutionen"" hvis man kan kalde den det, når en flok hætteklædte bevæbnede masse går amok i Kiev foran parlamentet og den nyvalgte præsident, fordi præsidenten modvilligt afventer at indgå en aftale med EU i stedet for med Moskva og Putin.

Fra artiklen fremgår det at flere russiske politiske figurer i tidens løb opfattes som dysfunktionelle eller paranoide, - åbenbart modsat såvel amerikanske som europæiske vestlige politikere og deres jagt på sikkerhed, er nok lidt for meget grebet ud af den blå luft.

Rusland lærte af tilbagetrækningen ved sammenbruddet i 1988-89 at vesten med NATO udnyttede tomrummet til først at indlemme landene i EU og 2 - 4 år senere også i NATO, at bufferzonen imellem dem og vesten forsvandt, og de stod konfronteret med den realitet, at vestens styrker pludselig stod lige uden for hoveddøren, og ikke nok med det, så genoptoges den kolde krigs retorik med fuld styrke.

Nå, men tilbage til Ukraine, - jo præsidenten måtte flygte, og gadens parlament , de hætteklædte og bevæbnede, overtog parlamentet og udråbte sig som demokratiske.

I den forbindelse er det værd at erindre sig især én hovedperson Julia "bloddronningen" Timosjenko, der ville udrydde alle de russisktalende i Østukraine med atomvåben, - og det ville da virkelig være et synligt bevis for en ægte "orange revolution" i Ukraine.

EU var tavs i den forbindelse, - ligesom de også var i forbindelse med krænkelser mod russere i de baltiske lande, men burde i stedet have reageret prompte herpå og fordømt disse overgreb, ligesom EU ikke burde havemodtaget "bloddronningen" på den røde løber i Bruxelles.

Antallet af nyttige idioter skal findes på begge sider, og ikke kun til den ene side, - det handler alene om troen på den mentale tilstand man er vokset op i og det lands tjeneste i hvis man er, og man vil gøre alt for det bestående heri, og i den tro men befinder sig i og føler tryghed ved.

Man kunne forestille sig og håbe på, lidt mere selvindsigt i stedet blot udsigt vendt mod andre og deres forståelse af vore egne handlinger, i stedet for hele tiden at sku mistænkeligt mod modparterne - som nu ikkelængere alene re Rusland men også Kina, her på det sidste.

En sidste bemærkning er:

Glædelig jul og godt nytår til alle læsere.

Jacob Jensen, Jan Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Imperialisme betyder ifølge ordbogen DDO - især stormagternes erobring og udnyttelse af kolonier i sidste halvdel af 1800-tallet. Det gjorde Rusland ikke.
Man kan altid vride disse begreber rundt så de passer til ens formål, men det bliver hurtigt 'fake'.
Rusland har heller ikke idag nogen som helst tilbøjelighed til imperialisme.
Det må I prøve at indse.

Bjørn Pedersen

Helt ærligt, Michael Kongsted Nielsen? Kender du intet til russisk historie? Hvordan tror du der findes etniske russere øst for deres før-imperialistiske traditionelle områder, hvis ikke det var for intensiv kolonisering af erobret territorier østpå? Hvordan tror du etniske russere er havnet i Vladivostok? Nutidens Rusland er skabt på kolonisering af erobret land mod øst og sydøst. Det er alene dit narrativ, der er absurd "fake" og historieløst her, MKN. Det er som at tro på at engelsktalende folk i Nordamerika altid har holdt til derovre.

https://en.wikipedia.org/wiki/Russian_conquest_of_Siberia

Niels Duus Nielsen

Bjørn Pedersen - Sibirien var befolket af naturfolk, før russerne koloniserede territoriet, ligesom Nordamerika var befolket af indianere, inden europæerne overtog landet. Russerne massakrerede faktisk ikke den oprindelige befolkning, i modsætning til europæerne og Amerika - så hvor vil du egentlig hen med dit argument?

