Kronik

Du er blomster langs Tagensvej hvert år i november

Vi forventer, at døden sætter gang i et fast handlingsmønster: Et menneske dør, de pårørende sørger, de pårørende kommer sig. Men døden ophæver regler. Så forvent ikke, at de sørgende opfører sig normalt. Der er intet normalt over at miste et menneske, man elsker
Vi forventer, at døden sætter gang i et fast handlingsmønster: Et menneske dør, de pårørende sørger, de pårørende kommer sig. Men døden ophæver regler. Så forvent ikke, at de sørgende opfører sig normalt. Der er intet normalt over at miste et menneske, man elsker

Mia Mottelson

Debat
9. december 2017

Røde ræv, kan du kende mig? Kan du huske, at vi skulle leve et liv sammen? At vi skulle ringe til hinanden hver søndag og grine højt? At vi skulle drikke mere rødvin og cykle lidt mindre? At vi skulle overleve den søndag morgen? Eller glemte du det i et højresving?

Jeg ved ikke, om jeg ville kunne kende dig. Du er ikke dit røde hår, dine lange ben eller grønne øjne længere. Du er en kærlighed uden fast form. Du er uden ord nu.

Du er en artikel på tekst-tv, en taxachaufførs undergang, en uendelig stilhed i et barndomshjem i Nordjylland. Du er blomster langs Tagensvej på en af novembers mørke dage.

Jeg er i sorg. Nogle vil mene, at jeg har et ar på sjælen, men det tror jeg ikke. Sorgen er ikke et ar. Den er ikke statisk som et stykke helet hud, men foranderlig og mest af alt uforudsigelig.

Nogle gange er den så lille, at den er svær at mærke. Andre gange overmander den mig i uventede situationer, når en tråd i min hjerne opfanger en situation, en lyd, et udtryk, som uden min accept kædes sammen med et minde om dig. Mest af alt er sorgen bare. Den bor i mig.

Fødselsdagshilsner uden svar

Der ligger tilfældige cykler i rabatten, som minder mig om november. Der skrives årlige fødselsdagshilsner på din facebookside, som du ikke kan svare tilbage på. Hvert år overvejer jeg, om jeg skal skrive til dem; til vores gamle efterskoleforstander, til de folk, du mødte på din rejse, til gamle bekendte, som, af grunde jeg ikke kender, stadig ikke ved, at du har været død i fem år. Det er underligt at skrive den sætning. Du er død. Jeg tror ikke, at jeg helt forstår, hvad den betyder, udover at du ikke kan svare tilbage på dine fødselsdagshilsner.

Du er 1.000 grader. Du er aske og en guldhalskæde. Du er tre salmer, udtørrede tårer og en følelse af ren kvalme, da kirken fyldtes med »Strawberry Swing«, og dine søskende bar dig ud.

Hvis jeg kunne, havde jeg taget min hud af den dag. Jeg havde lagt mig ned på kirkegulvet og skrællet den af i korte riv i et panisk forsøg på en passende opførsel til lejligheden. Du blev 22 år.

Det er ikke normalt at miste. Det er en oplevelse, alle mennesker har prøvet eller vil prøve, men det gør ikke oplevelsen normal. Der er intet normalt over at miste et menneske, man elsker.

Vi lever i en kultur, som er bange for sorg. Frygten får os til at fortælle hinanden, at sorg følger en opskrift – at den kan kontrolleres. Vi forventer, at døden sætter gang i en kæde af handlinger i kausal sammenhæng: Et menneske dør – de pårørende sørger –de pårørende kommer over sorgen.

Handling, reaktion, forløsning. Men der er ikke nødvendigvis en sammenhæng. Døden ophæver regler og fremkalder uforudsigelige – og nogle gange uforståelige – handlinger hos den sørgende. Lad os holde op med at forvente, at de sørgende opfører sig normalt.

Kollaps af en fremtid

Du er en sten nu. Du er sorte bogstaver af datomærker i en have med udsigt over marker. Der står en elg af brun plastic foran din sten. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, men jeg ved, at du ville have synes, at den var sjov. Du ville selv have sat den der.

Jeg rydder op i din have og stryger visne grene til siden, som jeg ville stryge dit hår over din pande og om bag øret, når du igen havde sagt noget, som havde fået mig til at grine. Her fra din have kan jeg se elmasten med de tre blink, du viste mig på en bustur, da vi lige havde mødt hinanden. Den mast stod tæt på den gård, hvor du var vokset op, fortalte du og pegede. Nu besøger jeg din have i stedet for dit barndomshjem. Og elmasten blinker til mig endnu.

»Rock on og altid i hjerte,« skrev du i et julekort, og jeg tænkte, at det måtte være det fineste, jeg havde læst. Du gav mig poesien og lysten til at råbe højt. Du kunne alt. Du kunne så meget, at du nogle gange ikke magtede at være inde i dig selv. Hylstret blev for småt, og vi måtte minde dig om, at vi også elskede dig, når du var stille.

Røde ræv, ved du, at jeg stadig føler mig hjerneskadet af sorg og savn? Min hukommelse forsvandt i det telefonopkald i november 2012. Resterne af den smuldrede væk i den første uge og var helt væk i månederne efter. Jeg blev et gennemsigtigt øg ude af funktion. Jeg blev madet og skubbet ud af døren tilbage på mit studie. Jeg blev krammet af forældre med tårer i øjnene over tanken om, at det kunne have været deres egen datter. Jeg blev omfavnet af venner, mens jeg i et fravær af følelser blot formåede at tænke, at de umuligt kunne forstå min smerte. De kendte dig ikke. Jeg ville forklare dem, at din død ikke blot var et tragisk uheld, men et kollaps af en fremtid. Jeg ville forklare dem umuligheden i altings fortsatte eksistens. Men jeg kunne ikke formulere sætninger. Jeg var uden ord.

