Kronik

Fundamentet for magtens tredeling blev lagt julenat

Hvis Gud er total i sin magt, er kun teokratiet muligt, og Guds regler vil gælde over alt i samfundet. Demokratiet kræver en Gud, der kender til magtbegrænsning og delegerer myndighed. Det gjorde han julenat for 2017 år siden
Debat
23. december 2017
Med Jesu fødsel i Bethlehem delte Gud sig og lod en del af sin magt blive forvaltet lokalt på jorden. Det blev Jesus’ opgave at være Guds magtfulde repræsentant blandt menneskene, og dermed delte Gud sin magt, og det er det bedste værn mod diktatur og totale magter.

Med Jesu fødsel i Bethlehem delte Gud sig og lod en del af sin magt blive forvaltet lokalt på jorden. Det blev Jesus’ opgave at være Guds magtfulde repræsentant blandt menneskene, og dermed delte Gud sin magt, og det er det bedste værn mod diktatur og totale magter.

Magtens tredeling er et vigtigt princip for en retsstat. Hvis ét organ har al magt, bliver magten central og totalitær og ad åre indspist og korrupt. Det skal delingen af magten sikre imod. Som retsstatsprincip blev det først knæsat i 1700-tallet, men det blev praktiseret og antydet længe før.

Ideen om magtens deling kunne først opstå, da Gud havde delt sin magt imellem sig. Den religiøse totalmagt skulle først tæmmes og sekulariseres, før også samfundet kunne civiliseres og retliggøres.

Hvis Gud er total i sin magt, er kun teokratiet muligt, altså at Guds regler skal gælde over alt i samfundet. Demokratiet kræver en Gud, der delegerer myndighed og kender til magtbegrænsning.

Ikke længere den samme Gud

Første trin i denne lange proces skete juledag i Bethlehem. Da delte Gud sig og lod en del af sin magt blive forvaltet lokalt på jorden. Det blev Jesus’ opgave at være Guds magtfulde repræsentant blandt menneskene, og hans forståelse af opgaven var mildt sagt meget original. Han ville ikke være konge, ville ikke kritisere romermagten, ville ikke undlade at betale skat, ville ikke følge de religiøse lovregler. Det var alt sammen ret mærkeligt.

Men man var på den anden side vant til mange mærkelige profeter. Omkring Jesu fødsel var markedet mættet af både profeter og profetier. Johannes Døberen levede halvnøgent i ørkenen og spiste græshopper, ikke just en bonus pater.

Alt kunne tilgives Jesus, hvis ikke han insisterede på det ultimative: At være udtryk for den religiøse magtdeling. Han var Guds søn. Og dermed en del af guddommeligheden. For dermed var Guds enevældige almagt torpederet. Gud var ikke længere den samme.

En tysk teolog, Erik Peterson, påstod i sin bog Monoteismen som politisk problem fra 1935, at en strikt monoteisme medfører en guddommeliggørelse af staten og dermed en totalitær politik. Omvendt betød kristendommen med magtens tredeling, at det var blevet sværere religiøst at begrunde en kristen politik. Teokrati og politisk teologi var udelukket med treenighedslæren, påstod Peterson.

Vesten er en undtagelse

Kort efter Jesu fødsel hører Kong Herodes om, at der var født en kongesøn i Bethlehem. Herodes var en normal hersker, brutal og grusom, og han tålte ingen rivaler.

Derfor gjorde han det, som så mange herskere har gjort før og efter ham: udryddede sine fjender, indbildte som reelle. Kong Herodes havde tidligere myrdet både sin kone og tre sønner, fordi han var bange for, at de skulle tage magten fra ham. Magtens paranoia er farligere end magten selv. Barnemordet i Bethlehem er en dag på kontoret for Herodes.

Og sådan er den totale magts logik. I det ottomanske imperium skete det, at en ny sultans brødre blev myrdet, det var en almindelig forholdsregel for at undgå konflikt og rivalitet om magten.

I USA kan man derimod af og til se præsidenten og alle tidligere præsidenter samlet til fotosession. Der er fem eks-præsidenter og en nuværende, og de mødes bl.a. til velgørenhedsarrangementer.

Også i Danmark har alle tidligere statsministre for nylig været samlet og udvekslede erfaringer om den højeste politiske magt.

Det er historisk ret enestående.

For det normale i verden er, at en ny statsleder kommer til magten ved at myrde den forrige. Eller drive ham i landflygtighed. Sådan foregår det mange steder, Vestens retsstater og demokratier er historiske undtagelser.

Hvordan er det lykkedes at dele magten og skabe civilisatoriske og ublodige overdragelser af samfundsmagt? Trods Christiansborg-kommentatorernes forsøg på at skabe spænding er det danske magtspil gabende kedsommeligt sammenlignet med historiens saftige revolter, hvor hovederne flød, og familier blev udryddet.

Svaret er, at når Gud kan tåle at dele sin magt, så må de jordiske fyrster vel også.

Magtens tredeling og en pluralistisk stat ville næppe være mulig uden den treenige Gud, der lader magten flyde og virke gennem faderen, sønnen og ånden.

Demokratiet er også et slags teokrati. Og med demokratiet synes ånden, tidsånden, at være den mægtigste kraft i samfundet, som ingen kan gå op imod.

Frihedens pris er uheldet

Guds selvvalgte magtdeling er også nøglen til det svar, som har martret præster og teologer mest gennem tiderne: Hvorfor er der ondt i verden, hvis Gud er god og almægtig? Hvorfor forhindrer Gud ikke det onde i at ske? Han kan, hvis han vil.

Svaret på spørgsmålet blev tydeligst og klarest formuleret af filosoffen Leibniz og baserer sig på magtdelingslæren. Gud er universets skaber og lovgiver og har som sådan skabt en god verden, men han er ikke udøvende magt og detajlregulator. Her er der overladt frihed til mennesker til selv at regulere vores færden. Guds almene vilje skabte verden med naturlovene, men Gud griber ikke ind konkret i skaberværket, og derfor kan ondt ske som en bi-effekt af en ellers god verden.

Gud kunne have skabt en perfekt verden uden uheld og ulykker, ingen tagsten i hovedet eller tragiske trafikulykker, men det ville have været en determineret verden uden individuelle frihedsgrader til også at komme galt af sted.

Konsekvenserne i et moderne samfund havner ofte langt fra intentionerne, og det bliver sværere at laste nogen instans for resultatet. Selv om det begrebsmæssigt ligger i Gud, at han kan, hvad han vil, og der aldrig optræder bivirkninger eller utilsigtede konsekvenser i Guds rige, så indså Leibniz skarpsindigt, at Gud i denne verden havde afvejet mellem orden og frihed, så frihedens pris var uheldet og den moralske ugerning. Der sker meget, som er svært at bebrejde nogen, fordi et moderne samfund består af millioner af aggregerede effekter af individers transaktioner.

Det er den samme logik, som en statsmagt står over for i sin magtudøvelse. Den kunne stramme lovgivningen og begrænse friheden (forbyde alkohol, halvere tilladte farthastigheder, påbyde styrthjelm til fodgængere etc.), og så ville antallet af onder blive reduceret kraftigt, men det ville ske på bekostning af friheden og ansvaret. Og det ville kuldkaste den tredeling af magten, som vi mener udgør kernen i en demokratisk retsstat, der har afvejet hensynet til frihed og orden på bedst mulige vis.

Staten, som både begrebsmæssigt og moralsk i vid udstrækning har overtaget Guds rolle i dag, gør sig de samme kalkulationer, som Gud gjorde med skabelsen af verden. Medierne beretter dagligt om fejlbehandling, sløseri og mangelfuld pleje på offentlige institutioner, og fristelsen hos magthaveren består altid i at determinere universet, så det ikke igen ville kunne ske. Heldigvis er der også stor forståelse for, at det optimale består i at indrømme friheden en plads hos den enkelte ansatte til at gøre godt på sin måde.

Juleaftens dagsorden

Så lad os glæde os over julen og Jesusbarnets fødsel. For dermed delte Gud sin magt, og det er det bedste værn mod diktatur og totale magter.