Niels Duus Nielsen

Michael Pedersen, det er nok fordi det er mere effektivt at bekæmpe despoter med sandhed end at forsøge at få dem ned med nakken ved hjælp af fabrikerede løgne. Rent bortset fra, at det også er mere ærligt.

Michael Kongstad Nielsen og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@ Niels Nielsen

http://www.international.ucla.edu/euro/article/139315

Russerne bedrog krig mod de folk hvis jord de ville erobre, akkurat som deres med-europæiske ligesindede gjorde i Nord-Syd og Mellemamerika. Og ligesom deres medeuropæere myrdede de ikke alle de indfødte. Modsat med Amerika, så var der pga. indbyrdes hande mellem russere og østlige stammerl i før ekspansionistisk tid, ikke et problem med at de indfødte i tusindvis blev dræbt af sygdomme de ikke havde noget naturligt forsvar imod.

Jens Thaarup Nyberg

MKN
"... Rusland har heller ikke idag nogen som helst tilbøjelighed til imperialisme.
Det må I prøve at indse."
Det vi indser er, at Rusland idag ikke har behov for geografisk ekspansion, men nok behov for at sikre Rusland, der blev til ved imperialisme, og derfor er et imperie.

Michael Kongstad Nielsen

Ordet 'Despot' betyder som bekendt "en enevældig hersker som udøver sin magt gennem (vilkårlig) undertrykkelse"
Når Michael Pedersen bruger et så voldsomt ord om PUTIN, kaster det en mistanke tilbage mod ham selv.

PUTIN er demokratisk valgt, Rusland er et demokrati, DUMAEN er et folketing, der findes i både i regionerne og som en landsduma, der foregår ikke noget, der er despotisk, kun i vestlige kommentatorers fantasi.

Jeg har studeret russiske valg og set, at det går helt rigtigt til.
Russerne er glade for det, og stemmer i høj grad på Putin .

Jens Thaarup Nyberg

Mindre bidrag til Espen Bøgh, 21/12 - 16:47

“In its advocacy of the Monroe Doctrine the United States considers its own interests. The integrity of Other American nations is an incident, not an end. While this may seem based on selfishness alone, the author of the Doctrine had no higher or more generous motive in its declaration.”

Robert Lansing til president Wilson. (1915-1920 )

http://images.library.wisc.edu/FRUS/EFacs/1914-1920v2/reference/frus.fru...

( mig ubekendt kommentator):
"The Monroe Doctrine was consistently a goal to be pursued. I like George Friedman's heirarchy of American interests. It is probably the clearest geopolitical analysis of why America acts like that. We have been brutally and spectacularly successful in realizing our interests over time.

The five goals, in ascending order:

1. Control of the North American continent.
2, Control over both ocean approaches to the North American continent
3. Pre-eminence in the Western Hemisphere
4. Control over the world's oceans and traffic
5. Preventing the rise of any power or coalition of powers on Eurasia which might challenge the previous four goals.

(5) in particular explains a lot of our "pointless" wars and interventions. We don't need to win - we just need to make sure nobody else wins. That's why so much of the world looks chaotic. It's in our interest."

Jens Thaarup Nyberg
Det vi indser er, at Rusland idag ikke har behov for geografisk ekspansion, men nok behov for at sikre Rusland, der blev til ved imperialisme, og derfor er et imperie.
Altså er Danmark et imperie?

Niels Duus Nielsen

Prøv at tænke lidt over begrebet "force projection". Det står i centrum for amerikansk militær strategi: Evnen til med kort varsel at indsætte landsstyrker overalt på kloden. Rusland har ikke denne evne til at slå til hvorsomhelst, nårsomhelst, men har udviklet en pindsvinestrategi, kombineret med en trussel om gensidig udslettelse.

Hvad er den russiske hærs fremmeste opgane? At forsvare moderlandet. Hvad er den amerikanske hærs fremmeste opgave? At angribe andre lande. Eller er pindsvin pludselig blevet farlige og aggressive dyr?

Det er i grunden ret simpelt - der er for mig ingen tvivl om, hvem der er aggressoren i dette spil.

Michael Pedersen

Rusland ligger som nr 96 ud af 112 på demokratiindekset, kun marginalt bedre end Mozambique og under andre despotier, så det kræver noget af en julebrandert at hævde, at Rusland er et demokrati.

Professor i statskundskab John J. Mearsheimer (en af USA`s kendte realister) mener, at liberalistisk hegemoni har været USA`s politik siden afslutningen af den ”Kolde krig”. Under alle omstændigheder har det været tilfældet efter 2001. ”The blob” = democrats og republicans mener :Liberalisme= individuelle rettigheder + som er umistelig = universelle. Derfor bliver politikken at sprede liberalt demokrati for at: 1.Beskytte menneskerettigheder2. For at skabe internationalt fred.3. For at beskytte det liberale demokrati hjemme. Det er altså vigtigt, at beskytte menneskerettigheder over hele kloden:
Alle har de samme rettigheder og grænser betyder ikke noget særligt. Derfor har amerikanerne et ansvar for at beskytte de mennesker, som får krænket deres rettigheder. Retten til liv er den vigtigste.
Professor Michael Doyle: Enhver stat der ikke er et liberalt demokrati, undertrykker dens befolkning.
Derfor kan man rykke ind i en anden stat og gøre det til et demokrati og så rykke ud igen, når alle stater er demokratier er der igen krænkelser af menneskerettighederne.
Det fører til international fred.
Det afskaffer terror og sørger for atomnedrustning.
Dette er rationalet for at gå ind i Irak. Man kunne gøre hele Mellemøsten til et hav af demokratier.
Det er naturligvis den liberale fortælling om grunden til fred i Europa.
Det hører med til historien, at USA har været i krig 2/3 af tiden siden 1991 og ført 7 krige

I sin seneste bog skriver professor Richard Sakwa bl.a.:
Under Gorbachev skiftede grundlaget fra kommunistisk ideologi til en ny form for liberalt og humanitært engagement, der blev skitseret i NPT. Aspirationen til sidst var ikke bare at sætte en stopper for det, der i stigende grad blev opfattet som en forgæves og meningsløs Cold War, men at overskride den logik, som Den Kolde Krig blev kæmpet mod - den endeløse realistiske søgen efter magt og status. For Gorbatsjov og hans efterfølgere betød dette en fornyet orientering over for det internationale samfunds institutioner, især FN og alle rammer for global humanitær styring sammen med et engagement i demokrati, borgerlige- og menneskerettigheder. Det betød eftertrykkeligt ikke en automatisk tilpasning til det amerikanske sponsorerede Atlanterhavssystem. I russiske øjne betød det en ende på konflikt med dette system, men begge ville komme ind i post Cold War orden som samarbejdspartnere, ligeligt orienteret mod et internationalt samfund, der i sidste ende var større end dem begge. Dette var en af grundene til, at artikel 15.4 i Ruslands nye forfatning af december 1993 udtalte, at "almindeligt anerkendte principper og normer i international ret og internationale traktater i Ruslands føderation er en bestanddel af dets retssystem". Med andre ord blev russisk suverænitet tempereret af internationale normer. Det var i denne ramme, at ledelsen i Rusland forsøgte at tilpasse sig ikke til vestlige værdier og globale normer, men til hvad der blev betragtet som universelle værdier og globale normer. Ruslands postkommunistiske transformationsprojekt var ikke Vestliggørelse, men hvad i Gorbachevs sprog blev betegnet "universelle menneskelige værdier".
I tilfældet, hvor Sovjetunionens opløsning og det kaotiske Rusland, der opstod, (den kolde krig sluttede i 1989 og Sovjet opløstes i 1991) opstod den vestlig tale om sejr. I de tidlige efterkrigskrigsår vedtog institutionerne og staterne, der omfattede Atlanterhavssystemet, et godartet syn på Rusland og forsøgte at hjælpe dets økonomiske og politiske udvikling, samtidig med at man sikrede sit nukleare arsenal. I stedet for den voldsomme Cold War transformation af det internationale system modtog Kreml kun en udvidelsesdagsorden for den eksisterende Atlanterhavsorden. Den sene sovjet og derefter den russiske ledelse havde antaget, at verden ville blive mere multilateralt (senere avanceret af Primakov og hans efterfølgere gennem formlen for multipolaritet), men i stedet blev et monistisk system konsolideret. I stedet for at kommunismen sluttede op om debatten om forskellige typer af politiske samfund og alternative måder at indlejre markedsrelationer på i samfundsmæssig nexus, blev diskursen bemærkelsesværdigt fattig og monologisk. (Her kan så tilføjes, at ledelsen i Rusland ikke mener de tabte den Kolde Krig, som sluttede i 1989, hvilket understøttes af den amerikanske forhandler Jack F. Matlock i bogen Superpower Illusions)
Globaliseringen og End of History narrativet gentog kun den tilsyneladende sejr i den "liberale internationale orden" i stedet for at berige debatten om forskellige kapitalismeformer og nye måder at opnå samfundets materielle og åndelige opbygning globalt gennem empowerment og ligestilling.
Et epistemologisk kløft blev åbnet mellem Atlanterhavssamfundet og Rusland, som til sidst udgjorde et sammenbrud af den europæiske sikkerhedsordre, en krise med globale konsekvenser. Mens det officielle Rusland var forpligtet til atlantiske værdier, som det fremgår af et fortsat engagement i OSCE, blev disse betragtet som fælles værdier snarere end specifikt "vestlige". I denne ånd tiltrådte Rusland CoE (Europarådet) og bestræbte sig på at udvikle lige forbindelser med EU. Putin i hans tidlige år var endog villig til at overveje en form for medlemskab af NATO. Atlanterhavssystemet er imidlertid mere end blot et samfund af værdier (på trods af meget snak om dets postmoderne og post-suveræne karakter); det er også et hegemonisk system med amerikansk lederskab i centrum. Per definition kunne Rusland kun deltage i dette system som underordnet og ikke som lige. Indbydelsen til at deltage var ægte og oprigtig, og hvad angår de radikale liberale i Rusland, ville det være en enestående mulighed for Rusland at omdanne sig til et arbejdende liberalt demokrati. Men selv andre liberale, især Kozyrev, fandt betingelserne fandt betingelserne for medlemskab uacceptabelt.
Af ideologiske og sociologiske grunde kunne Rusland ikke deltage som underordnet. Rusland kunne ikke handle sin historiske identitet og storemagtstatus for et medlemskab af Atlanterhavssamfundet.
Begivenhederne i 2014 markerede kulminationen af processer, der var i gang siden begyndelsen af efterkrigstidens æra. Frustrationen kogte over til åben konflikt i Ukraine. Året repræsenterede slutningen af illusioner, og selv om den var karakteriseret som en ny kolde krig, var den europæiske udvikling kun en del af en bredere tilpasning i den globale politik. For Rusland var det hidtil fundamentale princip om integration i et forvandlet vestlig samfund ledsaget af oprettelsen af et slags ”Større Europa” fra Lissabon til Vladivostok afsluttet i det mindste for denne generation.

Michael Kongstad Nielsen

Stig Bøg. ham fidusen der, du lader siderne oversvømme med, kan ikke fremsige noget klogere, end det vi andre, der har fulgt med i verdens gang overalt . kan.

Det interessante ved Sovjetopløsningen er Republikernes beståen. Det er en helt ny tankegang, der skal til, som Vesten tydeligvis ikke orker. Man ser bare fortsat Sovjet for sig, selvom staterne har løsrevet sig fuldstændigt.