Min hukommelse er stadig ikke kommet ordentlig tilbage. Jeg er holdt op med at se film, for jeg kan ikke huske dem bagefter. Jeg kan ikke længere sove alene, og der er så mange af vores gamle yndlingssange, som jeg ikke længere kan høre.

Lad os slå en ring omkring alle de mennesker, der er i sorg. Lad os lade dem være det uden en forventet slutdato. Med al respekt for krisehjælp og terapi har jeg aldrig anset min egen sorg som en samling af følelser, som kunne fikses.

Jeg vil ikke beskyldes for at dyrke min sorg – jeg vil have lov til at leve med den. Jeg kan ikke andet. Min mangel på det menneske, som er væk, kan ikke behandles.

Jeg kan godt lægge afstand til sorgen. Jeg kan stå op og leve mine dage. Jeg kan grine og gøre, hvad jeg vil. Men bare fordi jeg smiler, betyder det ikke, at sorgen ikke er der. Den går ikke belejligt væk, så vi kan sænke skuldrene og snakke om noget andet.

Tror ikke på garantier

Vi griner stadig af dig, selv om det er uden dig. Vi forestiller os, hvad du ville have sagt, og hvordan du ville have sprunget op fra stolen i en åndssvag grimmasse for at danse rundt. Vi minder hinanden om ferien i Sverige, om sommerhusturene på Lundø uden tøj på, om sød hvidvin og cigaretter. Vi danser stadig, og mellem os danser du med.

Jeg tager en guldtrøje på en tirsdag, og inde i mit hoved hujer du af mig. Jeg køber Jolly Light i Lidl og tænker på det tomme flaskehav i dit køkken på Østerbro og på den dag, du lovede mig, at du ville begynde at spise lidt mere.

Jeg har beholdt dit nummer på min telefon. Nogle dage har jeg lyst til at ringe til dig, men jeg gør det ikke. Dit nummer er nok for længst lukket, men tanken om muligheden for, at telefonen kunne ringe og endelig gå på din telefonsvarer er uudholdelig. Hvad skulle jeg sige? Hvilken besked skulle jeg efterlade? »Ring til mig«?

Jeg er på femte år stadig i sorg. Den slutter ikke. Jeg er gang på gang blevet lovet, at ’alting nok skal blive bedre’. Det er som om, at vi kollektivt har besluttet, at vi kan trøste sørgende med en garanti om, at de vil komme over sorgen. Men jeg tror ikke på garantier, når det handler om døden. Ligesom den døde ikke kommer tilbage, tror jeg ikke på, at sorgen forsvinder. Hvor skulle den forsvinde hen?

Røde ræv, ved du, at du stadig smiler til mig, når jeg lukker øjnene? Ved du, at jeg bærer alle dine minder – at jeg har taget dig på mig? Ved du, at du minder mig om, at verden er lavet af mere end materie?

Vidste du, at det ville ske?

Der findes insekter i rav, så vi kan bære dem med os.

De er tusindvis af år, og du er uden alder nu.

Men altid i hjerte.

Nanna Heiring Juelsbo er journalist og kaospilot

Serie

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeanne Löwe Lindberg

Bevægende smukt.

Sorg er et livsvilkår. Det kan hverken diagnosticeres eller påduttes heling. Det er først, når man selv har taget en beslutning om, at man er kommet videre, at sorgen lægger sig. Men den beslutning kommer ikke altid. Hvis man normalt er et meget følelsesforladt menneske, så kan man dvæle så meget ved fortiden, at man bliver ude af stand til at begribe nutiden, og så taber man terræn. For nogle er det en uoverkommelig kamp, som de aldrig formår at overvinde, og de ender udtjente i deres lænestole med en flaske sprit i hånden. Sådan finder politiet hvert år en masse sørgende, der ikke blev i stand til at rumme dette livsvilkår på en sund og empatisk måde, når de har sparket døren ind. Så sorgen er både en sygdom og et livsvilkår på en og samme tid, men ikke en sygdom i klinisk forstand. Og dog en sindstilstand der kan føre til svær psykisk sygdom, så derfor skal både sorgen og skammen altid tages alvorligt. Skam er afmagt. Og skam over at sørge er den lige vej ud i depressionen.

Touhami Bennour

Goldameir sagde en gang: "Et Folk uden land tager et land uden folk". Og det var det "Trump gør med "Jerusalem". Jeg benægter ikke at den vestlige menneske kender til "sindtilstand" og sorg", men sørges i alle situationer eller kun for sine egne? det skrives meget i aviser i øjeblikke om det, og det er meget sørgelig hvad det skrives.

Hvis nogen sender hilsner til en afdød, er det vel det mindste, man kan gøre, at fortælle dem det.

Åh hvor meningsfuldt og smukt midt i den største sorg.
Sorg er personligt og individuelt og kan ikke sættes på formel. Befriende og følsomt at læse det så fint beskrevet. Tak.

Meget rørende og smukt. Det er som om du skriver mine følelser. Også tak herfra.