Og Gud blev menneskelig, så kristendommen blev den eneste menneskelige religion. Guddommelige dekreter blev ophævet og erstattet af menneskesønnens konduite. En omvendt rangorden træder ind i verden, salige bliver de fattige i ånden, for Himmeriget er deres, salige bliver de, som sørger, de sagtmodige, de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de som er rene af hjertet og som stifter fred.

Det er den nye dagsorden, som sættes juleaften, så vi også fik en ny pagt eller aftale med Gud og et helt nyt testamente. Det gamle er forbi, det nye er kommet.

Henrik Gade Jensen er sognepræst i Dannemare-Gloslunde-Tillitze-Græshave på Lolland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Æhm, demokrati, republik, retsstat og den slags er altså et par århundreder ældre end treenigheden, så den postulerede årsagssammenhæng mellem den kristne treenighed og ikke-tyrannisk magtudøvelse holder ikke ret godt.

Jens Thaarup Nyberg, Anders Reinholdt, Niels-Simon Larsen, Karsten Aaen, Halfdan Muurholm, Niels Duus Nielsen, Erling C Havn, Poul Erik Pedersen, Hanne Ribens, Diego Krogstrup, Sebastian Sylvester Rosenberg, Brian Nocis Jensen, Palle Pendul, Torben K L Jensen, Hans Larsen, Jens Kofoed, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Nielsen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

En alternativ - og mere sandfærdig - indføring i demokratiets aner kan findes ved at læse klassisk og moderne politisk teori.

Hvis man stabler vrøvl tilstrækkeligt højt, får man åbenbart trykt det som læserbrev i Information.

Dennis Jørgensen, Anders Reinholdt, Morten Isaksen, Niels Duus Nielsen, Jens Falkenberg, Poul Erik Pedersen, Hanne Ribens, Erik Pedersen, Diego Krogstrup, Brian Nocis Jensen, Palle Pendul, Marie Jensen, Jens Kofoed, Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

For nu at sige det pænt:
Det var en sjov ide, men den var ikke rigtig argumenteret hjem efter min opfattelse.

Niels Duus Nielsen, Poul Erik Pedersen, Hanne Ribens og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Jesus er vred, Gud er ked af det, og Helligånden græder.
Derfor er der udsendt en forkyndelse til alle Guds barmhjertige repræsentanter blandt menneskene: Fjern børnefattigdommen nu!
Alt for mange børn lever nu i fattige familier; børnefattigdom i Danmark er en dag på kontoret for magthaverne.

Forkynd det i alle Guds huse, til alle bekymrede forældre og humanitære organisationer.
Send beskeden ud til Børnesagens Fællesråd - netværket af 21 landsdækkende organisationer, der arbejder for fattige og udsatte børn.

Guds huse og hellige områder lukker ned fra den 1. februar 2018, og åbner først når menneskene har angret sig.

I en tid med økonomisk fremgang er det foruroligende, at der er så mange, som er trængt.
Det er særligt enlige mødre, som ikke kan få pengene til at slå til, fordi de har mistet alle indtægter, der er i år tre gange så mange som de forrige år.
Det er et paradoks, at den fattige gruppe i samfundet får det sværere og sværere, samtidig med at det går fremad for det store flertal.

Konsekvenserne i et moderne samfund havner ikke langt fra intentionerne, og det bliver sværere ikke at laste nogen instans for resultatet.
Frihedens pris er den umoralske ugerning. Der sker meget, som man bør bebrejde politikerne. Befolkningen er vred, de er kede af det, og de græder.

Demokratiet er også et slags teokrati. Og med demokratiet synes ånden, tidsånden, at være den mægtigste kraft i samfundet, som ingen kan gå op imod.
Guds selvvalgte magtdeling er også nøglen til det svar, som har martret præster og teologer mest gennem tiderne: Tiden er kommet til at forkynde Juleaftens dagsorden.

Salige bliver de fattige i ånden, for Himmeriget er deres, salige bliver de, som sørger,
de sagtmodige, de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de som er rene af hjertet og som stifter fred.

