Læsetid 3 min.

Fremtiden tilhører globaliseringens skilsmissebørn

Den homogene nations tid er forbi. Tilbage på perronen står hjemmedyrkede nationalister og nostalgisk fikserede indvandrere. For når man søger sit sted i fortiden, er man fucked – dertil går hverken tog eller fly
7. december 2017

Om nogle dage kommer min veninde hjem til jul fra udlandet, og jeg har tænkt over, at det er noget af et kulturfænomen. At komme hjem til jul. Det klinger nostalgisk af barndom og samtidig lidt skæbnesvangert af regnskabets time.

Længe før Bing Crosby croonede »I’ll be home for Christmas«, så tidligt som i 1700-tallet, sang vi her i Norden med på Oluvakvadet, hvor det vemodige omkvæd, »Gud må råde, hvor vi drikke næste jul«, netop spiller på følelsen af at være så fortabt, at man end ikke har et sted at stille sin julesnaps.

Jul er de glinsende kartoflers, men altså også hjemkomsternes fest. De hyggelige, de pligtskyldige og dem, man vil fake sin egen død for at undgå.

Jeg kender et par, der engang bildte det ene sæt forældre ind, at de holdt jul hos det andet og vice versa, hvorefter de skred på hotel. Det var før Facebook. Den var nok ikke gået i dag, men jeg er sikker på, drømmen lever derude.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maria Francisca Torrezão
    Maria Francisca Torrezão
Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu