Kommentar

Helt herude hvor hvalerne græder

Det må være nogens skyld eller nogens vilje, at der bliver færre hvaler. Nogen har ønsket, at de sluger plastik sammen med plankton. Det taler hvalerne om, mens de flyder over oceanerne
Hvalerne herude smager på stykkerne af plastic og blander dem med plankton. Der svømmer hvaler forbi herude midt på havet; men færre end der burde. Det må være nogens skyld, og hvis ikke det er nogens skyld, må det være nogens ønske.

Hvalerne herude smager på stykkerne af plastic og blander dem med plankton. Der svømmer hvaler forbi herude midt på havet; men færre end der burde. Det må være nogens skyld, og hvis ikke det er nogens skyld, må det være nogens ønske.

Ritzau Foto

Debat
19. december 2017

Der er folk, der tror, at man får noget med, når man krydser Atlanterhavet.

Jeg fik ikke noget med, og der gik præcis ti dage med krydsning, før jeg forstod, at jeg måtte finde ud af, hvad jeg havde givet til havet undervejs. Det eneste, jeg fik, var et ar på min underlæbe, der aldrig vil forsvinde. Hvad jeg har givet til oceanet, kan jeg endnu ikke fortælle. For det store ocean hvisker stadig i mit øre om at få noget mere, beder mig om at give en smule mere til de sultne bølger som betaling for alt den tid, jeg lurede på dem.

De anede ikke, at det var det, jeg gjorde. De forstod det først langt senere, efter at jeg havde været der og luret på dem alle hver for sig. Alt det salt og vand, salt og vand.

Det var først, da de ramte land og mødtes og fortalte om endnu en vandring fra det ene kontinent til det andet, at historien om manden, der lurede, kom frem.

Ham med det blødende sår, der havde luret på dem allesammen, og stillede dem de samme spørgsmål, som han rullede forbi der i sit glasfiberskrog: »Hvor længe skal jeg sidde i jer, før jeres hemmelighed bliver min?«

Jorden er, som jorden er

Andre folk tror, at de på Atlanten kan se sig selv og det hele i et nyt perspektiv.

At der en nat, vil være så stjerneklart, at dagen aldrig slutter, så de kan få lov til at erfare sig selv og deres subjekt i femogtyve sammenhængende lysende timer, indtil det giver mening. Om ikke for andre så bare for dem selv. Den skat er større end guld, men den er heller ikke efterladt her. For herude er der jo kun jorden, og jorden er jo bare sig selv. Smuk og frygtelig, påstående og invaderende, langsom og konsekvent. Hurtige er dens lyn, stille er dens tyngde. Jorden er, som jorden er, og hvis du tror, at du kan sætte dig herud og forstå den, må du være dum. Jorden er, som jorden er, og som kun uendeligheder kan være det: uforståelig i sin grundmasse, forståelig i sin form. Oceanet er bestemt ingen undtagelse i den ligning. Det har både alle X’erne og alle Y’erne, og alt over og under de korte dividender. Men det kommer du ikke til at forstå ved blot at snakke med bølgerne.

Og de kommer ikke til at forstå dig.

Nogle gange ser man spor af menneskeheden helt herude, hvor bølgerne rejser til for at tale om deres næste bestemmelsessted. En lang og sjasket mumlen, der formes af at være udtryk for samtaler, der finder sted i løbet af hundreder af år. ’Azorerne,’ mumler den ene bølge, ’Hvor fanden er det?’ mumler den anden, og de fortsætter deres glidende bevægelse forbi hinanden med en fornyet frygt for det næste bestemmelsessted.

Havet virker mindre majestætisk, end du havde troet. Men selv bølgerne er brikker i jordens idé om, hvad der skal ske. De ved det ikke selv, som vi heller ikke aner det.

Eller på det fjerneste har en idé om det. Endnu mere tragisk er det, at bølgerne i sig selv blot er en bevægelse, der ikke kan rejse, men blot fortælle hinanden historier igennem det vand, de flytter, og de genstande, der flyder på det. Som det plastik, der flyder i overfladen, på vej fra det ene kontinent til det andet og langsomt optages bid for bid i oceanet.

Måske er stykkerne så fyldte af farver, fordi de har et ønske om at blive fundet af deres ejere igen? Af små piger, der spiste farverigt slik i farverig indpakning i Senegal?

Af Sydamerikanske fiskere, der taber Mars-barer over rælingerne og ser nougaten smelte, men aldrig indpakningen?

De slagter hvaler i døgndrift

Hvalerne herude smager på stykkerne af plastic og blander dem med plankton.

Der svømmer hvaler forbi herude midt på havet; men færre end der burde. Det må være nogens skyld, og hvis ikke det er nogens skyld, må det være nogens ønske. At forlade en naturvirkelighed og omstille til en industrivirkelighed. En grøn og magisk virkelighed i bytte for en virkelighed, hvor slagteriarbejderne går ned i løn for at give slagteriet penge til ny teknologi. Så arbejderne en dag selv kan blive overflødige. Så det kan blive virkelig billigt at være en virksomhed, der slagter hvaler. Og der må slagtes i døgndrift, hvis det skal kunne betale sig at gøre det så billigt med så dyre maskiner.

Sådan nogle ting taler hvalerne om herude, imens de flyder over oceanerne endnu engang, med apatiske suk og forstående nik for, hvorfor det må og skal være sådan. Vi græder nogle gange sammen, hvalerne og jeg, og sender vores tårer mod skyerne for at forme nye, der forhåbentlig snart kan give noget regn til de tørre kontinenter.

Søren Uttenthal er sejler, musiker og sangskriver

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Søren Uttenthai,
Sørgelig beretning om de største sangere i Gaia.
Jeg har i lang tid advaret om brug af plast, der alt for ofte havner i vandet.
Et er at mikroplast havner i menneskelige organismer, et andet er, at de på sigt er med til havlivets død.

Hans Nielsen, Mikkel Kristensen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Et noget perverst know-how :
Fra døde hvalers ørevoks har man kunne bevise, at havmiljøet er fyldt med pesticider.
Hvalernes ørevoks ligner træers årringe.
Deraf har man kunne se, at hvaler er udsat for forurening.

Tak for sangen! Nød den, selvom det også var sørgeligt..