Klumme

Fremtiden tilhører globaliseringens skilsmissebørn

Den homogene nations tid er forbi. Tilbage på perronen står hjemmedyrkede nationalister og nostalgisk fikserede indvandrere. For når man søger sit sted i fortiden, er man fucked – dertil går hverken tog eller fly
7. december 2017

Om nogle dage kommer min veninde hjem til jul fra udlandet, og jeg har tænkt over, at det er noget af et kulturfænomen. At komme hjem til jul. Det klinger nostalgisk af barndom og samtidig lidt skæbnesvangert af regnskabets time.

Længe før Bing Crosby croonede »I’ll be home for Christmas«, så tidligt som i 1700-tallet, sang vi her i Norden med på Oluvakvadet, hvor det vemodige omkvæd, »Gud må råde, hvor vi drikke næste jul«, netop spiller på følelsen af at være så fortabt, at man end ikke har et sted at stille sin julesnaps.

Jul er de glinsende kartoflers, men altså også hjemkomsternes fest. De hyggelige, de pligtskyldige og dem, man vil fake sin egen død for at undgå.

Jeg kender et par, der engang bildte det ene sæt forældre ind, at de holdt jul hos det andet og vice versa, hvorefter de skred på hotel. Det var før Facebook. Den var nok ikke gået i dag, men jeg er sikker på, drømmen lever derude.

Julen er sæson for hjemmebag og amatørkoncerter, men også for skilsmisser, partnervold og selvmord. Ingen højtid sætter som julen hjem på spidsen. Spørgsmål som ’hvem skal børnene være hos?’ og ’tager du far i år?’ Og spørgsmålet om, hvad hjem er, når familien er globaliseret ud i alle verdenshjørner.

Jeg er selv et produkt af migration med nær familie i tre forskellige lande. Vi bliver hele tiden flere med blandede tilhørsforhold, flere der lever med ’både og’, og som derfor ikke kan finde os til rette med nationalismens ’enten eller’. Alligevel fylder samtalen, om hvordan man finder sit sted hinsides den nationale identitet, ret lidt. Det er underligt, for mennesket er i stigende grad det dyr, der strømmer rundt på jorden.

Dem der søger deres sted i fortiden er fucked

For de bedst stillede har globaliseringen gjort hjem til det sted, man vælger at bo. Vi lever i en tid, hvor statsborgerskaber kan købes for penge. For de dårligst stillede gælder det oftere, at hjem er det sted, man er tvunget til at forlade. Når arbejdspladsen flytter, ressourcerne svinder, eller bomberne falder.

I Sverige introducerede man fra år 2000 diagnosen nostalgisk fiksering, en hjemlængsel så stærk, at den forhindrer integration. Et andet aspekt af hjemlængslens betydning har historikeren Benedict Anderson afdækket med sin teori om bærbar nationalisme. En nationalisme, der vokser sig stærk på afstand af det land, man rent fysisk har forladt.

Når hjem forsvinder, eller man må forlade det, når man mister sit sted, kan det være et stort og komplekst tab. Det kan ramme så hårdt, at man aldrig for alvor kommer til at høre hjemme igen. Det kan gå i arv og dukke op hos børn og børnebørn som identitetsunderskud, som en grundtvivl, en patologisk længsel, en følelse af hverken at være forankret her eller der.

Som barn af en globaliseret familie er jeg selv vokset op med den følelse, og når jeg tænker tilbage på den, forstår jeg godt de unge, der søger deres sted i en hardcore ideologi eller vender samfundet ryggen til fordel for et glansbillede af det land og den kultur, deres forældre forlod. Jeg siger ikke, at det er en god idé. Jeg siger bare: ’Hverken her eller der’ er et ulideligt sted at opholde sig, især som barn og ung.

’Hverken eller’ er en besværlig identitet at slæbe rundt på. Man søger sit sted. Typisk der hvor man tør håbe på at blive budt velkommen hjem.

Alle har et sted, de forbinder med hjem. Nogle har flere. Hjemmedyrkede nationalister og nostalgisk fikserede indvandrere har det til fælles, at de søger deres sted i fortiden. Så er man på en måde fucked. Dertil går hverken tog eller fly.

Det bøvlede ved at søge sit sted er, at hjem ikke bare er noget, man kan finde. Det er noget, man gives. Når man bliver genkendt. Når man bliver mødt af folk, der synes, man hører hjemme. Det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at finde sit sted, når man er ’både og’ men mødes med et nationalistisk krav om ’enten eller’. Santa baby, skrot det krav.

Selv om nationalstaten nok ikke lige går nogen vegne, er den homogene nations tid forbi. Og det er sådan nogle som min veninde i Spanien med sin mand fra Libanon, mig, og alle de andre, der hører hjemme både her og dér, globaliseringens opdagelsesrejsende, gæstearbejdere og skilsmissebørn, der skal arve jorden. Udviklingen er løbet fra ’enten eller’. Fremtiden tilhører ’både og’.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu