Kronik

Vi skal bevæge os fra #MeToo til #AlleOs i praksis

#MeToo’s budskab sniger sig ind i vores bevidsthed i stedet for at storme de traditionelle institutionelle magtbastioner. Men skal det lede til den forandring, vi alle håber på, og skal bevægelsen lære at lytte, når den møder kritik?
#MeToo skal videre, og der kan bevægelsen hente inspiration andre steder fra. De mest succesfulde bevægelser i historien har lavet såkaldte scale shifts, når det var nødvendigt. For eksempel ved at løfte den lokale kamp op på den internationale scene, sådan som den mexicanske Zapatista-bevægelse effektivt gjorde det 1990’erne i skiftet fra at tale om oprindelige folks rettigheder til at tale om menneskerettigheder.

#MeToo skal videre, og der kan bevægelsen hente inspiration andre steder fra. De mest succesfulde bevægelser i historien har lavet såkaldte scale shifts, når det var nødvendigt. For eksempel ved at løfte den lokale kamp op på den internationale scene, sådan som den mexicanske Zapatista-bevægelse effektivt gjorde det 1990’erne i skiftet fra at tale om oprindelige folks rettigheder til at tale om menneskerettigheder.

Emilliano Thibaut

Debat
28. december 2017

Time Magazine har kåret #MeToo til ’Person of the year’. Og bevægelsen er vitterligt historisk banebrydende i sin form. Drevet frem globalt på rekordtid af tilsyneladende ustrukturerede statusopdateringer har fænomenet allerede nu haft ufattelig betydning for forholdet mellem mænd og kvinder – på arbejdspladsen, i offentligheden og i stort set alle de magtforhold, hvor kønnets grænser bliver udfordret.

Nogle mener, at #MeToo blot er en døgnflue og betvivler de reelle effekter, bevægelsen faktisk kan skabe. Men den har jo allerede haft en håndgribelig konsekvens for de mange mænd, som er blevet udskammet og fyret fra diverse magtfulde poster. Ligeså for de mange kvinder, som har gået og følt sig skamfulde og alene med deres oplevelser. De har nu fået en stemme.

På et mere strukturelt plan vil bevægelsen også få betydning for partiers, virksomheders og foreningers regler og retningslinjer. Det har den allerede fået på Forfatterskolen, i Alternativet og hos Zentropa.

Man vil formentlig også snart se en række nye lovforslag, som sikkert vil glide lige igennem. Men måske allervigtigst vil den ændre på nogle af de mere subtile, men jo nok så fundamentale, mikrosociale dynamikker mellem mænd og kvinder.

Venstrefløjens traditionelle oprørstanker, hvor man først med alle nødvendige midler vil overtage statsapparatet for derefter at ændre tankegangen i samfundet, er alt for ofte gået op i hat og briller eller proletariatets smålige diktatur. #MeToo vender dén revolutionslogik på hovedet.

Men hvis vi skal gøre bevægelsen livsduelig på længere sigt og undgå de vante faldgruber som folkedomstole og lynchninger på baggrund af rygter og kampe mellem samfundsgrupper, der spilles ud mod hinanden, kræver det, at vi tænker længere end 140 tegn frem.

Organiser oprøret

#MeToo adskiller sig markant fra kvindeoprørene i 1960’erne og 1970’erne – men også fra de pladsbesættelser og demonstrationer, vi særligt siden 2011 har været vidne til verden over. Det, vi ser i dag, er et kollektivt anklageskrift. Et oprør, der er drevet af de sociale medier, som understreger individets fortælling, og som ikke umiddelbart er lige så konkret politisk handlingsanvisende, som tidligere lignende bevægelser. Nu handler det ikke om ligeløn, men om at holde nallerne for sig selv.

Der er, på godt og ondt, heller ingen egentlig ledelse af bevægelsen. Massen af krænkede kvindestemmer svæver ukoordineret gennem verden, men skaber i samlet flok sort sol.

På den baggrund kan man spørge, om #MeToo er en bevægelse, som vi kender dem? For at opnå vedvarende gennemslagskraft, der ikke er lige så flygtig som de platforme, den benytter sig af, skal den indignerede energi, der har været målrettet den enkelte, også kanaliseres over i organisatoriske strukturer, der mere målrettet kan arbejde for kollektivet.

Det gjorde klimabevægelsen i Canada f.eks. med sit Leap Manifest, der i 2015 gav klimaforkæmperne retning og samlede dem om fælles mål. Dokumentet definerer konkrete målsætninger for og veje til, hvordan den canadiske økonomi kan restruktureres til gavn for klimaet. Manifestet var et konkret udgangspunkt, som sikrede, at gruppen blev taget seriøst i mere traditionelle institutionelle sammenhænge, uden dog at være et almindeligt parti – f.eks. satte den dagsordenen på 2016-konventet for den canadiske pendant til Socialdemokratiet.

Samme evne til at skabe en organisationsstruktur, som oprøret kan trives i, så vi hos Venligboerne herhjemme. Her gav man gennem lokale netværk retning til kampen for at give flygtninge i Danmark en bedre hverdag.

Kritik som motor

Pga. sin vigtighed bør #MeToo tage de bekymringer, spændinger og advarsler alvorligt, som selvfølgelig bliver rejst i forbindelse med oprøret. Alle politiske populærfænomener skal kritiseres.

Flere har kritiseret #MeToo-bevægelsen for at nivellere overgreb, så et nap i numsen bliver lig med voldtægt. Et kampråb i et mandehørmet omklædningsrum bliver til et sexistisk overgreb. Mænd spilles ud mod kvinder, og man oppisker kedelig kropsforskrækkelse.

Men formaster man sig til at udtrykke betænkeligheder ved kampagnens væsen, så risikerer man straks at blive anset for en del af det undertrykkende patriarkat. »Med stadionagtig rytmik«, har det ifølge Sune Gylling Æbelø gungret over Facebook og Twitter: »Dem som ikke hopper, de er sexister.«

En af dem, der fik det at føle, var Bertel Haarder. Han fik ikke et ben til jorden i debat med Drude Dahlerup i Deadline. Også Christian Braad Thomsen udløste en sand læserstorm, da han angreb fænomenet i Information og Politiken.

Til forsvar for #MeToo-bølgen kan man påpege, at den netop er ny, og derfor ikke skal stå skoleret for gamle mænds formaninger. Dens energi udspringer netop af modet til det stik modsatte. Men med tiden afhænger bredden og dybden af forandringspotentialet af, at de opremsede kritikpunkter tages alvorligt – fra #MeToo på sociale medier til gadeplan, fra privat solidaritet til offentlig politik, fra kampagne til forankret bevægelse, fra et køn til begge, fra vrede til fremdrift og fra de privilegerede stemmer til de egentlig undertrykte.

Alle de bevægelser kræver, at #MeToo lærer at lytte til og ikke kun angribe sine kritikere. Kun sådan har bevægelsens fortalere mulighed for at drive den frem ved at samle bred opbakning frem for fjendtlige fronter.

Privilegerede ofre

Et af de vigtige kritikpunkter, bevægelsen må forholde sig lyttende til, er spørgsmålet, om hvorvidt den prioriterer de privilegerede ofre over for de systematisk undertrykte.

Det er ikke usædvanligt, at sociale bevægelser taler de svage, oversete og udsattes sag, men at det er dem med et vist overskud, der faktisk står frem, råber op og sætter grænser. Også i dette tilfælde synes de, som måske er allermest berørt af patriarkatets klamme hånd, at være fraværende – både som stemme og som tema.

Det gælder f.eks. de etniske minoritetsmiljøer, hvor kvinder lider under diverse former for social kontrol. Der er ganske vist også her, at et vist element af whataboutery over kritikken, som den for eksempel er blevet rejst af Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, der i en leder i sin avis skrev, at »hvis #MeToo-kampagnen forbigår det voldelige patriarkat, der eksisterer lige for næsen af os, er den svær at tage rigtigt alvorlig«.

Bevægelsens nuværende fokus kvalificerer i sig selv som noget vigtigt, men fremadrettet er historier som Sara Omars Dødevaskeren en projektør, som #MeToo også må benytte sig af, hvis den vil kaste lys over hver en krænket skygge – også dem, der ikke får venner og familiemedlemmers likes, når de fortæller deres #MeToo-historie.

I den forbindelse kan #MeToo hente inspiration i bevægelsen ACT UP’s arbejde. Her formåede man at bryde tabuet om AIDS og gik fra at være en snæver homobevægelse til at opnå bred folkelighed.

Oversæt til dansk

De mest succesfulde bevægelser i historien har lavet såkaldte scale shifts, når det var nødvendigt. For eksempel ved at løfte den lokale kamp op på den internationale scene, sådan som den mexicanske Zapatista-bevægelse for eksempel effektivt gjorde det i skiftet fra at tale om oprindelige folks rettigheder til at tale om menneskerettigheder.

Nu skal den globale #MeToo-kampagne omvendt oversættes til en dansk forankret bevægelse. Det betyder blandt andet, at den skal udvide sig til i højere grad også at inkludere de mænd, der bekymrer sig om de ofre, som kunne være deres søster eller datter.

Når anonymiserede vidnesbyrd alene fra det danske film- og teatermiljø bliver læst op fra Betty Nansen Teatret, så er publikum i chok. Vidnesbyrd som: »Instruktøren sagde til mig: Hvis du tager mig i munden, så gør jeg dig til en stjerne« vækker også vrede og engagement hos mændene i salen.

Alle med en kær og en udsat håber på og arbejder for en bedre fremtid, hvor vi alle respekterer hinandens grænser. Vi skal derfor bevæge os fra #MeToo til #AlleOs i praksis.

Silas Harreby forsker i demokrati og oprørsbevægelser på Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Silas Harrebye,
Parolen i Rødstrømpebevægelsen var "Kvindekamp er klassekamp".
Allerede i 1970'erne definerede feministerne problemets kerne.
Nemlig ulighed.
Uligheden handler om magt og kultur, en dominerende kultur der hedder patriarkatet.
Undertrykkelsen fungerer ved udelukkelse, tavshedskultur i magt-fora, selvtægt, korruption, tildelelse af privilegier på baggrund af private forbindelser, nepotisme og styrkelse af en samfundsstruktur der tilgodeser de rige fremfor de fattige.
Hemmeligholdelse på regeringsplaner og styring af et samfund der i stigende grad er udemokratisk, er med til at forstærke vrede over tildelingen af arbejdspladser til andre end en selv.
Del og hersk.
#MeeToo burde være en opsang til alle, både mænd og kvinder, om at der er noget pivgalt i samfundet.

Frede Jørgensen, Robert Ørsted-Jensen, Vibeke Hansen, olivier goulin, Steffen Gliese, Fam. Tejsner, Nike Forsander Lorentsen, Britta Felsager, Troels Ken Pedersen, Hans Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Katrine Damm og Kenneth Krabat anbefalede denne kommentar

Og hvorfor gør de det? Fordi de kan.
Det er op til alle at gøre det sværere at kunne. Men på en sådan måde, at det ikke giver bagslag. Vi ønsker selvstændighed, ikke heksejagt. Vi ønsker samtale, ikke udstødelse. Vi ønsker opbakning, ikke overvågning.

"VI" det er idealet om enighed, ikke den hævngerrige masses nedtrampning af alt, der ligner fortidens synder.

Troels Ken Pedersen

Noget af problemet med kapaciteten for at tage kritik alvorligt er at #MeToo er blevet anledning til enorme mængder af totalt ukvalificeret kritik, som det i de fleste tilfælde ville være en fejl at give legitimitet ved at engagere med det, samt i øvrigt på at spilde tid på trælse afledningsmanøvrer.

Der er noget legitim kritik at reagere på, og den første og måske største udfordring er ikke at falde i den fælde, som alt vrøvlet udgør.

Det anslås at 4 % af den mandelige befolkning og 2% af den kvindelige befolkning har dys-sociale ubalance (hvad der før hed psykopatiske træk). Metoo ofrene bærer i stor grad opmærksomheden hen på den befolkningsgruppe, som har brug for magtpositioner for at opretholde deres (forkerte) position.

I den form at det så skal blive #alleos, så må en bredere formulering til, så det ikke kun er sexchikane som er forkert, men også miljøchikane, våbensalg-chikane, storkapital-chikane der skal indgå. Men kvindeundertrykkelse er et godt sted at tage den fra.

PS - sikke reflekterende akademisk som Information er blevet på det sidste.....næsten alt er reflekterende over fortiden, meget lidt realpolitik og konspiration (af den ægte slags) finder vej mere. ærgerligt.

Johnny Winther Ronnenberg

#NotMe ;-)

#MeNever

Suk!

