Kronik

Hvorfor er østeuropæerne ikke lykkelige for alt det, Vesteuropa har givet dem?

Hvorfor synes østeuropæerne ikke, at det, de har opnået som partnere i et frit og fælles Europa, er godt nok? Er det chauvinisme og mangel på demokratisk dannelse, de excellerer i, når de taler Bruxelles midt imod og vægrer sig ved at tage imod flygtninge?
Tjekkiet slap som Polen og Ungarn efter Murens fald i 1989 for diktater udefra. Men for tjekkerne blev Sachsen skræmmeeksemplet på, hvordan man i vest forvaltede sit lovpriste demokrati, nemlig som et flertalsdiktatur sanktioneret af en parlamentarisk majoritet i Berlin eller Bruxelles. Deraf flyder deres EU-skepsis – som polakker, slovakker og ungarere deler med dem, skriver dagens kronikør.

Tjekkiet slap som Polen og Ungarn efter Murens fald i 1989 for diktater udefra. Men for tjekkerne blev Sachsen skræmmeeksemplet på, hvordan man i vest forvaltede sit lovpriste demokrati, nemlig som et flertalsdiktatur sanktioneret af en parlamentarisk majoritet i Berlin eller Bruxelles. Deraf flyder deres EU-skepsis – som polakker, slovakker og ungarere deler med dem, skriver dagens kronikør.

Ritzau Foto

27. december 2017

Når man har boet i Berlin i en længere årrække, kan man være tilbøjelig til at tro, at man nu har lært Tyskland at kende. Berlin er jo immervæk den tyske forbundshovedstad, og som sådan burde den være indbegrebet af alt tysk.

Selvfølgelig er der forskelle på en metropol med tre en halv million indbyggere og en boomende it-industri og en flække med tre hundrede sjæle og traditionelt landbrug som hovederhverv. Men en tysker er vel en tysker, om han bor i den ene eller den anden af forbundsrepublikkens 16 lande, og om han bor i en stor eller en lille by. Sådan forestillede jeg mig i det mindste selv, at tingene på bedste vis hang sammen, inden jeg kom på sporet af en anden virkelighed.

Jeg har boet i Berlin i mere end et årti, næsten lige så længe, som Angela Merkel har regeret. Men der skulle gå flere år, før jeg endelig forstod, at det ikke bare er af forvaltningstekniske grunde, at Tyskland er en forbundsrepublik.

Da befandt jeg mig i den gamle mineby Annaberg-Buchholz i Erzgebirge, den engang så malmrige bjergkæde på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet – eller rettere mellem Sachsen og Bøhmen. Jeg snakkede med værten på mit hotel, en lidt ældre mand, der var vokset op »i det tidligere DDR«. Han talte sachsisk, en dialekt, der nok var tysk, men også så fremmed for mig, at jeg havde svært ved at forstå ham. I nazitiden var sachsisk sågar forbudt, fordi det lignede jiddisch, de østeuropæiske jøders blandingssprog.

Flugt og fordrivelse

Der var også så meget andet i Annaberg-Buchholz og det øvrige Sachsen, der mindede mig mere om Tjekkiet, hvor jeg har rejst en del, end om Tyskland. Det var ikke bare en anden natur og arkitektur, der sprang mig i øjnene, men også en anden historie og mentalitet, som jeg efterhånden fik gehør for. Min vært havde med sin fortid i DDR, i østblokken, et mere end formelt fællesskab med tjekkerne hinsides den nærliggende grænse – og med polakkerne og slovakkerne og ungarerne.

Historien er levende, og med en trist kliché er den indkodet i østtyskernes og østeuropæernes dna. Den handler om flugt og fordrivelse, om udbytning og invasion, om brudte løfter og bristede illusioner. Ungarerne vægrer sig ikke blot mod flygtninge, fordi de er xenofober, men også fordi de fremmede tager samme rute op over Balkan, som osmannerne gjorde i det 16. århundrede. I 140 år var Buda og Pest på tyrkiske hænder. Den ene halvdel af Ungarn blev styret fra Konstantinopel, den anden halvdel fra Wien.

