Klumme

Den grønne omstilling skal drives af vrede, ikke af gode fortællinger

Det er absurd at forsøge at pakke den grønne opstilling ind som et spændende projekt i brunt økopapir med uldsløjfe. Ingen omstillingsperiode i menneskets udvikling har været behagelig
11. december 2017

Et jubelkor af glade grønne stemmer har for tiden travlt med at aflyse klimaets undergang. En af dem er Rob Hopkins fra Transition Town-netværket. Rob Hopkins holdning er, at det ikke nytter noget at tale til frygten – kun de gode fortællinger kan drive den grønne omstilling.

Det stod klart, da Informations Jørgen Steen Nielsen for nylig interviewede ham og præsenterede ham for Rasmus Willig og Arne Johan Betlesens bog Hvad skal vi svare. Han havde godt nok ikke læst den, men det betød ikke, at han undlod at tolke den som et vredt, bekymret, rasende indlæg i klimadebatten. Og jo, de to forskere fremhæver netop raseriet, modstanden, oprøret og ulydigheden som nødvendige faktorer for at skabe en forandring, inden det er for sent.

Nuvel nuvel. Ideen om den grønne omstilling som noget pænt, glat og ukompliceret er ikke ny. Faktisk har den været en del af den grønne bevægelse helt fra begyndelsen. Der er boomers (dem, der tror på den grønne teknologi og omstilling), og så er der doomers. En typisk doomer ville mene, at klimakrisen er rodfæstet i vores moderne forbrugerkultur og i den økonomiske model bag: kapitalismen.

Jeg er en doomer. Jeg ser den nuværende model som helt grundlæggende og fundamentalt ødelæggende, og jeg mener, at der er brug for et paradigmeskifte og en ny fortælling, om hvad mennesket er, og hvad mennesket kan, hvis vi skal ud af det her helt absurd store problem, vi står midt i.

Vi skal med andre ord ikke opfinde en ny og mindre forurenende form for Round-up. Vi skal helt holde op med at bruge Round-up.

Vi skal ned i levestandard, fordi det helt grundlæggende er levestandarden, der er noget galt med. Fysisk. Psykisk. Spirituelt.

Vi kan ikke sminke liget yderligere, og selv hvis vi går over til 100 procent grøn energi og sætter vindmøller og solceller op over det hele, så ændrer det ikke ved det fundamentale faktum, at vi lever under den sjette masseuddøen; at vi ikke længere kan spise fiskene i havet; at der er mikroplastic i babyers maver.

STOP!

Alle paradigmeskift er drevet af vrede

Det er i mine øjne en absurd påstand, at denne omstillingsperiode i vores menneskelige udvikling ikke skal være ubehagelig, ikke skal være fuld af tvivl og afmagt, ikke skal være fuld af vrede og frustration. Faktisk vil jeg gå så langt som til at kalde det et menneskelig absurdum, et udslag af netop den kultur, der har været så ødelæggende for os, at vi skal tæmme vores vilde følelser, vi skal rette ind. Være fornuftige, og med det menes der produktive.

Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste paradigmeskifte i den menneskelige historie, der ikke har været drevet af vrede og frustration – alligevel er disse følelser tabubelagte, ikke mindst i de grønne bevægelser.

Jeg klynker: »Ikke mere af det samme, åh Gud nej, ikke mere af det samme – bare pakket pænere ind i brunt økopapir og et uldbånd, blafrende stearinlys, smukt, æstetisk og tilfredsstillende for dig personligt inde i dine følelser, så du kan føle dig hel.«

Jeg mødte Rob Hopkins og hans venner under klimatopmødet i Paris. Vi sad på en ultravegansk restaurant og talte om, hvorvidt vi troede på politikerne. (Det gjorde vi ikke). Hopkins-flokken var søde mennesker. Meget karismatiske. Jeg tror ikke, de vidste, jeg var doomer, og man vil jo ikke ødelægge den gode stemning, men lige siden har det naget mig; at sidde i bæredygtige sammenhænge, smile og være sød, noget med nogle projektmidler, noget med noget optimisme. For i hjertet tror jeg bare ikke på det. Jeg tror ikke på den gode historie om den grønne omstilling.

Jeg tror ikke på fraværet af smerte. Jeg tror faktisk, at netop smerten (vreden, frustrationen, ulydigheden og sorgen) er forudsætninger for, at vi overhovedet kan forstå, hvor slemt det står til – og reagere adækvat på det.

Det er som om, vi lider af kollektiv berøringsangst, et overforbrug af lykkepiller, en døs og en apati. Ingen smukke drømme vil nogensinde kunne vække os – for fra før vi kunne gå, er vi blevet propfodret med snart den ene snart den anden reklameglitrede drøm.

Det er ikke det, vi har brug for. Vi har brug for virkeligheden. Vi har brug for at vågne op.

Andrea Heilskov er journalist og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Hansen
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Holm
  • Erik Nissen
  • Niels-Simon Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Katrine Damm
  • Torsten Jacobsen
  • Morten Lind
  • Charlotte Ardal
  • Frede Jørgensen
Pernille Hansen, Sebastian Sylvester Rosenberg, Eva Schwanenflügel, Troels Holm, Erik Nissen, Niels-Simon Larsen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm, Torsten Jacobsen, Morten Lind, Charlotte Ardal og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg citerer fra sidste afsnit:
”Det er som om, vi lider af kollektiv berøringsangst.”
Og
”Vi har brug for virkeligheden. Vi har brug for at vågne op.”

Jo, den vestlige befolkning og nok mest den danske lider af kollektiv berøringsangst.
De fleste vil ikke høre tale om atomkraft.
Vi har i den grad brug for at vågne op og frigøre os fra de gamle myter.
Lidt realiteter kan findes her: http://wp.me/p1RKWc-8
Hvis man går i dybden vil man se at denne frygt - det er intet andet end et falskneri iscenesat af kullobbyen.
De er bange for konkurrence.
I dagens Danmark er det vindlobbyen, der har set hvordan man kan stikke snablen ned i vores pengepung.
Måske også af Greenpeace, der kommer med klart falskneri for at få gode frivillige bidrag. http://wp.me/p1RKWc-p2

John Christensen

Thorkild Søe - glem atomkraft, det ønsker vi ikke at arbejde med.
Vi ønsker GRØN omstilling.

Forandringen forudsætter at doomerne sætter sig i spidsen for kampen, uden at skræmme boomerne væk.
Det modsatte duer ikke - og det viser udviklingen med alt ønskelig tydelighed.

Greenwashing er utilstrækkeligt, til at redde kloden og menneskeheden, men er nice for kapitalismen som så fortsætter med at buldre på med - alt muligt bras vi ikke har brug for, og som mange ikke ønsker. Altså et MEKA spild af ressourcer.

Eva Schwanenflügel, Michael Kongstad Nielsen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Der er mange ting som vi kan og skal gøre klogere - men findes ingen mulig reduktion i resurseforbrug eller realistisk bæredygtig levestandart for 8, snart 10--12, milliarder mennesker på denne planet. Vi kan hverken effektivisere, omstille eller tilpasse i tilstrækkelig grad.
Selv hvis vi havde afviklet brugen af fossile brændsler tilbage i midten af det 20. århundrede, og alle var blevet dedikerede øko-bevidste veganere - ville 8 milliarder individer stadig udgøre en ekstremt ødelæggende kræft på planeten.
Problemets virkelige kerne og det absolut eneste sted vi kan sætte ind med nogen effektivt, er i forhold til overbefolkning.
Der findes derfor kun ét mål: Vi skal reducere antallet af levende mennesker akut.
Og der findes kun én metode til at gøre dette: Vi skal lave færre børn.

Torsten Jacobsen

Toke Andersen,

En relativt dramatisk reduktion i antallet af levende mennesker på planeten følger naturligt, hvis man som Andrea Hejlskov (og jeg selv i øvrigt) anlægger et pessimistisk (læs:realistisk) perspektiv på mulighederne for proaktivt at ændre kurs.

Og i den proces følger vreden og frustrationen jo automatisk, må man formode. Faktisk er den her allerede for mig at se, i det mindste sammenlignet med min relativt trygge og ubekymrede opvækst i 80'erne og 90'erne, i et af verdens absolut rigeste lande.

anlægger man sig et 'view from nowhere', er der naturligvis en både smuk og poetisk retfærdighed at finde i det forhold, at vi i vesten nu endelig hjemsøges af genfærdene af de skibe vi har sat i søen gennem det 19. og 20. århundrede. Vreden og frustrationen har sandt for døden været der hele tiden, men altid andetsteds, blandt barbarerne i de uciviliserede egne, hvis navne vi med et vist besvær og generel mangel på interesse terpede i geografitimerne. Altid på afstand.

Indtil nu.

Men jeg kan ikke anlægge et 'perspektiv from nowhere'. Ikke sådan for alvor. Jeg har været så dum at sætte en søn i verden, så nu har jeg aktier i lortet..

Og det er sgu da lige til at tude over!

Halfdan Muurholm

Jeg er både doomer og boomer. Når jeg læser "Daily Climate News" elsker jeg at læse de gode nyheder for at opretholde en mental balance imellem håb og dommedag. I forhold til klima og overbefolkning er "Dommedagsprofetierne" måske både sande og rigtige, men de gør mennesker passive. Vi har brug for glæde og håb. Når "Doomers" aktivister blokerer kulkraftværker igennem "350.org" aktivist sammenhænge, tror jeg de fleste gør det ligeså meget for følelsen af fællesskab og følelsen af at gøre noget. Jeg tror ikke aktive mennesker er båret af en dualistisk vrede. Atomkraftsnakken er for mig at se passé, da de vedvarende energikilder for længst har bevist, at de er billigere og smartere. Transition Towns løser ikke i sig selv problemerne, men de peger på nye retninger. Ja, vi skal alle sammen nedsætte forbruget dramatisk og styre vores begær. Det tror jeg ikke vreden nødvendigvis hjælper os med.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er også både doomer og boomer.
Jeg tror på at må følge nye veje og trampe stier. De nye veje vil i første omgang ligne de stier, som skal forkastes og det er næsten ikke til at holde al den hjemmestrikkede uldne sødme og fornuft ud.
Alle menneskelige opfindelser og fremgange er skabt på et fundament af alle de fejltagelser, vi har gjort. (Og det er eddermame mange.) Menneskelig fantasi har brug for en platform at rejse sig fra, for der kommer jo et 'bagefter'.
Der skal boomers til, for at vi har noget at spise og drømme at næres af, når vi lukker ned for al svineriet og kommer ud på den anden side - på den vrede måde.

Jeg har også en dreng; vi har alle aktier i lortet Torsten - om vi vil eller ej. Det er vist kun det moderne samfunds viden-kompartmentalisering, den udbredt svage intelligens og vores fabelagtige evne til kollektiv fortrængning, der afholder os fra at græde fortvivlet i kor.
Vi behøver dog ikke holde helt op med at lave børn. Vi skal væk fra at normen er to eller derover - ved tvang om nødvendigt, men selvfølgelig helst gennem en kombination af oplysning og økonomisk incitament/afgift.

Niels-Simon Larsen

Der kan godt blive 3. Verdenskrig mellem boomere og doomere, men det duer jo heller ikke. Det er den urgamle konflikt. Man kan ikke smadre sig igennem til en bedre verden. Med det gode har vi heller ikke nået målet. Hverken den hårde eller bløde kurs fører til noget alene. Vores praksis må gå fra køkkenhaven til demonstrationstoget og tilbage igen.
Undgår vi så klimasammenbruddet? Sandsynligvis ikke. Vi må indstille os på en ændret levevis i fremtiden - i den grad vi får lov at leve. Det burde man lave en tv-serie om. Herrens veje er udmærket, men det er mere relevant med ‘Vores børn veje’, og de veje er til gengæld ikke spor uransagelige. De er mere end tydelige, for det er temperaturændringer, klimaflygtninge med kaotiske forhold her og der. Inden serien var færdig, ville der blive nedlagt forbud, for man må ikke skræmme folk med realisme. Det vil et vælgerflertal bakke op om. Den danske befolkning vil stemme for tilbageholdelse af sandheden ud fra det synspunkt, at fremtiden er ganske uransagelig.

