Klumme

De ekstreme partiers ansvarsløshed smitter

I begyndelsen af 2017 frygtede vi populismen. Nu mener flere, at bølgen er toppet. Men inden vi bliver alt for optimistiske for 2018, bør vi kigge på, hvordan ekstreme partier tager kvælertag på kunsten at indgå et politisk kompromis. Se blot finanslovsforhandlingerne
Cirkusset om finansloven viser os, hvordan det ser ud, når ekstreme partier torpederer kompromisser og fælles løsninger. Og det er ikke bare, fordi vi var blevet for vant til kontraktpolitikken, at den udvikling kan forekomme foruroligende.

Cirkusset om finansloven viser os, hvordan det ser ud, når ekstreme partier torpederer kompromisser og fælles løsninger. Og det er ikke bare, fordi vi var blevet for vant til kontraktpolitikken, at den udvikling kan forekomme foruroligende.

Andreas Haubjerg

14. december 2017

Det var, som det plejede.

Finansminister Kristian Jensen (V) stod foran glasdøren og fortalte, at Danmark havde fået en ny finanslov, og den var skam god. Alle partierne i blå blok havde fået hver deres luns, lidt skattelettelser til Liberal Alliance, lidt politiheste og grænsebevogtning til Dansk Folkeparti, og noget med mere retssikkerhed til De Konservative.

Kun Brian Mikkelsen (K) måtte en anelse krampagtigt presse sig frem fra bagerste geled for at fremhæve sit partis sejre, inden han igen forsvandt ud i glemslen. Og forsvandt det gjorde han.

For lige pludselig var ingenting, som det plejede.

LA mente, at de havde fået en garanti fra DF for, at »den historiske skatteaftale« faktisk blev til noget. Men den ville DF ikke give dem for rullende kameraer, og en LA-politiker havde allerede tweetet, at så ville LA som regeringsparti ikke stemme for sin egen finanslov.

Det er blevet repeteret til uendelighed, med god grund. Så vidt vides er det aldrig sket før, at et regeringsparti truer med at undsige en finanslovsaftale.

Allerede mandag gav DF’s leder, Kristian Thulesen Dahl, den lige en gang til på cirkushesten med sine udtalelser om, at »regeringen kan gå op i limningen« – en fabelagtig politisk gangart, hvor han skridter manegen af og ryster på hovedet af kaosset blandt regeringspartierne, mens hans selv fyrer op under dramaet med sine udlændingekrav.

Supereuropæerne har stirret sig blinde

Det er de ekstreme partiers tid. Først smadrede de de europæiske socialdemokratier i f.eks. Holland, Frankrig og Tyskland. Nu er de godt i gang med at gøre livet surt for de borgerlige partier, der endte med knebent at vinde regeringsmagten og krampagtigt holder fast i den i lande som Storbritannien, Holland og Tyskland.

Alligevel virker supereuropæere og statsledere lettede over, at 2017 ikke blev året, hvor den trumpske syge gav yderligere næring til højrepopulismens fremmarch i Europa. Det har givet anledning til optimisme og tro på, at det nu igen er blevet muligt at finde løsninger på konsekvenserne af immigration og sparepolitik, der nærer de populistiske strømninger.

Det toneangivne magasin Politico Europa opsummerer optimismen ganske godt i forbindelse med deres årlige liste over, hvilke europæere vi skal holde øje med i 2018. De to foregående år blev førstepladsen defineret af den voksende bølge af populisme (Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i 2016) eller reaktionen på den (Londons borgmester, Sadiq Khan, i 2017).

Men nu er der »en følelse i Europa af, at mens populismen måske ikke er på tilbagetog, så er den sandsynligvis stagneret, og det giver de europæiske ledere mulighed for at adressere de underliggende årsager til fænomenet«, skriver Politico i sin leder.

Men supereuropæerne har stirret sig blinde på det faktum, at franske Marine Le Pen og hollandske Geert Wilders ikke vandt regeringsmagten på deres populistiske dagsorden – Wilders havde aldrig været i nærheden. Problemet er imidlertid, at populisternes politik blænder for, at de ekstreme partiers måde at føre politik på er skadelig for det politiske kompromis. Det ser vi fuldt udfoldet i disse år, når populisterne kommer tæt på eller helt ind i magtens cirkler.

Her er vi så tilbage ved den danske finanslov. Sådan ser det ud, når ekstreme partier torpederer kompromisser og fælles løsninger. Og det er ikke bare, fordi vi var blevet for vant til kontraktpolitikken, at den udvikling kan forekomme foruroligende.

Det ironiske er imidlertid, at Politico tildeler den tyske FDP-leder, Christian Lindner, førstepladsen på deres liste for 2018. Lindner forlod regeringsforhandlingerne med kansler Angela Merkel efter fire uger og blev efterfølgende beskyldt af sine modstandere for at have valgt »en form for populistisk agitation i stedet for statsligt ansvar«.

Alligevel ser man ham altså som et eksempel på, at frygten for populismen har sluppet sit tag i de europæiske ledere.

Erfaringer fra det politiske Danmark peger dog snarere i retning af, at Lindner er blevet smittet med de ekstreme partiers ansvarsløse måde at føre politik på: Enten får jeg det, som jeg vil have det. Ellers også får vi ingenting: En regering, en finanslov. Fortsæt selv listen.

Mette-Line Thorup er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Jørgen Wassmann, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer