LGBTQ-Barbie
Som en tynd, blond skønhed blev Barbie født i 1959. Siden kom hun i andre racer, og sidste år fik hun mere realistiske kropsformer. Nu har hun en T-shirt på med teksten »Love wins« som støtte til LGBTQ-miljøet. Ken, er din kvinde ved at springe ud?
Stramop-Martin
’Strammermappen’ stod der på den mappe, som Martin Henriksen (DF) torsdag tog med til forhandlinger i Statsministeriet. Det kunne eb.dk afsløre. Hvad der ellers står i papirerne, er uvist. Ordføreren kan altså ved en fejl have taget sit private fitnessprogram med.
8.Y
Det forpligter, når Gladsaxe Kommune lukker skolebørn ind i byrådssalen, og eleverne stemmer for en idé. 8.Y fra Bagsværd Skole foreslog selvlysende cykelstier, da »det kunne ’pimpe’ nattekørslen lidt op.« Kommunen arbejder nu videre med forslaget.
Paven
Paven vil have arbejdsfordelingen mellem Gud og Satan på plads. Han foreslår at ændre fadervor-sætningen »led os ikke i fristelse«, da det ikke er Gud, der gør det. »Satan leder os ind i fristelse. Det er hans afdeling,« siger Paven ifølge The Telegraph.