Kronik

Jeg har følt tabet af min mor på nye måder, hver gang jeg er blevet et nyt jeg

Sorg er ikke kun den første tids totale opløsning. Sorg er en lang og nærmest iterativ proces. Mister man som barn, skal sorgen lige køres igennem hjernen, hver gang man når et nyt udviklingsstadie. Som en app til et styresystem. For slippe af med den gør man vist ikke
’Jeg har talt og talt og talt. Jeg kender alle ordene i min sorg. Så godt, at de i dårlige perioder næsten har været en remse, jeg kunne bedøve mig med. En slags undskyldning for, at tingene måske ikke gik helt som forventet.’ Sådan skriver dagens kronikør, der mistede sin mor, kort før hun fyldte 13 år.

’Jeg har talt og talt og talt. Jeg kender alle ordene i min sorg. Så godt, at de i dårlige perioder næsten har været en remse, jeg kunne bedøve mig med. En slags undskyldning for, at tingene måske ikke gik helt som forventet.’ Sådan skriver dagens kronikør, der mistede sin mor, kort før hun fyldte 13 år.

Debat
22. december 2017

Kirken­ var fyldt til bristepunktet og vi sang »En rose så jeg skyde«, selv om det var sommer. Jeg var kommet til at sige til præsten, at min mor godt kunne lide den salme, fordi hun græd, da vi sang den julen forinden. Men jeg ved faktisk ikke, om det var, fordi hun kunne lide den, eller om det var, fordi livet gjorde så ondt på hende.­

Ved graven begyndte en uendelig række af håndtryk og akavede kondolencer. Nogle kendte jeg, andre ikke, »men sikke du ligner Hanne!«.

På den måde var hun næsten tættere på end min far, der talte om sommerfugle, rystede og kastede blod op, fordi jeg havde bedt ham om at være ædru til hendes begravelse.

Tre dage senere fyldte jeg 13. Jeg fik en blå striglekasse, der blev beundret af røde og forgrædte ansigter.

Jeg faldt i søvn på lyserøde piller om aftenen for ikke at blive ved med at drømme, at min mor tabte sine øjne. Morgenerne var der ikke nogle piller i mod. Efter et splitsekund kom sorgen som en maveplasker fra en timetervippe.­

Tung erkendelse hver eneste morgen. Jeg kendte fakta, kunne se virkeligheden, men hjertet fulgte ikke med. Erkendelsen og accepten er kommet langsomt –og ind i mellem så flygtigt, at det har føltes lidt som forfra igen. Måske er sorgen altid en erkendelse gjort med musseskridt, men jeg tror især, at det gør sig gældende, når udgangspunktet er en helt ung hjerne. Hver gang jeg nåede til et nyt udviklingstrin, skulle sorgen tænkes og mærkes forfra.

Forandret status quo

Alt var forandret, og alt var det samme. Jeg kom i plejefamilie, men skolen, venner og lektier var der, præcis som før. Det føltes, som om det bare var et spørgsmål om tid, før min mor fortrød og kom og hentede mig hjem igen. Tingene skulle bare forblive så normale som muligt. Jeg håbede diskret i et års tid, måske mere. Men det er svært at blive ved med at vente på nogen, når man har begravet dem og haft regelmæssige fantasier om deres forrådnelse under jorden.

Med tyk teenagepatos tegnede jeg mennesker uden ansigter, havfruer i lukkede kolber og hoveder i ørkensand, fordi jeg ikke havde de rigtige ord til at opløse knuderne i maven. Det hele var for stort og voldsomt til helt at blive forstået. Jeg blev nærmest manisk optaget af ordet ’aldrig’. ’Jeg skal aldrig mere have et knus af min mor’. Sådan kan jeg stadig lidt få det, når jeg er træt. Jeg tror, det er rester af vrede.

Mudret hukommelse

Tidsfornemmelsen og hukommelsen gik i stykker – blev mudret med tilbagevirkende kraft. Det gjorde mig bange. Det var jo pludselig mit eget ansvar at huske, hvem hun var, så jeg stadig havde en mor. Men hvordan husker man et helt menneske, så man ikke er i tvivl om, hvad de ville have svaret, hvordan de ville have leet, trøstet, spurgt, omfavnet og drømt om fremtiden sammen med én? Jo mere jeg fokuserede, des mere smattet blev det, jeg så. Især i mørket. Der dukkede hendes døde ansigt op i genspejlet på blanke ting.

I dag har jeg kun løsrevne detaljer. Arrene på maven. Den blege rosetatovering på håndleddet, som hun havde fortrudt og forsøgt at få af. Solbrune hænder. Ølflasker. Angst. Vrede. Måden hun kunne tale med sig selv på, når hun var glad. Ærterov. Røverhistorier og de små ansigter, hun tegnede på æggene i min madpakke. Og en sjælden gang: Glimtet af den dag i stuen, hvor hun stod i solskin og lagde vasketøj sammen. Nærværende, ædru.

Jeg er ikke længere bange for ikke at huske alting helt præcist, essensen af hende er på mange måder fulgt med alligevel – og jeg kan se hende i mine søskende. Når de smiler, er tænksomme, danser eller kigger kærligt på deres børn. Så er hun lige dér. Til gengæld er det så forbistret, at hun ikke ser dem eller os.

Kunne jeg have gjort mere?

