Det historiske element

Donald Trump og Anders Samuelsen har noget til fælles: deres brug af historien som parameter for politiske numre. I Trumps forskruede realityshow, præsidentens angivelige opfattelse af embedet, er stort set alt, hvad han bedriver historisk: historisk afvikling af naturparker, historisk jordskredssejr, historisk anerkendelse af Jerusalem, historiske folkemængder, historisk afvikling af klimapolitikken, historisk skattelereform.

Også LA-formanden taler om historiske skattekrav, som siden er nedtonet til de største skattelettelser i mands minde. Begge begreber er som bukseelastik. Hvor lang en historie? Og mands minde kommer vel an på både manden og mindet.

Sådan set kan man hævde, at de største skattelettelser i nøgtern mands minde skete ved Fogh Rasmussens kreative skattestop i sin tid. Denne letsindige opvisning i minimalstatsmentalitet bidrog til undergravningen af dansk økonomi i den efterfølgende snes år i og med, at Fogh og Venstres uansvarlige disposition faldt sammen med krisen i 2008 og den store globale økonomiske nedsmeltning, som lettelserne i sidste ende bidrog til at forværre.

Hin fatale skattelettelse kan man selvfølgelig også, og med større ret end afskaffelse af tjenestetelefonbeskatning, kalde historisk. Og ikke for det gode.

Hvad angår politiske ledere, der fra trætoppene stirrer stålsat ned på ministerbilerne, er påstanden om historiske handlinger store ord og fedt flæsk og hører ikke hjemme i det politiske livs Hall of Fame, uanset hvor meget Samuelsen fortsat fører sig frem som Danmarks største udenrigsminister siden Absalon.

Udtalelser af den art karakteriserer snarere afsenderen som en blærerøv. Måske er et truet ord mere rammende: en vindbøjtel.

Selvskrydende umodne mænd

Over for bralrende klaphatte som Trump og Samuelsen, hvor det straks skal medgives, at denne skribent hellere tilbragte et æggeurs tid i Samuelsens selskab end et kvart sekund i Trumps, står mere sagtmodige borgere kraftesløse tilbage.

Man kan jo næsten ikke få det over sine læber, hvor latterlige de er disse selvskrydende umodne mænd, hvor meget for galt det er, at de således mishandler sproget, hvor oprivende mangelfuld deres selvforståelse må være, osv. Dette er så åbenbart, at pæne mennesker føler det upassende at protestere.

Omgivelserne døves af støjen, utallige føler ubehag og lede ved disse aggressioner, lader til sidst uden idé hårrejsende udtalelser passere og håber blot, det en dag går over.

Når Trump er ved at tabe gebisset og med jævne mellemrum suger det på plads med et zip, der vækker de lammede mediers årvågenhed, når han tæver til en golfbold eller klør sig i sin store mås, er det lige så historisk, som når Samuelsen sætter nye standarder for sin egen utroværdighed.

Ordene skaber handlingen, som (også) Grundtvig sagde. Men ordene skaber også den person, der bruger dem, og de skaber miljøet for de mennesker, der mere eller mindre frivilligt er henvist til at lytte.

Politikere, især de ledende, har foruden dagen og vejen en vigtig rolle ved at angive tonen i bageriet. Den side af sagen bagatelliseres som regel af de demagoger, der ganske særligt spreder verbal ildelugt. Men kun til den dag, de sidder på flæsket og lige med ét bliver mere følsomme over for ukvemsord vendt mod dem selv.

Iagttag Trumps danske proselytter Søren Espersen, den tatoverede Khader, nogle fjolser i Berlingeren, ikke at forglemme den hudløst forfængelige Trump hamselv, samt den Samuelsen, der heller ikke er kendt for at bryde sig om den mere bramfri opposition.

Hærskarer af højrøvede floskler

Bageren i bageriet har i øvrigt også børn. Hvordan forklarer bageren og bagerinden deres (klejne!) bagerdatter og bagersøn det omsiggribende misbrug af begrebet: det historiske, når den politiker, bagerparret oven i købet kunne tænke sig at stemme på, da de gerne vil have afskaffet skatten på pølsehorn, til stadighed udbasunerer sin egen fortræffelighed som verdens største dit og dat og i øvrigt opfatter sig selv som så genial, og det, han foretager sig, altså er af historiske dimensioner?

Hvorledes forklare uskyldige bagerbørn dette, når alt sammen blot beror på banal selvovervurdering, banale krav og banale skattelettelser, eftersom den banale mand og hans banale vælgere så banalt, så inderligt banalt, bare vil slippe egoistisk og usolidarisk billigere i skat?

Hvordan skal forældre og bedsteforældre forklare deres afkom, at noget her i andegården er urimeligt og noget, ikke ret meget, er det modsatte? At børnene trods larm og trommehvirvler ikke skal prale, ikke lyve, ikke tromle, ikke trampe på andre, men tage hensyn og beskedent udøve deres gerning, hvad fanden denne så går hen og bliver: om det er bagning af brød i bageriet eller rævekager i døgnets politiske rejsestald.

Sproglig udmattelse, som medfører lede ved ord, samt efterfølgende – i øvrigt ikke altid berettiget – forståelig politikerlede sætter ind ved gentagelsen af disse hærskarer af højrøvede floskler.

Verden er unægtelig således indrettet, at alt, hvad vi foretager os, er éngangsknald. Drikker man sig fuld, sparker hunden, kysser kassedamen (#MeToo), er det alt sammen historisk i den forstand: at lige netop den druktur, det spark mod dén hund, det kys på hin kassedames rødmende mund aldrig kommer igen, men bliver historie.

Trump og Samuelsen hver for sig og tilsammen har teknisk set ret: hvad de foretager sig er historisk, men med den forskel, at det ikke er deres handlinger, der nødvendigvis er og bliver det og slet ikke i positiv forstand, snarere at de fra deres respektive ansvarsfulde poster udtrykker sig uansvarligt, vildledende falsk og farligt og dermed banede vejen for de ulykker, der – i stort som i mindre – følger dette ubærlige ahistoriske vås.