I næsten lige så lang tid eksisterede Polen ikke, fordi preusserne, russerne og østrigerne delte landet mellem sig. Polen genopstod, men kun for at blive delt mellem to nye imperier, Det Tredje Rige og Sovjetunionen. England og Frankrig gik i krig for Polen, men svigtede i sidste ende polakkerne, som på de allieredes diktat måtte flytte deres grænser to hundrede kilometer mod vest.

Tjekkernes selvstændighed blev tromlet ned af habsburgerne under Trediveårskrigen og af tyskerne under Anden Verdenskrig. I 1945 tog de revanche og fordrev tre millioner etniske tyskere fra Bøhmen, men kun for at se hele det slaviske Tjekkoslovakiet forsvinde i det sovjetiske imperium. Den samme skæbne blev østtyskerne til del, og derfor endte oprøret i DDR i 1953 på samme måde, som ’foråret i Prag’ gjorde det 15 år senere.

Utilfredsheden fortsætter

Med Sovjetunionens kollaps fik østeuropæerne en ny mulighed for selv at forme deres fremtid. Nye forfatninger blev skrevet i Warszawa, Prag og Budapest. Planøkonomi blev erstattet med markedsøkonomi, ideologi med frihed, administration med deltagelse. Sådan sagde man i det mindste, men realiteterne stod ikke altid mål med forventningerne. Og trods nok så store økonomiske gevinster stillede heller ikke optagelsen i EU de østeuropæiske lande tilfredse.

Selv østtyskerne, der med det gamle DDR’s optagelse i BRD havde fået et forspring på 14 år, var og er utilfredse. Men hvad kan de tillade sig at være utilfredse med, når de har fået demokratiske institutioner og mulighed for selv at gestalte deres liv? Lider østtyskerne og østeuropæerne af en infantil utålmodighed, når de stadig ikke synes, det er godt nok, hvad de har opnået som partnere i et frit og fælles Europa? Er det chauvinisme og alt andet end demokrati, de excellerer i, når de bestandigt taler Bruxelles midt imod og vægrer sig ved at tage imod flygtninge?

I et Vesteuropa, der selv lider af utålmodighed, nemlig med Østeuropa, er der en tilbøjelighed til at vaske hænder og skubbe ansvaret for utilfredsheden fra sig. Noget tilsvarende er tilfældet i Tyskland, hvor wessis ikke har stor forståelse for ossis. På den måde spejler ’nationernes Europa’ sig i et nok så broget Tyskland, der i sig selv er som et helt kontinent.

Sen blomstring

Derfor kan det være ganske perspektivrigt at dvæle ved den tyske genforeningshistorie og spole filmen tilbage til die Wende for at rekapitulere begivenhedernes gang:

Muren og Jerntæppet var faldet. Året var 1990. Den 1. juli var den vesttyske forbundskansler Helmuth Kohl på tv. Han talte til tyskerne, både vest- og østtyskerne. Anledningen var, at en valuta-, økonomi- og socialunion samme dag trådte i kraft mellem det bugnende BRD og det døende DDR. Endnu måtte genforeningen af de to Tysklande vente lidt, men snart ville det ved »fælles anstrengelse« lykkes at forvandle de nye forbundslande til »blomstrende landskaber«.

Tre måneder senere var det så vidt. Den 3. oktober sang østtyskerne med på den nationalsang, der hidtil kun havde været vesttyskernes: »Blomstr i denne lykkes glans, blomstr, tyske fædreland!«

Euforien var stor, både blandt gamle og nye borgere i den tyske forbundsrepublik. Men da det kommunistiske SED-regime viste sig at have udpint det gamle DDR mere, end nogen havde drømt om i deres værste mareridt, tog det lang tid, før blomsterne foldede deres fagre kronblade ud over landskaberne.