Det Sidste Knus er majslet fast. Folderne i hendes jakke. Luften, der var tyk af ting, der ikke hang sammen, og spørgsmål, jeg ikke kunne stille. Min lidt skingre optimisme og bilen, der kørte hende væk og forsvandt i horisonten.

Måske står det klart, fordi jeg vidste, at det var sidste gang, jeg så hende, allerede mens vi stod der. Eller måske er det en eftertanke, som føles naturlig, fordi jeg er vokset op ved siden af hendes op- og nedture og latente dødsønske?

Hvorfor sagde jeg ikke noget? Måske havde tingene været anderledes, hvis jeg havde stillet spørgsmål den dag, hun sagde farvel? Hvad hvis jeg havde været lidt ældre og kunne have talt med hende i voksenhøjde? Kunne jeg have holdt bedre fast i hendes hænder, de gange hun havde angst? Sagt nej til at hente øl ved slagteren? Været et bedre barn?

Savnet livsvidne

Jeg fik min første kæreste. Hans mor var død af kræft kort tid forinden. Vi holdt i hånden i ungdomsskolen, snakkede om vores døde mødre og hørte Counting Crows. Jeg overvejede, om jeg burde have lettere ved min sorg, fordi min mor ikke var blevet tvunget til at dø af en sygdom, men havde valgt døden selv. Nogens ønske var jo på en måde blevet opfyldt. Og der var også den forbudte lettelse – mennesker kan trods alt kun dø én gang.

Jeg tror ikke, jeg havde hverken lettere eller sværere ved sorgen end mange andre. Men når man mister tidligt, så skal man vokse op ved siden af den. Den kan ikke trylles mindre eller væk med fantasifulde følelsesregnestykker. Sorgen bliver, og den rører lidt ved alt – men den forandrer sig også. Som en kamæleon skifter farve, skifter sorgen form efter bærerens udviklingsstadie og reflektionsniveau. Ind i mellem har den været åbenlys, andre gange har det været sværere at gennemskue, at det igen ’bare’ er sorgen, der har stukket sit svære ansigt frem.

I perioder har sorgen været så nærværende og så stor en del af min identitet, at jeg har findelt mig selv for perifært bekendte og fremmede. Jeg har siddet til fester og på byture og lagt mit livs skidenbrune highlights nøjsomt på række for mennesker, der nok har ment noget lidt andet, da de kom med det uforsigtige »hej, hva’ så?«. Jeg har ventileret min frustration og min sorg igennem dem, og det har ikke været kønt.

Jeg har følt mig fravalgt og efterladt. Dømt til at gå alene igennem skelsættende faser af livet, personlige kriser og glædelige højdepunkter. Jeg har ønsket lige præcis hendes forstående arme omkring mig, når livet har gjort ondt. Og jeg savner stadig det livsvidne, en forælder er, selv om jeg er blevet voksen. Jeg vil gerne have en, der er stolt af mig, bare fordi jeg eksisterer.

Jeg vil gerne have en mor, der står der lyslevende og selv husker på, hvem hun er, så jeg ikke skal gøre det.

Sorgen som remse

Ud over de tilfældige sagesløse har jeg grædt på familie, venner og professionelle. De mest vellykkede samtaler har bidraget med en forståelse af, ’at det er helt normalt’, og ’du er ikke ved at miste forstanden’.

Sorg er ikke kun den første tids totale opløsning. Sorg er en lang og nærmest iterativ proces. Hver gang hjernen har fået en opgradering, skal sorgen lige køres igennem igen, så det passer til den nye hjerne. Som en app til et styresystem. For slippe af med den gør man vist ikke. Jeg har følt tabet på forskellig måde, hver gang jeg er blevet et nyt mig. Og jeg har begravet hende til hver eneste begravelse, jeg har været til, siden hun døde. Repetition og dobbeltbegravelser.

Jeg har aldrig været nærig med mine tårer. Jeg græder af grin, glæde, rørelse, sorg, vrede og modvind på cykelstien. Men det er mange år siden, at jeg har grædt over hende. Kun hvis der aktivt bliver prikket. Som animationsfilm om dyr, der mister deres familie og ikke kan finde hjem.

Eller som i sommer, da jeg blev ’jævnaldrende’ med min mor, og hvor det komplekse ved at ligne hende, savne hende og irrationelle tanker om ’skæbne’ skulle igennem kroppen igen. For går ’lille-Hanne’ med samme tanker om at dø? Er livet for svært for hende? Ligger det til familien? Og hvordan skal ’lille-Hanne’ se ud nu, når hun ikke længere kender det fysiske forlæg?

Jeg har talt og talt og talt. Jeg kender alle ordene i min sorg. Så godt, at de i dårlige perioder næsten har været en remse, jeg kunne bedøve mig med. En slags undskyldning for, at tingene måske ikke gik helt som forventet. Men for hver sorgiteration, jeg har været igennem, er der blevet frigivet mere plads til livet, til mig.

Og jeg præsenterer ikke længere mig selv med min sorg og rodede barndom i første sætning. Ikke fordi folk ikke må vide det.

Jeg tror ikke på fortielser, men jeg har fundet ud af, at det ikke er det væsentlige, sorgen er der, men jeg er meget mere end det. Jeg har sorg, men også masser af livsappetit og glæde.

Ene Esgaard er tegner og grafisk designer

Serie

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her