Det er den nye dagsorden, som sættes juleaften, så vi også fik en ny pagt eller aftale med Gud og et helt nyt testamente. Det gamle er forbi, det nye er kommet.

...og således er New Public Management i modstrid med det glade budskab. Jesus ville ikke have brudt sig om det. Omvend jer, syndere, og genindfør personligt ansvar, medmenneskelighed og moral i den offentlige sektor!

Jens J. Pedersen

Desværre er det ligeså falskt som at julen er en kristen foreteelse.
Julen er en hedensk fest og er oprindelig en solhvervsfest.
Det er trist, at præster udspreder falske påstande.

Karsten Aaen, Morten Isaksen, Jens Kofoed, Niels Duus Nielsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

At kristendommens treenighedsopfattelse ligefrem skulle være forudsætning for magtens tredeling i demokratiske samfund forekommer noget postulerende – i hvert fald her i artiklen. Hvis det er rigtigt, må det bero på et meget sammensat og ikke umiddelbart synligt begivenhedsforløb over næsten 2000 år, og som nok kræver omfattende forskning at sandsynliggøre. Men hvad jeg finder betænkeligt, er denne fremhævning af kristendommen frem for andre af de store religioner – her med udsagnet om, at kristendommen er den eneste ”menneskelige” religion. (Idet troen jo er, at Gud blev menneske). Her er det, at religion bliver farlig, da den kan medvirke til opsplitning og barrierer mellem folkeslag. Det har vi ikke brug for, og her bør præster efter min mening være meget forsigtige.

Karsten Aaen, Morten Isaksen, Halfdan Muurholm, olivier goulin, Jens J. Pedersen, Hanne Ribens og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Kristendommen er karakteristisk ved at holde Guds rige og denne verden sammen uden at blande dem sammen, og det er også korrekt, at forestillingen om at Gud blev et konkret, historisk menneske, forhindrer kristendommen i at begrunde teokrati (det er næsten også historisk sandt). Det med magtens tredeling er selvfølgelig mere en tænkt end en historisk sammenhæng, men det er helt klart en tanke med ret stort forklaringspotentiale, og det er bestemt en selvbekræftende tanke for den kristne demokrat.

Hvis jeg havde siddet i et auditorie og hørt på det Foredrag , havde jeg rejst mig, og gået efter halvdelen. Man kunne måske lykkes med at interessere unge mennesker i 10ende klasse eller 1-2G, men så vist heller ikke højere. Folk der læser teologi, lektorer, professorer, og teologer der skriver om den kristne gud, og hans placering i religionen, læner sig op af hinanden, og plukker lysteligt fra hinanden. Her for eksempel Henrik Gade Jensen, der lystigt læner sig op af Leibniz. Selv om de allerfleste er mænd har de efterhånden fået broderet et enormt Patch Worck, tæppe, hvor man kan finde finde mønstre og farver, og sige se hvor godt det passer, som fod i hose!, mange folk der læser teologi på UNI, bliver meget klogere intellektuelt, og mister den faste tro!

Magtens tredeling, Trias Politica, kendes fra Montesquieu (De l'Esprit de Lois, 1748). Og det er hans afhandling, der danner grundlag for det moderne demokratis juridiske struktur og system. Således har den bl.a. haft profund betydning for den amerikanske forfatning (1789) og samtidig europæiske politiske filosofier, som eksisterer den dag i dag.
Debatindlægget er, som Karsten Nielsen skriver, postulerende. Men det er debatindlæg som oftest.
Så når det er sagt, er det så ikke rimeligt at forestillle sig, at man i kristne lande, hvor man i århundreder har haft en tredeling af den religiøse magt, har haft en lettere tilgang til - eller ligefrem et ønske om - en tredeling af magt i det politiske (regerende) system? - Er, hvad der er retfærdigt og rimeligt i ens tro, ikke også retfærdigt og rimeligt i andre sammenhænge? Det tror jeg godt, at man kan mene, uden større videnskabelig udredning!
Og Karsten Nielsen, jeg medgiver dig, at der er grund til betænkelighed. Men Henrik Gade Jensen bør ikke være en del af den.