I mellemtiden viste østtyskerne sig utilfredse med det fællestyske fædreland, der ikke som ventet flød med mælk og honning. Produktionsapparatet blev saneret, rentabilitetskrav implementeret og virksomheder lukket. Østtyskerne kom til kort over for vesttyskerne på alle parametre: løn, uddannelse, levestandard, prestige, fremtidsudsigter.

Vesttyskerne vidste bedst

De »blomstrende landskaber« lod vente på sig, men utilfredsheden havde en anden og dybere grund. Kohl havde besværget den »fælles anstrengelse« som midlet til målet, men hvad østtyskerne oplevede, var, at vesttyskerne uden at tage dem med på råd gjorde, hvad de fandt for godt. Forbundsrepublikkens grundlov af 1949 åbnede mulighed for, at man i forbindelse med genforeningen skrev en ny, fælles forfatning. Men vesttyskerne insisterede på den, de allerede havde.

Tilsvarende blev stort set alle ledende poster i såvel privat som offentligt regi i de nye forbundslande besat med wessis. Argumentet var, at ossis ikke havde den fornødne erfaring og uddannelse. Med det samme argument kunne de allierede efter krigen have påtvunget forbundsrepublikken en englænder, franskmand eller amerikaner som kansler. I Sachsen måtte man efter genforeningen vente 18 år, før man endelig fik en østtysker som ministerpræsident.

Tjekkiet slap som Polen og Ungarn efter revolutionen i 1989 for diktater udefra. Men tjekkerne undlod ikke at bemærke, hvordan det på den anden side af Erzgebirge gik deres sachsiske naboer. For tjekkerne blev Sachsen skræmmeeksemplet på, hvordan man i vest forvaltede sit lovpriste demokrati, nemlig som et flertalsdiktatur sanktioneret af en parlamentarisk majoritet i Berlin eller Bruxelles. Og netop deraf flyder deres EU-skepsis – som polakker, slovaker og ungarere deler med dem.

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Anders Graae
  • lars søgaard-jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Torben Skov
  • Jan Damskier
  • David Zennaro
Trond Meiring, Anders Graae, lars søgaard-jensen, Bjørn Pedersen, Torben Skov, Jan Damskier og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Peter Tudvad

Tjekkernes EU-skepsis flyder af, at sakserne blev ofre for et flertalsdiktatur sanktioneret af en parlamentarisk majoritet i Berlin eller Bruxelles, og denne skepsis deles af polakkerne, slovakerne og ungarerne .... Fin forklaring - og det anede mig.
Berlin & Bruxelles er de skyldige - eller hva' ??

Murens fald var ikke i 1990 men i 1989. Jeg var dengang aktiv i både Vest- og Østtyskland, og oplevede et helt andet Østtyskland, end der her skildres.
- Til gengæld oplevede jeg også Littenhagen i 1991, hvor lokale bøller satte ind til lejligheder med østasiatiske borgere, medens østtyske borgere jublede på gaden og ud af vinduet.
- Jeg oplevede også, at en af mine gode venner, der ikke lever mere, sagde på tysk TV i en goodwill-udsendelse for CDU, at borgerne i DDR levede en mere sikker tilværelse end i Vesttyskland. Og både han og hans hustrus familie havde trods alt været ikke-eksisterende borgere siden henholdsvis 1954 og 1958. I øvrigt blev udtalelsen klippet ud af indslaget efter et par dage.

Og forklaringsmodellen passer kun delvis på Tjekkiet og måske slet ikke på Slowakiet. Og den passer absolut ikke på Ungarn og Poland, der har helt andre motiver (hvert sit) til den aktuelle situation.

Efter min opfattelse, og jeg kommer fortsat i en række af disse lande. Skal man ikke se situationerne og holdningerne ud fra nationale opfattelser, men netop ud fra kulturelle opfattelser. Og her er lande jo delt op, f.eks. består Tjekkiet af Böhmen og Mähren, og de er faktisk ikke enige om den aktuelle førte politik.

