Kommentar

Det er ikke helt sikkert, at smartphones driver dine børn i døden

Endnu en undersøgelse påviser tilsyneladende korrelationer mellem skærmtidsforbrug og øget forekomst af depression og selvmord hos amerikanske teenagere – men både forskere og medier er alt for ivrige efter at drage håndfaste konklusioner
Endnu en undersøgelse påviser tilsyneladende korrelationer mellem skærmtidsforbrug og øget forekomst af depression og selvmord hos amerikanske teenagere – men både forskere og medier er alt for ivrige efter at drage håndfaste konklusioner

Ivan Riordan Boll

Debat
11. december 2017

’Skærmtid’ skiller virkelig vandene blandt psykologer. I en tid, hvor brugen af smartphones og lignende enheder eksploderer, især for børn og unge, er det måske ikke så sært. Man så noget lignende, da fjernsynet vandt frem: Indføres der en ny revolutionerende teknologi, der vender op og ned på hverdagen, må det uundgåeligt føre til spørgsmål om, hvor grænserne går mellem fornuftig brug og misbrug – både på individuelt og på et samfundsmæssigt plan.

Problemet er imidlertid, at i skærmtidsdebatten ser de forsimplede skræmmebillederne ud til at have langt bedre kår end de lødige argumenter. Et foreløbigt lavpunkt, vil jeg hævde, kom i august, da Jean Twenge, psykologiprofessor fra San Diego, fik udgivet en artikel i magasinet The Atlantic under overskriften Har smartphones ødelagt en hel generation? Twenges hovedpåstand var her, at mange teenagere i dag balancerer randen af katastrofale psykiske kriser – og vel at mærke som følge af deres overdrevne brug af smartphones.

Forskere, der aktivt forsker i spørgsmålet, kunne hurtigt affeje Twenges argumenter som endnu et tilfælde af, at korrelation bliver gjort til kausalitet. Twenge havde envidere håndplukket de data, som underbyggede hendes tese om, at smartphones er det rene djævelskab. Omvendt må man indrømme, at forskningsfeltet endnu er ret nyt – og også for nyt til, at der er tilvejebragt tilstrækkeligt med empiri til at fælde håndfaste konklusioner.

Modsagt af statistik

Ikke desto mindre kører Twenge og kolleger ufortrødent videre i samme spor og advarer nu atter imod brug af smartphones i en artikel bragt i seneste nummer af Clinical Psychological Science. Med brug af data fra USA hævder de, at rapporter om et stigende antal af unge med depressive symptomer og tilbøjeligheder for selvmord i perioden fra 2010 til 2015 korrelerer med en stigning i brugen af smartphones inden for samme tidsperiode.

Deres artikel er forvirrende læsning. Selv om datasættene umiddelbar ser ud til at udvise korrelation, fremstår den antagne årsagssammenhæng som rent postulat. Og ser man nøjere efter, fremgår det, at antallet af depressive symptomer er fladet ud siden 2010, og at antallet af selvmord og selvmordsforsøg er faldet, hvis vi ser på teenagedrenge isoleret.

Det er altså teenagepigerne, der driver de opadgående tendenser frem, men indicierne for en årsagssammenhæng er svage. En glimrende analyse af Amy Orben fra Oxford University peger i stedet på, at kun 0,36 procent af de rapporterede symptomer i datamaterialet kan henføres til brug af sociale medier.

Twenge og kollegers artikel har med andre ord ikke undertsøttelse nok for den antagelse, at smartphones skulle være blandt de væsentlige faktorer bag det forhøjede antal depressive og selvmorderiske amerikanske teenagere.

»Artiklen er kun den seneste i en lang række andre sonderende forskningspapirer, der bekræfter forudfattede antagelser om skærmtid eller forstærker en frygt hos forældre,« siger Andy Przybylski, seniorforsker ved Oxford Internet Institute. »Men empirisk er der ikke noget nyt at komme efter her«.

Twenge er forfatter til den populærvidenskabelige bog, iGen, der handler om, hvorfor dagens superforbundne børn vokser op som mere tolerante, men mindre oprørske og mindre glade individer – og samtidig er helt uforberedte på voksenalderen. Bogen fremsætter stort set de samme påstande som dem, hun lagde frem i Atlantic-artiklen, og afslører tydeligt Twenges negative holdning til digitale aktiviteter.

Ved siden af sin konsulentvirksomhed inden for problematikken (som må forventes at blive desto mere efterspurgt efter seneste omgang mediedækning) har hun tilsyneladende etableret sig som den hyppigst brugte ekspertkilde hos medier, der dermed forsømmer at spørge sig for hos andre forskere, der har mere afbalancerede synspunkter og mere robust empiri. Alt i alt synes dette papir ikke at føje nyt til en allerede forvirrende broget forskningslitteratur, men vil sandsynligvis alligevel blive flittigt refereret i sensationalistiske medier, der gerne vil profilere sig på det budskab, at smartphones har skadelige konsekvenser for dagens ungdom.

