Kronik

I Catalonien kvæles både politik og civilsamfund i uafhængighedsspørgsmålet

Kun hvis de partier, der er imod løsrivelse fra Spanien, vinder valget i Catalonien i dag, kan man reetablere et civilsamfund og en politisk kultur, hvor man debatterer politiske programmer og ikke dybden af den nationale identitet
36-årige Inés Arrimadas fra partiet Ciutadans bejler til præsidentposten ved valget i Catalonien torsdag. Her ses hun til et pressemøde i Barcelona tirsdag. 

36-årige Inés Arrimadas fra partiet Ciutadans bejler til præsidentposten ved valget i Catalonien torsdag. Her ses hun til et pressemøde i Barcelona tirsdag. 

Emilio Morenatti

21. december 2017

Catalonierne går til valg i dag. Det er fjerde gang på syv år. Altså fjerde gang siden den daværende præsident for den autonome region Artur Mas indledte den løsrivelsesproces, der i oktober i år kulminerede med det forfatningsstridige folkevalg om unilateral løsrivelse, der efterfølgende førte til, at Catalonien erklærede sig uafhængigt af Spanien.

Omstændighederne omkring valget i dag er unikke. Ikke fordi anliggendet er spørgsmålet om Cataloniens løsrivelse fra Spanien – uafhængighedsforkæmperne har de seneste syv år netop gjort dette spørgsmål til omdrejningspunktet for alle politiske diskussioner. Omstændighederne er unikke, fordi valget finder sted i en af Spaniens rigeste, kulturelt mest avancerede og økonomisk mest driftige regioner, der nu befinder sig i en større økonomisk, social og politisk krise. Og de er unikke, fordi valget for første gang ikke er blevet udskrevet af den siddende catalanske regering, men af centralmagten. Hvordan er vi nået dertil?

Brudte gyldne løfter

Uafhængighedspolitikerne har de seneste syv år solgt det nationale løsrivelsesprojekt, – ’processen’, som den kaldes – på en række attraktive løfter: 1) EU ville tage imod den nye progressive catalanske stat med åbne arme, 2) uafhængigheden ville ikke udløse nogen virksomheds- og kapitalflugt, 3) alle nødvendige institutioner var på plads, så de fra dag ét kunne varetage forvaltningen af den unge republik.

Men hvad var situationen efter den såkaldte folkeafstemning den 1. oktober, den efterfølgende uafhængighedserklæring den 10. oktober, den tidligere præsident Puigdemonts manglende mod til selv at udskrive valg den 26. oktober, efterfulgt af anvendelsen af den spanske forfatnings § 155, der satte regionen under administration og førte til dagens valg?

Folk samles på Barcelonas gader for at støtte politikerne i kampen for et selvstændigt Catalonien. Men euroforien er i dag noget mindre end umiddelbart efter afstemningen den 1. oktober.
Læs også

Da røgen havde lagt sig, var Puigdemont flygtet til Belgien for at undgå de retlige konsekvenser af sin forfatningsstridige virksomhed. Samtidig var den tidligere vicepræsident Oriol Junqueras samt flere andre ledende politikere fængslet og tiltalt for lignende lovovertrædelser.

Kapital- og virksomhedsflugten, der allerede begyndte i september, tog fart i oktober og november. I dag er vi således oppe på omkring 3.000 virksomheder, der har flyttet deres hovedsæder ud af Catalonien. Samtidig voksede antallet af nye arbejdsløse med 14.500 i oktober måned og yderligere 7.400 i november – det er de værste tal siden 2008-09.

Og i modsætning til løsrivelsesbevægelsens – urealistiske – påstande blev den nationalistiske entusiasme ikke hilst velkommen af EU. Tværtimod. Modstanden var så stor, at Puigdemont justerede sin EU-begejstring og kaldte unionen for en »klub af dekadente lande, der er styret af stadig mere diskutable økonomiske interesser«.

Når catalonierne torsdag vælger nyt selvstyre er det altafgørende spørgsmål, om det bliver den catalanske selvstændighedsfløj eller unionisterne, der sejrer
Læs også

Oven i det hele stod det klart, at der aldrig havde eksisteret nogen gangbare skyggeinstitutioner, som kunne have været i stand til at varetage den institutionelle opbygning af den uafhængige nation. Løsrivelsens visioner var kun gøglebilleder. Som Carme Forcadell, den afsatte parlamentsformand og en af uafhængighedsbevægelsens førende skikkelser, sagde: »Folkeafstemningen havde kun været en symbolsk handling.« Det var gas alt sammen, men omkostningsfuldt gas.

Selv om løsrivelsesprocessens påstande og løfter var enten falske eller tomme og ikke havde noget institutionelt fundament i virkeligheden, var deres destruktive virkninger reelle nok. Det er her, vi står i dag.

Politikkens umulighed

De seneste meningsmålinger tyder på dødt løb mellem på den ene side uafhængighedspartierne (Puigdemonts Junts per Catalunya, Junqueras’ ERC samt antisystempartiet CUP) og ’konstitutionalisterne’ (Inés Arrimadas’ centrum-højre-parti Ciutadans (Cs), Icetas catalanske socialistparti PSC, Albiols PP samt den catalanske gren af venstrefløjspartiet Podemos, CeC).

Valget svarer til, at der spilles plat eller krone om regeringsmagten. Men det er jo vilkårene, og så må vinderen påtage sig ansvaret for det politiske arbejde. Problemet er dog, at intet tyder på, at det er muligt at føre politik i Catalonien, netop fordi uafhængighedsspørgsmålet de seneste syv år har defineret rammerne for al politisk diskussion i regionen. Det er den dagsorden, alle politiske aktører får stukket i hånden, når de sætter sig til forhandlingsbordet.

Ifølge meningsmålingerne vil Junts per Catalunya og ERC ikke få absolut flertal og vil således igen have brug for CUP som støtteparti. Men hvor Puigdemonts parti er et borgerligt liberalt parti, er CUP det stik modsatte. F.eks. er partiets erklærede løsning på kapitalflugten fra regionen at nationalisere alle større virksomheder. Det er let at se, at finansloven ikke er det første, partierne vil blive enige om. Hvis de kommer til magten, vil de sikkert gøre, som de har gjort de seneste to år: koncentrere alt politisk arbejde, al parlamentær og paraparlamentær magt om løsrivelsesprojektet.

Situationen ser imidlertid ikke mere lovende ud, hvis den anden blok vinder. Her ville valgets tilsyneladende store sejrherre Arrimadas skulle forsøge at føre politik på et regeringsgrundlag, der spænder fra Rajoypartiet PP til venstrefløjspartiet CeC. Men spørgsmålet er, om hun overhovedet kan regne med CeC’s støtte. Partiet er ganske vist imod Cataloniens løsrivelse, men det er mindst lige så meget imod PP. Samtidig kan hun ikke være sikker på, at socialisterne vil pege på en centrum-højre-præsident, der ikke er ’catalanist’.

Kvælende

Miseren er naturligvis, at blokkene i Catalonien ikke er defineret af klassiske, pragmatiske politiske programmer, der kunne gøre en af dem ’rød’ og en anden ’blå’. De er defineret af deres holdning til et spørgsmål, som det er lykkedes nationalisterne at definere, påtvinge det catalanske civilsamfund og gøre til omdrejningspunkter for dets politiske institutioner: Er man for eller imod den catalanske folkesjæls indtrædelse i Den Uafhængige Republiks forjættede land?

Det er imidlertid ikke kun det politiske fællesskab i Catalonien, der er spaltet og låst af det nationale spørgsmål. Når det afgørende anliggende i det sociale og politiske liv er tilslutningen til eller afvisningen af en løsrivelse fra Spanien, får det konsekvenser for civilsamfundet. Det nationale anliggende gennemsyrer det sociale samkvem. Nuancer forsvinder, det er enten-eller, og det svar, man før eller siden må give det store spørgsmål, splitter vennekredse og selv familier. Man strør om sig med ord som ’frankist’ eller ’fascist’. Måske en af regionens større udfordringer i fremtiden vil være at genetablere en social sammenhængskraft, som synes at være opløst i ’processens’ radikalisering af den nationalideologiske konflikt.

En sørgelig lektion

Historien gentager en af sine sørgelige lektioner i Catalonien: Ingenting kan tages for givet; ethvert samfund kan til enhver tid falde tilbage til et lavere udviklingsstade, hvis dets institutioner, magt, organisationer og finanser mobiliseres i netop den retning.

Adspurgt, om det er realistisk at forestille sig en løsrivelse af Catalonien, hvis 47 procent af dets indbyggere er imod uafhængighed, svarede Junqueras for nylig: »Hvis vi spurgte catalonierne, ville vi kende det sande procenttal.« Der er med andre ord cataloniere, og så er der cataloniere. Dem med og dem uden stamtavle, dem for eller dem imod den nationale skæbnebestemmelse.

Hvis Catalonien skal ud af en samfundstilstand, hvor udsagn som dette udgør det daglige brød på både venstre- og højrefløj, skal ’konstitutionalisterne’ vinde valget i dag. Derefter skal der reetableres en social og politisk kultur, hvor det, der er til debat, er politiske programmer, ikke dybden af den nationale identitet. I modsat fald vil nationen igen være passager på et løsrivelsestog, der fyrer op under sine kedler med træ fra de vogne, som er koblet på det.

Peer Bundgaard er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Olav Bo Hessellund
  • Maria Francisca Torrezão
David Zennaro, Olav Bo Hessellund og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimrende artikel. Endelig begynder de mere saglige forskere, at fortælle os, hvordan de catalanske separatister minder en ren og skær ideologisk racisme.

David Zennaro, Morten Nielsen, Henrik Leffers, Klaus Ipsen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar