Klumme

Fra gammel tid har gavegivning været et gensidigt ritual

Med markedsøkonomien sprøjtes der stadig nye gavebjerge ud – og de skal sælges, uanset om vi har brug for dem. Alligevel er det rart at give gaver
12. december 2017

Den går ikke længere, lige om lidt er det jul, der skal findes på gaver. Men hvad skal man finde på i en verden, hvor der ifølge det australske tidsskrift New Philosopher sælges 50 millioner fidget spinners og 1,3 milliarder smartphones på to måneder og forbruges en billion plastikposer? Verden flyder over af ting. Hvad får os til at blive ved med at købe, spørger tidsskriftet.

Men jeg kan godt lide at give gaver, indvender jeg i tankerne, og gavegivningens logik er faktisk smuk. I hvert fald som den franske sociolog, Marcel Mauss, har analyseret den i sit essay Gaven.

Ifølge ham byggede samfundsøkonomien før markedsøkonomien på gaveudveksling. Man lod, som om man ikke forventede gaver, men at man netop derfor blev glad for dem.

Gavegiveren lod til gengæld, som om hun eller han ikke forventede noget til gengæld. Den skabte fredelige forbindelser mellem folk, for eftersom gaven var nært forbundet med giverens person, var det en ære at give, at modtage og at gengælde gavmildt.

Men, men: Begge parter vidste udmærket, at det ikke kun var sådan, det fungerede.

Nedenunder løber nemlig en magtstruktur. For den, der modtager en gave uden at give en tilsvarende gave til gengæld, bliver mindreværdig i forhold til gavegiveren. Man viser sig altså ’lige så god som’ ved at gengælde gave med gave. I et gaveudvekslingssamfund er det et spørgsmål om ære at give – eller om skam, hvis man ikke gengælder.

Diderots begær

Mauss forestillede sig, at man kunne menneskeliggøre samfundet ved at genopfinde gaveøkonomien, og sådan kan den vel også fungere mellem venner og slægtninge. Men i de markedsøkonomiske samfund træder en ny logik i kraft. Her »viser rigdommen sig som en uhyre vareophobning«, som Karl Marx skriver i Kapitalen. Og disse varer skal afsættes. Når den enkelte derfor har huset fuldt og egentlig ikke har behov for en eneste kaffemaskine mere, så kommer der en ny på markedet, og derved indtræder det, nogen har kaldt Diderot-effekten – for at dvæle ved endnu en tænksom franskmand.

Oplysningsfilosoffen Denis Diderot funderer et sted over, at hans anskaffelse af en splinterny ting til sit sovekammer med ét fik alle de ting, han havde i forvejen, til at se gamle og slidte ud.

Hvis ikke vareudbuddet var i stand til at fremkalde Diderot-effekten, var der ikke meget julesalg i vores del af verden. Den uhyre vareophobning og et umætteligt begær forudsætter hinanden.

En vittighedstegning, jeg så forleden, viser gavegivningslogikkens nederlag:

Fanden står og læser en ønskeseddel, hvorpå der står: Porsche. Rolex. Yacht. Cases of Dom Perignon. Overfor ham står ønskeseddelens afsender iført sort kappe og blød middelalderhat: Faust.

Fandens kommentar: »I don’t know Dr. Faustus. It’s a lot for one soul.«

Faust er parat til at sælge sin sjæl for tilstrækkeligt mange luksusvarer. Måske får han også Fanden til at skamme sig over at nøle, men det er ikke pointen. De meget nutidige gaveønsker indicerer, at det er begæret nu om dage, tegningen peger på. At det er blevet så umætteligt, at ikke en djævel kan tilfredsstille det. End ikke Fanden på sjælefiskeri.

Den moderne logik er, at vi stræber efter det, vi ikke har, men at det kun er attråværdigt, så længe vi ikke har det. Den første jul, hvor min søn var stor nok til at forstå, hvad pakker var for noget, var det første, han gjorde, da han kom ind til træet julemorgen, at lægge sig ned og kigge ind under det for at se, om der var kommet nye til i nattens løb! Fra barnsben suges vi ind i en verden af ting, hvor begæret aldrig tilfredsstilles og ikke skal tilfredsstilles.

I vores familie har vi afskaffet gaver de voksne imellem. Men naturligvis skal børnene have gaver. Hvem har lyst til at forholde dem gavegivningens gavmildhed med henvisning til Diderot-effekten?

Så gælder det bare om at skifte fokus fra de bagvedliggende logikker til gavens kvalitet og finde noget, man ved, de vil få glæde af.

Også efter juleaften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Østergaard Petersen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Jens Østergaard Petersen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Ah ja.. men det bør ikke glemmes, at gavernes indbyrdes værdi også skal afstemmes. Så man kan ikke give en gave til 100 kr til en andens søn og modtage en gave til 1000 kr til sin egen datter og tro, at det går lige op, vel.

God gaveudveksling.
Jeg følger en anden sti.

Eva Schwanenflügel

I min familie lavede jeg sarkastiske tegninger og julekort, dengang mine forældre levede.
Det var julens clou.
Men efter mine forældre er døde, har jeg mistet gejsten.
Min bror har efterlyst en tegning i ny og næ, men den interkontinentale hverdagsbombe er totalt aflyst.

Henrik Brøndum

Som Eva Schwanenflügel skriver er det jo nemt nok at afkoble sig fra kapitalismen og varerne i denne sammenhæng, ved selv at fremstille gaverne. Jeg er ikke helt så ren, men plejer at bruge adskillige timer på at gå i butikker og tænke over om lige netop den ting er det rigtige for gavens modtager.

Grethe Preisler

Julen er hjerternes fest

Så husk at vedhæfte dine julegaver til børnene fra 'udkantfamilien' en kreditnota, så de kan se, hvor meget du forventer, at dine egne børn får af deres forældre næste gang, der skal byttes julegaver igen.

Randi Christiansen

Hvis man ikke kan finde ud af at aftale med hinanden at hygge sig med at finde lige den rette gave og udelukkende med hensyn til, hvad man har råd til at investere, så synes jeg, at man bør afholde sig fra den ekstremsport, som julegaveræset kan udvikle sig til.

Det er straks vanskeligere at opdrage sine børn til at afstå, men selv de må jo lære at afstemme forventningerne, ikke til hvad de andre børn får men til, hvad deres egen familie formår. Og, ja den kan være hård, men dog ikke livsfarlig.