Beklager, men jeg kan ikke følge den logiske eller kausale kobling mellem de to tredelinger - Guds og magtens.

Logikken minder mig lidt om den, man ofte støder på i New Age kredse (og åbenbart også blandt teologer), hvor alt der blot bærer den fjerneste ydre lighed med det fænomen, man søger at belyse, bliver taget til indtægt som årsag eller forklaring. Det ender ofte i en vævende og usammenhængende logik, som blot går i ring - og efterlader en mere forvirret end oplyst. Det bedste eksempel er den udbredte misbrug af kvantemekaniske principper til at forklare nærmest hvadsomhelst, til trods for der næsten aldrig eksister nogen kausalitet - endsige korrelation mellem fænomenerne.

Man skal være varsom med at bruge koblinger mellem vidt forskellige domæner som andet og mere end simple analogier eller metaforer.

Det er altså ikke alt der kan tredeles, som skyldes Den hellige Treenighed,
Trangen til at tredele er nærmest en apriorisk disposition i mennesket.

/O

Anders Reinholdt, Hans Nielsen, Poul Erik Pedersen, Troels Ken Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Guds selvvalgte magtdeling" - hvis man kan sine kirkefædre, vil man vide, at "Treenigheden" er resultatet af en række fundamentale uenigheder blandt de lærde om en række inkonsistenser i den kristne tro.

Tertullian opfandt ordet omkring år 200 for at lukke munden på diverse logikere, der fastholdt bl. a. Epikurs kritik. Jeg vil godt medgive, at hvis man tror på Forsynet, kan man hævde, at Gud allerede havde forudset begrebet, og at det i den forstand er selvvalgt by proxy. Men hvis man ikke tror på Forsynet (hvilket kræver accept af endnu en række absurditeter), er der tale om en menneskelig opfindelse.

Kierkegaard, som var en meget intelligent mand, kæmpede også med problemet, og endte med at bekende sig til påstanden: "Fordi det er absurd, tror jeg". Og som enhver logiker ved: Af en absurditet kan man udlede alt, hvilket Kierkegaard var helt klar over, så for ham var det blot et spørgsmål om at gøre en materiel implikation til en ækvivalens. En logisk operation, som selvfølgelig er ugyldig uden et argument, men jeg gætter på at det netop var Kierkegaards pointe: Logikken gælder ikke for Gud.

De mange logiske krumspring, skolastikerne derfor måtte foretage for at opnå i det mindste en lille smule konsekvens og konsistens i deres teologi, gav så de moderne videnskaber en forfinet og sofistikeret logisk terminologi, som kunne overføres og anvendes på de naturlige ting, og det er selvfølgelig på mange måder en god ting.

Men det er altså stadigvæk ikke noget, Gud selv har valgt, men noget mennesker har skabt, for at skjule de værste modsigelser i det mentale monstrum, vi kalder Gud.

Jens Thaarup Nyberg, Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Morten Isaksen, Hans Nielsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Nu må bunden da være nået for Information, med en sådan gang religiøs lirum larum af en stokborgerlig Cepos-conectet folkekirkepræst dagen før jul. “....Guds almene vilje skabte verden med naturlovene, men Gud griber ikke ind konkret i skaberværket....” må vel betyde, at mirakler, jomfurfødsel og opstandelse slet ikke har fundet sted, men lur mig, om det er den konsekvens af Leibniz ord, Henrik Gade Jensen tager.

Kjeld Jensen, Hanne Ribens og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg øver mig på at blive en god kristen. Især ved hjælp af den femte evangelist.
Hver gang rationalets kritik bliver rejst, hvadenten det er Epikuræer eller andre med benene eller hovedet i antikkens Grækenland, styrter det hele sammen.
Men mærkeligt nok betyder det ikke noget for mig mere.
Så måske er det forkerte spørgsmål, forkerte årsagssammenhænge eller bare ugudelige tilgange?

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der er masser af godt stof i kristendommen, men sgu da ikke bare fordi præsterne siger det, snarere tværtimod: Hvis præster anbefaler noget som værende godt, sandt og rigtigt, er der god grund til at være skeptisk. De har jo en økonomisk interesse i, at folk tror på Gud, så dybest set er præster inhabile i religiøse spørgsmål.

@Niels
Ha-ha ..:)
Glædelig jul.

Henrik Plaschke

Ja, som også Niels Nielsen fremhæver det, er der masser af godt stof i kristendommen. Men næppe der hvor denne kronik søger det – i treenighedslæren.

Med baggrund i et essay af den britiske historiker Arnold Toynbee (”Islam, the West, and the Future” fra 1948) diskuterer den tyrkiske muslimske tænker Mustafa Akyol i et interessant bidrag, hvad Jesus kan lære nutidens muslimer. Akyol peger således på, at den krise den muslimske verden på nogle punkter gennemgår, har lighedstræk med den situation den jødiske verden befandt sig i for ca. 2000 år siden. Han påpeger, hvorledes Jesus faktisk viste en vej ud af Toynbee’s dilemma mellem tilpasning til fremmed dominans og rigid legalisme ved at insistere på de religiøse loves hensigter fremfor på deres præcise formulering.

Hvor Jesus således påpegede, at sabbatten er til for mennesket og ikke mennesket for sabbatten, tilføjer Akyol, at muslimer måske også bør gøre sig klart, at sharia er til for mennesket og ikke mennesket for sharia. Tilsvarende bør muslimer – ifølge Akyol – gøre sig klart, at Guds rige, Kalifatet, skal realiseres i muslimernes ”hearts and minds”. Det skal ikke være et jordisk politisk system.

Sådanne tanker behøver man vel ikke at være hverken kristen eller muslim for at dele.

Glædelig Jul!

Mustafa Akyol, What Jesus Can Teach Today’s Muslims, New York Times, February 13, 2017, https://nyti.ms/2kCatRn.

Mikkel Rytzel, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Som jeg også skrev på Facebook ift. Informations opslag på Facebook, der henviser til denne artikel.

Sognepræst Henrik Gade Jensen overser jo helt, at fascisterne i Spanien, Portugal, Grækenland samt delvist Nazi-Tyskland, og bestemt måske da i Østrig alle var dybt kristne. Alle brugte de kristendommen (godt nok den katolske udgave af den, men alligevel) til at undertrykke folket med, undertrykke, forfølge og diskriminere dem, som fascisterne i de her lande aldeles ikke var enige med. Han, HGJ, overser jo også helt, at teokratiet også stod stærkt i de lutherske lande fra omkring 1660 til cirka år 1900 - i de luthersk-kristne lande var det nemlig forbudt for fraskilte at gifte sig, utroskab var dybt kriminelt mm. og mv.

Og det undrer mig meget, at en sognepræst ikke kender sine kirkefædre; så ville han nemlig vide, at den der med hellige tre-enighed (Gud, Sønnen og Helligånden) er noget, som kirkefædrene fandt på i 200-tallet og i 300-tallet. (Og som et mindretal ikke ville vide af - de blev så til monofysitiske kristne, som så siden udviklede i 6-700 tallet en religion, vi i dag kender som islam. Det er det derfor, der i Koranen bl.a. er sider og sider ned med advarsler mod folk, der tror på, Gud/Allah er tre). Det er altså aldeles ikke Gud, som har fundet på det der med tredelingen af sig selv, det er noget vi mennesker selv har fundet på - muligvis for at bevare magten indenfor den romerske overklasse, og det romerske byrokrati i Romerriget omkring år 300 til år 400.

Kære Redaktion
OK, min kommentar var måske ikke lige så præcis i spyttet med henvisning til skriftsteder, men den holdt sig da til emnet så hvorfor blev den slettet????

Jens Thaarup Nyberg

Påstanden om guds almægtighed undrer mig, når det i det 2. bud hedder, du må ikke have andre guder end mig; ikke alene indrømmes andre guder, ansvaret lægges også på den enkelte. Og det er vel defor Jesus, Vorherre Kristus, sættes i verden, at genopfriske læren og troen.
Treenigheden har jeg det lettere med, Faderen Sønnen og Helligånden, de husholdninger der henvises til i de ti bud.