Christian Braad Thomsen indleder sin kronik i Information den 25. november med en pædagogisk redegørelse for, hvad en heksejagt er, inklusive referencer til Salem, Massachusetts og mccarthyismen.
Tak for det – mon ikke en hel del af Informations læsere kunne lektien i forvejen? Men lad det være. Det interessante spørgsmål er, om påstanden om en aktuel heksejagt er korrekt.
#MeToo-bevægelsen er en global og amorf affære og kan derfor antage karakter af heksejagt det ene sted, mens den andre steder giver legitimt krænkede kvinder modet til at konfrontere deres krænkere samt krænkelser generelt i det samfund, de bor i.
Det er først og fremmest Braad Thomsens forsvar for – og negligering af – Zentropas og Peter Aalbæk Jensens handlinger og ytringer, der falder mig for brystet. Her må man sige, at krænkelserne både er veldokumenterede og sågar indrømmet af Aalbæk – endda med en nærmest offensiv vellyst. De berørte fortjener ikke at se handlingerne affejet som julefrokostepisoder, der finder sted rutinemæssigt mange steder. Det er for dumt. De fandt sted til både hverdag og fest, og vigtigst: Det var chefen, der stod for »løjerne«. Dette aspekt er særdeles skærpende. Fandt man sig ikke i det, blev man fyret.
At tåbelighederne har været kendt i fem år er ikke et argument for, at de ikke skal tages under fornyet behandling. Her råder Politiken og andre blot bod på deres egen undladelsessynd fra 2013, da bogen Zentropia udkom.
Alt i alt er det derfor lige ud groft af Braad Thomsen at kalde det hele for en storm i et glas rødvin. Vil han vise os en heksejagt, så giv konkrete eksempler. Han kan meget vel have ret i nogle tilfælde. Men lige der, hvor heksen selv har pralet af sine tricks i årevis, er et udsøgt dårligt sted at sætte ind. Her er der i stedet brug for, at den gumpetunge ledelse sørger for ordentlige forhold for medarbejderne eller rømmer skrivebordet sammen med den frontfigur, der har svigtet sit ledelsesansvar i alt for mange år.
