Kommentar

Engang bar slægten sorgen kollektivt – nu må vi bære den selv

Slægt skal følge slægters gang, synger vi. Men for mange er slægten ikke længere et fast anker i tilværelsen. Det rammer os, når sorgen rammer
Debat
21. december 2017

Det er umuligt at leve et liv uden tab. Det er også umuligt at konstruere et liv uden sorg. Erindring og sorg hænger sammen, fordi vi ikke undgår at skulle leve videre uden erindring om dem, vi har elsket og mistet. Uden erindringen ville vi ikke vide, hvad vi sørgede over. Uden sorgen ville vi ikke vide, hvad der havde haft mening og fylde i vores liv. Sorgen udtrykker det tab, som erindringen giver betydning, og erindringen rummer fortællingen om det liv, som ikke længere er.

Dermed skal vi i vores fokus på sorg ikke kun tale isoleret om sorg, men også om erindringens betydning i sorgarbejdet.

Men i dag kan vi ofte være overladt til vores egen individuelle erindring. Det kan vise sig at være en belastning i sorgarbejdet. For det første fordi vores egen erindring ikke er en stabil arkivar, da den både udvælger, tolker og glemmer. For det andet fordi det bliver en meget ensom affære at holde erindringen i live. Og for det tredje fordi modernitetens store problem for mennesket, som Freud formulerede, stadig gælder: Vi har problemer med at bestemme en pålidelig fortid, og samtidig kan vi heller ikke ryste den af os.

I mit arbejde som præst og min forskning inden for sorg har det slået mig, at fokuseringen på den individuelle erindring og den enkelte sorg kan hænge sammen med vores familiestrukturer, som har ændret sig. Vi – jeg hører selv til det vi – bryder op og fortsætter i nye relationer. Måske sker det flere gange i livet. Slægten er ikke længere den store historieskriver, som bærer vidnesbyrd om slægtens gang.

Kollektiv erindring

Det er ikke mit ærinde generelt at begræde den udvikling, men måske mangler det postmoderne menneske et sted at placere sine døde. Et sted, som familien og slægten tidligere har udgjort, på godt og på ondt.

Slægten eller familien kan være bærere af en kollektiv erindring, et begreb, som kommer fra den franske filosof Maurice Halbwachs. Slægtens identitet kommer til udtryk, når familien taler om sig selv. Det kan være i et fælles sprog, gennem fælles mindesmærker og steder og lokaliteter, man tillægger særlig betydning. Den individuelle erindring eksisterer stadig, men orienterer sig så at sige efter den kollektive erindring.

Den kollektive erindring har til formål at styrke fællesskabet og kontinuerligt genskabe den fælles fortælling. På den måde skabes der i slægten og familien som gruppe en identitetsmarkør af, hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes. Erindringen er dermed en socialt konstrueret realitet, som holdes i live af de mennesker, der er i familien. Vi er dermed aldrig alene, selv om erindringen sagtens kan være genstand for konflikt.

Alene med livshistorien

Den kollektive erindring i slægten om, hvem vi er, hvad vi er rundet af, og hvordan vi plejer at gøre, når vi møder udfordring i livet, er ikke længere så udtalt i vores liv, og det mærker vi, når vi mister. Og når vi skal dele tabet af en elsket, som vi har bygget et liv op sammen med, kan vi stå alene med en livshistorie, som ikke står centralt for særlig mange andre. Derfor kan det blive svært at dele den.

Den glemsel, som er en del af erindringen på godt og ondt, udgør nu én stor trussel. For ét er at miste en elsket, men at glemme den elskede synes at være et dobbelt tab. Og måske er det glemslen i den individuelle erindring, vi kæmper med lige nu, hvor vi taler om sorg som aldrig før.

Den individuelle erindring synes ikke at række, og det kan få den modsatte effekt. Vi kan ikke overskue at leve videre med vores afdøde elskede i os, for det kræver for meget af os at rette kærlighed mod et menneske, vi ikke kan gribe.

Vi kan kort og godt ikke komme af med vores døde, og derfor ser vi en større ritualisering af sorgen efterfølgende. Vi er blevet ramt nedefra, og fremtiden synes ikkeeksisterende.

Men selv om slægt ikke nødvendigvis skal følge slægters gang, som vi synger her i julemåneden, er betingelsen for at elske, at vi med vores liv kan give hinanden skæbne. Denne skæbne er først som sidst foranderlig. Det er den også i mødet med sorgen, og det er en vigtig præmis at få med, når vi taler sorgarbejde. Den forandring, som dødsfaldet skaber, men også den forandring, vi selv undergår, og som nok gør os sårbare, men som samtidig også afspejler det liv mellem mennesker, vi befinder os i.

Vi kommer aldrig til bunds i sorgen ved at tro, at vi kan tale den tavs, eller at vi kan tale udtømmende om den.

Men ligesom moderniteten med Freud satte erindringens tvetydighed på dagsordenen, er en af modernitetens andre gevinster påpegningen af, vi som mennesker ikke er et fasttømret selv med en original kerne. En menneskelig kerne som tabene æder stykke for stykke. Derimod skal vi have mod til at se, at vi dannes som et selv i mødet med både tabet og glemslen.

Laila Bomose Henriksen er ph.d.-studerende og præst. 

Serie

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Mette Jørgensen

Jeg kan kun rose indlægget.
Sorgen over at miste forældre og have nogen søskende, som er ½ søskende gør det yderligere kompliceret, da de helsøskende har endog meget svært med at støtte, når halvsøskende mister. Der er ingen deltagelse i begravelse, ingen samtale andet en en buket.
Ikke af ond vilje, men måske af, det var jo ikke min mor. At de samme med selvfølgelig forventede deltagelse, da deres mor døde var ligesom naturligt.
Sorg er ikke kun at miste til døden, men er i lige så grad den ensomhed, der der følger i vores forjagede tid, hvor selv følelser sættes i kasser.
Når man kan læse, at en søn straffes med fradrag i kontanthjælpen, hvis han vælger at være til stede til sin mors begravelse i stedet for at møde op på jobcentret, er der tale om at systemet ikke anerkender sorg.
En sorg holder ikke pr. automatik op efter 7 dage.
hvordan folk i tidligere generationer havde overskud til, at være der er ikke kun i opsplittede familier, men en tankegang om at alt skal være lystbetonet, men jeg mener vi har en pligt overfor hinanden.
Det her er ikke særlig velformuleret, men jeg håber alligevel det det skaber eftertænksomhed.

gør det endnu mere kompliceret, da man i sin sorg skal være meget påpasselig med, at udtrykke