Brug for mere empiri

Hvordan får vi rede på, hvad der er op og ned omkring skærmtid?

Problemet er, at forskningen ser ud til at være kørt fast i en cyklus af korrelationsresultater, der kun giver ny næring til mediernes skræmmebilleder, men ikke gør os klogere. Vi har nået et punkt, hvor det er på tide at standse op og overveje, hvad det er, vi mere præcist leder efter, hvilke spørgsmål vi skal stille, og hvilken forskning vi skal bedrive for at besvare disse spørgsmål.

I januar 2018 organiserer jeg et seminar hos Wellcome Collection i London i et forsøg på at gøre netop dette. Målet er at samle forskere, økonomiske sponsorer, videnskabsjournalister, forældre og andre interesserede parter for at diskutere, hvordan vi kan gøre positive og produktive fremskridt inden for skærmtidsforskningen. En tilstrækkelig empiri er påkrævet, men endnu ikke tilgængelig. Det er mit håb at råde bod på dette, så vi kan udvikle brugbar og bæredygtig strategi i forhold til skærmtidsspørgsmål.

Pete Etchells er docent i psykologi og videnskabskommunikation.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Erikstrup

Det er muligt, men medtager vi computerskærme, så nærmer vi os en tilstand der ligner.
Apropos forvirrende læsning og foreløbige lavpunkter, så kan man jo næsten ikke trække vejret for løse ender og - påstande.
Hvilke forskere kunne hurtigt affærdige hvilke af Jean Twenges argumenter?
Samme Jean Twenge er tydeligvis ikke blandt de forskere der " aktivt forsker " i spørgsmålet.
Undskyld mig, men hvad er det så hun gør?
Kan nævnte forskere mon i samme tempo affærdige Nicholas Kardaras's ( Glow Kids: How screen addiction is hijacking our kids - - ) argumenter?
Hvem er det der er i besiddelse af " mere robust empiri ", end ovennævnte?
Hvad har referencen til introduktionen af fjernsynet at gøre i diskussionen af den skærmtid Twenge og eks. Kardaras forholder sig til? Hvis formålet er at minde os om at " det skete der jo heller ikke noget ved ", så må jeg virkelig bede den gode docent om at repetere sin Neil Postman : " Amusing ourselves to death ", for der skete som bekendt en hel del da folk begyndte at få deres virkelighedsforståelse fra " det vi har valgt at bringe i aften ", blandt andet en gradvis afmontering af den demokratiske samtale, som nu har gjort politik til den største " tilskuersport ".
Endvidere skal vi være opmærksomme på at det ikke kun handler om depression, social angst o.a., selv om det naturligvis ikke er specielt rart, men om hvad der mon sker med socialiseringen af en hel generation af unge, som foretrækker digitalt fravær fremfor socialt nærvær, om hvad der mon sker med de familier de er en del af, osv.
Med Nicholas Kardaras' s ord, en hel generation vi har kastet ind under " en digital bus ".

Bjarne Bisgaard Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Lange, meget skarpe knive, der findes mange i koekkenskufferne rundt omkring i hjemmene, udfoerer hverken mord eller selvmord ... det goer ham eller hende, der foerer kniven.

Jeg gaar ind for fri narkotika, jeg giver gerne folk frihed til drikke, spise og ryge sig ihjel, hvis de vil, og hvis de vil hensloeve livet foran TV'et og andre skaerme, saa skal de da have frihed ogsaa til det.

Men med frihed foelger ansvar. Personligt ansvar. Her er et tema for foraeldre og skole.

Vi har ikke smidt en generation under den "digitale bus". Der er maaske en generation, der har lagt sig under bussen. Al anden snak er en utrolig nedgoering af "generationen" ... den er da ikke befolket af taaber. Er den ?

Jørn Erikstrup

" Der er måske en generation der har lagt sig under bussen, men den er da ikke befolket af tåber".
Hvabehar??

Niels Duus Nielsen

TV var underlødigt og farligt, da det kom frem, nu er det bare underlødigt. Også tegneserier var skyld i det moralske forfald, indtil de kom på pensum på universiteterne. Rockmusik blev anklaget for at indeholde subliminale og samfundsundergravende budskaber, og computerspil betragtes som fordummende og moralsk anstødeligt.

Moralister er altid parate til at kritisere alt nyt, som de ikke forstår - og medierne er altid friske på at skrive en overskrift, der kan sælge aviser.

At den demokratiske samtale er blevet afviklet, Jørn Erikstrup, behøver ikke at være forårsaget af, at vi opholder os mere bag en skærm end førhen - det kunne jo ligeså godt være den anden vej rundt: Den demokratiske samtale er alligevel død, hvorfor tiden er bedre anvendt i selskab med en god film eller et godt computerspil, i stedet for at høre på politisk spin fra politikere, der alligevel ikke lytter til vore synspunkter.

Smartphones doesn't kill people - people kill people.

Bjarne Bisgaard Jensen

Et godt gammelt NRA argument