Men man kan jo fortsætte. Hvor Ungarn for 7-8 år siden forsøgte at gøre en række borgere i samtlige nabolandene til ungarer, for dermed at kunne udvide landet til det gamle Stor-Ungarns størrelse, ser vi nu det sammen med udviklingen i Østrig. På sammen måde har Østrigs nye regering udtalt, at Østrig vil gøre borgerne i Sydtyrol til østrigere, for at kunne hævde, at grænsen skal flyttes, så Sydtyrol igen kommer ind under Østrig.

Trond Meiring, Mikkel Kristensen, Steffen Gliese, Jakob Trägårdh, Flemming Simonsen, jens christian jacobsen, lars søgaard-jensen, Torben Lindegaard, Christel Gruner-Olesen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Tudvad har ret i, at de blomstrende landskaber aldrig kom. Tværtimod blev velfungerende østtyske foretagender opkøbt og nedlagt. Og hvor blev investeringerne af? CDU og Kohl svigtede dem. På sin vis kan jeg godt forstå, at AfD er det største parti i Sachsen nu. Og i visse byer, som fx Dessau og Quedlingburg, er det som om Stasi stadig findes. Folk er tyste og tilbageholdende.

Trond Meiring, Per Torbensen og Eva Bertram anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Derfor det hedder Vest og Øst i Europa. Vesteuropeere har ikke været koloniseret hverken af Osmannerne eller andre, det gjorde østeuropeere. Desuden vesteuropeere har koloniseret det halve af verden, de har lært styring af store masse mennesker, kortsagt vesteuropeere er dominerende og og tror der ermere intelligente og desuden de er mere effektive, derfor føler østeuropeerer trådt på teerne. Man husker "den polske blikkenslager" og andre østarbejder var ikke i bedre situation. Så problemet tror jeg ligger i det såkaldte "værdighed" og i økonomi, Øst Europa halter bagefter og de kommer aldrig på højde med Vesteuropa, det er ikke dårlig i sig selv men systemet er baseret på "konkurrencevilkår". Som mennesker er de det samme.. Østeuropa viger til højre men det gør det også i vesten, se Østrig. Måske Macron kommer med noget nyt. Vi vil får og se.

Trond Meiring, Egon Stich og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar

touhami bennour
øst europa har aldrig været koloniseret af osmanner. Ellers kunne vi ikke forblive kristne
Men osmannernes indflydelse på tidligere østeuropa ville jeg kalde anderledes. Det ord vil jeg ikke anvende her.

Det svar, som andre har givet på overskriftens spørgsmål, er jo, at med Murens fald faldt op mod 100 millioner mennesker ud i en armod og usikkerhed, de trods al undertykkelse, ikke havde kendt til før.
De fik ikke 'blomstrende landskaber', men kapitalistisk chokterapi.

Trond Meiring, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Carsten Wienholtz, Michael Kongstad Nielsen, lars søgaard-jensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Østeuropæerne fik ikke andet fra Vesteuropa, end privat kapitalisme,. Enten i form af vesteuropæiske virksomheder, der overdængede østeuropa med investeringer som kun gav gevinst for vesteuropa, eller i form af oligarker, der var herremænd i gammel vestlig førdemokratisk forstand.

Østeuropæerne fandt hurtigt ud af, efter den første friheds-eufori, at kapitalismen var en ny undertrykkelse, et nyt fængsel, en ny ulighed. men efter som årene gik benyttede de demokratiet til at gøre de partier stærke, som ville deres vel, og som lod kapitalismen vige for folkets velfærd

Det ses der ikke på med milde øjne i Vestens establishment.

Trond Meiring, Per Torbensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar

Peter Tudvads forklaring indsnævrer sig til at det skyldes fejl og mangler ved nationernes 'pottetræning' - altså historien siden 16.århundrede og især siden 1989 og medlemskab af EU.
Og er det ikke deres egen sut, de har tabt, så er det mestendels synet af samme elendige 'pottetræning' i det tidligere Østtyskland siden genforeningen, det har ødelagt deres liv.
Ikke et ord om Østeuropæernes eget ansvar, herunder især deres egen andel af medansvaret for folkelig fascisme, nazisme, antisemitisme før verdenskrigen samt det staliniske efterspil.
Vesteuropas og Vesttysklands største brøde var ikke at se det, men tro 70års totalitært folkeligt regime kunne tørres væk med et pennestrøg og demokratiet dukke op som fugl Føniks!

Kim Folke Knudsen

Forbundsrepublikken Tyskland er som titlen antyder regionernes land. Hver med deres skikke og særlige historie. Tysk kultur rækker udover Tysklands grænser med Østrig og den del af Schweiz, hvor der tales tysk. Når jeg er i Bayern fornemmer jeg ofte, at kultur og historie mere minder om Østrig end den nordlige del af Tyskland. Beskrivelsen af Sachsen er helt præcist. Sachsen var i gamle dage et Kurfyrstendømme. Sachsen har befundet sig i Krig med Preussen under den preusiske syvårskrig 1756-1763 mellem Frederik den Store konge af Preussen og Habsburgernes Kejserinde Maria Theresia. Selv i de perioder, hvor Tyskland var totalitært og styret af et grusomt diktatur selv der overlevede de enkelte områders kultur religion og særlige skikke. De blev ikke udslettet af NSDAP´s forrykte Gleichschaltung. Den der oplever Tyskland kun set fra Berlin ser kun det globale metropol Tyskland repræsenteret ved Angela Merkel og de store kommercielle firmaer. Men der er et Tyskland uden for Berlin, der rummer sin helt egne og særegne historie.

Søren Rønhede

Citat:
“England og Frankrig gik i krig for Polen, men svigtede i sidste ende polakkerne, som på de allieredes diktat måtte flytte deres grænser to hundrede kilometer mod vest.”
1. England og Frankrig gik IKKE i krig for Polen, men den afgørende engelske støtte til Hitlers magtopbygning fra 1933 og frem løb ind i problemer på grund af naziførerens aftalebrud foråret 1939, som førte til den krigserklæring 3/9-1939, som England ikke ønskede. Den var en følge af, at Storbritannien med sit heftige intrigevæsen havde malet sig selv op i et hjørne.
2. I 1945 blev Polen flyttet mod vest, men det var sandelig ikke “et svigt”, men en ufortjent gave. I 1920 havde Polen udnyttet Ruslands/Sovjets svaghed til at flytte sin grænse langt mod øst ind på overvejende hviderussiske og ukrainske områder. Den østgrænse, Polen fik i 1945, var tæt på Curzon-linjen 1919, der tilnærmelsesvis var østgrænsen for polsktalende og -følende mennesker. (Folk er meget blandede i disse områder som i så mange andre, men nationalister vil altid have grænser.) Som “kompensation” fik Polen den tids østtyskland, de store områder øst for Oder-Neisse + Stettin. Det krævede blot, at ca. 8 mio blev fordrevet - mange dræbt, de fleste jaget vestpå. Til Polen var det en ufortjent gave, der som alle ufortjente gaver ikke har udløst taknemmelighed, men primært var forårsaget af behovet for at straffe tyskerne, der blev henvist til at rykke tættere sammen. (Et svar på Hitlers nonsens om Lebensraum). Så 83 mio tyskere har 360.000 km2 til rådighed mod f.eks. 550.000 km2 til 67 mio franskmænd. Kaster man et blik på Europakortet syner Tyskland ikke af mere end Polen, men det er altså en følge af tysk komprimering og polsk Lebensraum.
Ser man på Polens demokratiske deroute … fristes man til at udbryde: “Jetzt ist Polen ganz verloren …"