John Christensen
Men de grønne spor skræmmer.
Det grønne Tyskland udleder ca. 560 g CO2 per kWh
Frankrig nøjes med næsten en tiendedel ca. 58 g CO2 per kWh
Derfor spørger jeg:
Hvad skal der gøres for at blive grøn?

Michael Kongstad Nielsen

Klummisten er ikke alene en 'doomer', men også en snedig demagog
Hun skriver:

"Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste paradigmeskifte i den menneskelige historie, der ikke har været drevet af vrede og frustration – alligevel er disse følelser tabubelagte, ikke mindst i de grønne bevægelser."

Jeg vil komme med et hint: - overgang fra jæger / samler kultur til agerbrug. Den var overvejende drevet af magelighed, tryghed, tidsrigelighed, fritid, tid til studier, videnskab, kunst, etc., altså det skønne liv, det modsatte af vrede og alle de andre vederstyggeligheder, klummisten nævner.

Vreden og dens nære slægtninge , som klummisten besynger, får man ingen grøn omstilling ud af, da de følelser allerede i rigt mål befinder sig i konkurrencesamfundet, l industri- og finanssamfundet, kort sagt det samfund, vi skal væk fra. At gå op mod det samfund med midler, det kender meget bedre selv, er begging for doomsday.

Nej, som alle gode missionærer vidste i sin tid, fortælling og gode eksempler, det kan gøre de mentalt stålsatte bløde.. Og hvem vil ikke gerne have mere fri tid og dyrke de skønne kunster, som de tidlige paradigmeskiftere gjorde engang.

Michael Kongstad,
du skriver: " - overgang fra jæger / samler kultur til agerbrug. Den var overvejende drevet af magelighed, tryghed, tidsrigelighed, fritid, tid til studier, videnskab, kunst, etc."

Det er jeg nu ikke så sikker på. Så vidt jeg er orienteret, så var de første agerbrugere i Danmark ikke dovne jægere, der blev lokket af et mageligt og trygt liv, men et nyindvandret folk. Der findes mig bekendt ingen eksempler på, at jægerkulturer frivilligt har opgivet deres spændingsfyldte, interessante og omstrejfende levevis. Men når agerbrugerne afbrænder og fælder skovene må de til sidst give op. Antallet af fritidsjægere i Danmark fortæller noget om savnet.

Men tilbage til emnet: Andrea Hejlskov har virkelig fat i en væsentlig pointe: Omstilling til bæredygtig levevis kan ikke ske uden dramatisk nedskæring i forbrug (hvoraf en stor del jo ikke kan betragtes som andet en luksus og underholdning). Og det kan ikke ske uden en forøgelse af mængden af manuelt arbejde, vi selv må udføre, i stedet for at overlade det til vores maskinslaver. Hvis vores forælling om fremtiden slutter her, bliver det for let for vores liberalistiske modstandere af bæredygtighed at vinde tilslutning. Omstillingsprocessen i sig selv ser ikke behagelig ud fra vores nuværende ståsted.

Så vi er nødt til også at tænke videre til efter omstillingen og fokusere på de kvaliteter, der følger af at kunne kvitte sin dårlige samvittighed, sit forbrugerræs, sin bekymring for fremtidens klima og natur. Det kræver, at man faktisk har fantasi til at forestille sig et sådant liv - eller i glimt har levet noget, der lignede det. Her har vi virkelig brug for optimistiske kunstnere, sociologer og debattører.

John Christensen

Thorkild Søe.
Der skal satset på bæredygtighed hele vejen rundt, i såvel produktion som reproduktion/forbrug.
Der skal skrues ned for overforbruget, som slår mange/alle ihjel.

Michael Kongstad Nielsen

Troels Holm
11. december, 2017 - 21:25

'Vreden gudinde besyng' - sådan starter Homers Iliaden, og er en opfordring til muserne om at yppe kiv, så krigen kan vindes. Det bliver dog ikke en vinder, der kommer ud af den grønne omstillings forkæmpere, hvis man vil i krig.

Hverken vrede eller krig fremmer borgernes tro på omstilling.
Men hvis man kan se glæden, freden og de færre strabadser for sig, så tror jeg mere på den.