#MeToo har efter min mening opnået, at alle chefer og ledere, såvel i det private som det offentlige, må gennemføre en undersøgelse af sexchikane på deres ansvarsområde. Og nu da vi ved hvorfor mange omkring krænkeren tier, ved vi også hvordan sådan en undersøgelse skal tilrettelægges.

Det er da en fantastisk præstation.

Eva Schwanenflügel, Mette Poulsen, Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg er beange for, at #metoo-bevægelsen lige så stille fiser ud i sandet, fordi den netop ikke er båret af en samlende tendens, der kan engagere både mænd og kvinder. Fuldstændig ligesom #occupywallstreet fes ud i ingenting.

Og så alligevel ikke, i USA fik Sanders pludselig stor opbakning, og i England bliver Corbyn måske statsminister, sjovt nok på at gentage occupybevægelsens kampråb.

Måske skulle kvindebevægelserne åbent tilslutte sig til den progressive bevægelse, som vokser sig stærk i disse år, i stedet for isoleret at se på sexchikane som en mandeting uafhængig af partiinteresser, men derimod som en magtting, der på ingen måde er uafhængig af magtinteresser, og derfor skal løses politisk i stedet for som nu, hvor det mere ligner moralisme end systemkritik?

Jeg kunne godt tænke mig at de begynder st debattere fattige afrikanske kvinders problemer f.eks. Jeg hører meget om det i vores vestlige verden men hvad med dem der ikke har stor salgsværdi for nyhedskanalerne? Hvor er deres stemme?

Hvis det skal blive en værdifuld bevægelse må den ud og favne bredt hvor de store problemer er. Ikke at negligere hollywood-kvinders problemer men noget siger mig at kvinder andre steder også skal høres.

Næste 'AlleOs' kampagne kunne passe være:

"Jeg føler mig også krænket af den globale sammensværgelse af politikere og finansspekulanter, som uhæmmet suger samfundskapitalen ned i deres lommer, mens velfærdssystemerne systematisk nedbrydes og sælges ud i små stykker til nærmeste venner og forbindelser."

Andre der har det sådan?

/O

Robert Ørsted-Jensen

Niels Nielsen - "de voksne kan også være bange" - nope du - dette vuil ikke forsvinde - det vil bide sig fast - mænd der misbruger deres magt har nu fået set hvad der er i vente. Et andet positiv er at dette med sikkerhed vil brede sig til også at omfatte magtfulde mænds misbrug af andre mænd - Godt Nytår

Dette var lyspunktet i et ellers rædselsfuldt år

Niels Duus Nielsen

Måske har du ret, Robert, jeg håber det, men jeg er altså lidt pessimistisk. Så længe det er mænd, der afgør, hvem der skal være alfahannen, og kvinder går efter at blive gift med alfahannen, vil vi have problemet. Med mindre, selvfølgelig, at vi finder en anden måde at udnævne alfahanner på end ved blot at måle størrelsen på deres pengepung og se bort fra meritter. Det vil dog kræve en ændring af samfundet.

Niels jeg tror det du taler om taler direkte imod vores natur. Der vil altid være lyster den verden vi ville ønske vi havde ikke kan styre. Tiltrækningskraft er dyrisk og lader sig ikke diktere af moderne ideologiske holdninger.

Vi kan selv styre vores egne lyster og sige sådan burde alle være men mennesket bliver aldrig konformt og strømlignet til trods for primært venstrefløjens forsøg på at opdrage os væk fra vores væsen.

Niels Duus Nielsen

Tina Larsen, jeg kan godt følge dig i din kritik af venstrefløjen, som har en tendens til at se sig selv som krigere for en millimeterdemokratisk social retfærdighed, som er uopnåelig.

Alligevel mener jeg at hovedparten af kritikken skal rettes mod højrefløjen, da det er den, der står stærkest på den holdning at en mands værdi måles på vedkommendes formue, uanset hvordan vedkommende er kommet i besiddelse af denne formue. Så længe det er pengene, der styrer, vil det være mængden af penge, der afgør et menneskes værd - hvor det faktisk burde være det overskud, hver enkelt kan bidrage med til fællesskabet, der talte.

Mennesket er både et socialt og et egoistisk dyr, men det overser højrefløjen helt i sin vildfarelse - de tror at alle er egoister, ligesom dem selv.

Hej Niels. Jo jeg er meget enig i din højrefløjskritik. Dog kritisere jeg her det konformative som er mere udbredt på venstrefløjen. Den der idé om at kvinder og mænd er ens og uden køn. Det er bare ideologi og faktisk en fornægtning af Darwin lidt på linie med ultra-kristne i det sydlige USA eller klimafornægtere.

I øvrigt ser jeg ikke noget galt i at have stærke mænd og kvinder. Hvorfor skal vi alle mødes på midten eller for enhver pris hives ned på den svagestes niveau.

Jeg mener ikke vi skal dyrke styrken som det højeste ideal men at forkaste den er en forbrydelse mod vores art.

Helt basalt havde vi ikke været hvor vi er i dag hvis ikke der var nogle aggressive mænd der havde kastet spyd på mammutter og bragt nogle sider flæsk med tilbage til bostedet (lidt humor skader ikke) så hvorfor så afvisende overfor vores egen natur?

Gustav Alexander

Eva Schwanenflügel,

Er udsagnet "Kvindekamp er klassekamp" ikke netop noget, som vi må undersøge i relation til klassekampen og dens teoretiske forudsætninger? Erklærer vi alle former for kvindekamp som synonym for klassekamp uden en solid diskussion i socialistisk/marxistisk teori - for det er her klassekampen hører hjemme - så ender vi med at gøre klassekamp til kvindekamp, og værre endnu, kun kvindekamp; og det i en hvilken som helst form.

Undertrykkelse og magt hænger sammen men det er magtstrukturen, der danner forudsætning for undertrykkelsen. Hvis man ønsker at føre klassekamp, må man anerkende den materielle basis for en sådan undertrykkelse. Sexchikane og voldtægt går som regel ud over folk, der ikke har nogen magt og den magt mangler de i kraft af deres socio-økonomiske kår. Sagt på en anden måde, så kan den indiske syerske ikke vide sig sikker fra overgreb, netop fordi hun arbejder, lad os sige, 14 timer i døgnet til en kummerlig løn, der gør hende afhængig af selvsamme job som holder hende i magtesløshed.

Juridisk ret samt kulturel og moralsk respekt affødes af en socio-økonomisk uangribelighed. Man kan stadig, desværre, risikere en totalt uforskyldt voldtægt, hvis man som kvinde bevæger sig ad skumle stier om natten. Den systemiske sexchikane og de konstante overgreb kan imidlertid ikke overleve en socio-økonomisk nivellering.

Vi kan ikke kæde klassekamp og kvindekamp sammen medmindre kvindekampen forudsættes i klassekampen. Vi kan heller ikke kalde alle former for feminisme som klassekamp. Indkluderer det eksempelvis Beyoncé eller Lady Gaga feminismen?

MeToo er indtil videre stadig en bevægelse, der primært retter sig mod et køn (mandens undertrykkelse) i stedet for en magtstruktur. Artiklen sammenkæder - trods sin lødige kritik - revolution med #MeToo's moralske korstog. Det er vel sigende at et begreb, der ellers er så klart defineret i den marxistiske tradition, nu kan reduceres til at nogen få magtfulde mænd mister deres topposter i underholdningsindustrien. Tænk hvis den Russiske Revolution havde været en revolution, hvis succes også blot havde bestået i at skifte nogen ansigter ud? Vi havde ikke fejret 100 året for revolutionen i år i så tilfælde. Vi ville end ikke huske den.

"Med mindre, selvfølgelig, at vi finder en anden måde at udnævne alfahanner på end ved blot at måle størrelsen på deres pengepung og se bort fra meritter."

Det er bagvendt. Alle de "privilegerede" mænd hvis karriere #metoo har ødelagt har netop opnået deres status ved talent og/eller hårdt arbejde. Ingen af dem er født ind i eliten. Weinstein var en god producer. Louis C.K. var en god komiker. Spacey var en god skuespiller. Og så videre. Deres anklagere er ikke blevet berøvet noget: de er alle sammen væsentligt mindre talentfulde og mindre ihærdige end dem de har anklaget.

Hvis #metoo bevægelsen virkeligt ville forandre noget, så skulle dens kvindelige medlemmer forpligte sig på at arbejde lige så hårdt som Charlie Rose, John Lasseter eller Bret Ratner. For ellers vil magtforholdene bare bestå.

ACT UP havde klare mål: ændring af lovgivning, research af og frigivelse af HIV medicin, ligestilling af homosexuelle ift sundhedstilbud mv (se evt. How to Survive a Plague)
#metoo handler primært om at give folk (overvejende brugt af kvinder), en stemme og platform til at fortælle om de ting, de har været udsat for. Det har for størsteparten været anonyme historier fortalt af helt almindelige kvinder. De få historier, som er kommet frem. hvor der nævnes kendte navne, er blevet underbygget og for det meste erkendt af de implicerede.
Det er helt rigtigt, at man sagtens kan være rigtig god til sit arbejde og en person med flosset moral og dårlig opførsel over for andre samtidig - det ene udelukker ikke det andet.
Det handler ikke om mænd vs kvinder - det handler om folk i magtpositioner, som opfører sig helt åndsvagt og til tider ganske ulovligt over for andre. Dumme svin m/k om man vil.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der findes (fandtes?) et fænomen inden for rockmusik, som benævnes "groupier". Her er tale om unge kvinder, der byder sig til for voksne mænd, som er noget ved musikken. Jeg vil vove den påstand, at der netop er den magtposition, som er forbundet med rockmusikernes påståede "stjernestatus", som er tiltrækkende for de unge kvinder, og ikke så meget den håndværksmæssige ekspertise, som er forudsætningen for denne stjernestatus.

Men ellers har du da en pointe, Mads Jakobsen. Dog - så længe det er frivilligt, er det vel egentlig okay?

Jeg tror, vi skal passe på med at fælde individuelle moralske domme i MeToo-regi - dels er det virkelig ikke særlig interessant, dels overser det en pointe, som udbredelsen af overgrebene alene godtgør: at det er et strukturelt problem, som handler om magtens sødme og en tilbøjelighed til at se sig selv undtaget fra de kedelige konsekvenser ved at besidde og udøve magt: alle tror, at de kan tøjle det, fordi de jo VED, at det findes og således kan reagere imod det i tide.
Men det lader det jo til, at man ikke kan, fristelsen er for stor, og den virker reelt uskyldig, men accelererer jo over tid, mens ens moralske kompas brydes ned.
Her er der nok ingen tvivl om, at den nedbrydelse af en forståelse af nødvendigheden af en personlig moral, som vi ser mange steder, i det hele taget letter vejen for at smide al skamfølelse overbord og måske efterhånden også overskride loven.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen: "Jeg vil vove den påstand, at der netop er den magtposition, som er forbundet med rockmusikernes påståede "stjernestatus", som er tiltrækkende for de unge kvinder, og ikke så meget den håndværksmæssige ekspertise, som er forudsætningen for denne stjernestatus."

Det er rigtigt, og det samme i Hollywood. Jeg nævnte Brett Ratner; han er ikke en dygtig producer eller instruktør, hans film er ikke gode. Men han har knoklet i filmsystemet og er (var) blevet til noget. Vi kan roligt regne med at han har fået lige så meget "Hollywood groupie" sex som en god instruktør.

Jordan B. Peterson har fremført den teori at kvinder udlicitere den over-komplekse opgave det er, at udvælge en mand med de rette egenskaber for et civiliseret samfund, til samfundets forskellige hierarkier.

Steffen Gliese: "Det er et strukturelt problem, som handler om magtens sødme og en tilbøjelighed til at se sig selv undtaget fra de kedelige konsekvenser ved at besidde og udøve magt."

Det er også rigtigt, men det er et problem uden skyggen af løsning. Vi har aldrig været i nærheden af en struktur hvor alle mænd er lige og hvor kvinderne ikke flokkes om mændene i toppen.

Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen, Jordan Peterson har sandsynligvis ret, og ovenstående indlæg var da også skrevet med hans ideer i tankerne.

Alligevel ser han en løsning på problemet, ikke at kvinderne skal ændre deres sexuelle præferencer, for det er realistisk set umuligt at forvente, men at vi mænd skal turde stå ved vores maskulinitet. Og i det omfang #metoo-bevægelsen fører til selvrefleksion hos alfahannerne, og overvejelser over, hvad der er "god stil" for en "rigtig mand", er det muligt at undgå i hvert fald nogle af de mange overgreb.

Jordan B. Peterson er kliniske psykolog, og har derfor en individualistisk tilgang til tilværelsen, men han har alligevel et godt blik for fællesskabets betydning for ethvert individ. #metoo-bevægelsen bruges for tiden til at hænge gerningsmændene ud, til skræk og advarsel for den enkelte, men hvis bevægelsen skal have en blivende effekt skal den internaliseres i hvert enkelt mandligt individ - ikke som en angst for at blive opdaget og hængt ud i pressen, men som en indre vilje til at gøre det rigtige.

Som han siger et sted: Noget af det vigtigste ved at spille er at spille på en måde, så medspillerne gider spille med een en anden gang. Så hvis man gerne vil lege med damer, betaler det sig i det lange løb at opføre sig lidt ridderligt, for det kan damerne godt lide. At opføre sig som et dumt svin kræver, at man gør det i hemmelighed for ikke at blive opdaget, at opføre sig ridderligt kan derimod gøres i fuld offentlighed. Så selv om det er op ad bakke, er der håb - den systemiske tvang vil altid udøve sit pres, forstærket af den biologiske tvang, men fordelene ved at opføre sig ordentligt opvejer de kortsigtede behovsudskydelser, som uundgåeligt følger af, at man ikke bare kan få, hvad man peger på.

Det kræver dog selvindsigt hos alle involverede parter, derfor min pessimisme, især da magt som bekendt korrumperer.

Niels Nielsen, alt hvad du skriver lyder godt og rigtigt, men... hele Hollywoods elite VAR allerede officielt forpligtet på blød, let venstreorienteret humanisme & feminisme. Hvis du havde præsenteret disse synspunkter for Weinstein og co. for et år siden havde de alle sagt: "Selvfølgelig! Sådan er jeg!" Og nogle af dem havde sågar troet på det.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hovsa, glem heller ikke at Rødstrømperne også havde en anden parole, nemlig :
"Gør det private politisk".
Mange af de ting der kommer frem idag med #MeeToo, handler om ting der er blevet diskuteret gang på gang.
Hvorfor har det - den kønskulturelle debat - overhovedet ikke ændret sig i tusinder af år ?
Kvinder er stadig "det andet køn", med Simone de Beuvoirs ord.
Kvinder skal tie stille, og vise mænd respekt, sagde en hvis hr. Paulus for lang tid siden.
Kvinder har vist, at det ikke er helt nemt at få dem til at antage den stupide rolle, som prædikerne gerne ville have.
Det er også kommet frem, at flere kvinder har en hjerne der er på linje med mænds. Et underligt fænomen, der har fået folk til at frasige sig videnskab.

HAPPY NEW YEAR :-)

Niels Duus Nielsen

Eva Schwanenflügel: "Kvinder har vist, at det ikke er helt nemt at få dem til at antage den stupide rolle, som prædikerne gerne ville have." Nemlig Eva, og det er faktisk der, jeg finder mest håb: Selvfølgelig lader kvinderne sig ikke undertrykke frivilligt, det er der ingen der gør, heller ikke mænd.

Det er jo derfor vi har hele diskussionen: Jeg har måske som ganske ung dristet mig til håndspålæggelse af et kvindemenneske uden forudgående samtykke, og jeg kan stadig mærke lussingen, jeg fik - så siden har jeg brugte andre metoder, som faldt bedre i kvindernes smag. For af og til at lægge hånd på visse fremtrædende kvindelige attributter, både for og bag, vil jeg sgu have mulighed for - jeg spørger stadig ikke om lov, men jeg slipper for det meste godt fra det alligevel, fordi jeg selvfølgelig sikrer mig på anden vis, at min opmærksomheder falder i god jord, før jeg udfordrer skæbnen.

Alle mine sætninger burde formuleres i datid, da jeg for tiden forsager kvinden og alt hendes væsen, men det forhindrer mig ikke i at have en mening - hvis ikke der var en forskel, hvorfor så ellers overhovedet skelne mellem kvinder og mænd?

Godt nytår!

Eva Schwanenflügel

Tsk..Tsk.
Leo , pas på hvad du ønsker dig ;-)

Eva Schwanenflügel

Både Niels og Leo, jeg holder meget af jer, og jeres evindelige kontroverser med mig.
Skønt at føle sig godt opvartet :-)